16. december 2015 - 17:38

Et nej, der forpligter

Når vi siger, at vores nej den 3. december var et internationalistisk og venstreorienteret nej, så er det noget der forpligter.


For Enhedslisten har det været afgørende op til afstemningen den 3. december, at stå for et venstreorienteret nej, der byggede på en vision om et stærkt internationalt, men demokratisk forankret samarbejde

Vores insisteren på dette, betyder at vi fra forskellig side er blevet udfordret med en række spørgsmål. Hvad er det egentlig vi mener, når vi taler om et internationalistisk nej. Hvad er vores visioner for Europa? Hvad et det for et internationalt og europæisk samarbejde vi forestiller os, og hvordan vil vi bidrage til at gøre det muligt?

Jeg synes det er relevante spørgsmål, og jeg mener grundlæggende at Nej´et den 3. december forpligter os til at blive mere tydelige på, hvad vores mål og strategi er for Europa. Og forpligter os til at "steppe up" ifht. at spille en aktiv rolle på den europæiske politiske kampplads.

Europa er en kamplads
For én ting er sikkert. Europa er en kampplads som man som venstrefløj må og skal forholde sig til. Ikke kun fordi vi er medlemmer af EU og derfor selvfølgelig skal kæmpe om, med og i denne magtfulde institution. Men også fordi, at Europa er et fællesskab på grund af vores fælles historie, geografiske nærhed og menneskelige, kulturelle og handelsmæssige samkvem.

Og der er efter min mening behov for at vi i Enhedslisten i endnu højere grad end hidtil kaster os ind på den europæiske kampplads. Vores forbehold kan give os noget nyttig handlefrihed og det er godt. Men det er jo lige så klart, at de ikke kan løse de store problemer som vi står overfor som venstrefløj i Europa.

Jeg vil starte med at slå fast, at i modsætning til hvad man kunne tro, når man hører Ja-partier og eksperter, så er Enhedslisten allerede aktive på den europæiske kampplads. Vi deltager i det vigtigste tværeuropæiske venstrefløjsparti European Left, samt en række andre europæiske venstrefløjssamarbejder som fx det nye vigtige tværeuropæiske samarbejde Plan B – startet på initiativ af Yanis Varoufakis, Jean-Luc Melenchón og Oscar LaFontaine.

Vi har historisk deltaget i og faktisk også spillet en ledende rolle en række tværeuropæiske bevægelser som fx bevægelsen mod investeringsaftalen MAI og Attac-bevægelsen. Og vi stod skulder ved skulder med vores græske kammerater, i deres konfrontation med EUs trojka i sommers.
Også på det institutionelle plan tager vi kampen om Europa og EU særdeles alvorligt. Vi deltager aktivt i folketingets Europaudvalg, når regeringen skal udstyres med mandater til forhandlinger i EU, hvor vi forsøger, at trække EU i en mere demokratisk, social og grøn retning. Og vi har et nært samarbejde med folkebevægelsens medlem af europaparlamentet.

Vi skal steppe up
Men alene det faktum, at der er så stort et ukendskab til dette arbejde taler for, at vi skal steppe up. Og det faktum, at Enhedslisten pt er ét af de stærkeste antikapitalistiske partier i Europa, bør også forpligte os til en endnu mere aktiv deltagelse på den europæiske kampplads.

Jeg er sikker på, at andre med endnu større viden om de politiske kampe i Europa kan bidrage bedre end jeg, men her er nogle bud fra mig på hvor vi kunne øge indsatsen:

Stærkere deltagelse i de tværeuropæiske parti-samarbejder og bevægelser
Enhedslisten har i mange år deltaget i forskellige europæiske venstrefløjssamarbejder. Men vi har ikke sørget for at få dette arbejde ordentligt forankret i Enhedslistens organisation og daglige parlamentariske arbejde. For det andet så har partisamarbejderne desværre ofte mere ceremoniel end praktisk funktion. Der bliver vedtaget flere erklæringer, end der faciliteres egentligt praktisk og politisk samarbejde. Enhedslisten bør bidrage aktivt til at udvikle de tværeuropæiske parti-samarbejder til aktive og praktiske fællesskaber, der koordinerer politisk arbejde og kampagner.

Opstilling til Europa-parlamentet
Vi kommer heller ikke uden om spørgsmålet om opstilling til Europaparlamentet. Jeg mente, som bekendt, at det var en stor fejl, at Enhedslisten ikke stillede op til det seneste EP-Valg. Og når partiet frem mod næste EP-valg igen skal tage stilling vil jeg arbejde for at Enhedslisten stiller op – gerne i valgsamarbejde med folkebevægelsen. Det vil betyde at vi i endnu højere grad end i dag har fingeren på pulsen ifht. den politiske proces i EU, og vil være en platform for at komme ud med vores venstreorienterede visioner for Europa. Men – og det er måske endnu vigtigere - med en eller flere EU-parlamentarikere og de medarbejdere som følger med vil Enhedslisten være langt bedre rustet til at deltage praktisk venstrefløjskoordination på tværs af Europa, og til at deltage i debatterne om strategi og mål.

Bidrage mere aktivt til debatten i Europa, og om Europa
Vi bør også som parti bidrage mere aktivt til de politiske debatter som sker på tværs af Europa. Og i den danske debat om Europapolitikken med vores visioner, ønsker og kritik.

Hvad kæmper vi så for i Europa?
I modsætning til hvad kritikere har hævdet har Enhedslisten faktisk klare holdninger til europæisk politik.

 

  • Den vigtigste kamp i Europa lige nu, er kampen om et opgør med den nyliberalistiske nedskæringspolitik, som i den grad har martet de europæiske befolkninger, og som truer med helt at fjerne den kontinental-europæiske socialstat. Vi har jo – ikke mindst med den ødelæggende ydmygelse af Grækenland, set hvor sårbare vi er, hvis vi står alene i opgøret med EUs nedskæringspolitik. I Danmark handler det også om en lokal kamp for at rive os løs af finanspagtens og europolitikkens krav og rammer, på samme måde som andre europæiske befolkninger kræver. Det er afgørende at venstrefløjen, fagbevægelsen og andre folkelige bevægelser får opbygget en modstand, der presser såvel de lokale regeringen som EU.
  • En anden vigtig kamp er kampen for den såkaldte sociale protokol, som skal sikre, at EUs krav om fri bevægelighed og konkurrence aldrig kan overordnes faglige og sociale rettigheder. Det er afgørende for at forhindre social dumping og for at sikre, at den økonomiske elite ikke kan spille europæiske lønmodtagere ud mod hinanden i et evigt ræs mod bunden.
  • Retten til at gå foran når det gælder beskyttelse af miljø og sundhed er et andet hovedspørgsmål. Der går ikke en måned uden at vi i folketinget oplever hvordan EUs konkurrence-regler gør det umuligt fx at forbyde hormonforstyrrende stoffer i vores omgivelser. I det hele taget er der brug for en decentralisering, der sikrer, at de enkelte lande kan gå foran, når det gælder beskyttelse af borgerne og vores rettigheder.
  • Endelig er det lige nu helt afgørende, at venstrefløjen på tværs af Europa sammen kæmper for en retfærdig og holdbar løsning på flygtningekatastrofen. Den skal omfatte en permanent fordelingsnøgle og et opgør med den uretfærdige Dublin-forordning.

Det er blot et par eksempler på vigtige fælles europæiske kampe, som Enhedslisten er og skal være en del af.

Hvad med EU?
Men hvordan hænger alt det her så sammen med Enhedslistens EU-modstand og ønsket om at bevare de danske forbehold?
Min grundlæggende kritik af de venstreorienterede ja-sigere, er, at de forholder sig til EU som idé og symbol – og ikke som realitet, når de ser en øget EU-integration som løsningen på de globale udfordringer.

For virkeligheden er jo, at EU på mange planer er en del af problemet, nærmere end løsningen. EU's benhårde nedskæringspolitik har forarmet millioner af europæere. EU's handelspolitik overfor u-landene bærer et tungt medansvar for den voksende migrantstrøm. EUs benhårde asylpolitik, har betydet at tusinder er druknet i forsøget på at nå Europas kyster. EUs regler står igen og igen i vejen for at fremme en grøn omstilling af samfundet. EU et ekstremt centralistisk og byrokratisk misk-mask, hvor lobbyister øver enorm indflydelse, mens almindelige borgere er stort set afskårede fra, at gøre sig gældende.

Det er det virkelige EU. Og det nytter ikke noget, at vi ikke forholder os til det faktum. Det er jo dette faktum, og ikke en modstand mod stærkt europæisk samarbejde, som er årsagen til Enhedslistens EU-modstand.

Men er det så ikke bare et spørgsmål, om at forandre EU til noget bedre, spørges der så ofte. Og netop diskussionen om mulighederne for at forandre EU har i mange år delt vandene på den europæiske venstrefløj. Kan EU forandres eller må et nyt samarbejde opstå efter eller ved siden af?

Jeg synes det med at forandre EU ser ualmindeligt svært ud. For EU er ikke en neutral kampplads. EU er i sin kerne et liberalistisk projekt. Det er grundloven dvs traktaterne den er gal med – ikke bare den aktuelle politik. Og for at ændre traktaterne skal der være enstemmighed blandt alle medlemsstater. Og hvornår vil den mulighed være tilstede?

Jeg tror personligt, at en mere realistisk udvikling vil være at den voksende modstand mod centraliseringen og nedskæringspolitikken medfører en desintegration af EU, som et overstatsligt projekt. Og at et nyt mellemstatstligt forpligtende samarbejde, med mindre centralistisk styring vokser frem.

Forskelige vurderingerne af dette behøver dog ikke at splitte os ad. For EU er en realitet, og så længe det er tilfældet så skal vi selvfølgelig kæmpe på den arena, og forsøge at "gøre EU bedre".

Så længe EU er som i dag kan jeg bare ikke se fornuften i at afskaffe de danske forbehold og overflytte mere magt fra folketinget til Bruxelles. Jeg vil se den progressive udvikling først – hvis den overhovedet er mulig. Det må være den rigtige rækkefælge.

Og med den udvikling EU har haft mod stadig mere udemokratisk elite-styre og nyliberalistisk kommando-økonomi, mener jeg faktisk, at det er klogt at holde døren åben for en mulig dansk udmeldelse af EU, efterfulgt af en tilknytningsaftale a´la den norske. Ikke fordi det vil løse alle problemer, men fordi det vil give bedre muligheder for at sikre en solidarisk og grøn udvikling i Danmark. Og dermed mulighed for at være et udstillingsvindue for andre måder at gøre tingene på.

Vi kan ikke vinde alene 
Men alt det ændrer bare intet ved det centrale budskab i denne artikel: Behovet for en stærk dansk deltagelse på den europæiske kampplads.
For uanset om Danmark er fuldt eller delvist medlem af EU, eller om vi er meldt ud og har en tilknytning a´la den norske, så vil den danske venstrefløj stadig skulle være aktive på den europæiske kampplads. I en globaliseret kapitalisme, kan vi ikke vinde alene. Kun ved at stå sammen med almindelige mennesker på tværs af grænser har vi en chance for at udvikle solidariske og demokratiske samfund.

 

Kommentarer

Jeg er enig i nej'et forpligter og jeg er sådan set også overvejende enig i de ting, der nævnes i Dragsteds indlæg. Vi hverken kan eller bør lukke os fuldstændigt inde omkring os selv.

Men jeg tror det er en kæmpe fejl og jeg bliver ærligt talt også lidt skuffet, hvis Enhedslisten vælger at bruge nej'et som springbræt til endnu mere flyvsk politik og talen hen over hovedet på store grupper af danske vælgere.

Efter min mening er nej'et først og fremmest udtryk for, at mange danske vælgere har nået smertegrænsen for hvad de vil finde sig i. Store dele af vælgerne er ganske enkelt trætte af at blive ignoreret, fordi politikerne har mere travlt med at pleje deres egne karrierer og ambitioner om at være internationale statsmænd (m/k).

De fattigste danskere er blevet fattigere. Kernevelfærden er blevet udhulet og forskellige kuldsejlede politiske prestigeprojekter (integration, inklusion etc.) har stort set konsekvent ramt socialt skævt. Det er med andre ord ikke akademikerne eller MF'erne, der har måttet æde reallønsnedgange, jobnedlæggelser eller nogle af de mange andre problemer, vores lille samfund har bokset med de sidste år. Det er primært de arbejdsløse, lavtlønnede, ufaglærte og faglærte skuldre, der har måttet løfte de tungeste læs, når regningen for finanskrisen, nedskæringer osv. har skullet fordeles blandt borgerne. Derfor stemte danskerne nej 3. dec. Fordi man gerne vil have, at de danske politikere igen begynder at bekymre sig om danske problemer og forsøger at finde løsninger til danske borgere.

Og derfor mener jeg det er en kæmpe fejl, at bruge nej'et som springbræt til at køre videre ud af en eller anden forfløjen tangent, hvor industriarbejderen og kassedamen får en røv at trutte i, mens Enhedslisten så ævler videre om Grækenland og international arbejderkamp.

Ikke at nogle af de ting er uvigtige. Men når Enhedslisten ikke engang kan sikre økonomisk retfærdighed eller ordentlige rettigheder for den danske arbejder, hvordan forestiller man så at skulle kunne sælge sin vision om at sikre de ting til græske borgere? Det er ganske enkelt utroværdigt og (efter min mening) fuldstændigt i modstrid med det signal, vælgerne sendte til politikerne ved afstemningen for et par uger siden.

Lige såvel som at Enhedslistens kampagne var vigtig for det flotte NEJ, så var Folkebevægelsen mod EUs kampagne det også. Det var vigtigt at have Folkebevægelsens valgavis, hvor der var en NEJ-siger med fra alle Folketingets partier. Den slags kampagne kan og skal Enhedslisten ikke stå for. Hvis vi mener det med antikapitalisme, menneskerrettigheder og retssikkerhed (og det mener jeg at vi gør), så skal vi bekæmpe EU så effektivt som muligt, og det gør vi bl.a. ved at sikre at Folkebevægelsen bevarer sin platform og at vi støtter op omkring den ved at støtte liste N til EU-parlamentsvalget, i stedet for at stræbe efter selv at få flere ansatte og parlamentariker(e).

Hej ex-butiksansat:

Uden at slås på tværs af grænserne kan vi efter min mening ikke sikre lønmodtagernes rettigheder og vilkår i Danmark. Virksomhederne trussel om udflytning, og importen af underbetalt udenlandsk arbejdskraft har forryket magt-balancen i arbejdsgiver-klassens favør, og hvis det styrkeforhold skal ændres kræver det at vi koordinerer og organiserer på tværs af grænserne.

Hej Jean

Jeg synes, at Folkebevægelsen lavede en fin kampagne. Også op til EU-parlamentsvalget. Men det er bare af gode grunde ikke en venstreorienteret kampagne.  Derfor savner jeg at kunne sætte et venstreorienteret kryds. Det var der også mange andre der gjorde i sommers. En meget stor del af ELsa vælgere stemte på SF. Det var helt åndsvagt.

Jeg har intet ønske om at aflive FB. Tværtimod synes jeg vi skal stille op i valgforbund med liste N. På den måde kan vi forhåbentlig sikre et mandat til hver. Og ikke mindst en klar venstreorienteret stemme i debatten op til valget. 

Jeg vil også foreslå, at hvis vi indgår i et valgforbund, så laver vi forud for valget en aftale, om at hvis kun én af listerne får valgt et mandat, så laver en fordeling af de penge der følger med, så FB kan opretholde deres økonomi, hvis det er dem, der ikke får et mandat, og EL kan ansætte en medarbejder i parlamentet, hvis det er EL, der ikke får et mandat.

Kammeratligt, Pelle 

 

 

Hej Pelle

Jeg er helt med på, at politik handler om at spille på flere strenge og Enhedslisten selvfølgelig også skal (og bør) have et internationalt perspektiv.

Men det er jo i bedste fald et cirkulært argument, at alt skal koges ned til at handle om offentligt forbrug i Grækenland og den slags. Altså underforstået, at ligegyldigt hvordan man pelser bjørnen, må den danske arbejderklasses fokus ligge alle mulige andre steder end på sine egne problemer og hverdag.

Men det kan da meget vel være, at du i bund og grund har ret. Det ændrer altså bare ikke på to væsentlige problemstillinger.

Først og fremmest, at en utroligt stor del af de danske vælgere, primært blandt de ufaglærte og faglærte, føler sig overset og derfor har søgt derhen, hvor de føler de bliver hørt. Med den meget uheldige konsekvens, at DF nu kun er et mulehår fra at være Danmarks største parti.

Dernæst at venstrefløjen, i sin iver for at være "internationalistiske" og forargede over (bl.a.) græsk sparepolitik, totalt overser det simple faktum, at den danske fagbevægelse har svigtet sine helt grundlæggende værdier i forhold til at være katalysator og garant for solidaritet og den klassekamp, der skaber positiv social mobilitet for de svageste/mest udsatte klasser på arbejdsmarkedet.

Bottom line er ganske enkelt at hverken fagbevægelse eller politikere har "leveret varen", for arbejderklassen. Fagbevægelsen har konsekvent ladet de svagest stillede arbejdere i stikken. Det så vi f.eks. så sent som ved Ryanair-konfluikten, hvor man alene varetog de relativt højtlønnede LO'eres interesser. Vi har også set det løbende ved de seneste 10-15 års OK-forhandlinger, hvor de lavest lønnede i Industrien og LO har måttet æde massive forringelser*, mens de mere velstillede og bedre lønnede faggrupper generelt har bevaret (og vækstet) deres rettigheder og privilegier.

Fra politisk side har man så generelt bare spillet andenviolin for fagbevægelsen og mere eller mindre ukritisk holdt sig til at videreformidle deres udspil og interesser. Igen er Ryanair et nyligt og relevant eksempel. Man har ikke været ude og lave temasider for handicaphjælperne, der mistede rettigheder i forhold til barsel, ferie og tillæg helt tilbage i 2009. Man har heller ikke holdt taler eller lavet andet sjov og ballade foran københavnske restauranter uden overenskomst. Ikke engang da Ryanair startede op i Billund med at skide fagbevægelsen og den danske model en flot hat fuld, var man på barrikaderne. Men fløjten fik fanden fisme en anden lyd, da LO's mere vellønnede og priviligerede københavnske medlemmer i flybranchen stod til at blive presset på pengepungen. Så fik den ikke for lidt med temasider og masser af opmærksomhed fra kammeraterne i Enhedslisten.

Derfor mener jeg også der skal nogle helt andre boller på suppen, hvis man vil tage nej'et alvorligt og for det, det rent faktisk var.

Hvorfor nægter man f.eks. kategorisk, at tale almengørelse af overenskomster i Enhedslisten? Erfaringerne fra Norge er faktisk positive og hvis Enhedslisten rent faktisk mener det alvorligt, at de vil bekæmpe social dumping. Hvorfor så ikke gøre social dumping ulovligt? Du må da medgive, at jeres aversion mod at tale almengørelse sætter jer i en noget prekær situation, såfremt I vil sælge jer selv til arbejderklassen som et seriøst bolværk mod social dumping? Jeg mener, den danske fagbevægelses bosser har en direkte økonomisk interesse i at være mod almengørelse og man er "sjovt nok" også meget kraftigt imod det. Og Enhedslisten, der traditionelt har nære og ofte direkte økonomiske bånd til fagbevægelsen, vælger så "sjovt nok" også den liberalistiske model og afviser enhver snak om almengørelse....fordi universelle rettigheder og markedsregulering er åbenbart ikke specielt "socialistisk"? Er jeg virkeligt den eneste, der undrer mig over hvorfor Enhedslisten lige vælger at træde ud af karakter i forhold til arbejdsmarkedspolitikken?

Hvis Enhedslisten skal være relevant for arbejderklassen og skabe et reelt opgør med højrefløjens fremgang, mener jeg man bliver nødt til at finde modet til rent faktisk at gøre det. Man bliver nødt til at turde kritisere fagbevægelsen og man bliver nødt til at kommunikere med arbejderklassen, på arbejderklassens præmisser.

Man kunne f.eks. starte med at erkende, at fagbevægelsens bundniveau ganske enkelt ikke er højt nok. Hvis Enhedslisten reelt mener, at f.eks. LO's laveste lønninger er gode nok, hvorfor afspejler jeres partiskat det så ikke? I stedet for at vælge en "tilfældig" københavnsk metalarbejder, der tjener 10-15k mere om månededen end de lavest lønnede LO'ere. Ja, hvorfor så ikke sætte jeres MF'eres løn til LO's laveste løn? 

* F.eks. har der været flere reallønsnedgange for de lavest lønnede. De butiksansatte har mistet tusindevis af fuldtidsstillinger. Og så videre.

Kære Pelle

Det er noget vrøvl, som du skriver. EL førte ikke en mere venstreorienteret kampagne end FB. Tvært imod, så havde I  mere travlt med at fremmane spøgelser om østeuropæiske dommere osv. Jeg er ikke nødvendigvis uenig i problemet og brugte det nedtonet selv, men I gik længere, end jeg ville være med og end vi gjorde i FB, hvor fokus primært var på det radikaldemokratiske. Derved åbnede i en flanke for den kritik om nationalisme, som I også er ramt af her efter valget. Dette er dog uinteressant nu, men bør frem, når du siger, at EL var mere venstreorienteret end FB i sin kampagne. Det kan jeg ikke se.

Faktum er, at det sandsynligvis var blevet et ja, hvis ikke Fbs markant mere aktivistiske kampagne og deltagelse i diverse TV-progarmmer havde fundet sted. Og havde du fået din vilje om opstilling i 2014, så havde FB sandsynligvis ikke været med og kampen ville være tabt.

Det er det, som er så ærgerligt med jeres partichauvinistiske linje, hvor alt handler om at skrabe penge og ansatte til. EL har sindsygt mange ansatte ift. for ganske få år siden. Vi kunne da sagtens prioritere det uden at lukke FB ned og nappe deres mandat.

Der er intet nyt under solen. Desværre! 

 

Jeg har lidt svært ved at se det internationalistiske eller venstreorienterede. Alle argumenter mundede ud i et nej til folketingets fribillet. Der var ingen forskel på Tulles eller dine argumenter. 

 Det eneste sted der var en forskel var da både Rina Ronja og Johanne blev stillet direkte overfor et ja-nej spørgsmål "Ønsker du Danmark ud af EU?". Begge svarede med et klart og rungende JA.

 Så for mig var det hverken et internationalistisk eller nationalistisk nej. Det var folkets nej godt støttet af sociale medier og jeres bragende gode valgkamp.

Pelle Dragsted   har ret i at NEJ'et forpligter - både Enhedsliste-folk og andre, der var en del af kampagnen.

Det er også rigtigt, at samarbejdet mellem socialister og antikapitalister i Europa skal styrkes. Det må nødvendigvis ske på et grundlag, hvor vi anerkender, at der er meget forskellige syn på partiernes syn på EU i f.eks. European Left,  - med mindre vi skal overtage de sydeuropæiske kammeraters illusion om, hvad EU kan bruges til.

Der er mange opgaver, som vi må være fælles om - ikke kun i Europa, men på internationalt plan. Og der er stor grund til at styrke Enhedslistens internationale arbejde.

Men det nytter ikke at skabe illusioner, f.eks. om at der kan udpeges et socialistisk nej i kampagnen. Der er forskellige målgrupper i en NEJ-kampagne, som vi i Enhedslisten prøvede at adressere med forskellige argumenter, - men jeg har rigtig svært ved at få øje på en særlig socialistisk modstand.

Jeg deltog i en del paneldebatter - både som repræsentant for Enhedslisten og som repræsentant for Folkebevægelsen, og i den konkrete debat var der ikke forskel på Enhedslistens og Folkebevægelsens argumenter.

Og så til det, som vel er Pelles egentlige ærinde - at argumentere for, at Enhedslisten selv skal stille op til EU-parlamentet.  Han argumenterer i og for sig selv ret klart imod opstillingen:

"Så længe EU er som i dag kan jeg bare ikke se fornuften i at afskaffe de danske forbehold og overflytte mere magt fra folketinget til Bruxelles. Jeg vil se den progressive udvikling først – hvis den overhovedet er mulig. Det må være den rigtige rækkefælge.

Og med den udvikling EU har haft mod stadig mere udemokratisk elite-styre og nyliberalistisk kommando-økonomi, mener jeg faktisk, at det er klogt at holde døren åben for en mulig dansk udmeldelse af EU, efterfulgt af en tilknytningsaftale a´la den norske. Ikke fordi det vil løse alle problemer, men fordi det vil give bedre muligheder for at sikre en solidarisk og grøn udvikling i Danmark. Og dermed mulighed for at være et udstillingsvindue for andre måder at gøre tingene på."

Klarere kan det næsten ikke siges. Der er brug for en modstand på tværs af partierne, hvis modstanden ikke skal ende som SFs sørgelige glidebane til deres nuværende EU-politik.

Vi er nødt til at være nøgterne i vores analyser: Hvis Enhedslisten havde opstillet sidste gang, ville vi i dag, sansynligvis ikke have haft Folkebevægelsen - i hvert fald ikke i en tilstand, så de har kunnet yde den aktivitet, de præsterede i Nej-kampagnen. Og det ville have betydet, at vi sansynligvis havde tabt afstemningen 3. december.

Enhedslistens indsats vil ikke være anderledes end den indsats, som Folkebevægelsen via Rina Ronja Karis formidabelt yder i EU.

Forskellen ville være, at Enhedslisten havde flere ansatte i DK og i Bruxelles, javel. Men det er et fattigt mål, hvis prisen havde været, at vi slog benene væk under Folkebevægelsen

Enhedslisten har hele tiden formuleret sig som et græsrodsparti - et parti, der støtter store dele af sin aktivitet på samarbejde med græsrødderne.

Det har vi ikke formuleret af taktiske grund, men af politisk, strategiske grunde, fordi vi ved, at det ikke er muligt at skabe forandringer uden en vekselvirkning mellem parlamentarisk og udenomsparlamentarisk aktivitet.

 Nu, hvor Enhedslisten er blevet et stort og relativt stærkt parti, virker det partiegoistisk, hvis vi så skal droppe et 26-årigt samarbejde med Folkebevægelsen, for selv at få de ansættelsesmæssige fordele af et evt. mandat i EU-parlamentet.

Vi bør fortsat lægge vores prasksis efter strategiske, politiske overvejelser, og ikke efter kortsigtede partiinteresser.

Folkebevægelsen er en forudsætning for at vinde fremtidige NEJ-kampagner - og viden en international indsats for at ændre EU.

Derfor skal vi ikke kun lade Folkebevægelsen være vores EU-parlamentariske strategi, men vi skal i langt højere grad deltage centralt og lokalt med at styrke Folkebevægelsen - både organisatorisk og politisk.

Jeg er fuldstændigt enig med Christian Juhl.  Folkebevægelsen har i den grad vist sin styrke ved at kunne foretage et skift af frontfigur uden overhovedet at miste gennemslagskraft. Rina Ronja Kari og resten af Folkebevægelsen førte en helt igennem troværdig og velargumenteret valgkamp. Det er tydeligt at Rina virkelig brænder for sagen og har en kæmpe viden  trods sin korte tid i EU parlamentet . Hun kom på besøg i Total protest campen i Dybvad i sommer og gav en vigtig opsummering af hvad vi var oppe imod i EU systemet. Det lyser langt væk at for hende er sagen vigtigere en at promovere bevægelsen, desværre kan det samme ikke altid siges om Enhedslistens kandidater. Søren Egges optræden samme sted senere var stik modsat, og hans udtalelser i TV nord efter besøget i campen var direkte pinlige. Når jeg fremdrager dette eksempel med Søren Egge er det ikke for at sætte fokus på ham som person, men som et forsøg på at eksemplificere den problematiske retning dele af Enhedslisten er godt på vej i.  Der er rigtig mange dygtige folk i Enhedslisten, og jeg håber i den grad at det kan lykkes at vende Enhedslistens fokus mod bevægelserne. Dette gøres ikke ved at stille op selvstændigt til EU parlamentet.

Vi var en stor del af Enhedslistens vælgere som stemte Ja d. 3.12. Til gengæld var der en endnu større del af SF's og Socialdemokraternes vælgere, der stemte nej. Centrum-venstre er delt på kryds og tværs i EU-spørgsmålet. Og noget af det der en gang var progressivt forekommer i dag at være overhalet af virkeligheden. Jeg læser Pelles indlæg som opfordring til en konstruktiv, åben og fremadrettet diskussion. Det kan man kun hilse velkomment.
Jeg savner som EL-vælger i den grad at kunne sætte kryds ved en klar socialistisk profil til EU-parlamentet. Ved at lade sig repræsentere af liste N fravælger EL sådan en profil, til fordel for en tværpolitisk liste, der i sidste ende kun har modstanden mod EU som laveste fællesnævner. Dermed bidrager man til at afpolitisere diskussionen om EU, der alt for ofte degenerer til almindeligheder som "der er for lang til Bruxelles" eller "vi skal bestemme selv".
Selv om jeg har stor respekt for Christian Juhls internationale arbejde, så mener jeg også hans argumentation - som i sidste ende kan koges ned til at når vi har støttet liste N i 26 år, så vil det være partiegoistisk at holde op nu - afpolitiserer debatten.
Den gang Folkebevægelsen mod EF blev skabt og en del år fremefter, var det en progressiv og relevant bevægelse, fordi der stadigvæk var et perspektiv i den absolutte EF-modstand.
Sådan er det ikke længere. Man kan drømme mange tanker om bilateralt samarbejde og andre måder at samle de progressive kræfter udenfor EU. Men virkeligheden er, at EU er den vigtigste platform for europæisk politik. Selv hvis Danmark trak sig ud den dag i morgen, ville næppe mange følge os - og hvis det skete, ville det være drevet af nationalistiske og højrepopulistiske kræfter som UKIP og Front National. Selv Syriza ser det som politisk relevant at forblive i EU, på trods af den helt urimelige behandling som Grækenland har været ude for.
En socialistisk Europapolitik må tage dette som udgangspunkt, og arbejde for at styrke en progressiv dagsorden, både i bevægelser udenfor men så sandelig også indenfor EU-parlamentet, og naturligvis via de nationale parlamenter.
Pelle nævner nogle gode bud på hvad det kunne være. For egen regning vil jeg gerne tilføje et par stykker mere:
Kampen mod multinationale firmaers skatteunddragelser, herunder f.eks. et krav om minimumsstandarder for selskabsskat og gennemsigtighed i skatteligningen.
Kampen mod trafickking og moderne slaveri, med en forbedret og koordineret politiindsats, frit lejde til ofrene, mm.
Personligt ærger jeg mig over, at det blev et nej d. 3.12. - selv om jeg godt forstår bevæggrundene, og væmmedes ved ja-partiernes smagløse kampagne og udemokratiske fiflerier.
Men hvis det kan blive katalysator for en bredere diskussion af, hvad det vil sige at føre konkret, progressiv europapolitik, så kan der måske alligevel komme noget godt ud af det. Lad os se fremad: lad os se rødt i Europa. 
 

Lars K overser det element, som Pelle heldigvis har husket, og som jeg citerer ham for i mit svar, nemlig at vejen til et rødt Europa ikke går gennem EU, men gennem et opgø'r med EU. Især fordi EUs "grundlov" indeholder de grundlæggende nyliberale principper.

Et eksempel på det er kampen mod social dumpning, som kommer af EUs måde at arbejde på - og ikke specielt flertallet i parlamentet. Derfor er den eneste løsning herpå at kræve en social klausul, som skal have forrang for EUs 4 markedsfriheder. Når det en dag lykkes at kæmpe den sociale klausul igennem, har vi gjort op med EUs grundlæggende principper. Og så vil jeg ikke længere tageafstand fras et demokratisk samarbejde i Europa.

At tale om at skabe et rødt EU gennem EU-parlamentet, er set med mine øjne at skabe illusioner.

Desuden er der ikke blokeringer i Folkebevægelsen for at arbejde med de nævnte politikområder, som Lars nævner, tvært imod.

Jeg har nu ikke glemt det, Christian - jeg er bare ikke enig i vurderingen ;-)
Det er rigtigt, at ØMU'ens konvergenskrav er udtryk for en grundlæggende liberal økonomisk politik. Men på samme måde som de er kommet ind i EU's traktatgrundlag på et tidspunkt kan de jo komme ud igen, hvis der kan skabes flertal for en anden politik. Det sker næppe foreløbig - det erkender jeg.
Men for det første, så er Danmark jo pt. uden for ØMU'ens tredje fase.
For det andet kan man ikke se isoleret på muligheden for at gøre op med den økonomiske politik i EU, men må sammenholde med mulige alternativer. Og her har jeg som tidligere skrevet svært ved at se at det skulle være realistisk, f.eks. at opbygge et alternativt, bilateralt samarbejde.
Derfor ser jeg det største perspektiv i at kæmpe indenfor EU - i og udenfor det politiske sytem - for forbedringer. F.eks. for en stærkere placering af sociale- og lønmodtagerrettigheder, mhp. at inddæmme den nyliberale økonomiske politik.
Det er karakteristisk, at mens EF/EU-modstanden tidligere primært kom fra venstre, så kommer en stor del af den i dag fra borgerligt hold. Og de borgerlige EU-modstandere vil netop ha' et "slankere" EU, som holder sig til at sikre kapitalens og varernes frie bevægelighed, men som ikke opbygger en social dimension. En tværpolitisk EU-modstand som har national selvbestemmelse som mindste fællesnævner, risikerer objektivt at spille med i det spil.
Her skal venstrefløjen efter min mening i stedet være dem der fastholder, at EU netop også skal beskæftige sig med f.eks. sociale og miljøspørgsmål, til gavn for lønmodtagere og den almindelige befolkning. Men det kræver at man argumenterer som socialister - ikke bare som tværpolitiske forsvarer af nationalstaten. 

Kære Jakob

Det kunne sgu være rart hvis vi kunne tage denne her diskussion på et lidt mere kammeratligt niveau end det du lægger for dagen i det indlæg.  Jeg respekterer din holdning og dine bekymringer - kan du ikke også prøve at fakltisk lytte til og respektere de holdninger som jeg og mange andre i Enhedslisten har i dette spørgsmål - uden perfiditeter og stråmænd. Vi skal gerne kunne holde sammen også efter partiets medlemmer har besluttet sig i foråret. 

Gu´handler det da ej om ansatte osv. Det handler om at jeg gerne vil give de mange EL-vælgere der sendte Margrethe Auken i Europaparlamnetet ved sidste valg muligheden for at stemme på et EU-kritisk parti. Og det handler om, at jeg synes Enhedslisten som parti skal træde ind på sin natuelige plads ved siden af vores kammerater fra PODEMOS og resten af den europæiske vrnstrefløj,  

Jeg synes dit indlæg herudover bærer præg af nogle uunderbyggede påstande:
Når du fx skriver, at FB  var afgået ved døden hvis EL havde stillet op sidst, så er det jo ikke noget faktum. Jeg mener, at det mest sandsynlige havde været at vi havde kunne trække to mandater - og dermed havde styrket EU-modstanden. 

Hej Christian

Lidt det samme til dig. Hvad baserer du det på at FB var røget ud, hvis Enhedslisten havde stillet op. De analyser vi lavede efterfølgende pegede jo tvært imod på at vi med stor sandsynlighed kunne have trukket to mandater.

Og så forstår jeg ikke det med at det er at svigte det udenomparlamentariske hvis vi selv stiller op. Det er jo sådan set netop et parlament vi stiller op til. Det er vel hverken mere eller mindre "parlamentarisk" om det er os der sidder der eller FB. Folkgebevægelsen er som jeg ser det ikke det vi normalt forbinder med en social udenomparlamentarisk bevægelse. 

Jeg mener vi svigter tusinsvis af vores vælgere og sympatisørter ved ikke at stille op. hver fjerde Enhedslistevælger satte sit kryds et andet sted end ved folkebevægelsen.

Jeg mener også vi svigter unions-modstanden. For tusinder af røde stemmer risikerer at går til partier, som helt mangler en grundæggende kritik af EU.

Kære Lars
Tak for de pæne ord. Jeg er dog ikke enig i at Folkebevægelsens rolle er udspillet. Vi så jo den 3. december, at der er rigtig mange socialdemokrater, der stemte nej. Nogen af dem vil måske finde Enhedslisten for røde.
Derfor støtter jeg varmt idéen om et valgforbund med Folkebevægelsen, og jeg tror at vi har rigtigt gode chancer for at kunne trække et mandat til hver.


Kammeratligt,

Pelle 

Det rent taktiske argument i forhold til hvem der kan tiltrække Socialdemokratiske vælgere, kan du måske nok ha' ret i. Lige nu ser det ud til at S er på vej ud i en intern diskussion, som måske bevæger partiet lidt væk fra den tidligere linje, hvor man på visse punkter jo lå til højre for selv Merkel (f.eks. finansskat) og over på en position, hvor man begynder i højere grad at håndhæve lønmodtagerinteresser, f.eks. i forhold til social dumpning. Men lad os nu se....

 

hvor man begynder i højere grad at håndhæve lønmodtagerinteresser, f.eks. i forhold til social dumpning. Men lad os nu se....

Lønmodtagerinteresser ja, men det er jo et vidt begreb.

Socialdemokraterne har jo længe varetaget lønmodtagernes interesser. Så det ville der ikke være noget bemærkelsesværdigt i, hvis de fortsatte den linje. Problemet er bare, at "lønmodtagere" i denne forbindelse er lig med "lønmodtagere, der befinder sig i den bedre halvdel af middelklassen og op". Den måde man har varetaget "lønmodtagernes" interesser har jo primært bestået i skattelettelser og velfærdsforbedringer, der har været målrettet middelklassen.

Den galej er de fleste partier, Enhedslisten inklusive, jo også med på. På hver deres måde, om ikke andet. Så det ser jeg ikke nogen grund til at forvente vil ændre sig. Der er ganske enkelt for meget politisk kapital i at fedte for middelklassen og øvrige ressourcestærke borgere.

Derfor mener jeg det er meningsløst og undergravende, at man arbejder ud fra en selvforståelse, hvor alle "lønmodtagere" er en homogen masse, med samme problemer og interesser. Man må erkende, at folkeskolelæreren og rengøringsassistenten altså ikke er i samme båd. 

Og det handler om, at jeg synes Enhedslisten som parti skal træde ind på sin natuelige plads ved siden af vores kammerater fra PODEMOS og resten af den europæiske vrnstrefløj

Men hvorfor?

Ryanair grinte af jer hele vejen hjem fra Arbejdsretten og gned sig i hænderne over alt den gratis reklame. Der blev ikke skrevet under på så meget som en eneste overenskomst eller flyttet et eneste job over til en overenskomstdækket virksomhed.

Det samme kan siges om Vejlegården, hvor I heller ikke rykkede noget som helst. Overenskomstsdækningen i branchen ligger fuldstændigt samme sted, som før konflikten. Nede omkring horrible 20-25%.

Og sådan kan man forstætte. Der er blevet nedlagt tusindevis af fuldtidsstillinger i detailhandlen, landets rengøringspersonale er snart udskiftet helt med østeuropæere der knokler sig selv halvt og helt ihjel, landbruget bliver båret på skuldrene af samme underbetalte og overarbejdede østeuropæere, der er skåret massivt i de sociale ydelser ("moderne" kontanthjælpsloft og alt det der), der lukkes sygehuse på stribe, der er vedtaget brugerbetaling på kandidatuddannelserne for fagbachelorer, de lavest lønnede i Industrien og LO har måttet æde reallønsnedgang ved de sidste 3 OK-forhandlinger og så videre og så videre..... og du mener det næste logiske skridt for Enhedslisten er at bide over endnu større udfordringer og "indtage" sin plads på den europæiske scene? Seriøst? Hvis I ikke engang kan bide skeer med jeres kollegaer på Christiansborg og levere bare en enkelt forbedring for Danmarks lavest lønnede og svageste borgere. Hvad er det så, der får dig til at tro, Enhedslisten kan træde ind på den internationale scene og gøre noget, der bare minder om en forskel?

Og jeg spørger igen:

Hvis Enhedslisten rent faktisk mener det, når de siger de vil bekæmpe social dumping, hvorfor nægter man så at tale om ulovliggørelse af social dumping?

Kan du komme med bare en eneste seriøs grund til, at universelle rettigheder til arbejderne er mod Enhedslistens øvrige politik?

"Reformer jer eller dø" - bør være budskabet - både til EU og dets danske håndlangere.

Kun et fuldstændigt opgør kan standse EUs kurs mod katastrofen.

 

1. Nyliberalister, medicinalindustri, kemisk industri m.m. søger at opbygge en position, der står over loven - som "EU-koncerner".


Gennem Codex Alimentarius, regler for frøhandel og nu TTIP-forhandlingerne forsøger man at lovfæste monopolernes stilling.

Dermed vil man skabe lovmæssige barrierer - der hindrer små virksomheder i at vokse og true monopolerne.


Men alt dette vil føre til massearbejdsløshed i Danmark.

 

Storkoncernpolitiken er ubrugelig, fordi den fratager befolkningerne muligheden for at drive erhverv.


Hele arbejdsmarkedspolitiken under Løkke og HTS er designet efter nyliberale EU-regler.

Ødelæggelsen af uddannelsessystemet er baseret på Bologna-aftalerne.

 


2. Kolonialismen søges genetableret med andre midler.

Afrikanske lande underkastes diskriminerende handelsregler, der lægger profitten i Europa.

 


3. Militær agression.


Lissabon-traktatens paragraffer om "fælles sikkerheds- og forsvarspolitik" indeholder - skrevet på Orwellsk nysprog - en gentagelse af de fejltagelser,der førte til Romerrigets og Byzantinerrigets fald.

 

Den muslimske verden er flere gange større end den europæiske i befolkningstal, og rækker fra Marokko til Filippinerne.

 

Eksempel fra afsnit 24:


http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=uriserv:OJ.C_.2007.30...

»1. Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik udgør en integrerende del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den sikrer Unionen en operationel kapacitet, der gør brug af civile og militære midler. Unionen kan anvende disse i forbindelse med opgaver uden for Unionens område med henblik på fredsbevarelse,

»3. Medlemsstaterne stiller civil og militær kapacitet til rådighed for Unionen til gennemførelse af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik med henblik på at bidrage til opfyldelsen af de mål, Rådet har opstillet. De medlemsstater, der opretter multinationale styrker i fællesskab, kan ligeledes stille disse styrker til rådighed for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.
Medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet. Agenturet for Udvikling af Forsvarskapaciteter, Forskning, Anskaffelse og Forsvarsmateriel (i det følgende benævnt »Det Europæiske Forsvarsagentur«) klarlægger de operationelle behov, fremmer foranstaltninger til opfyldelse heraf, bidrager til at påpege og eventuelt iværksætte alle hensigtsmæssige foranstaltninger til styrkelse af forsvarssektorens industrielle og teknologiske basis, deltager i udformningen af en europæisk kapacitets- og forsvarsmaterielpolitik og bistår Rådet med at evaluere forbedringen af den militære kapacitet.


4. Afgørelser om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, herunder afgørelser om iværksættelse af en opgave som omhandlet i denne artikel, vedtages af Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed på forslag af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik eller på initiativ af en medlemsstat. Den højtstående repræsentant kan, eventuelt sammen med Kommissionen, stille forslag om anvendelse af både nationale midler og EU-instrumenter.
5. Rådet

1. Rådet kan i medfør af de afgørelser, det vedtager i henhold til artikel 28 B, overdrage gennemførelsen af en opgave til en gruppe af medlemsstater, der ønsker det og råder over den fornødne kapacitet til at udføre en sådan opgave. Disse medlemsstater aftaler indbyrdes sammen med Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, hvorledes opgaven skal forvaltes.

 

at foreslå multilaterale projekter med henblik på at opfylde målene for militær kapacitet og sikre koordineringen af de programmer, der gennemføres af medlemsstaterne, og forvaltningen af specifikke samarbejdsprogrammer...

 

EU er  grundlæggende udemokratisk. Trods det at EU parlamentet stemte for forbud mod skifergas så arbejder Kommisionen stadig med at gøre skifergas til en del af energipolitikken. Trods millioner af underskrifter mod TTIP fortsætter forhandlingerne bag lukkede døre. Selv journalisterne på New York Times tager sig til hovedet over det slaraffenland EU er for amerikanske firmaers lobbyister.

http://www.nytimes.com/2013/10/19/world/europe/lobbying-bonanza-as-firms...

Kære Pelle

Vores analyser forrige år viste ikke, at vi ville have fået et mandat til N og et mandat til Ø. *)

Du skriver: "Folkebevægelsen er som jeg ser det ikke det vi normalt forbinder med en social udenomparlamentarisk bevægelse" 

Det forstår jeg ikke. Vil du kalde Folkebevægelsen for et parti ? Nej vel ? Det er en bevægelse, der på et bredere grundlag end Enhedslisten arbejder for at få Danmark udmeldt af EU og undervejs yde optimal modstand til EUs overstatslige projekt, der fjerner sig mere og mere muligheden for en socialistisk genopretning.

Du skriver, at vi svigter tusinsvis af vores vælgere og sympatisørter ved ikke at stille op og nævner at hver fjerde Enhedslistevælger satte sit kryds et andet sted end ved Folkebevægelsen. Det sidste har du ret i - men det vil de også gøre, hvis vi opstiller og hvios vi fastholder vore nuværende synspunkter om EU. En del af Enhedslistens vælgere har altid været uenige med os om EU-spørgsmålene. Derfor var partiet delt, da både Junibevægelsen og Foilkebevægelsen var en mulighed - og vi valgte at stille op for begge bevægelser.

Vi svigter ikke unions-modstanden ved at undlade at stille op. Sporene fra den helt parallele debat, da SF for nogle år siden bevægede sig over på den EU-reformistiske linie står alt for klar i min erindring. Vi vil ende samme sted, hvis vi tror, at EU kan gøres rødt, ved at vi vil lave politik i EU-parlamentet. 

Desværre (hvad angår min alder) husker jeg også Socialdemokraternes debat samme vej, da det efter at have tabt afstemningen om det indre markede tilbage i 80erne.

Sporene fra vore røde venner i European Left viser det samme, især hvis du tager vore sydeuropæiske kammeraters holdning til EU. Værst er det gået for kammeraterne i Grækenland.

Mulighederne for at føre rød politik i EU-parlamentet vil først være til stede den dag EU bryder sammen og laver om på grundlaget, traktaten. Så længe de 4 markedsrettigheder (arbejdskraftens, varernes, tjenesteydelsernes og kapitalens frie bevægelighed) har absolut forrang i traktaten, vil der ikke være mange visionære muligheder i det foretagende. Tænk hvis det samme stod i den danske grundlov.

Tag debatten om social dumpning. Her har Euro-LO  indset, at det er nødvendigt at krævce en social protokol, hvor arbejderrettigheder / sociale rettigheder har forrang for markedsrettighederne, før vi kan gøre op med social dumpning. Det betyder i praksis et grundlæggende opgøre med EU, som det fungerer i dag.

Det krav er ikke vokset ud af de røde partiers arbejde i EU-parlamentet, men ud af de daglige kampe, som hundreder af fagforeninger fører hver dag, mod EUs social-dumping-skabende indre marked.

Det er vigtigt, at vi som socialister aldrig skaber illusioner. 

Heller ikke i EU-debatten.


*) jeg går ud fra at du mener den "evaluering" som en intern Ø-gruppe lavede efter valget.

Det rent taktiske argument i forhold til hvem der kan tiltrække Socialdemokratiske vælgere, kan du måske nok ha' ret i. Lige nu ser det ud til at S er på vej ud i en intern diskussion, som måske bevæger partiet lidt væk fra den tidligere linje, hvor man på visse punkter jo lå til højre for selv Merkel (f.eks. finansskat) og over på en position, hvor man begynder i højere grad at håndhæve lønmodtagerinteresser, f.eks. i forhold til social dumpning. Men lad os nu se.... Read more

This is what I came for. Tons of great info here. I thank you for giving your opinion on this topic. Allow me to share something that deeply affects me Crazy Bulk . Ever since I found out about them my life has changed, and that is why I ask you to come and see what they have to offer.

There are numerous reasons for the Msvcr100.dll issue and here is tips on how to resolve it.