Annonce

3. september 2013 - 23:01

Spil ærligt, kammerater

Spil ærligt, kammerater

I weekenden har nogle af mine partikammerater indkaldt til en konference i Tåstrup under overskriften ”Hvor skal Enhedslisten hen?”.  Det har foranlediget artikler på Modkraft og nu også i Information.

Udtalelserne fra arrangørerne og grundlaget for den oprindelige indkaldelse giver mig lyst til at knytte nogle kommentarer. Dels om den politiske kritik af Enhedslistens kurs. Dels af det som jeg opfatter som en række ukammeratlige og ufine påstande fra arrangørerne.

 

Hvor er begejstringen?

I Information udtaler arrangørerne, at de ønsker Enhedslisten ”tilbage på sporet”. Det er ikke helt klart hvad det er for et spor. Men udsagnet repræsenterer meget fint den holdning som jeg ofte hører fra den gruppe af personer som står bag konferencen – nemlig en holdning om, at Enhedslistens udvikling over de seneste fem-seks år har været skadelig og forkert.

Jeg har bare så inderligt svært ved at forstå denne holdning. For som jeg ser det har Enhedslisten været gennem en udvikling, som burde kalde på begejstring frem for utilfredshed. Og jeg forstår slet ikke hjemlængslen til situationen for fem år siden. Bare et par nedslag:

- Enhedslisten er vokset til 10.000 medlemmer – en fordobling på få år. Det betyder, at vi er tæt på at være det radikale socialistiske, antikapitalistiske parti, som har haft flest medlemmer i danmarkshistorien. Til sammenligning havde VS på sin højde så vidt jeg ved lidt over 2000 medlemmer.

- Vi har flere afdelinger end nogensinde, og kan ved det kommende kommunalvalg for første gang stille op i stort set samtlige kommuner. Vores voksende økonomi har givet os mulighed for at opbygge en egentlig uddannelsesvirksomhed i Enhedslisten, hvor medlemmerne uddannes organisatorisk og politisk.

 - Vores tilstedeværelse i den offentlige debat er markant styrket. Der er stort set ikke det spørgsmål i den offentlige debat, som vi ikke deltager i. Langt flere borgere har dermed fået adgang til Enhedslistens synspunkter, og vi har fået langt større mulighed for at sætte politiske dagsordner – sådan som vi f.eks. gjorde det med dagpengespørgsmålet.

- Opbakningen til vores parti blandt danskerne er vokset voldsomt og ligger pt. ret stabilt på et sted mellem 8 og 11 procent. Det er en fire-femdobling ifht. det niveau vi lå på i de første 20 år af partiets historie. Denne opbakning afspejler også, at vi i højere grad end nogensinde før er blevet et parti med tilstedeværelse i hele landet.

- Og måske endnu vigtigere for et socialistisk parti, så har fremgangen markant ændret klasseprofilen blandt vores støtter. En nylig måling i altinget.dk  bør i den grad give anledning til stolthed. Enhedslisten har historisk haft en stor overvægt af højtuddannede blandt vores vælgere – og dermed været ude af trit med befolkningssammensætningen, og vores ønske om, at være et parti der afspejler arbejderbefolkningens sammensætning. Men det billede er ændret. Vi har nu samme repræsentation af ufaglærte og faglærte arbejdere som deres andel af befolkningen. Vi står endnu stærkere blandt lavere funktionærer. Og blandt de lønmodtagere, der er ramt af arbejdsløshed er opbakningen helt oppe på 33%.

- Meldingen fra vores faglige aktive, er at vi står stærkere i fagbevægelsen end nogensinde. En større andel af vores medlemmer er tillidsvalgte, og vores indflydelse i fagbevægelsen styrkes.

- I det hele taget tror jeg, at vi alle sammen har oplevet hvordan det er blevet en hel anden oplevelse, at være medlem af Enhedslisten. Fra den tid hvor folk blev lidt fjerne i blikket, når man sagde at man stemte på Enhedslisten. Til i dag hvor vi over alt i landet mødes med stor velvillighed og interesse.

Jeg har simpelthen svært ved at forstå manglen på begejstring over disse fremskridt og denne voksende opbakning – særligt fra arbejderbefolkningen, i et parti, som har som sit mål at gennemføre en socialistisk samfundsforandring. Og jeg kan ikke forstå nostalgien ifht. den periode hvor vi var et lille og ret marginaliseret parti, hvis opbakning var centreret blandt højtuddannede i København og omegn.

 

Mange dilemmaer

 At der er meget at glæde sig over, ændrer selvfølgelig ikke ved at Enhedslisten ifht. regeringen og det parlamentariske arbejde står i en udfordret situation. Med en selvmordstruet regering, der har overtaget store dele af højrefløjens politik, idéer og værdier. 

Der er i den grad brug for grundige analyser og brede diskussioner af, hvordan situationen håndteres på en måde, der på kort og langt sigt bedst styrker Enhedslisten, bevægelserne og forbedrer styrkeforholdene i lønmodtagernes favør.

Min holdning er (som jeg tidligere har skrevet), at vi først og fremmest skal bruge tiden på at opbygge og konsolidere vores parti og arbejde i fagbevægelsen. Ifht. det parlamentariske arbejde skal vi fastholde den balance som vi har forsøgt at finde igennem se seneste fem år, hvor vi på den ene side markerer et klart alternativ til både højrefløjen og til regeringens nyliberalistiske og asociale politik, og på den anden side viser at vi søger indflydelse og at vi hele tiden står til rådighed for politiske forhandlinger og aftaler, der trækker i den rigtige retning.

Jeg tror, at netop den tilgang er én af årsagerne til at flere almindelige danskere opfatter os som et parti de kan stole på. Så uanset at vi har stået og fortsat vil stå i mange svære og udfordrede situationer, så mener jeg at de seneste års udvikling i retning af at blive et bredtfavnende, udogmatisk socialistisk og antikapitalistisk parti bør fortsætte.


Spil ærligt, kammerater

Jeg har selvfølgelig fuldt ud respekt for de kammerater, som er af en anden opfattelse, og som f.eks. mener, at sidste års finanslovsaftale var en fejl. Jeg var selv i den grad i tvivl. Og jeg synes det er godt med alle mulige møder og konferencer på kryds og tværs af vores parti, for at diskutere udfordringerne. Og ville, hvis jeg havde haft mulighed selv have deltaget i weekendens konference.

Til gengæld har jeg ikke megen respekt for nogle af de myter og påstande som nogle af arrangørerne bag weekendens konference fremkommer med. (hvilket selvfølgelig ikke skal lægge de menige deltagere til last)

I de omtalte artiklerne fremgår det, at arrangørerne mener, at der er tale om en konflikt mellem top og bund. Mellem ledelse og græsrødder. Det synes jeg er et fuldstændig fejlagtigt billede, når jeg ser på de temaer, konferencen skal behandle.

 Det som ifølge den første indkaldelse jeg modtog foranledigede konferencen var en række punkter som initiativtagerne var utilfredse med. Det drejede sig særligt om sidste års finanslovsaftale, om årsmødets beslutning om demokrati og om sammensætningen af kandidatlister til folketingsvalget.

Men ærligt talt. På de punkter er der da ikke tale om en konflikt mellem græsrødder og ledelse, men nærmere en konflikt mellem et mindretal og flertallet af Enhedslistens medlemmer.

- Årsmødets vedtagelse om demokratiske valg blev vedtaget med et overvældende flertal af de delegerede, der samtidig forkastede det alternative forslag som en del af konferencens arrangører stod bag.

- Kandidatlisterne blev behandlet på årsmødet ved en lang og demokratisk proces, hvor vi stemte om en række lister, stillet af forskellige delegerede,  og de delegerede valgte at bakke op om den liste af personer, de helst så repræsentere Enhedslisten i Folketinget.

- I forhold til finansloven, var billedet på årsmødet mere broget. Men jeg synes, at det er bemærkelsesværdigt, at hvis man ser på top ti-listen ved årsmødets HB-valg, så er de ni tilhængere af finanslovsaftalen. Særligt når man kommer i hu, at nogle af initiativ-tagerne til weekendens konference efter finanslovsaftalen, erklærede at de ville arbejde benhårdt for, at dem, der havde støttet finansloven skulle stemmes helt ud af HB.

Der er jo intet galt, i at et mindretal, der har oplevet at tabe afgørende afstemninger på årsmødet, mødes for at forsøge at koordinere frem mod kommende politiske diskussioner og kampe i Enhedslisten. Det hører med til partidemokratiet.

Men jeg synes sgu´, at det både er ufint og ukammeratligt, når arrangørerne fremstiller den konflikt som en konflikt mellem græsrødder og ledelse, når det reelt er en konflikt med et stort flertal af de årsmødedelegerede som Enhedslistens medlemmer har valgt.  

Jeg tabte også selv afstemninger på årsmødet. Jeg havde gerne set at Enhedslisten stillede op til EU-parlamentet. Men jeg anerkender da fuldt ud, at flertallet var uenige, og jeg kunne da ikke drømme om at begynde at snakke om det var udtryk for manglende parti-demokrati.

Så, kære venner i arrangørkredsen. Spil ærligt. Der er intet forkert i at kæmpe for sin linje i partiet. Men lad være med at fremstille jer som repræsentanterne for det ”tavse flertal”, græsrødderne eller medlemmerne. For det er udtryk for mangel på respekt for det partidemokrati, som I siger I vil forsvare. 

Vi er blevet et stort parti – og vi står i en svær situation. Så naturligvis vil der være diskussioner og uenigheder. Men lad os alle være gode til at lytte til hinanden, til at undgå at grave grøfter, og til at lade være med at skabe falske modsætninger.

Annonce