Gæsteblog: Det handler om klassekamp

Mikkel Warming har skrevet denne kommentar til Knud Holts seneste blog. Den er først og fremmest et svar på Kasper Bjerring Søbyes indlæg i tråden under Knuds blog. Jeg synes Mikkels pointer er vigtige, og har fået lov til at bringe hans kommentar som en Gæsteblog. /Pelle   

Knud Holt har lavet et godt og tankevækkende indspark om grunden til socialdemokraternes politiske udvikling, og hvorfor regeringen i dag star for meget andet end mange forventede. Kasper Bjerring har skrevet en kommentar, hvor han sådan set enig i at socialdemokraterne har flyttet sig politisk, men tilskriver dette i høj grad at være en nødvendig reaktion på de objektive samfundsmæssige forandringer som globaliseringen har medført.

Selvom Kasper Bjering nok kan have en pointe i, at man ikke kan se socialdemokraternes ideologiske udvikling isoleret fra de samfundsmæssige forandringer der sker i disse år, så synes jeg nok han glemmer, at en bevidst politisk ideologisk kamp mod velfærdsstaten grundideer, som man roligt kan sige at den siddende socialdemokratiske ledelse fører, i sig selv er med til flytte på styrkeforholdene, og dermed mulighederne for at føre en anden politik end den som globaliseringen ”dikterer”.

For selvfølgelig er der alternativer til den politik som Thorning-Schmidt-socialdemokraterne fører.

Klassekampen foregår hele tiden

Vi er nødt til at forholde os til den konstante proces, hvori grupper, bevægelser, økonomiske kræfter og ideer kæmper I samfundet - klassekampen. Klassekampen betyder både konkrete forandringer i vores samfund, den skaber de ideologiske diskurser vi oplever (og præges af), og klassekampen både skaber og er udtryk for styrkeforholdene i samfundet.

Derfor er det en vigtig erkendelse, at tingenes tilstand ikke er givet på forhånd. De samfundsmæssige forhold vi lever under er ikke faldet ned fra himlen; de er skabt I kamp. Derfor er det en borgerlig (bort)forklaring at forklare den første politik fra socialdemokraternes top som en nødvendig reaktion på de samfundsmæssige omstændigheder. Som ér meget anderledes I dag end for få årtier siden. For ja – økonomien er global på en helt anden måde end før. Der stilles andre krav til vores økonomiske strategier end før.

Men det er ikke det samme som at opgive principperne bag velfærdsstaten. Som Knud Holt udmærket redegør for, var Arbejderbevægelsens grundlag for opbygningen af velfærdsstaten at mennesker som individer har en værdi I sig selv, og samfundets opgave er at sikre mennesket muligheder (også for indflydelse og dannelse gennem uddannelse). I grel modsætning til Arbejderbevægelsens grundidealer, er individets værdi i konkurrencestaten defineret I kraft af sit arbejde, sin evne som “soldat” i konkurrencen, og mennesket er en rational skabning, optaget af at opnå sin egeninteresse.

Dette menneskesyn (eller hvad det nu skal kaldes) ligger meget tydeligt bag diverse reformer i disse år. Meget tydeligt i kontanthjælpsreformen, dagpengereformen, osv., hvor mennesker udenfor arbejdsmarkedet entydigt betragtes som dovne der skal have pisk I form af meget lave ydelser for at komme  I arbejde. Ligesom en række af forandringerne i uddannelsessystemet er præget af det forandrede menneskesyn  Reformer med denne baggrund er ikke noget enestående for de sidste par år, De har tykke tråde til særlig 00´erne borgerlige regerings økonomiske politik, men man kan også finde tiltag under 90´ernes Nyrup regering og 80´ernes Schlüter-regeringer der peger i same retning.

Min pointe er, at det ikke bare er et spørgsmål om forandrede samfundsmæssige forhold. De forandrede rammer kalder på nye handlinger, men disse handlinger er også udtryk for politiske valg der kunne være anderledes.

Også et politisk valg

Det er et politisk valg udelukkende at fokusere på arbejdsudbud, I den form hvor mennesker sparkes ud af dagpengesystemet (og ud af kontanthjælpssystemet), for på den måde at være til rådighed for arbejde der ikke findes. Man kunne have satset på at stimulere efterspørgslen I samfundet. F.eks. ved at bruge de midler der blev givet I skattelettelser til offentlig service og investeringer I samfundets infrastruktur. Skabt arbejdspladser til de arbejdsløse. Gennem bl.a socialøkonomiske virksomheder skabt plads til de mange der er meget langt væk fra arbejdsmarkedet, og som ikke kommer tættere på ved at få frataget det de lever af.

Det er et politisk valg at undlade at regulere den finanskapital som var med til at skabe den igangværende krise. Man kunne, som Preben Wilhjelm har peget på i sin pamflet ; Krisen og den udeblevne systemkritik, sagtens lave en række reformer indenfor systemet, såsom statslige eller selvejende finansieringsinstitutter, opsplitning af finansielle supermarkeder, tobinskat m.m.

Det er et politisk valg at fokusere på få traditionelle af de rammebetingelser som omgiver erhvervslivet, nemlig de direkte omkostninger I form af løn, afgifter og skat. Man kunne investere I de samfundsmæssige rammebetingelser som kan kaldes for livskvalitet. I form af bla. gode uddannelser, social sikkerhed og tryghed, lav kriminalitet, lighed (istedet for social uro), ren luft og vand, grønne områder, gode transport-muligheder og tilgængelighed. Disse rammebetingelser er også meget afgørende for placering af (globale) virksomheders investeringer og produktion. Det er et politisk valg at uligheden øges fremfor at mindskes.

Hvorfor?

Hvorfor er socialdemokraterne så endt hvor de er, hvor de fremmeste i partiet bevidst kæmper for en afvikling af de idealer som den velfærdsstat de selv mener at have stået fadder til, bygger på?

Weekendavisen har et aktuelt interview med Henrik Sass Larsen. Alle har fokuseret på hans (ret barnlige) udfald mod Enhedslisten, og fred være det. Mere interessant er, at trods en bekendelse til at have en del tilovers for dem der ikke klarer sig så godt,  svarer han klart nej til spørgsmålet om hvorvidt han ønsker mere (økonomisk) lighed I samfundet. Samtidig med at han slår fast at “alting starter I den private sektor, ……når vi engang igen får ordentlig gang i den private vækst er det ikke sådan at så skal der igen skovles penge ind til det offentlige og ske en ny udbygning I antallet af ansatte over hele linjen. De tider er forbi. Så ja der er sket et skifte…..”

Der mangler et klart perspektiv om omfordeling. Om lighed som forudsætning for frihed. Et klasseperspektiv om man vil. Det er ikke noget nyt. Historikere som Bo Ligegaard og Søren Mørch har på hver sin måde beskæftiget sig med  60´ernes socialdemokrater og det skifte der sker fra et klassebaseret perspektiv, hvor den politiske kamp for at sikre arbejderklassen sin del af samfundskagen er hovedsagen, til et stats eller samfundsperspektiv, hvor den politiske indsats handler om at gøre kagen større, så alle kan få en større del.

Anker Jørgensens person udskød – eller skjulte for den udvikling, som så stille og roligt er slået igennem politisk/ideologisk og nu star I fuldt flor. Hvor ønsket om at gøre samfundskagen større er det eneste mål, uden et klasseperspektiv, betyder at der er fri bane for at partiet lade sin politik og sig diktere af omstændighederne som de defineres af mainstream økonomer, og ikke har modstand mod de diskurser som præger tidsånden.

I den forstand er jeg helt enig med Knud i hvad opgaven for Enhedslisten er I disse år. At samle de mange som er modstandere af nyliberalismens hærgen på et solidarisk, demokratisk grundlag. Hvor vi hele tiden kæmper for at forandre hverdagen, præge værdier og ideer, ændre styrkeforholdene, Altså knokler løs I den konstante klassekamp.

Socialdemokrater kan presses

Fordi kampen er konstant, skal vi huske at også socialdemokraterne er påvirkelige. Hvis vi betragter socialdemokraterne som et i sin oprindelse progressivt parti, så kan ændrede styrkeforhold også ændre den politiske diskurs. Hvilket betyder at partiet kan være en allieret.

Derfor har vi set – og ser stadigvæk modsatrettede politiske handlinger. Når socialdemokraterne I 90´erne afskaffede formueskatten, og halverede dagpengeretten, samtidig med at orlovsordninger og fleksjob blev indført. På den ene side klassisk borgerlige økonomisk politik med fokus på  at beskytte profitten, øge arbejdsudbuddet og piske de arbejdsløse, sammen med ordninger som fleksjob der reelt var en ligestilling af mennesker med handicaps værdi på arbejdsmarkedet med alle andre. Et klassisk socialdemokratisk fremskridt for ligestillingen og for tanken om alle mennesker som individer med værdi.

I København har socialdemokraterne kunnet presses til at indtage fornuftige standpunkter på en række områder, hvilket har betydet at de kan være en allieret på afgrænsede områder.  Vi skal altså ikke sige at den ideologiske linje som ledende socialdemokrater giver udtryk for i disse år altid vil forhindre fremskridt eller for den sags skyld at vi kan alliere os med socialdemokraterne både på korte og lange stræk.

Det afhænger af diskurser, af bærende værdier, af kampe og bevægelser, af (ændrede) styrkeforhold. Af klassekampen.

 Mikkel Warming