Annonce

31. december 2013 - 11:17

2 %

Jeg er ikke populist. En meningsmåling, der viser at DFs formand er den mest troværdige, hjælper ikke meget for folk som mig. Men troværdigheden er sat over styr, når vi taler om SF. Det mærker alle medlemmer lige nu, hvis de ellers tør stå ved medlemsskabet under julens selskabeligheder. For det er op ad bakke, at tilstå sit medlemskab i selskabeligt lag. Ikke som under Villy-effekten, hvor alt bare var rock´n roll. Nu skal man stå til spot og ironiske bemærkninger, og man får besværlige spørgsmål om politik, som man som socialist eller bare venstreorienteret umuligt kan svare på, hvis man samtidigt skal bevare en smule loyalitet overfor SF.

Selv plejer jeg at holde mig til, at alt er som det plejer: SF er stadigvæk det mindst ringe parti, og ingen finder et parti, hvor de kan stå inde for 100%.

Jeg er ikke populist. Men jeg har hørt min ledelse forklare, hvor meget godt SF har udrettet i regeringssamarbejdet, og sammenholdt det med medlemmernes og vælgernes oplevelse, så må jeg konstatere, at vi er ude af sync. Enten er det lykkedes pressen at skabe en sammensværgelse og hemmeligholde, hvordan SF går fra sejr til sejr, eller også er det lykkedes SFs ledelse at indkapsle sig selv i en dialog med sig selv – og muligvis nogle regeringskolleger eller folk fra statsadministrationen.

Jeg er ikke populist. Men når endnu en meningsmåling bringer SF tæt på spærregrænsen, må man som SFer gøre sig nogle overvejelser: Hvad synes vi selv, man skal med et parti som SF. Hvorfor er vi medlemmer her og ikke i fx Socialdemokratiet? – Enhedslisten? - De Radikale? Ja listen kan sikkert suppleres. Pladsen mellem socialdemokraterne og den mere utopistiske venstrefløj har reelt aldrig været større end i dag. Selvom Enhedslisten er i gang med en omkalfatring, der minder om den, SF gennemgik i 80érne, så er socialdemokraterne siden 2011 sprunget fra så meget venstreorienteret arvegods, at Tony Blair kunne blive grøn af misundelse. Da han skabte New Labour, var venstrefløjen hurtig til at udråbe sig selv til True Labour. Den opposition hos socialdemokraterne, har vi ikke set i forhold til Helles projekt. Transformationen bliver stadig tydeligere, og man kan jo ikke være i tvivl om, hvor den politiske inspiration er hentet. Hos SF er det tilgengæld ganske svært at se, hvad inspirationen er. Politisk er den i hvert fald ikke, når man ser det udefra. Og hvis der andre synsvinkler, mangler medlemmer og vælgere at blive gjort opmærksom på det.

Jeg er ikke populist. Og heller ikke altid populær. En megafonmåling viser, at Anette dumper. Vælgerne har fokus på personen, fordi de ikke kan få øje på det politiske. SF har et politisk problem – ikke et personproblem! Vi kan vælge Yahya Hassan til formand og få et kort opsving. Men ganske som med den sidste optur, partiet havde, vil det ende i ævl og kævl og dårlige meningsmålinger, hvis partiet ikke kan fremstå som et klart politisk projekt, der er et alternativ til et socialdemokrati, som ikke kan skelnes fra højrefløjen og en venstrefløj, som ikke kan bide sig fast i forhandlingsbordet og sikre lønmodtagerne reelle forbedringer.

 

Annonce