Annonce

16. juli 2015 - 11:51

Oximoron

Selvmodsigelse. Andet kan det vist ikke kaldes, når man indgår en aftale, man er imod.

Når aftalen går den modsatte vej af det, man netop har gået til valg på, bliver det et demokratisk problem. Uanset om det gælder EU-gæld i Grækenland eller kommunal velfærd i Danmark. Hvad skulle vælgerne så stemme for?

Jeg er hverken økonom eller i besiddelse af samme aktuelle førstehåndsviden om den græske situation som min gode, gamle kammerat, Tobias Clausen. Men jeg ved efterhånden noget om politik.

Når det gælder forhandlinger, ved jeg i hvert fald, at man skal prøve ikke at bringe sig selv i en lose-lose situation. Ender man alligevel i sådan én, skal man have en plan B, som modparten finder mindre tiltrækkende end den plan A, man håber på. Du skal altid kunne finde en nødudgang. Det er basalt.

At sidde med ved bordet giver kun mening, hvis man også bliver hørt. Sidder man i et forhandlingsrum, hvor lødige økonomiske og demokratiske argumenter falder for døve øren, og hvor der kun høres et nyliberalistisk ”TINA” (There Is No Alternative) som messende gentager dogmer, som historien gang på gang har modbevist, og som ønsker at privatisere statslige aktiver og placere dem i en fond i Luxemburg, skal man rejse sig, hvis man gik ind i rummet fra venstre side politisk. Når man har rejst sig, kan man slå i bordet og se om modparten blinker eller om de smider én ud. Blinker de, kan de påvirkes. Smider de én ud, er det ingen skam at gå. Det bliver måske værst for én selv. Men det behøver ikke blive meget værre end hvis man var blevet. Modparten taber også på det, hvis man går. Så er det dem, der skal forklare, hvorfor demokrati og solidaritet var uforeneligt med deres politik. Man kan så have fuldstændig vished for, at man har gjort demokratiet en tjeneste ved at tale Roma midt imod.

Jeg ved også, at en politisk leder, der ud fra ønsket om stadig at sidde med ved bordet, forhandler en aftale, der går imod dét vedkommende blev valgt til, og imod sit partis principper og vedtagne strategi, sætter sig selv og sit parti på gyngende grund. Ignorerer man gentagne gange sine nærmestes bekymring og advarsler og nægter man at forholde sig til en plan B, har man ikke alene tabt forhandlingen på forhånd. Man har også valgt at skilles fra dem, der skulle bære én igennem. Har man overladt sin politiske skæbne til dem, der oprindeligt var ens opposition, bliver denne skæbne ofte ganske kort. Så har man valgt sin græske tragedie. Så er der næppe andet tilbage end at synge sin højsang om politisk ansvarlighed og forberede sig på et snarligt tæppefald.

Politisk ansvarlighed
Er blevet endnu en selvmodsigelse. Dog ikke i sig selv, men i den betydning, det anvendes i, når en politiker lægger ansigtet i stramme folder og siger, at man var nødt til at tage ansvar, selvom de skridt man tager byder én imod. Det er allerhøjst en teknokratisk ansvarlighed, man kan påberåbe sig her. Og selv den bliver komisk, hvis den bliver ved at påstå at den er neutral. I politik er ingen neutrale.

Der er ingen ansvarlighed i at gøre politik til dydens smalle sti. Så har man aflivet politik og det er næppe ansvarligt. Politik er en kamp mellem modstridende interesser og anskuelser. Dem må man dele sig efter, var der engang en radikal (Viggo Hørup), der sagde. Sådan er det jo.  
Er partier blevet så etableret, at de ikke længere kan se et alternativ, skal det nok vise sig. Måske endda med stort A ved næste valg.

Og med hensyn til Grækenland, kan jeg bare sige, at jeg noget så levende kan sætte mig i Yanis Varoufakis’ sted. Han tog sin post på sig, da partiformanden bad ham om det, fordi han troede, at de sammen kunne skubbe TINA tilbage. Da det stod klart, at formanden var ved at opgive denne mission, satte han sin post ind på det. Han fulgte sin overbevisning og tog konsekvensen. Selvom den er hård på et personligt plan, ikke mindst fordi han holdt af sin formand. Men det er det politisk ansvarlige at gøre. Og det er i øvrigt en dårlig ven, der sætter venskabet højere end sin vens fremtidsudsigter.

Jeg tilbragte weekenden 18.-19. januar 2014 med Alexis Tsipras til et møde i den europæiske venstrefløj, hvor jeg som næstformand repræsenterede SF. Han var intelligent og bestemt ikke blåøjet i sit syn på Troikaen og den politiske og økonomiske spændetrøje, de spændte om hans land. Alligevel begik han fejl i magtspillet mod dem. Han havde åbenbart også en sårbar akilleshæl.

Havde han ringet til mig to uger efter vi mødtes, kunne jeg i detaljen have advaret ham.

Jeg er som nævnt ikke økonom, men det er Krugman, Stiglitz, Sachs og Piketty. De anbefalede ”oxi” ved afstemningen. Hvem der står tilbage som ”moron”, vil jeg lade klogere hoveder bedømme.

Annonce