EU er et lobby-ly

Bruxelles er hjemsted for over 30.000 lobbyister. Folkebevægelsen arbejder for et obligatorisk lobbyregister, som skal være med til at begrænse erhvervslivets kapring af lovgivningen i EU – og afskrække EU-bureaukratiet fra at pleje snævre særinteresser

Bruxelles er ikke bare hjemsted for NATO og de mest centrale EU-institutioner, som Kommissionen, Rådet og EU-parlamentet, men er også vært for tusinder af lobbyister.

Ifølge EU-kommissionen er der 32.500 professionelle lobbyister i Bruxelles. To tredjedele repræsenterer det private erhvervsliv - mens NGO’er, sociale bevægelser og fagforeninger er stærkt underrepræsenteret.

Samtidig eksisterer der et kompliceret netværk af mere end 1.500 industri lobbygrupper og hundredevis af advokat firmaer og public affairs bureauer som Burson-Marsteller, Gplus, APCO og Hill & Knowlton, der er blandt de mere kendte af slagsen.

500 af verdens største virksomheder – herunder BP, Rolls Royce, BASF, Shell, Deutsche Bank - har deres eget lobbykontor omkring EU-institutionerne. Nogle har deres kontor på den anden side af gaden overfor en af EU-institutionerne eller i en af nabobygningerne.

Derudover er lobby erhvervet i Bruxelles en profitabel branche, hvor der bruges milliarder af kroner om året på at få indflydelse på EU-lovgivningen. Ifølge en rapport fra Corporate Eurorpe Observatory bruger den finansielle sektor 900 millioner kroner om året på at lobbye EU-lovgivningen og beskæftiger 1.700 lobbyister.

På trods af lobbyismens massive omfang eksisterer der ingen meningsfuld lovgivning til at regulere og sikre åbenhed om lobbyisme i EU. 

Frivilligt lobbyregister

I 2011 indførte EU dog et frivilligt lobbyregister for EU-kommissionen og EU-parlamentet (registeret dækker ikke de øvrige EU-institutioner som Rådet og Den Europæiske Centralbank).

På papiret skal registeret give borgerne direkte adgang til oplysninger om de interessegrupper, der arbejder for at påvirke beslutningsprocessen i EU – herunder informationer om hvilke interesser, de arbejder for og hvor mange penge, de investerer i disse lobbyaktiviteter. 

Problemet er, at registeret er frivilligt. Det er frivilligt, om man som interesseorganisation eller lobbyist vil lade sig registrere eller ej.

Det betyder, at lobbyregisteret i bedste fald giver et mangelfuldt billede af lobbyismens indflydelse og omfang – og i værste fald giver registeret et fejlagtigt og vildledende billede. 

For eksempel har advokatfirmaer konsekvent valgt at boykotte lobbyregisteret. Men det betyder jo ikke, at advokatfirmaer ikke udfører lobbyopgaver for deres klienter.

Hvad angår de lobbyister, som faktisk registrerer sig, så er de information, de opgiver, af meget svingende kvalitet. Ofte er de enten ukorrekte eller forældede. Oplysningerne er altså ubrugelige til at identificere, hvem der lobbyer hvad – samt hvilke klienter de forskellige public affairs bureauer reelt repræsenterer.

På den måde er EU stadig et ureguleret lobby-ly.

Når vi alligevel ved noget om lobbyismens omfang og deres aktiviteter og metoder, er det takket være ihærdige ildsjæle som Corporate Europe Observatory, ALTER-EU og kritiske journalister, der arbejder for at afsløre og begrænse erhvervslobbyens kapring af EU-lovgivningen.

Demokratiske problemer

Der kan være alle mulige forretningsmæssige grunde til, at man som virksomhed og lobbyist ikke ønsker at opgive sine oplysninger til offentligheden. Men fra et demokratisk perspektiv giver det mindst tre alvorlige problemer:

For det første, er der ikke langt fra ugennemsigtighed til korruption. Selvfølgelig er der allerede lovgivning mod korruption. Men alt andet end lige er gennemsigtighed et af de bedste instrumenter til at sikre, at korruption ikke forekommer.

For det andet, er det umuligt for borgerne at finde ud hvordan og hvorfor, en lov er blevet til - og hvem der er blevet hørt i processen. Love sættes i verden for at fremme og beskytte offentlige interesser og mål og bør derfor reflektere og inddrage den brede offentligheds interesser. Men der er mange grelle eksempler på hvordan, EU-kommissionen reelt kun har involveret en snæver kreds af særinteresser i udformningen af en lov.

For eksempel domineres Kommissionens ekspertgrupper – som er de grupper, Kommissionen rådfører sig med inden et lovforslag sendes ud til offentligheden - af virksomhedsrepræsentanter.

Sidste sommer kom det frem, at Kommissionen næsten udelukkende har rådført sig med det store erhvervsliv under forhandlingerne mellem EU og USA om en ny frihandelsaftale (TTIP). 119 ud af 130 møder med interessegrupper, blev afholdt med det private erhvervsliv og deres lobbygrupper.

Det er på trods af, at TTIP-forhandlingerne handler om alt fra GMO-varer og klorvaskede kyllinger til offentlige indkøbspolitikker, finansliberalisering og private investorers rettigheder. Mon ikke forbrugerne, lønmodtagerne og skatteborgerne også fortjente at blive hørt?

Indflydelse koster penge

Det tredje demokratiske problem er, at vi ikke har et præcist billede af hvor stor en rolle, finansielle ressourcer spiller for EU’s demokrati.

I sin bog ‘EU inifrån’ beretter det svenske Vänsterpartis tidligere MEP, Jens Holm, om revisionen af EU’s kosmetik-direktiv. En af industriens centrale lobbyister var kosmetik-lobbygruppen, COLIPA, der repræsenterer virksomheder som Colgate Palmolive, L’Oréal, Procter & Gamble, Unilever og Chanel.

COLIPA havde 20 fuldtidsansatte på deres kontor i Bruxelles samt en stribe tilknyttede konsulenter til at arbejde med lovgivning, der vedrører kosmetik. Som kontrast havde den europæiske forbruger organisation, BEUC, kun én person ansat til at arbejde med kosmetik-lovgivning.

Dette misforhold gælder ikke kun kosmetik området, men også finansområdet, klima- og miljølovgivningen, fødevarelovgivningen og meget mere.

Sammenlignet med de private virksomheder er det meget få af de øvrige interessegrupper, der har finansielle ressourcer til at holde kontor i Bruxelles og bemande det med professionelt personale.

Vi kan med sikkerhed sige, at de store erhvervsinteresser bruger mange ressourcer på at få indflydelse på EU-lovgivningen. Det kan ikke være helt billigt at have 20 fastansatte kosmetiklobbyister rendende – eller for den sags skyld 1.700 finanslobbyister. Vi kan også med sikkerhed sige, at det er investeringer, der kan betale sig – ellers var vel der ingen grund til at bruge pengene på lobby.

Men uden et obligatorisk register kan vi ikke afdække i hvilket omfang, det er afgørende at være en pengestærk interesseorganisation for at blive hørt i EU. 

Folkebevægelsens indsats

Folkebevægelsen har sammen med andre gode kræfter arbejdet i lang tid for indførelsen af obligatorisk lobbyregister.

For nylig var jeg ordfører for min gruppe i parlamentet - venstrefløjsgruppen, GUE/NGL - på en revision af lobbyregisteret. Sammen med andre er det lykkedes at få Kommissionen til at gå med til, at den vil fremlægge et forslag til et obligatorisk register senest med udgangen af 2016. Nu må vi se. I EU er der ingen garantier.

Et obligatorisk lobbyregister er dog ikke et mål i sig selv, men det vil være et stærkt værktøj i kampen for at begrænse de multinationales kapring af lovgivningen i EU - og være med til at afskrække vores ledere fra at pleje private særinteresser.

Corporate Europe Observaotry har netop udgivet en opgørelse over erhvervslobbyens track record med at få indflydelse på lovgivning indenfor klima, fødevare, landbrug, finans og økonomi og meget mere. Læs rapporten The Record of a Captive Commissionen.