Tre grunde til at Enhedslisten bør opstille til EU-valget

Skal Enhedslisten opstille til det kommende EU-Parlamentsvalg og søge valgforbund med Folkebevægelsen mod EU?

Det spørgsmål skal Enhedslistens medlemmer i næste uge tage stilling til i en vejledende urafstemning.

Som nogen måske erindrer, var jeg meget aktiv fortaler for, at Enhedslisten skulle opstille, da vi havde debatten forud for EU-Parlamentsvalget i 2014. 

Den holdning har jeg stadigvæk.

Med udgangspunkt i mine egne erfaringer som tidligere landsledelsesmedlem i Folkebevægelsen, kandidat ved EU-valget i 2014 og aktiv i Enhedslisten EU-arbejde gennem seks år, har jeg derfor listet tre grunde til, at jeg mener Enhedslisten bør opstille.

1. En socialistisk stemme i kampen mod EU

I Enhedslisten er vi er først og fremmest EU-modstandere, fordi vi er socialister.

Vi er ikke kun modstandere af EU af demokratiske årsager, men også fordi EU bygger på et højreorienteret økonomisk grundlag i form af det indre marked, der har til formål at reducere regulering og sætte det frie marked over hensynet til mennesker og miljø.

Jeg mener, at der er brug for en stemme i EU-debatten, som kan italesætte denne sammenhæng klarer.

Vi skal forklare, hvorfor EU’s indre marked er uforeneligt med en vision om et socialistisk og solidarisk samfund. Vi skal forklare hvorfor kampen for et mere solidarisk Danmark også hænger sammen med kampen imod et EU, der bygger på et neoliberalt grundlag.  

Her er Folkebevægelsen på godt og ondt begrænset af sit tværpolitiske grundlag. For som det fremgår af Folkebevægelsens idegrundlag ligger det”… uden for Folkebevægelsens målsætning at arbejde for noget bestemt samfundssystem eller for politisk stillingtagen til problemer uden forbindelse til EU.”

Som andre også har påpeget, er der i den grad brug for, at Enhedslisten i endnu højere grad kaster sig ind i de europæiske kampe. Med den aktuelle flygtninge- og migrationskrise, et Sydeuropa tvunget på sammenbruddets rand pga. EU’s nedskæringspolitik og en TTIP-aftale, der vil give multinationale selskaber ret til at sagsøge Danmark og alle andre EU-lande på baggrund af demokratiske beslutninger, er der nok at tage fat på.

Ser man rundt omkring i Europa, har den fremvoksende progressive EU-modstand netop sit udgangspunkt solidt plantet i en socialistisk modstand mod EU. Det er en EU-modstanderbevægelse, der samtidig aktiv bekæmper den reaktionære højrefløjs fremgang. Denne bevægelse bør vi i Danmark også bidrage til. 

2. Den progressive EU-modstand skal i offensiven!

På venstrefløjen taler vi ofte om at komme i offensiven. Nu er tiden kommet for den offensiv.

Hvis ikke EU-skepsissen på længere sigt skal overlades til højrefløjen må vi se at komme på banen.

Ser man på udviklingen her i Danmark og i andre dele af Europa, vinder nationalister og højreorienterede EU-skeptikere desværre frem.

Herhjemme er det Dansk Folkeparti, der de seneste år har trukket mange EU-skeptiske vælgere på bekostning af den progressive EU-kritik og -modstand. Og det er på trods af, at partiet hverken er modstandere af EU eller det indre marked.

Her mener jeg, at Enhedslisten sammen med Folkebevægelsen har en vigtig opgave i bidrage til at udstille Dansk Folkepartis hykleri, tilbagekapre stemmer og fremtone med de progressive argumenter imod EU. Og her er EU-Parlamentsvalgene er en vigtig platform. 

Figur 1. Udviklingen i stemmeprocenten for hhv. Folkebevægelsen og Junibevægelsen samlet set, og Dansk Folkeparti ved EU-Parlamentsvalgene 1994-2014

Jeg har oplevet, at der i debatten er blevet talt om, hvilket scenarie, der vil være styrke henholdsvis Enhedslisten og Folkebevægelsen. Det der imidlertid burde være retningsgivende, for hvilket scenarie vi vælger, er spørgsmålet om, hvad der vil styrke EU-modstanden?

Der er ingen tvivl om, at det er afgørende for EU-modstandens styrke, at den er repræsenteret i EU-Parlamentet.

Ikke fordi vi bør have illusioner om, at vi kan ændre EU indefra, men fordi det giver en platform at tale fra, ressourcer til kampagner og lignende, samt en indsigt i systemet, som vi ellers ikke vil have adgang til.

Med en meget høj spærregrænse på 7,7 procent ved EU-valgene, er der altid en hvis usikkerhed om EU-modstanden kan sikre sig repræsentation. Ved sidste valg fik Folkebevægelsen 8,1 procent af stemmerne. Nok til et mandat, men heller ikke langt fra spærregrænsen.  

Med et valgforbund mellem Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU vil denne usikkerheden om mandatet imidlertid blive stærkt reduceret og pilen i højere grad pege i retning af muligheden for to mandater.

Tidligere undersøgelser har nemlig vist, at et valgforbund mellem Enhedslisten og Folkebevægelsen åbner muligheden for at få to mandater til EU-modstanden. Altså en markant fremgang. Det er en mulighed, jeg mener vi bør gribe.

 I valget mellem en situation, hvor der er (1) usikkerhed om det ene mandat vi har eller (2) en situation, hvor der er en god mulighed for to mandater, synes jeg ikke, at valget er svært.

3. En bredere mobilisering af EU-modstanden

Der er ingen tvivl om, at Folkebevægelsen med sit tværpolitiske grundlag kan tiltrække vælgere, som aldrig kunne finde på at stemme på Enhedslisten.

Samtidig kan vi imidlertid konstatere, at langt fra alle Enhedsliste-vælgere stemmer på Folkebevægelsen. Ved sidste EU-Parlamentsvalg viste en undersøgelse, at kun 56 procent af Enhedslistens vælgere valgte at stemme på Folkebevægelsen. Blandt de resterende stemte en del på SF, imens hele 15 procent af Enhedslistens vælgere valgte at stemme blankt. Imens de øvrige partier hentede mellem 60-80 procent af deres almindelige vælgere, hentede Enhedslisten altså kun lidt over halvdelen af sine.

Det kan være svært at sige præcist, hvilke grunde der er til, at Enhedsliste-vælgere ikke ønsker at stemme på Folkebevægelsen.

Men mine egne erfaringer som kandidat i valgkampen 2014 var, at en del af de Enhedsliste,-vælgere jeg mødte, simpelthen ikke ønskede at stemme på en tværpolitisk liste og derfor følte sig tvunget til at stemme blankt eller se andre steder hen.

Mit bud er derfor, at en stor del af dette tab derfor formentligt ville kunne lukkes, hvis Enhedslisten selv stillede op.

Samtidig vil en opstilling af Enhedslisten åbne op for at Folkebevægelsen i højere grad kan fremstå som den tværpolitiske bevægelse, den er. Og det er der brug for. For ser man på andelen af vælgere til højre for midten, der stemte på Folkebevægelsen faldt denne andel faktisk markant fra valget i 2009 til 2014. 

Der er derfor et potentiale ved at Enhedslisten, såvel som Folkebevægelsen, opstiller til EU-Parlamentsvalget i et valgforbund, da man samlet set kan appellere til og mobilisere en bredere gruppe af vælgere.

Ved at samarbejde og sikre den bredest mulige mobilisering af progressive EU-modstandere op til næste valg, er jeg overbevist om, at vi kan opnå det bedste resultat for EU-modstanden.