Annonce

25. oktober 2013 - 15:18

75 år efter Krystalnatten

75 år efter Krystalnatten, som man også kan kalde en »progrom« i Hitler-Tyskland og Østrig, er det desværre stadig nødvendigt at demonstrere for ligeret og ligeværd for alle og imod racisme og for en human flygtningepolitik.

Jeg oplevede Krystalnatten sammen med min mor i vores lejlighed i Berlin. Min far måtte skjule sig i et sommerhus ved Wannensee, der var ejet af ikke jødiske venner.
Hele natten hørte vi radio. Hitler brølede op om det jødiske afskum som forgiftede Tyskland og sin skulle fjernes fra den sunde ariske race.

Hele nat kørte lastvogne fyldt med SS-folk forbi, men sang hadsang og smadrede ruder i jødiske forretninger.

Vi følte os fredløse og hjælpeløse, alene i verden.

Jeg var 14 år og meget bange. Jeg ville gerne have været en mus, som kunne skjule sig i en hule.

Vi kunne ikke gå til vores naboer og bede om hjælp. Trusler havde siden 1933 lammet mange anstændige borgere.

Men mange tyskere havde i 1930'erne også villigt rettet sig ind efter et værdisystem, der vendte tidligere, tilsyneladende velintegrerede, normer for anstændighed på hovedet.

Bandlysningen af jøder fra det tyske samfund begyndte straks efter Hitlers magtovertagelse den 30. januar 1933. Jeg måtte allerede i 1933 forlade folkeskolen. Bøger af jødiske forfattere blev brændt, jødiske forretninger boykottet og jødiske embedsmænd udrenset fra offentlige institutioner(domstole, skoler, universiteter osv.).

Alt dette skete uden stor modstand, fordi anstændige mennesker var bange.

Man må heller ikke glemme, at nogle var glade for at blive fri for jødiske konkurrenter. Nogle blev begunstigede modtagere af »arificerede« fabrikker, butikker, lejligheder og værdigenstande.

Derfor kunne SS-horderne sætte alle synagoger i brand, smadre jødiske butikker og jage de arresterede jøder gennem gaderne, før de blev transporterede til KZ-lejre. Det hele have længe været planlagt som optakt til anden verdenskrig og det Holocaust, der ventede jøderne i Europa.

Efter Krystalnatten var det kun tyske kommunister, som i illegale blade appellerede til den tyske befokning om at hjælpe jøder som medborgere i nød. Men det skete i de fleste tilfælde forgæves.

Folk var bange eller hjernevaskede af Goebbels propaganda.

Efter Krystalnatten havde også min far forstået, at vi ikke længere kunne leve i Nazityskland. Vi satte os derfor til at studerede verdenskort for at finde et sted, hvortil vi kunne flygte.

Vi overvejede Danmark, som lå i nærheden og var et civiliseret land uden racisme. Troede vi. For vi tog fejl.

Grænsen var spærret for tyske jøder. Man ville ikke blive uvenner med Hitler. Tyske jøder,  der havde stemplet et J i deres pas, blev afvist ved grænsen i Gedser.

Hvis man ikke var håndværker var det svært at komme til Sydamerika. USA kunne man heller ikke komme til, før ens kvotenummer blev udtrukket.

Mine forældre var fortvivlede. Men i den jødiske menighed hørte de om, at der var en chance for, at børn kunne komme med privat arrangerede børnetransporter til England. Det var engelske hjælpeorganisationer, som havde samlet penge sammen og tvunget den engelske regering til at lade jødiske børn komme ind i landet.

Regeringen krævede penge som modydelse, men det lykkedes trods alt 10.000 jødiske børn fra Tyskland og Østrig at blive reddet, før krigen brød ud.

Mine forældre, som ingen mulighed så for selv at komme ud af landet, besluttede at sende mig med en børnetransport til England. Det var en svær beslutning, men de vidste, det var spørgsmålet om liv eller død.

Jeg protesterede mod at rejse uden mine forældre, men de overtalte mig. De forsøgte at bilde mig ind, at jeg kunne sikkert få dem til England, når jeg først var i landet. Men der fandtes ingen familiesammenføring.

Mine forældre omkom i Auschwitz.

Når man tænker tilbage, må man spørge, hvordan kunne man udtænke Auschwitz?

Den svenske journalist Gøran Rosenberg, som har forældre, der overlevede KZ-lejrene, har skrevet i et essay i Information om det spørgsmål:

»Det er igen blevet moderne at hævde, at civilisatoriske og moralske fremskridt følges ad, og at en usynlig hånd optimerer marked og samfund. Men Holocaust burde have lært os, hvor skøbeligt et grundlag menneskers værdiforestillinger hviler på. Tilbagefaldet til barbari er altid en lurende fare«.

Derfor må forbrydelser som Krystalnatten og det, der fulgte efter, aldrig gå i glemmebogen.

Derfor demonstrerer vi den 9. november.

Annonce