Annonce

4. juni 2015 - 15:33

Danmark skal være fri for giftgrunde!

Store landområder, hvor undergrunden er fyldt med farlige kemikalier. Landområder hvor man slet ikke kan færdes og ikke kan spise det, der gror fra naturen. Det hører ikke kun til science-fiction film. Desværre opdager vi det selv tæt på vores egen baghave.

 I Hillerød ligger Collstrup-grunden. Det er en kæmpe grund på 120.000 m3 jord, hvor det tidligere Collstrup A/S har imprægneret træ. De har hældt masser af farlige kemikalier ned i jorden.

Det kan ikke passe, at vi har en tikkende miljøbombe liggende i vores eget Nordsjælland. Hele området er indhegnet og man må ikke bruge området og heller ikke spise for eksempel svampe derfra.

Vi skal have fjernet giftbomben Collstrup-grund, så den ikke længere er til fare for vores drikkevand, natur og sundhed. Vi skal have en løsning her og nu, så vi ikke efterlader regningen til vores børn.

Derfor lancerede Pia Olsen-Dyhr, SFs formand, og jeg d. 2. juni et nyt udspil.

Den danske stat tjener et stort beløb på udbytteskatten fra salget af kemikalie-virksomheden Cheminova. Produktionen har ført til anseelige indtægter for aktionærerne og nu staten. Det har også ført til, at giftige kemikalier er sivet ned i jorden og forurenet flere af de grunde i Danmark, hvor Cheminova har holdt til.

Der etableres en fond, finansieret af skatteprovenuet fra salget af Cheminova. Den skal bruges til at rense landets giftgrunde her og nu.

Med den nuværende prioritering vil det tage næsten 40 år at rense op i alle giftdepoter og forureninger. Det mener jeg er alt for lang tid at vente. Med fonden vil det være muligt at have ryddet de største og de farligste grunde indenfor de kommende 10 år - herunder Collstrup-grunden i Hillerød.

Det er det værd. Det fortjener den næste generation.

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015 - og venstrefløjen.

Annonce