Israel-Palæstina konflikten

Mogens Lykketoft har i en kronik i Politiken den 5. april 2014 skildret den fortvivlede situation for den palæstinensiske befolkning i de besatte områder på Vestbredden og i Gaza.

Men det er ikke nok at berette om de frygtlige forhold, som palæstinenserne må leve under. Det er også nødvendigt at foreslå løsninger, der kan gøre ende på mareridtet for palæstinenserne.

Handling er nødvendigt.

Det er ikke nok, når Mogens Lykketoft skriver, at »man må hjælpe parterne med at tro på freden.«

I Sydafrika måtte ANC kæmpe en hård kamp for at sejre over apartheidregimet og først efter sanktioner kom Mandela fri .

Men i konflikten mellem Israel og Palæstina overvejer EU eller USA end ikke sanktioner mod Israel – heller ikke selv om Israel har annekteret store dele af Østjerusalem.

Men Israel har til gengæld ingen skrupler mod at bruge sanktioner mod det palæstinensiske selvstyre.

Man anvender sanktioner som straf alene for at søge optagelse i en række internationale konventioner.

Israel vil blandt andet begrænse bevægelsesfriheden på Vestbredden yderligere og vil suspendere en tilladelse til at bringe mobiltelefonudstyr ind i Gaza.

Lykketoft opfordrer til en hårdere kurs mod Israel, men det bliver desværre ved ordene, det bliver ikke til konkrete handlinger.

Der er i praksis ingenting sket mod Israel, på trods af overtrædelser af FN’s menneskeretskonventionen.

Efter otte måneders forhandlinger ser det ud til, at endnu en omgang vage forsøg på at skabe fred mellem Israel og Palæstina er slut. USA udenrigsminister John Kerry rejser hjem.

Israel har opnået, hvad det ønskede: en uændret forlængelse af tilstandene.