Jeg har en god ven som arbejder på Københavns postcentral, som ligger lige ved siden af hovedbanegården.
Det er her al posten bliver sorteret, og herefter bliver den fordelt ud til de forskellige posthuse, for så at blive sendt hjem til dig – hvis du altså er så heldig at der er nogen der har sendt dig et brev.
Posten sorteres i dag ved store maskiner, som typisk betjenes af ufaglærte.
Men hvis maskinen går i stykker må den ikke repareres af en der ikke er uddannet industrioperatør.
Det giver også meget god mening at man skal have en uddannelse for at fixe maskinen, men sagen er bare den at det forsinker arbejdet enormt meget, eftersom at de mennesker der ikke står ved maskinerne til hverdag ikke kan gøre det, da de ikke har uddannelsen og derfor skal vente på at der kan komme en og ordne dem.
Den ret så nemme løsning på dette er selvfølgelig at de ansatte på Københavns Postcentral for tilbud om efteruddannelse, så de kan blive industrioperatører.
Og det er faktisk så let som ingenting at give dem den mulighed, for Københavns Postcentral er en del af Post Danmark, og er hermed en statsejet virksomhed.
Det er altså staten, hermed politikerne der har ansvaret for denne her arbejdsplads. Og derfor burde vi bare sætte ind med det samme og tilbyde de ansatte denne mulighed for efteruddannelse.
Hvis vi altså for alvor mener at det er et mål at sikre at flere bliver løftet fra ufaglært til faglært, og det mener jeg, så skal vi jo også gribe i egen barm og sikre at der også i statens egne virksomheder er efteruddannelse.
Ikke bare fordi det ville betyde at maskinerne i postcentralen kunne laves hurtigere, men fordi de ufaglærte jobs er ved at forsvinde.
Hvis ikke vi tilbyder de ufaglærte der er i job efteruddannelse nu, er det ikke sikkert de kan beholde deres arbejde om 10 år.
Skal vi sikre at arbejdspladserne bliver i landet er vi nød til at sikre at arbejdskraften er den bedst uddannede, og det betyder ikke at alle skal være akademikere - tværtimod. Det betyder at vi skal have mange dygtige faglærte.
Det betyder at vi skal have sat gang i en efteruddannelsestsunami hvor vi arbejdsplads for arbejdsplads kan sikre at flere ufaglærte får en uddannelse.
LO har just offentliggjort en analyse(http://www.lo.dk/Nyheder/Nyhedsarkiv/2013/07/Uddannelsesloeft_EKH.aspx) der viser at færre både ufaglærte og faglærte tager efteruddannelse.
Antallet af ufaglærte danskere, der får en faguddannelse, ligger på samme niveau, som det gjorde for ti år siden.
Der er altså ikke sket meget de sidste år – udover forringelser på AMU taxameteret, nedsættelse af VEU godtgørelsen og færre praktikpladser til voksenlærlinge, og det er konsekvensen af de nedskæringer vi kan se nu.
Det er på tide at sadle om, og vi kan starte med disse tre forslag:
1)Staten skal tage ansvar:
Staten gå forrest og sikre at ufaglærte og faglærte der er i de store virksomheder som staten har andel i, bliver tilbudt efteruddannelse. Det gælder fx post Danmark, SKAT og DSB.
2) Fagforeningerne skal have mere ansvar for efteruddannelsen
I overenskomsterne er der afsat midler til netop efteruddannelse, men de bliver ofte ikke brugt, hvilket er ærgerligt. Derfor skal fagforeningerne have mere ansvar for efteruddannelse af faglærte og ledige.
Det er også fagforeningerne der lokalt kender behovet faglært arbejdskraft, og derfor kan målrette efteruddannelsen. En sidegevinst ved dette vil forhåbentligt være at flere melder sig ind i en fagforening
3) Systemet skal være fleksibelt
For at vi kan sikre at flere får efteruddannelse, skal systemet være fleksibelt så den enkelte medarbejder og arbejdsgiver kan lave en aftale med den uddannelsesinstitution der skal lave uddannelsen, så det kan komme til at hænge sammen økonomisk både for medarbejderen og for arbejdsgiveren