Annonce

24. august 2013 - 12:09

Tværpolitisk, ikke upolitisk

Folkebevægelsen er tværpolitisk, men ikke upolitisk. Derfor skal vi nu diskutere vores opstillingsgrundlag til næste EP-valg.

Når jeg er ude i landet, sker det ofte, at jeg bliver spurgt: I der i Folkebevægelsen, kan I overhovedet blive enige om andet end at sige nej? Eller: Hvordan kan I arbejde i EU-parlamentet, når I bare vil ud?

Nu synes jeg jo ikke, at der er noget galt i at sige hverken NEJ eller UD i fællesskab. I hvert fald ikke hvis det, man siger nej til og ud af, er noget så udemokratisk og skadeligt, som EU.

Men det er da rigtigt, at skal man udvikle en nogenlunde sammenhængende argumentation i forhold til noget så omsiggribende som EU, så kan man ikke nøjes med at sige nej. Så skal der også siges noget om, hvorfor det er nødvendigt at sige nej og hvad der kan skitseres af alternativer.

Den opgave tager vi i Folkebevægelsen gerne på os. Vi er en tværpolitisk organisation, som ikke tager stilling til bestemte ideologier. Vi er åbne for medlemmer fra alle partier og for alle dem, der ikke er medlem af noget parti. Men vi er ikke en upolitisk organisation.

Folkebevægelsens politiske fundament fremgår frem for alt af vores idé-grundlag. Eller som det hedder i paragraf 1 i vores vedtægter: ”Bevægelsens formål er at samle en tværpolitisk modstand mod EU med udgangspunkt i det vedtagne idégrundlag og arbejde for Danmark udmeldelse af EU”.

På grundlag af det politiske fundament vedtager vi løbende vores politiske holdninger om dette eller hint, men altid med relation til EU-spørgsmålet. Næste gang, det kommer til at ske i mere samlet form, er på Folkebevægelsens landsmøde den 26-27. oktober i Aalborg.

På dette landsmøde skal vi – ud over at vælge kandidater til EU-parlamentsvalget i maj 2014 – også vedtage det grundlag, som vores valgte repræsentanter i EU-parlamentet skal arbejde på i de kommende fem år. Vi skal kort sagt vedtage et opstillingsgrundlag.

Kort før sommerferien vedtog Folkebevægelsens Landsledelse et forslag til dette opstillingsgrundlag og udsendte det til bevægelsens medlemmer, hvor det nu skal diskuteres i lokalkomitéerne frem til landsmødet. Og her kan man forvisse sig om, at der er masser af politiske holdninger i Folkebevægelsen. 

Opstillingsgrundlaget slår fast, at Folkebevægelsens hovedmål er at arbejde frem mod en situation ”hvor Danmark kan forlade EU – eller hvor EU forlader Europa”, som det formuleres. Men det erkendes også, at det er et spørgsmål, som skal finde sin løsning i Danmark.

Når det gælder arbejdet i EU-parlamentet, så opstilles der ikke mindre end 16 politiske pejlemærker med relation til EU. Det gælder f.eks. nej til social dumping, bæredygtig udvikling, bedre forbrugersikkerhed, stop for lange dyretransporter, mere kontrol med lobbyisterne i EU, afskaf landbrugsstøtten, nej til militarisering af EU, for en finansiel transaktionsskat, hjælp til lande som ønsker at forlade euroen og meget mere.

Opgaven bliver så at forbinde disse politikområder med Folkebevægelsens grundlæggende mål. Eller som der står i forslaget: ”Folkebevægelsen har en pligt i forhold til det arbejde, vi gør i EU-parlamentet. Vi skal holde fast i de værdier, vi har som bevægelse. Det er værdier som bl.a. folkestyre, social retfærdighed, miljø og international solidaritet. De skal stå helt centrale for os, hver dag. Men fastholder vi det, er vi samtidig med til at vise, at EU og EU’s prioriteringer peger i en helt anden retning end de førnævnte værdier. Dermed kommer Folkebevægelsens endemål også tættere på”.

Nu er det op til Folkebevægelsens medlemmer at diskutere og udvikle det politiske opstillingsgrundlag. Det skal nok blive spændende. Tværpolitisk ja, men aldrig upolitisk. Og hvis du vil være med, så står Folkebevægelsens døre altid åbne!

Annonce