Et nej, der forpligter

Når vi siger, at vores nej den 3. december var et internationalistisk og venstreorienteret nej, så er det noget der forpligter.

For Enhedslisten har det været afgørende op til afstemningen den 3. december, at stå for et venstreorienteret nej, der byggede på en vision om et stærkt internationalt, men demokratisk forankret samarbejde

Vores insisteren på dette, betyder at vi fra forskellig side er blevet udfordret med en række spørgsmål. Hvad er det egentlig vi mener, når vi taler om et internationalistisk nej. Hvad er vores visioner for Europa? Hvad et det for et internationalt og europæisk samarbejde vi forestiller os, og hvordan vil vi bidrage til at gøre det muligt?

Jeg synes det er relevante spørgsmål, og jeg mener grundlæggende at Nej´et den 3. december forpligter os til at blive mere tydelige på, hvad vores mål og strategi er for Europa. Og forpligter os til at "steppe up" ifht. at spille en aktiv rolle på den europæiske politiske kampplads.

Europa er en kamplads
For én ting er sikkert. Europa er en kampplads som man som venstrefløj må og skal forholde sig til. Ikke kun fordi vi er medlemmer af EU og derfor selvfølgelig skal kæmpe om, med og i denne magtfulde institution. Men også fordi, at Europa er et fællesskab på grund af vores fælles historie, geografiske nærhed og menneskelige, kulturelle og handelsmæssige samkvem.

Og der er efter min mening behov for at vi i Enhedslisten i endnu højere grad end hidtil kaster os ind på den europæiske kampplads. Vores forbehold kan give os noget nyttig handlefrihed og det er godt. Men det er jo lige så klart, at de ikke kan løse de store problemer som vi står overfor som venstrefløj i Europa.

Jeg vil starte med at slå fast, at i modsætning til hvad man kunne tro, når man hører Ja-partier og eksperter, så er Enhedslisten allerede aktive på den europæiske kampplads. Vi deltager i det vigtigste tværeuropæiske venstrefløjsparti European Left, samt en række andre europæiske venstrefløjssamarbejder som fx det nye vigtige tværeuropæiske samarbejde Plan B – startet på initiativ af Yanis Varoufakis, Jean-Luc Melenchón og Oscar LaFontaine.

Vi har historisk deltaget i og faktisk også spillet en ledende rolle en række tværeuropæiske bevægelser som fx bevægelsen mod investeringsaftalen MAI og Attac-bevægelsen. Og vi stod skulder ved skulder med vores græske kammerater, i deres konfrontation med EUs trojka i sommers.
Også på det institutionelle plan tager vi kampen om Europa og EU særdeles alvorligt. Vi deltager aktivt i folketingets Europaudvalg, når regeringen skal udstyres med mandater til forhandlinger i EU, hvor vi forsøger, at trække EU i en mere demokratisk, social og grøn retning. Og vi har et nært samarbejde med folkebevægelsens medlem af europaparlamentet.

Vi skal steppe up
Men alene det faktum, at der er så stort et ukendskab til dette arbejde taler for, at vi skal steppe up. Og det faktum, at Enhedslisten pt er ét af de stærkeste antikapitalistiske partier i Europa, bør også forpligte os til en endnu mere aktiv deltagelse på den europæiske kampplads.

Jeg er sikker på, at andre med endnu større viden om de politiske kampe i Europa kan bidrage bedre end jeg, men her er nogle bud fra mig på hvor vi kunne øge indsatsen:

Stærkere deltagelse i de tværeuropæiske parti-samarbejder og bevægelser
Enhedslisten har i mange år deltaget i forskellige europæiske venstrefløjssamarbejder. Men vi har ikke sørget for at få dette arbejde ordentligt forankret i Enhedslistens organisation og daglige parlamentariske arbejde. For det andet så har partisamarbejderne desværre ofte mere ceremoniel end praktisk funktion. Der bliver vedtaget flere erklæringer, end der faciliteres egentligt praktisk og politisk samarbejde. Enhedslisten bør bidrage aktivt til at udvikle de tværeuropæiske parti-samarbejder til aktive og praktiske fællesskaber, der koordinerer politisk arbejde og kampagner.

Opstilling til Europa-parlamentet
Vi kommer heller ikke uden om spørgsmålet om opstilling til Europaparlamentet. Jeg mente, som bekendt, at det var en stor fejl, at Enhedslisten ikke stillede op til det seneste EP-Valg. Og når partiet frem mod næste EP-valg igen skal tage stilling vil jeg arbejde for at Enhedslisten stiller op – gerne i valgsamarbejde med folkebevægelsen. Det vil betyde at vi i endnu højere grad end i dag har fingeren på pulsen ifht. den politiske proces i EU, og vil være en platform for at komme ud med vores venstreorienterede visioner for Europa. Men – og det er måske endnu vigtigere - med en eller flere EU-parlamentarikere og de medarbejdere som følger med vil Enhedslisten være langt bedre rustet til at deltage praktisk venstrefløjskoordination på tværs af Europa, og til at deltage i debatterne om strategi og mål.

Bidrage mere aktivt til debatten i Europa, og om Europa
Vi bør også som parti bidrage mere aktivt til de politiske debatter som sker på tværs af Europa. Og i den danske debat om Europapolitikken med vores visioner, ønsker og kritik.

Hvad kæmper vi så for i Europa?
I modsætning til hvad kritikere har hævdet har Enhedslisten faktisk klare holdninger til europæisk politik.

• Den vigtigste kamp i Europa lige nu, er kampen om et opgør med den nyliberalistiske nedskæringspolitik, som i den grad har martet de europæiske befolkninger, og som truer med helt at fjerne den kontinental-europæiske socialstat. Vi har jo – ikke mindst med den ødelæggende ydmygelse af Grækenland, set hvor sårbare vi er, hvis vi står alene i opgøret med EUs nedskæringspolitik. I Danmark handler det også om en lokal kamp for at rive os løs af finanspagtens og europolitikkens krav og rammer, på samme måde som andre europæiske befolkninger kræver. Det er afgørende at venstrefløjen, fagbevægelsen og andre folkelige bevægelser får opbygget en modstand, der presser såvel de lokale regeringen som EU.
• En anden vigtig kamp er kampen for den såkaldte sociale protokol, som skal sikre, at EUs krav om fri bevægelighed og konkurrence aldrig kan overordnes faglige og sociale rettigheder. Det er afgørende for at forhindre social dumping og for at sikre, at den økonomiske elite ikke kan spille europæiske lønmodtagere ud mod hinanden i et evigt ræs mod bunden.
• Retten til at gå foran når det gælder beskyttelse af miljø og sundhed er et andet hovedspørgsmål. Der går ikke en måned uden at vi i folketinget oplever hvordan EUs konkurrence-regler gør det umuligt fx at forbyde hormonforstyrrende stoffer i vores omgivelser. I det hele taget er der brug for en decentralisering, der sikrer, at de enkelte lande kan gå foran, når det gælder beskyttelse af borgerne og vores rettigheder.
• Endelig er det lige nu helt afgørende, at venstrefløjen på tværs af Europa sammen kæmper for en retfærdig og holdbar løsning på flygtningekatastrofen. Den skal omfatte en permanent fordelingsnøgle og et opgør med den uretfærdige Dublin-forordning.

Det er blot et par eksempler på vigtige fælles europæiske kampe, som Enhedslisten er og skal være en del af.

Hvad med EU?
Men hvordan hænger alt det her så sammen med Enhedslistens EU-modstand og ønsket om at bevare de danske forbehold?
Min grundlæggende kritik af de venstreorienterede ja-sigere, er, at de forholder sig til EU som idé og symbol – og ikke som realitet, når de ser en øget EU-integration som løsningen på de globale udfordringer.

For virkeligheden er jo, at EU på mange planer er en del af problemet, nærmere end løsningen. EU's benhårde nedskæringspolitik har forarmet millioner af europæere. EU's handelspolitik overfor u-landene bærer et tungt medansvar for den voksende migrantstrøm. EUs benhårde asylpolitik, har betydet at tusinder er druknet i forsøget på at nå Europas kyster. EUs regler står igen og igen i vejen for at fremme en grøn omstilling af samfundet. EU et ekstremt centralistisk og byrokratisk misk-mask, hvor lobbyister øver enorm indflydelse, mens almindelige borgere er stort set afskårede fra, at gøre sig gældende.

Det er det virkelige EU. Og det nytter ikke noget, at vi ikke forholder os til det faktum. Det er jo dette faktum, og ikke en modstand mod stærkt europæisk samarbejde, som er årsagen til Enhedslistens EU-modstand.

Men er det så ikke bare et spørgsmål, om at forandre EU til noget bedre, spørges der så ofte. Og netop diskussionen om mulighederne for at forandre EU har i mange år delt vandene på den europæiske venstrefløj. Kan EU forandres eller må et nyt samarbejde opstå efter eller ved siden af?

Jeg synes det med at forandre EU ser ualmindeligt svært ud. For EU er ikke en neutral kampplads. EU er i sin kerne et liberalistisk projekt. Det er grundloven dvs traktaterne den er gal med – ikke bare den aktuelle politik. Og for at ændre traktaterne skal der være enstemmighed blandt alle medlemsstater. Og hvornår vil den mulighed være tilstede?

Jeg tror personligt, at en mere realistisk udvikling vil være at den voksende modstand mod centraliseringen og nedskæringspolitikken medfører en desintegration af EU, som et overstatsligt projekt. Og at et nyt mellemstatstligt forpligtende samarbejde, med mindre centralistisk styring vokser frem.

Forskelige vurderingerne af dette behøver dog ikke at splitte os ad. For EU er en realitet, og så længe det er tilfældet så skal vi selvfølgelig kæmpe på den arena, og forsøge at "gøre EU bedre".

Så længe EU er som i dag kan jeg bare ikke se fornuften i at afskaffe de danske forbehold og overflytte mere magt fra folketinget til Bruxelles. Jeg vil se den progressive udvikling først – hvis den overhovedet er mulig. Det må være den rigtige rækkefælge.

Og med den udvikling EU har haft mod stadig mere udemokratisk elite-styre og nyliberalistisk kommando-økonomi, mener jeg faktisk, at det er klogt at holde døren åben for en mulig dansk udmeldelse af EU, efterfulgt af en tilknytningsaftale a´la den norske. Ikke fordi det vil løse alle problemer, men fordi det vil give bedre muligheder for at sikre en solidarisk og grøn udvikling i Danmark. Og dermed mulighed for at være et udstillingsvindue for andre måder at gøre tingene på.

Vi kan ikke vinde alene 
Men alt det ændrer bare intet ved det centrale budskab i denne artikel: Behovet for en stærk dansk deltagelse på den europæiske kampplads.
For uanset om Danmark er fuldt eller delvist medlem af EU, eller om vi er meldt ud og har en tilknytning a´la den norske, så vil den danske venstrefløj stadig skulle være aktive på den europæiske kampplads. I en globaliseret kapitalisme, kan vi ikke vinde alene. Kun ved at stå sammen med almindelige mennesker på tværs af grænser har vi en chance for at udvikle solidariske og demokratiske samfund.