Annonce

4. december 2014 - 13:08

RAF, Blekingegade og da jeg var ung bz’er

Det var hverken revolutionsromantik eller voldsfascination. RAF, Blekingegadegruppen og bz’ere reagerede på politiske dilemmaer, som stadig er aktuelle.

En ny tysk dokumentarfilm om forbindelse mellem den væbnede tyske venstrefløjsgruppe, Rote Armee Fraktion (RAF), og Blekingegadegruppen, fik den 3. december Informations Troels Heeger (TH) til at mane til ”fortsat refleksion over den radikalisering, der får fanatikere til at ofre menneskeliv”. Men TH’s leder, Terrorismens lange skygger, er selv så ureflekteret og misinformerende, at det spærrer for en forståelse af politisk radikalisering.

Jeg er en af dem, der under navne som bz’er, antiimperialist og autonom i forskellige situationer 1983-1993 udøvede vold og forårsagede materiel ødelæggelse som del af min politiske kamp. For at gøre ondt værre, så var jeg også integreret i tyske miljøer, hvor man åbenlyst sympatiserede med RAF, ligesom jeg lærte de danske Blekingegadefolk at kende efter deres fængsling.

Fra min egen tid kender jeg de menneskellige omkostninger ved at politisk kamp eskalerer. Død, lemlæstelse, frihedstab og psykisk lidelse – også for dem på ’den anden side’. Men hvis man ønsker en fremtid uden den slags, og det vil jeg gerne medvirke til, så skal diskussionen starte et andet sted end TH gør det.

Der er to ting galt ved TH’s debatform. Den lader hånt om historisk sandhed og informationers nøjagtighed. Og den er forblindende forudindtaget med hensyn til, at hele årsagen til politisk vold er ”fanatikere” og deres afsporede idéer.

TH lægger ud med, at den tyske dokumentar ”peger på” og ”antyder”, at nogle håndgranater fra Blekingegadegruppens våbentyverier endte hos RAF. Blekingegadegruppen har selv benægtet ethvert samarbejde med RAF og begrundet deres benægtelse udførligt med både politiske og praktiske forhold. I et tidligere interview på modkraft.dk udelukker den danske gruppe dog ikke, at de granater, som de overdrog deres samarbejdspartner, PFLP, ad omveje kan være kommet RAF i hænde. Det er bare ikke bevist (heller ikke af den nye dokumentar), og der er intet belæg for, at det i givet fald var danskernes hensigt.

Men TH taler konstaterende om ”Blekingegadebandens rolle som våbenleverandør til vesttyske terrorister”, som om den formulering er en oplysende beskrivelse af det, der foregik dengang. Det er som om, at fordi man mener, at RAF og Blekingegadegruppen var nogle værre nogle, så er bevisførelse, og hvad der i det hele taget er en præcis og dækkende beskrivelse af disse gruppers politiske praksis, ikke så vigtig.

Med RAF på barrikaderne

TH skriver videre, at ”RAF’s strategi slog fejl”. Det er jeg enig med ham i. Men hvad var egentlig RAF’s strategi? Den var i hvert fald ikke at ”provokere staten til gengældelsesaktioner”, som TH skriver. Det er en nærmest karikeret udlægning, som især har vundet udbredelse på den parlamentariske venstrefløj og andre med mange aktier i den etablerede politiske orden. Og det er ærgerligt, at TH blot affejer det internationale aspekt, der ellers var en rød tråd gennem hele RAF’s politiske projekt.

I 1980’erne deltog jeg selv i mange diskussioner om gruppens dengang aktuelle strategiske skrift, Guerilla, modstand og antiimperialistisk front. Strategien gik ud på, at vi alle – de bevæbnede, de almindelige militante og de helt legale aktivister – skulle arbejde sammen og åbne en front mod imperialismen her i selve Vesteuropa. Denne front skulle virke som aflastende støtte til befrielsesbevægelsernes samtidige kamp i Latinamerika, Afrika og Asien.

Var vi blevet vanvittige? Det kan vel være. Men hvis man vil forstå på hvilken måde, vi var vanvittige, så må man sætte sig ind i, hvordan vi mere præcist tænkte og hvorfor. Jeg vil prøve at give nogle indblik.

I 1980’erne levede vi stadig under den kolde krig og fik at vide, at vi hørte til i den frie, vestlige lejr anført af USA. Men når vi kiggede rundt i verden, tog tingene sig noget anderledes ud i vores øjne. Det racistiske apartheidregime i Sydafrika repræsenterede således den vestlige civilisations højborg i Afrika, som danske virksomheder ikke holdt sig for gode til at samarbejde med. Under et besøg på den israelsk besatte Vestbredden så jeg med egne øjne blodet fra unge studerende, der var blevet skudt ned og dræbt på deres universitet. Terrorofrene var palæstinensere og gerningsmændene var amerikanske bosætteraktivister, som Danmarks foretrukne samarbejdspartner i området, Israel, støttede og fremmede som de bedst kunne. Og efterhånden som vi engagerede os med latinamerikanske studenter-, bonde- og indianerbevægelser stødte vi gang på gang på det faktum, at disse menneskers kamp for et værdigt liv blev bekriget af militærregeringer og dødspatruljer med direkte støtte fra USA.

Hvorfor gik vi så ikke bare ind i politik, som man siger? Fordi vi oplevede etableret politik som fup og hykleri, der ikke reelt handlede om at håndtere Danmarks og verdens mest alvorlige problemer. Når også nutidige politikere helt skamløst undlader at svare på, hvad man spørger dem om, eller ligefrem lyver over for folketinget og offentligheden, så betragter mange det som en naturlig del af det politiske game. Men når vi bevidnede den slags politikeropførsel, så befordrede det ikke ligefrem vores respekt for det praktiserede demokrati, som vi gav fuck-fingeren.

Lyt til de radikale

Nu synes nogle læsere nok, at jeg bruger det-er-samfundets-skyld kortet til at fremstille os som uskyldige. Men det er ikke det, jeg mener. Vi var selv ansvarlige for de konsekvenser, som vi tog af vores samfundskritik. Jeg siger bare, hvordan det var. Og jeg siger det for at give mulighed for at forstå, hvorfor mennesker også i et land som Danmark bliver radikaliserede. Den populære forklaring om ”revolutionsromantiske og voldsfascinerede europæiske intellektuelle”, som TH fremfører, er en ubrugelig forsimpling om onde idéer som problemets hovedårsag.

Radikalisering skyldes heller ikke mangel på den ”refleksion”, som TH efterlyser. Snarere tværtimod. Radikaliserede aktivister – det være sig højreradikale, islamister eller venstreradikale – er som regel mennesker, der har reflekteret ganske meget over samfundet og verden, måske mere end de fleste. Men den debatform, som TH blot er et eksempel på, er helt ignorant overfor, hvordan radikale egentlig reflekterer. TH og hans ligesindede kan ikke (eller vil ikke?) tage fat på den besværlige og farlige diskussion, som de radikaliserede er med til at aktualisere.

Tilbage i 1995 skrev jeg et debatindlæg sammen med to af de dengang fængslede i Blekingegadesagen som svar på Preben Wilhjelm’s påstand om vores antidemokratiske sindelag. Vi svarede blandt andet:

”Vi mener (…) ikke at det danske parlamentariske demokrati er en ligegyldig facade, men tilkæmpede rettigheder som vi ønsker at uddybe og udbrede. Imidlertid foreligger der et dilemma, som tilsyneladende ikke eksisterer i Preben Wilhjelm’s verden. Problemet er, hvordan tilhængere af et globalt folkeligt demokrati – en mere lige verden både økonomisk og politisk – skal handle i en rig enklave med et parlamentarisk politisk demokrati. (…) Hvordan kan vi bevare de positive træk ved det borgerlige demokrati, samtidig med at demokratiet uddybes til også at omfatte den økonomiske sfære, og udvides til ikke kun at omfatte en lille minoritet af verdens befolkning, men udbredes globalt”.

Den nutidige debat om klimaforandringer er vist et godt eksempel på, at dette dilemma stadig er aktuelt.

 ********************************************************

PS. I 1980’erne var det i øvrigt ikke kun mig og mine, der havde svært ved at regne ud, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. F.eks. den senere minister, Brian Mikkelsen (K), dengang fra Konservativ Ungdom, som samarbejdede med det sydafrikanske apartheidregime. Eller den senere (og måske kommende) statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), der poserede med kalashnikov-gevær blandt afghanske islamister, som han netop havde overbragt 600.000 kr. på vegne af Venstres Ungdom. 

Annonce