Annonce

13. januar 2015 - 22:12

Tanker efter massakren i Paris

Tanker efter massakren i Paris

Efter massakren mod et venstreorienteret satireblad og et jødisk supermarked i Paris er der allerede blevet tænkt, skrevet og sagt meget. Her er nogle pointer, som jeg synes, er vigtige.

Observation 1: Religions-kritik er ikke racisme

En række debattører – ikke mindst fra intellektuelle miljøer i USA og UK – har efter massakren fundet sig kaldet til at  beskylde Charlie Hebdo for at være racistisk og islamofobisk. Også herhjemme har enkelte debattører ytret samme budskab. (1) (2)

Jeg er uenig i påstanden, og synes heller ikke den er blevet sagligt underbygget. De tegninger, som er blevet beskyldt for racisme, har tilmed i flere tilfælde haft det stikmodsatte budskab

Det vigtige er imidlertid ikke så meget diskussionen om hvorvidt CH har bragt tegninger med racistiske stereotyper. Det vigtige er det principielle spørgsmål om hvad vi egentlig forstår som racistisk.

Flere har begrundet deres opfattelse af bladet som racistisk ud fra den påstand, at bladets med fx satiriske tegninger af Muhammed angiveligt sparker nedad på en udsat gruppe. Det er ganske rigtigt, at muslimer er en udsat gruppe (i Frankrig som i DK). Det tror jeg ikke, mange vil bestride. Men kritikerne ser samtidig bort fra en anden del af virkeligheden. Nemlig det faktum at politisk islam – både de steder hvor politiske islamister er statsbærende og de steder, hvor den findes som stærke bevægelser, er en undertrykkende autoritet. Som også dermed fortjener samme kritik fra antiautoritære, progressive venstreorienterede kræfter som andre autoriteter og totalitære bevægelser.

Og det er netop Islam som autoritet og ideologi og ikke muslimer som religiøs gruppe, som Charlie Hebdo har udfordret med sin satire. CHs chefredaktør udtrykker det således:

"Dekreterer man, at Koranen skal danne grundlag for staten og bruges til at føre kontrol med samfundsindretningen, så følger det, at vi har lov til at underkastes den samme behandling som enhver anden politisk platform. Ligesådan med Bibelen – fx som Tea Party-bevægelsen forstår den, og ligesådan med Toraen, når Israels religiøse partier vil gøre den til samfundets bærende søjle.
Religiøse ledere beskylder os også for at være racister, fordi de ikke forstår at sondre mellem kritik og latterliggørelse af religion på den ene side med racisme og antisemitisme på den anden. Racisme og antisemitisme er hadetale. De vil negere individet for det, som individet er. Kritik eller latterliggørelse af religion derimod angriber kun ideer eller et politisk system."

Med andre ord: Det er ikke racisme at lave satire over det muslimske broderskab. Det er ikke racisme at gøre grin med Al-Baghdadi og hans islamiske Stat. Og det er ikke racisme at gøre grin med Muhammed, Paven eller Scientology. Ligesom det ikke er antisemitisme at kritisere eller gøre grin med zionismen eller den israelske regerings undertrykkelse af palæstineneserne.

Der er præcis denne skelnen, der er årsag til, at Enhedslisten altid har været tilhænger af at afskaffe blasfemi-paragraffen. Men samtidig til enhver tid vil fordømme racistisk satire eller propaganda.
 

 

Observation 2: Politisk islamisme er venstrefløjens modstander

Når islamistiske terrorister målrettet angriber et venstreorienteret progressivt tidsskrift som Charlie Hebdo, fordi bladet fortsætter en lang tradition for antiautoritær satire på den franske venstrefløj. Når Islamisk Stat målrettet angriber og ofrer enorme ressourcer på at nedkæmpe socialistiske kurdiske selvstyreområder i Syrien - netop fordi YPG og PKK ifølge IS er "kommunistiske ateister", der har indført ligestilling mellem kønnene og religionsfrihed.
Så står det endnu engang klart, at den politiske islamisme som global bevægelse og ideologi ikke bare er antidemokratisk, men også er en specifik fjende af venstrefløjen og den samfundsudvikling, vi ønsker.

Den politiske islamisme er en højreradikal, totalitær, patriarkalsk, anti-demokratisk og anti-socialistisk bevægelse. Og venstrefløjen skal forholde sig til den bevægelse på samme måde, som vi forholder os til andre højreradikale fascistoide bevægelser, som truer demokratiske rettigheder, mindretal og progressive bevægelser.

Rune Engelbrecht skriver det meget præcist i Politiken

"Totalitarismen er desværre ikke kun et fænomen i den historiske del af moderniteten, som vi bl.a. kender fra Maos Kina, Sovjetunionen og Nazityskland, men også i den aktuelle modernitet, hvor den ikke er begrænset til Nordkorea, men f.eks. også trives i allerbedste velgående i Saudiarabien og andre islamistiske regimer. (...) Det skal selvfølgelig ikke forties, at også aktører i moderne vestlige demokratier har udført massedrab, massakrer og terror mod civile inden for de seneste årtier, men hvad angår udøvelsen af grusomheder for at fastholde eller vinde et rendyrket totalitært herredømme, er det i denne periode især en række bevægelser og regimer, som påberåber sig islam, der har taget teten."

Venstrefløjen (i hvert fald Enhedslisten) har en lang tradition for at modarbejde religiøs fanatisme og politisk islamisme – både i ord og handling. Men den voldsomme islamofobiske kampagne over det seneste årti, har måske nogle gange i for høj grad lammet os, fordi vi (med rette) har været bange for at bære ved til et racistisk bål.

Men det går ikke. Selvom vi sejler i et mineret farvand. Det nytter ikke noget, at eksistensen af et islamofobisk højre afholder os på venstrefløjen fra at kritisere og bekæmpe politisk islamisme som den reaktionære højredrejede bevægelse og ideologi, den er.

Tværtimod er det vigtigt, at vi udgør en progressivt, antiracistisk alternativ, der gør det fuldstændig klart, at modsætningen ikke står mellem muslimer og kristne eller mellem Vesten og Islam, men i mellem os, der uanset etnisk og religiøs baggrund ønsker et åbent, tolerant samfund, hvor vi kan leve sammen i fred, og så de højrekræfter på begge sider som skaber had og konflikt.


Observation 3: Selvfølgelig skal vi turde snakke om årsager

I partilederrunden i DR forleden var der, hvis man ser bort fra Enhedslisten, en nærmest unison enighed om, at man ikke skal diskutere årsager til terrorismen. Fordi ethvert forsøg på at diskutere årsager og grundlag ville være at "undskylde terrorismen".

Det er en både uklog og farlig tilgang. At ansvaret for massakren ene og alene findes hos de personer, der trykkede på aftrækkerne og eventuelle bagmænd, står ikke til diskussion.
Det ændrer bare ikke ved, at vi som samfund skal diskutere, hvorfor og hvordan ekstrem politisk islam har vundet frem. Og hvordan vi kan stoppe og vende den udvikling.

For bevægelser opstår altid i en kontekst. Og en række sociale, politiske og historiske forhold har været medvirkende til at skabe grobund for bevægelser som Islamisk Stat.

Jihadisterne bruger effektivt Vestens dobbeltmoral i Mellemøsten i deres rekrutteringsvideoer. De peger på hykleriet i at Israel kan dræbe hundredvis af børn, uden nogen nævneværdig reaktion fra Vestens ledere. Billederne fra Guantanamo og Abu Ghraib har på samme måde gjort megen gavn for jihadisterne. Der er heller ingen tvivl om, at Irak-krigen og senest Libyen-krigen har efterladt nogle mislykkede nationer, og et blodigt kaos, der som tidligere i historien giver den bedste grobund for totalitære kræfter.

Men også de mere nære forhold spiller en rolle. Det er ikke et tilfælde, at mange (ikke alle) af de rekrutterede unge vestlige jihadister kommer fra dårlige sociale forhold, med høj arbejdsløshed og uden gode fremtidsudsigter. Der er for mig heller ingen tvivl om, at den voldsomme hade-retorik mod muslimer også bidrager til at bekræfte unge muslimer i at "der ikke er plads til dem i samfundet".

Ville en løsning på Palæstina-konflikten, et opgør med imperialistiske interventioner, en bedre integration af det muslimske mindretal i de europæiske lande derfor svække den politiske islamisme? Helt sikkert.

Ville det fjerne den? Næppe.

For vi må heller ikke, som nogle venstreintellektuelle har en tendens til, forfalde til en slags social mekanik, hvor vi ser den politiske islamisme som et viljeløst produkt af sociale, historiske eller geopolitiske forhold. For det er, som alle andre totalitære bevægelser i historien, også en ideologisk strømning og en bevægelse drevet frem af mennesker, der tror på deres sag.

Derfor må kampen mod den politiske islamisme, som kampen mod andre totalitære bevægelser være dobbeltsidet.
På den ene side må vi forsøge, at skabe det dårligst mulige grundlag for islamisternes rekruttering. Det gør vi bedst ved at søge retfærdige løsninger på de krige og konflikter, som nærer islamisterne. Ved at arbejde for en bedre integration, for social retfærdighed, mindre social marginalisering og racisme. På den anden side må vi give både den islamistiske ideologi og bevægelse samme politiske modstand, som venstrefløjen historisk har givet andre totalitære bevægelser. 


Konkluderende ord

Det er afgørende for Venstrefløjen, at vi placerer os korrekt i det komplicerede politiske og sociale landskab, som lige nu præger Europa og formentlig vil gøre det i årene frem.

Det paradoksale er jo, at højrekræfterne på begge sider gensidigt nærer hinanden. Hver gang de politiske islamister marcherer eller gennemfører angreb, som det vi så i Paris, næres det racistiske højre. Og hver gang de racistiske højrekræfter udsætter det muslimske mindretal for en generaliserende hetz eller moskéer angribes, vokser tilslutningen til islamisterne.
Det er en afgørende opgave at stoppe den onde spiral.

Vi må vise konkret solidaritet med de mindretal, der er ofre for en racistisk hetz. Ikke ved at frede Islam eller islamistiske bevægelser og autoriteter fra kritik eller satire. Men ved at bekæmpe racisme og social marginalisering gennem social og politisk kamp.
Vi bør også som venstrefløj kunne spille en særlig rolle i at udgøre et alternativ for mennesker, som er retfærdigt frustrerede over Vestens dobbeltmoral, Israels besættelse, social marginalisering og uretfærdighed herhjemme. Det er ikke let og vi er ikke gode nok til det. Men i gennem historien er det ikke første gang, at højreorienterede og venstreorienterede bevægelser slås om hvilket narrativ og hvilken ideologi, som kan samle de mennesker, der føler sig trådt på og ønsker forandring.

Som Slavoj Žižek' i en fremragende essay citerer Walter Benjamin for: "Enhver fremgangsrig fascisme vidner om en mislykket revolution". 

Jeg tror det mest grundlæggende er, at vi ikke lader højrekræfter bestemme vores position. Men tværtimod definerer vores egen. En position som må indeholde en benhård kamp mod de islamistiske højrekræfter, og en lige så benhård kamp mod den racistiske højrefløj. Det handler for marxister og venstreorienterede ikke om etnicitet eller religion. Men om en politisk kamp mod højrekræfter – uanset hvilken ideologi eller religion, de påstår at repræsentere.

Som Charlie Hebdo, sagde: Kærligheden er stærkere end hadet. 

Annonce