Venstre vandt og de ressourcesvage elever tabte

”Når man forhandler, kan man ikke få al sin politik igennem”, sådan sagde Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunnicke, da forliget om folkeskolereformen var indgået. Det giver god mening, men at Socialdemokraterne efterfølgende kalder reformen for en succes, må være ønsketækning.

Jeg har pløjet reform teksten igennem mange gange nu og trods positive initiativer som 45 min. bevægelse om dagen, fokus på elevdemokrati og en flot overskrift om, at folkeskolen skal mindske betydningen af social arv, er det helt tydeligt, at det er Venstre der har vundet ved forhandlingsbordet, og det er de ressourcesvage børn der har tabt.

Den understøttende undervisning er ikke skolens frelser

Eleverne får en længere skoledag, en del af dagens forlængelse skyldes, at det nuværende minimumstimetal hæves til det vejledende. Det er jeg stor fan af. Alt for mange elever, har i virkelig mange år fået for få undervisningstimer – især sammenholdt med de mål, som der er sat for deres læring. Samtidig skyldes forlængelsen også de 45 min. daglige bevægelse og lektiecafé – begge prioriteringer jeg er meget enig i, og som bestemt er til gavn for de elever, der har det svært.

 Men, tilbage står det forligsparterne kalder understøttende undervisning, med formålet at supplere og understøtte den fagopdelte undervisning som er den undervisning vi i dag kender som helt klassisk tavle undervisning.

Det er meget svært at gennemskue hvad denne understøttende undervisning skal gå ud på.

Når man læser forligsteksten ser det ud til at det hurtigt kan ende med at være enten leg under opsyn og inden for én defineret ramme, f.eks. alle tredje klasserne der spiller rundbold, eller, at timerne bruges på undervisning. Den understøttende undervisning vil således enten vil blive afkoblet fra skoledagen – som noget sjovt (uden fagligt indhold), eller være en forlængelse af skoledagens røv til bænk-undervisning.

Begge dele er uambitiøst, gør ikke skolen bedre og ingen af delene hjælper de ressourcesvage børn.

Hvis målsætningen for den danske skole er, at Emil i 3. klasse møder ind om morgenen kl. 08.00 til 45 min. motion, og så har han røv til bænk-undervisning indtil kl. 13.45, hvor han er ude at skære en ged op for så at få fri kl. 14.30, så må jeg selvfølgelig give Socialdemokraterne ret i, at deres reform er en succes. Men for mig, er dét ikke et eksempel på en bedre skole.

Derudover tror jeg altså ikke det er en god ide at børn er i skole hele dagen.

Børn har også behov for forskellige fællesskaber, så de oplever sig selv i forskellige roller. For de børn, der har svært ved at læse, har svært ved matematik eller generelt bare har det svært med det faglige, kan skolen opleves som en lang fiasko. For netop de børn kan det give rigtig god mening, at de også kan få tid i SFO eller fritidshjem, og her opleve, at de kan være succes. I SFO’en/fritidshjemmet er de nemlig ikke ham, der er dårlig til matematik eller hende, der dårlig til at læse. Her kan de være den gode kammerat, den der god til fodbold eller den der er god til at få alle med i legen.

Vi skal selvfølgelig arbejde for. at skolen bliver en succes oplevelse for alle børn, men vi skal altså også sikre, at børn har nogle andre fællesskaber, hvor de kan opleve at være en succes så de kan blive det i skolen

Forliget er virkelighedsfjernt

Eleverne har brug for, at hver undervisningstime varierer i form og indhold – og at læring sker på forskellige måder, og ikke alene i en understøttende undervisning. Mange lærere vil allerede i dag fortælle, at sådan er undervisningen faktisk i høj grad hos dem. Skolen er faktisk ikke magen til den skole, som vi selv gik i som børn.

Men problemet er, at den varierende undervisning, ikke kan lykkes, når folketinget indfører virkelighedsfjerne reformer som denne, hvor lærerne får trukket ting ned over hovedet.

Skal vi skabe den varierede undervisning skal vi gøre det præcis modsatte. Politikerne skal skabe forudsætningerne for, at lærerne kan lave en varierende undervisning, f.eks. ved at afbureaukratisere, så lærerne får mere tid, ved at sænke loftet over klassekvotienten og indføre tolærerordninger, så der bliver bedre tid til den enkelte elev, eller ved at forbedre undervisningsmiljøet, så der er gode fysiske læringsforhold.

Lektiecafeer retter ikke op på niveaudeling

Det bliver tit sagt, at de stærke børn nok skal klare sig – de har jo deres forældre at trække på. Samtidig er det jo heller ikke i skolen, at uligheden skabes. Og det er sandt. Men det er i skolen vi har muligheden for at give alle børn lige og gode muligheder, uanset deres baggrund. En altafgørende opgave for vores samfund, som vi simpelthen ikke kan løfte, hvis skolen hovedsageligt er indrettet til de stærke børn.

Og det bliver den, med det her forlig. Jeg er klar over, at forliget indebærer lektiecafé og bevægelse, som vil gavne de børn, der har det svært. Men lektiecafe og bevægelse retter ikke op på uligheden, når niveaudeling nu vil blive en helt normal del af skolen. Altså ligesom vi kender det fra 1950’ernes skolepolitik.

Samtidig er der mere fokus på elite- og talentklasser, og de nationale test skal inddrages mere. Reformen betyder altså at vi får et A og B hold i folkeskolen, og at testkulturen fortsætter sit indtog i uddannelsessystemet.

Når skolen bliver mere elitær, så bliver opgaven med at skabe lige muligheder også større – og her er lektiecafeer ikke et stærkt nok redskab. Lektiecafeer er alene symptombehandling på et af skolens helt store problemer, nemlig lektierne. Og det er da bestemt også meget uklart hvordan disse lektiecafeer skal fungere, og ikke mindst for hvem de skal fungere.

Enhedsskolen frem for heldagsskolen

Man kan egentlig sige det ret kort. Vi har alle sammen gode og dårlige egenskaber – men vi bestræber os på, at det er de gode, der fylder mest. Desværre har regeringen lavet en folkeskolereform, hvor de dårlige egenskaber suverænt overruler de gode, og lavet skoledag der i højere grad er indrettet til de stærke elever.

I Enhedslisten er enhedsskolen, hvor alle børn er en del af et fællesskab uden niveauopdeling, langt vigtigere end heldagsskolen. Fordi vi tror på en skole, der giver lige og gode muligheder til alle børn, også dem der har det sværest.

Hvis regeringen havde lidt nosser, så havde de lavet den reform med os, hvor vi afskaffede lektierne og gav lærerne mulighed for at lave god undervisning for alle, med udgangspunkt i stærke klassefællesskaber og kompetent fritidspædagogik. Det havde været en succes – ikke bare for regeringen, men også for skolens elever.