Carmi Gillon politianmeldt - igen;lykkes det denne gang ?

Sammen med to af Danmarks måske mest fremtrædende menneskerettighedsforkæmpere foretog jeg sent torsdag aften en politianmeldelse af en torturbøddel – en hård karakteristik,  som man ellers skal være varsom med før en person er dømt i retten.

Og det er præcis det hele sagen drejer sig om. Politianmeldelsen af den tidligere israelske ambassadør i Danmark drejer sig om at tortur er en forbrydelse, som man aldrig må undlade at straffe.

Anmeldelsen lyder i sin korthed:

Skodsborg, 9. Januar 2014

Til Nordsjællands Politi,

Vedr. hastende politianmeldelse af den israelske statsborger Carmi Gillon,der pt. opholder sig i Danmark

Under henvisning til bl.a. forsideinterview i Kristeligt Dagblad 8. januar 2014 med tidl. ambassadør, for staten Israel i Danmark og tidl. chef for Shin Bet, Carmi Gilllon politianmeldes han hermed for sit ansvar for tortur.

Anmeldelsen sker under henvisning til den 17. august 2001 indgivne politianmeldelse (jvf. Ritzau-telegram af samme dag) og Danmarks konventionsmæssige forpligtigelse til at retsforfølge for tortur, herunder udlændinge, der opholder sig i Danmark, jvf. FN’s konvention mod tortur artikel 6. Det er således vigtigt, at der handles straks i denne sag inden C. Gillon forlader landet.

Straffelovsændringen for ca. fem år siden, som eksplicit indførte tortur som forbrydelse i dansk lov og samtidig understregede, at der ikke er nogen forældelsesfrist for forbrydelsen tortur, er der tilvejebragt yderligere juridisk grundlag for nærværende anmeldelse.

Yderligere kan det anføres, at den tvivl, der kom til udtryk fra dansk side i august 2001 omkring Gillons immunitet som ambassadør ej længere er aktuel. 

Derfor opfordrer vi Dem til en umiddelbar anholdelse af Carmi Gillon for, at Danmark kan opfylde sin konventionsmæssige forpligtigelse i henhold til FNs konvention mod tortur artikel 4 og især artikel 6, hvori det hedder: "...skal tage ham i forvaring eller tage andre lovlige forstaltninger i anvendelse for at sikre hans tilstedeværelse…."

Til orientering: Kristeligt Dagblad oplyser, at Gillon kun kortvarigt er i Danmark i forbindelse med den jødiske filmfestival, der finder sted i København  9.- 12. januar.

Anmeldelsen sker til Nordsjællands Politi fordi vi, ATSF-fonden, har adresse i Skodsborg.

Med venlig hilsen

f. Anti Tortur Støtte-fonden, ATSF

Inge Genefke, Bent Sørensen og Tue Magnussen

Anmeldelsen taler et langt stykke hen ad vejen for sig selv, alligevel vil jeg gerne uddybe hvorfor  netop denne politianmeldelse er så vigtig.

Ældre læsere af denne blog vil måske huske Gillon-sagen i sommeren 2001, som nok har været den mest omfattende og afgørende danske tortursag. Forstået på den måde at både den danske befolkning og alle folketingspartier- og vel at mærke også Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti -  i juli 2001 fordømte den nyudnævnte israelske ambassadørs udtalelser til dansk TV og presse om at tortur er acceptabel  og han vedstod sit ansvar for Shin Bet-chef for brug at tortur når det gælder Israels forsøg på at stoppe desperate palæstinensiske selvmordsbombere. Alligevel lykkedes det desværre ikke i 2001 at få bragt Gillon for en domstol. I lighed med bl.a. Pinochet, Bush, Cheeney og Rumsfield er han gået fri.

Jeg tror at der er flere grunde hertil: Gillon blev i bogstaveligste forstand reddet af terrorangrebet 11. september – få timer før angrebet på World Trade Center  afleverede Gillon sine akkreditiver til dronning Margrethe – indtil da bør en ny ambassadør iflg. skik og brug i de kredse – ikke udtale sig. Men som bekendt ændrede dagsordenen sig drastisk om eftermiddagen og siden har menneskerettighederne -  i den erklæret kamp mod terror - været det første offer; endog det absolutte forbud mod tortur tilsidesættes.

Efter Gillon blev Guantanamo, Abu Ghraib, water-boarding  m.fl. navne og begreber synonymt med tortur – Gillon selv omskrev tortur med  ”mild fysisk pres” .

For det andet mente det officielle Danmark ,at diplomaters immunitet vejede tungere end Danmarks konventionsmæssige forpligtigelser.

For det tredie var bevidstheden om Israels konsekvente overtrædelser af folkeretten, herunder  enhver international menneskeretskonvention,  ikke så udbredt som den blev for fem år siden med angrebet på Gaza. For det fjerde var der enkelte danske politikere, der ikke var deres ansvar bevidst; det var ikke kun Arne Melchior, der i en misforstået religiøs loyalitet med staten Israel mente, at staten Israel var i en nødretssituation, der tillod Shin Bets brug af tortur, men værre var det, at Mogens Lykketoft - som udenrigsminister – accepterede, at Gillon kunne blive ambassadør i det erklærede foregangsland mod tortur og Frank Jensen som justitsminister mente,  at Wien-konventionen om diplomaters immunitet havde forrang ift. at få retsforfulgt tortur.

Det er nok for sent at tale om ministeransvar, men man må opfordre  de to herrer som henholdsvis formand for Folketinget og som Københavns borgmester til at indgå  i det fælles kor, som man må håbe, at politikere, menneskeretsorganisationer, anti-torturcentre, venner af ”det andet Israel” og andre gode kræfter med høj røst vil samle for en appel til de danske myndigheder, især dansk politi om at tilbageholde Gillon så han snarest kan komme for en dansk ret.