Hvordan knækker vi DF-koden?

Der har været en del diskussion af Dansk Folkepartis store fremgang, og hvordan vi som venstrefløj skal forholde os til den. Faktum er, at DF's opbakning kun er gået én vej, og det er frem – og det uanset hvilke modstrategier venstrefløjen har taget i anvendelse - fra Nyrups "I er ikke stuerene" til de seneste års "kopiér-alt-politik".

Her er nogle af de tanker, jeg umiddelbart har gjort mig om, hvordan vi bedst kan knække DF-koden og vinde opbakning blandt de grupper, som i dag ser mod DF. Jeg hører gerne jeres kommentarer.

1) Hvem er DF-vælgerne?
Vi har brug for en dybere forståelse af hvem det er der i dag stemmer DF, og hvad der driver dem. Tilgangen til, hvem DF-vælgerne er, og hvad de tænker, har været præget af lige dele mavefornemmelser og fordomme. Det er der brug for at udfordre. Kort inden valget havde Politiken en serie, hvor DF-vælgere begrundede deres opbakning til DF. Det gjorde de ikke med udlændingepolitikken, men med velfærds- og fordelingsspørgsmål. Én af dem vaklede mellem DF og Enhedslisten. Jakob Mathiessen har på samme måde i et interview beskrevet DF´erne blandt sine kollegaer, som nogle af de mest solidariske og kampvillige, når der var konflikter med ledelsen. Fordomme om DF-vælgere som smådumme, racistiske eller dårlige mennesker bringer os ikke videre.
Jeg tror, det ville være gavnligt for hver eneste af os at bruge mere tid på at snakke med de kollegaer, familiemedlemmer eller fodboldvenner, der stemmer på DF. Lytte til deres overvejelser, bekymringer og bevæggrunde. Men måske skulle det sættes yderligere i system. Jeg ved, det kan lyde skørt for mange, men hvorfor ikke arrangere fx offentlige debatmøder sammen med de lokale DF-afdelinger og diskutere, hvor man er enig og uenig?

2) Kritik ikke dæmonisering
Det bringer mig videre til den diskussion, der har fyldt mest. Nemlig venstrefløjens reaktion på DF's fremgang. Efter Facebook på valgnatten flød over med kommentarer om at udvandre til Sverige, sælge Sønderjylland osv., opstod en voldsom debat, der hurtigt delte sig i to lejre. Den ene lejr kritiserede voldsomt dele af venstrefløjen for dæmonisering af DF-vælgerne. Den anden mente, at det var grotesk, hvis DF skulle have en særlig fredning for kritik.
For mig at se har begge lejre en pointe. Det nytter ikke noget at dæmonisere eller tale ned til de mennesker, som satte deres kryds ved DF. Ikke bare fordi det er demokratisk problematisk, men også fordi det i den grad er vand på DF-toppens offerfortælling om elitens arrogance, som har været et af partiet stærkeste kort.
Omvendt er det selvfølgelig helt i orden at ærgre sig over DF's fremgang og kritisere den politik og de værdier, som partiet står for.
Grundlæggende handler det om, at vi bør forholde os til DF, som vi forholder os til andre politiske modstandere – hverken mere eller mindre.

3) Pas på modsatgrøften
I den forbindelse er der særligt én ting, vi skal undgå. Og det er at falde i modsatgrøften. Dele af venstrefløjen har haft en tendens til helt instinktivt at mene det modsatte af DF. Jeg forstår instinktet, men det er ikke gavnligt. Vi skal ikke overlade snusfornuftige synspunkter til DF bare for at være uenige med dem. Et konkret eksempel er spørgsmålet om grænsekontrol.
Dansk Folkepartis kampagne for en øget kontrol ved grænsen, har fået mange på venstrefløjen til at gå i den modsatte grøft og forkaste grænsekontrol som racistisk og nationalistisk. Men hvorfor egentlig? Jeg synes da, at det er fornuftigt, at man har nok kontrol ved grænsen til at undgå indsmugling af fx stoffer, våben, handlede kvinder. Der er jo stigende problemer med kriminelle netværk, der virker over grænserne. Hvis øget grænsekontrol kan dæmme op for det – er det da en god idé. Hvorfor være imod det? Derfor har Enhedslisten faktisk også altid været imod nedbemandingen af grænsemyndighederne. Det er der bare ikke mange, der ved. Måske fordi vi har været bange for at "stå på samme side som DF". Som jeg har skrevet før andetsteds: Vi skal ikke lade højrefløjen afgøre, hvor vi står i et politisk spørgsmål, vi skal stå det rigtige sted. Uanset hvor de står.

4) DF-toppen skal testes
En vigtig opgave i de kommende år bliver at teste DF og holde dem fast på deres løfter. Det store og stadig ubesvarede spørgsmål er jo, hvad DF egentlig er for et parti i dag. Er deres mange ord om solidaritet, velfærd, social dumping og dagpenge bare udtryk for en politisk opportunisme, der dækker over at DF-toppen stadig er et højreorienteret parti på fordelingspolitikken? Eller er der reelt sket en politisk udvikling helt væk fra det gamle liberalistiske skattenægterparti?
Det finder vi ud af ved at teste dem. Tilbyde dem flertal uden om regeringen om en højere offentlig vækst end den, som Løkke foreslår. Tilbyde dem flertal uden om regeringen for at tilføre penge til dagpengesystemet. Tilbyde dem flertal ifht social dumping.
Det er lidt en win-win-situation. Enten holder DF, hvad de lover – og så har vi den svageste økonomiske højrefløj i mange år og en reelt lammet regering. Ellers svigter de, og det giver en historisk mulighed for at udfordre billedet af DF som et socialt og solidarisk parti.

6) The difference that makes the difference
Det allervigtigste, hvis de mange arbejderstemmer skal ønske at vende tilbage fra DF er dog mere grundlæggende og handler om, at venstrefløjen i bred forstand igen må udgøre et klarere alternativ til højrefløjen på fordelingspolitik og velfærd. I Bogen FRP-koden giver den norske venstrefløjsdebatør Magnus Marsdal netop socialdemokraternes højredrejning hovedansvaret for det norske Fremskrittspartis fremgang. Hans tese er som følger: Hvis almindelige lønmodtagere igen og igen oplever, at det ikke gør den store forskel, om de har en rød eller blå regering, at nedskæringer i velfærden, øget ulighed og mindre tryghed er konstant uanset regering, så bliver det de "værdipolitiske" spørgsmål som udlændinge og retspolitik, der bliver "the difference, that makes the difference", når krydset skal sættes.
Jeg er enig. Jeg er sikker på, at hvis regeringen i de seneste fire år havde ført en politik, der havde forbedret og ikke forværret trygheden for lønmodtagerne, havde løst dagpengeproblemet osv., så havde DF ikke fået den opbakning, de fik. Hvis det havde stået klart, at en højreorienteret valgsejr ville betyde, at en række konkrete fremskridt for lønmodtagerne blev rullet tilbage, så havde DF ikke fået opbakning til at løfte Løkke ind i statsministerembedet. Bolden skal bringes mere over på den bane, hvor vi står stærkt

7) Erkendelse af problemer og bedre svar
Men det er ikke nok. Det handler også om, at kunne udfordre DF på de områder, hvor de står stærkt. Eller i hvert fald om ikke at mangle svar. Udlændingespørgsmålet forsvinder ikke. Udkantsproblematikken forsvinder ikke. Frygten for kriminalitet forsvinder ikke. Her skal vi ikke begå den fejl, som dele af venstrefløjen har begået, hvor der konkurreres om, hvem der kan være mest nådeløse over for mennesker på flugt. Den kamp hverken kan eller skal vi prøve at vinde.
Men det nytter heller ikke noget at lukke øjnene eller tale problemerne ned. Vi skal erkende, at det skaber udfordringer, når der på kort tid kommer mange flygtninge til Danmark. Med andre kulturer og normer, og mange med traumer i bagagen. Vi skal erkende, at en stor gruppe unge – særligt drenge – med anden etnisk baggrund opfører sig ad helvedes til og skaber utryghed – ikke mindst i de udsatte boligområder. Vi skal erkende, at der findes religiøse ekstremister – også blandt mindretallene, som udgør en trussel – og udøver social kontrol over for deres omgivelser.
Vi skal erkende. Men vores svar skal være anderledes. De skal være virksomme. Og de skal ikke svigte vores ansvar for mennesker på flugt, eller respekt for retssikkerhed og menneskerettigheder
Men det handler ikke kun om svar. Det handler også om noget så enkelt som opmærksomhed. Mange af de vælgere, jeg har hørt begrunde deres DF-valg, oplever at de og deres problemer ikke bliver set af de andre partier. DF har ikke mange gode svar. Men de har været gode til at se og tale om de problemer, som mange mennesker, særligt uden for "storbyeliten", oplever. Det kan vi også blive.

8) Mod eliten – ikke en del af den
Og det er nok én af de allerstørste årsager til DF's succes. At de ikke bliver opfattet som en del af eliten eller det politiske establishment. Men som nogen, der er tættere på den almindelige befolkning.
Det kan vi lære noget af – og der er flere steder at tage fat:
- Vi skal blive bedre til at udvikle og rekruttere ledere og kandidater, der ikke kommer fra statskundskab, bor i København, og læser Politiken. Hvorfor er DF det parti, som har flest med kort eller ingen uddannelse blandt deres kandidater?
- Vi skal blive bedre til at overveje, om de løsninger vi foreslår, er præget af et eliteudgangspunkt eller bare et storbyudgangspunkt. I stedet for at foreslå en generel stigning i bilafgifter, som vi tidligere har gjort i Enhedslisten, bliver vi nødt til at tænke i løsninger, der både er bæredygtige og tager hensyn til, at det mange steder i Danmark ikke er muligt for en almindelig familie at klare sig uden en bil.
- Vi skal (i Enhedslisten) arbejde for i mindre grad at blive opfattet som en del af en såkaldt "rød blok" og i højere grad som et parti i egen ret, der er i opposition til de gamle partier.
Men det handler også mere grundlæggende om at udvikle en slags venstrepopulisme med et andet, men lige så stærkt "vi", som det DF repræsenterer.

Hvis der en ting, som DF's fremgang viser, så er det, at et parti, der engang var marginaliseret, latterliggjort og hadet af (dele af) eliten, kan vinde frem gennem et langt og tålmodigt arbejde. Jeg tror, Enhedslisten har samme mulighed.

Der kunne siges meget mere, men bloggen er allerede for lang. Glæder mig til at høre jeres kommenterer.