Tabte mandater – Tabte muligheder

Tillykke til Folkebevægelsen. Men det var en stor politisk fejltagelse at Enhedslisten ikke stillede op til EU-parlamentsvalget.

Først skal der lyde et stort tillykke til Folkebevægelsen med mandatet. Selvom det var (endnu) en lille tilbagegang for EU-kritikken (Folkebevægelsen og Junibevægelsen fik tilsammen 9,6% i 2009) var det et flot resultat med en ret ukendt kandidat i et felt af kendte og erfarne ansigter fra de politiske familiedynastier. Det siger noget om den valgkamp ikke mindst Enhedslisten har ført, om en dygtig og frygtløs spidskandidat, – og formentlig om en ret stærk gruppe kernevælgers hos Folkebevægelsen. Så stort tillykke til os alle med det.

Men resultatet viser efter min mening også, at det var en monumental politisk fejltagelse, at Enhedslisten ikke stillede op i valgforbund med Folkebevægelsen

Det tabte mandat.

Vi afventer stadig dækkende vælgerundersøgelser, men det er mine klare overbevisning, at vi i et valgforbund med Folkebevægelsen kunne have hentet et mandat mere – så vi havde fået et hver. SF står i en måling fra Voxmeter i dag (26/5) til blot 5.4 procent af stemmerne til Folketinget.  Der er altså et spænd på fem end halv procent ifht. valgresultatet i går. Det er mit indtryk, at spændet i ganske høj grad dækker over mennesker, der havde sat deres kryds ved EL hvis de havde haft muligheden.  Jeg har selv mødt mange mennesker, som med blødende hjerte stemte SF, fordi de ikke kan se sig selv i den tværpolitiske EU-modstand.

Jeg tror faktisk også, at Enhedslisten med en stærk og kendt kandidat kunne have trukket noget fra Messerschmidts succes. Størstedelen af EU debatten er forankret i folketinget, og DF har kunnet lukrere på deres rolle i debatten om EU's indblanding i velfærd og arbejdsmarked. Enhedslisten kunne, hvis vi havde stillet op, på samme måde have udnyttet vores placering i de hjemlige debatter ifht. parlamentsvalget. Og det havde givet de EU-kritiske vælgere et mere synligt progressivt alternativ til Messerschmidt.

Med det tabte mandat følger også tabet af et ganske stort pengebeløb, som kunne have givet Enhedslisten flere muskler til at styrke ikke mindst det internationale arbejde. Men aller værst: Enhedslisten har tabt en afgørende mulighed for at være tættere på de mange nye antikapitalistiske kammerater som blev indvalgt fra Grækenland, Spanien, Holland osv. Og for sammen med dem, at kunne opbygge og styrke samarbejdet mellem de stadigt stærkere venstrekræfter i Europa. Noget der mere end nogensinde er brug for.

Ufortjent tilgivelse til SF og styrket DF

De hjemlige konsekvenser af resultatet er også frustrerende. SF fik et kanonvalg. På den positive side kan man tage det som et udtryk for et ønske om en stærkere venstrefløj i EU. For selvom SF reelt politisk har forladt den europæiske venstrefløj, lykkedes det, pga. Enhedslistens fravær, at fremstå som det eneste venstreorienterede alternativ.  SFs succes-valg er samtidig en ufortjent billig adgangsbillet til at vinde "tilgivelse" hos danskerne efter deres regerings-deltagelse med det følgende medansvar for øget ulighed, pisk til de arbejdsløse og udsalg af fællesskabets ejendom. I fraværet af Enhedslisten på stemmeseddelen overvandt nogle af de skuffede vælgere deres modvilje og satte krydset ved SF, og det risikerer desværre ”sætte sig”, så det bliver nemmere at gøre det igen næste gang – fordi tilgivelsen er bevilget én gang.
(Det bliver derfor en vigtig opgave i de kommende måneder, at udfordre SF-toppen – både bagudrettet på deres ansvar for de asociale reformer, og fremadrettet på om de vil svigte lønmodtagerne på samme vis igen, hvis der er ministerbiler i udsigt.)

Risikoen for, at resultatet af EU-parlamentsvalget ”sætter sig” og får betydning ved et folketingsvalg gælder - og det er langt mere skræmmende - også Dansk Folkeparti. Den fjerdedel af vælgerne, der stemte på Messerschmidt, har krydset en usynlig grænse, og det bliver derfor en langt mindre overvindelse for dem at stemme DF igen ved folketingsvalget.

Enhedslisten kunne, hvis vi havde stillet op med stor sandsynlighed have oplevet samme effekt. Mange af de vælgere som støtter os i meningsmålingerne kunne have taget springet i virkelige verden, og vi havde på den måde kunnet konsolidere vores opbakning. Vi havde muligvis også kunnet vinde yderligere tilslutning i en stadig mere EU-kritisk befolkning.

Vores egen skyld

Så på trods af glæden og lettelsen over, at Folkebevægelsen fastholdt sit mandat, er der altså grund til ærgrelse over resultatet. Mest fordi det helt og holdent er vores egen skyld. Det var selvfølgelig svært at forudsige sidste år, at SF ville forlade regeringen, og at spørgsmålet om EU's indblanding i velfærd og arbejdsmarked ville blive så hedt hen over foråret.

Men faktum er, at Enhedslisten kunne have gjort en forskel. Vi kunne have begrænset DFs fremgang, forhindret SF i at opnå en præmatur tilgivelse, konsolideret vores egen opbakning. Og aller vigtigst: Styrket EU-kritikken og indtaget vores naturlige plads på den europæiske anti-kapitalistiske venstrefløj i EU-parlamentet ved siden af Syriza, Podemos, Vänsterpartiet og andre gode progressive kammerater.