Annonce
Seks myter i Brexit-debatten
Den britiske befolknings beslutning om at udtræde af EU er i disse uger genstand for meget debat.
Det giver god mening i lyset af de store forandringer, det britiske EU-exit kan komme til at betyde for fremtiden. Desværre har dele af debatten, indtil nu, været præget af en række ukorrekte og misvisende oplysninger, der bl.a. bæres frem af medier, der ikke har gjort deres research ordentligt.
Forsøgene på at presse resultatet af den britiske afstemning ned i en forudindtaget forståelsesramme om, at det britske nej til EU var et uoplyst, ungdomsfjendsk, racistisk og nationalistisk nej, har tilsyneladende skygget for den kritiske sans.
Nedenfor forsøger jeg at aflive nogle af de mest udbredte myter og misvisende historier om det britiske nej.
Myte 1. De unge ville forblive i EU, imens de ældre ville ud
En meningsmåling foretaget af YouGov kort før folkeafstemningen viste, at et stort flertal af de unge ville stemme for at blive i EU.
Det fik efterfølgende flere medier, bl.a. DR, til at konkludere, at den unge generation var blevet snydt af den ældre. I Dagbladet Information blev det omtalt som en decideret generationskløft i EU-spørgsmålet.
Ser man på tallene, kan det da også umiddelbart se sådan ud.
Målingen viste nemlig, at 72 procent af de 18-24-årige ville blive i EU, mens der modsat blandt den ældre del af befolkningen, dvs. de 65+-årige, var stor skepsis overfor at forsætte i EU. 59 procent ville ud.
Men virkeligheden er imidlertid snarere, at de unge slet ikke stemte.
En anden måling fra SkyData, viste nemlig, at blot 36 procent af 18-24 årige afgav deres stemme ved torsdagens folkeafstemning. Indregner man dette betyder det, at kun 26% af de unge mellem 18-24 år stemte for at blive i EU. Resten stemte enten for at forlade EU eller var simpelthen ligeglade.
En realitet, der ikke underbygger en konklusion om stor EU-tilslutning hos de britiske unge – snarere tværtimod.
Måling af valgdeltagelsen ved den britiske folkeafstemning fordelt på alder:
18-24: 36%
25-34: 58%
35-44: 72%
45-54: 75%
55-64: 81%
65+: 83%
Kilde: SkyData
Myte 2. Leave-stemmerne bestod af nationalister og stærkt reaktionære kræfter
Mange har været hurtige – måske lidt for hurtige – på tasterne og udnævnt de mange millioner af briter, som stemte for at forlade EU, som nationalister, der stemte for et EU-exit af mere eller mindre racistiske og chauvinistiske årsager.
Yannick Harrison ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet fremtoner med denne beskrivelse i en kommentar her på Modkraft. Han skriver bl.a.:
”Ifølge Lord Ashcrofts undersøgelse af over 12.000 vælgere, er Leave-sektionen ikke just progressive: 81% mener, at multikulturalisme er dårligt, 74% mener feminisme er forkert, 80% at immigration er et grundlæggende problem for samfundet. Modsat mente kun 51%, at kapitalismen er problemet.”
Undersøgelsen, Yannick Harrison refererer til, kan findes her og er lavet af den konservative pengemand Lord Michael Ashcroft i dagene 21.-23. juni. Dvs. før selve afstemningen.
Lord Ashcroft er tidligere næstformand i det britiske konservative parti og er kendt for at bruge sine mange penge på at influere den offentlige opinion i en konservativ retning. Han er samtidig tidligere, af flere omgange, blevet kritiseret for metodefejl i sine undersøgelser.
Dette burde i sig selv få alarmklokkerne til at ringe.
Dykker man ned i tallene fra Lord Ashcroft undersøgelse, viser det sig også, at Yannick Harrison har læst tallene forkert - som mange andre desværre også har.
For selvom fremmedfjendeske argumenter fra højrefløjen rigtig nok har spillet en stor rolle i den britiske offentlige debat, er det ikke nødvendigvis det samme som, at disse er afspejlet i Leave-vælgernes holdninger over en bred kam.
Nedenfor ses et uddrag af denne infografik, som Yannick og mange andre fejllæser. Lord Ashcroft har nemlig været smart med præsentationen af sin undersøgelse. Nok ikke helt ubevidst.
Ved første øjekast kan man læse grafikken, som om at langt størstedelen af Leave-vælgerne er dybt reaktionære på en eller flere parametre, fx negativ indstilling til multikulturelisme.
Men her er, hvad grafen rent faktisk siger: 81 procent af dem, som mener, at multikulturelisme er et onde, stemte for et EU-exit.
Det er ikke det samme, som at 81 procent af Leave-vælgere synes, at multikulturelisme er et onde. Der er en kæmpe forskel. Kan du se forskellen?
Der er uden tvivl både en del nationalister og racister, som har stemt for at forlade EU, men det er ikke det samme, som at alle eller størstedelen af de 17,4 millioner briter, som stemte for at forlade EU, deler denne holdning.
Kigger man rent faktisk på datagrundlaget, kan man konstatere, at kun 14 procent af Leave-vælgerne mener, at multikulturelisme er ”very much a force for ill”.
Det samme mønster gør sig i øvrigt gældende, når man ser på de andre forhold, som fx feminisme mv.
Det står rimelig klart, hvad der er sket. Man har mistolket data på en måde, så de passer ind i den fortælling, man allerede selv abonnerer på. Det er dybt forsimplet at stemple de mange millioner britiske vælgere som racister og nationalister.
For selvom debatten i Storbritannien i høj grad har været domineret af højrefløjens dagsorden, stemte millioner af traditionelle Labour-vælgere også for et Brexit. Og det selvom partiets officielle linje var en anbefaling om at blive i EU. Særligt i Nordøst-England og Wales, der traditionelt set er domineret af Arbejderpartiet, stemte vælgerne i stort omfang for at forlade EU. I industribyerne, som eksempelvis Sunderland og Middlesbrough, stemte over 60 procent for britisk udmeldelse.
Også i nogle af Storbritanniens mest etnisk sammensatte områder stemte vælgerne for britisk udmeldelse. Bland andet i distrikterne Slough og Luton i udkanten af London, hvor over 45 procent af beboerne har anden etnisk baggrund end engelsk, stemte et stort flertal for at forlade EU.
De folk på venstrefløjen, som forsøger at gøre afstemningsresultatet til et spørgsmål om nationalisme, skyder sig selv i foden. For i virkeligheden synes klassetilhørsforhold og spørgsmålet om demokratisk indflydelse at have spillet en langt større rolle.
Myte 3. Briterne har fortrudt deres Leave-stemme
Rapporterne om, at mange briter, allerede kort efter afstemningsresultatet var blevet offentliggjort, skulle have fortrudt deres Leave-stemme nåede også hurtigt avisspalterne.
Både BT og DR rapporterede om en bølge af fortrydelse, som nu var døbt ”Bregret”. Metroxpress beskrev, hvordan 1,8 millioner briter skulle have fortrudt deres EUexit-stemme. På den måde blev der hurtigt skabt et billede af en britisk befolkning, der alligevel ikke ønskede at forlade EU.
De tal, som Metroxpress anvendte, viste sig imidlertid at være forkerte, ligesom der blev sået tvivl om deres nøjagtighed.
Tallenes unøjagtighed blev blot bekræftet, idet andre målinger tegnede et modsat billede. Nemlig, at der blandt ”Remain”-stemmerne var en større andel, som anså det endelig resultatet som den rigtige beslutning, på trods af deres stemme om at forblive i EU.
Kilde: Ipsos MORI måling, 25-30. juni 2016
Myte 4. Briterne var ikke oplyste nok til at stemme om EU-medlemskabet
En anden påstand, som også har været udbredt mange steder, er en direkte eller indirekte beskrivelse af briterne som uoplyste og for dumme til at træffe en kvalificeret beslutning om EU-medlemskabet.
De britiske vælgere vidste simpelthen ikke, hvad de stemte om, forlød det.
Et eksempel er DR, som kørte en historie om, at søgetermen ”Hvad er EU?” var blandt de mest trendende søgninger på Google i Storbritannien 14 timer efter valgstederne lukkede torsdag.
Det fik DR til at konkludere, at ”… noget tyder på, at en hel del af dem var i tvivl om, hvad det egentlig var, de stemte om.” Til at underbygge den efter sigende voldsomme stigning i søgninger fremgik denne graf af artiklen.
Men kan det virkelig passe, at tusindvis af briterne efter mere end et halv års intensiv valgkampagne pludselig følte behov for at Google, hvad EU var? Hvor mange søgninger er der egentlig tale om?
Det fortæller Google Trends intet om. Den viser kun den relative stigning i søgninger. For at sætte det i perspektiv, kan man her se den ”enorme” stigning i søgninger på ”Hvad er EU?” i Storbritannien overfor udviklingen i søgetermer som ”Game of Thrones” og ”Euro 2016” i samme tidsinterval.
Nu er den store stigning reduceret til en knappenål.
Andre har dykket endnu længere ned i grafen og fundet frem til, at stigningen i søgetermen ”Hvad er EU?” dækker over mindre end 1.000 søgninger(!), vel og mærke i et land med mere end 64 millioner indbyggere.
Igen synes en forudindtaget præmis om, at briterne nok ikke vidste, hvad de stemte om, at skygge for en simpel kritisk stillingtagen til det fremlagte data.
Hvad vi rent faktisk ved er, at briterne i mere end et halvt år har gennemgået en intensiv EU-valgkampagne med tusindvis af debatter over hele landet. En debat, som udmøntede sig i en historisk høj valgdeltagelse på 72 procent. Den højest valgdeltagelse ved et britisk valg i over 20 år, og den højeste nogensinde ved en folkeafstemning i landet.
Der er intet grundlag for at påstå, at briterne ikke vidste, hvad de stemte om. Tværtimod vidner den høje valgdeltagelse om, at netop dette emne har optaget en stor del af befolkningen – heriblandt en gruppe som ellers ikke traditionelt set stemmer ved valg i Storbritannien.
Myte 5. Antallet af hadforbrydelser er eksploderet som konsekvens af det britiske EU-exit
I Radio24syv kunne man forleden høre, at antallet af hadforbrydelser i Storbritannien var eksploderet siden briterne fredag stemte sig ud af EU.
Andre medier skrev om en stigning på 500 procent i antallet af anmeldte hadforbrydelser i den første uge efter afstemningen.
Læserne blev således efterladt med et billede af, at det britiske EU-exit havde frigivet hidtil usete højre-nationalistiske kræfter, der nu ikke længere holdt sig tilbage med overfald og racistisk motiverede angreb på folk af anden etnisk herkomst.
Men er det virkelig et reelt billede?
Hadforbrydelser skal altid tages meget alvorligt, og det ser det heldigvis også ud til, at det britiske samfund endelig er begyndt for alvor at fokusere på det voksende problem. Racisme og hadforbrydelser er desværre ikke noget nyt fænomen i Storbritannien. Skiftende regeringer har været alt for dårlige til at tage hånd om det voksende problem.
Den stigning, politiet har rapporteret efter afstemningen d. 23 juni, er på omkring 270 anmeldelser i forhold til ugen før.
For at sætte det i perspektiv, vurderes det, at der hvert år i Storbritannien sker omkring 220.000 hadforbrydelser. Langt fra alle bliver anmeldt, men alene sidste år fik det britiske politi mere end 52.000 anmeldelser om hadforbrydelser. Det svarer til 1.000 om ugen, og af dem er hele 80 procent racerelateret.
Hadforbrydelser er et stort problem i Storbritannien, men ikke et problem, som er opstået efter briternes EU-nej d. 23. juni. Det kan ikke udelukkes, at man ville kunne se en stigning i hadforbrydelser i tiden efter folkeafstemningen i Storbritaninen, men det er meget svært at tilskrive afstemningsresultatet. Ifølge Britisk politi stiger antallet af hadforbrydelser typisk i forbindelse med store nationale begivenheder. På samme måde, har dansk politi også peget på, at antallet af hadforbrydelser i Danmark stiger i forbindelse med folketingsvalg.
Det højere antal hadforbrydelser i juni-juli måned i Storbritaninen følger desuden samme trend som for de tidligere år.
Blå linje (2013/2014), Orange linje (2014/2015). Kilde: Hate Crime, England and Wales, 2014/15, Homes Office, 13. oktober 2015.
Myte 6. Det britiske pund er styrtdykket til historisk lavpunkt, og danske landmænd taber 1 mia. kr. på en uge
Endelig er der historierne om det britiske punds styrtdyk, efter resultatet af folkeafstemningen blev offentliggjort.
I Politikken kunne man fx læse, hvordan ”Det britiske pund er i krise. Kursen styrtdykker og er på sit laveste niveau i mere end 30 år.”. I den forbindelse citerede de en valutahandler for at sige, at ” pundet er ved at dø.” Over hele mediefladen kunne man se grafer, der viste nærmest bundløse fald i pundets værdi.
Men var faldet nu så voldsomt?
Det er rigtigt, at pundets værdi over for dollaren faldt markant i et historisk perspektiv.
Men pundets værdi over for euroen, som jo er det, der er interessant for os i Danmark og resten af EU, faldt slet ikke i samme grad.
Grafen nedenfor viser, hvordan pundets værdi, over for euroen, faldt til et niveau svarende til 2014. Som jo ikke var et år med økonomisk katastrofekurs i hverken Danmark eller Storbritannien.
Dette begrænsede fald i pundets værdi fik imidlertid straks Jyllandsposten til at konstatere, at ”Danske landmænd har tabt 1 mia. kr. på en uge”. Det skete på baggrund af en analyse fra Landbrug og Fødevare, der havde regnet på konsekvenserne af pundets fald for dansk eksport af landbrugsvarer.
Problemet var bare, at der var tale om et årligt estimat og ikke reelle tab. Analysen fra Landbrug og Fødevare var således alene et estimat på den årlige omkostning, hvis kursen for pundet forblev på det nuværende niveau. Et scenarie, som må siges at være højest hypotetisk.
(Opdatering. Jyllandsposten har nu, efter jeg har gjort dem opmærksom på den stærk misvisende fremlægning, ændret overskriften til ”Danske landmænd taber 1 mia. kr. på brexit” og har præciseret flere steder i artiklen, at regnestykket alene baserer sig på den sidste uges valutakurs.)
Debat
Annonce
