Det var rigtigt at stemme ja til finansloven

At sige nej til finansloven med de resultater, som var opnået i forhandlingerne havde været et svigt af de interesser som Enhedslisten er sat i verden for at forsvare. Men finanslovsaftalen er ikke en forbrødring med den nyliberalistiske regering og Enhedslisten skal fortsætte med at udgøre en klar venstreopposition.

Der har her på Modkraft været en række indlæg om finansloven, Enhedslisten og den politiske situation, som fortjener nogle kommentarer og modsvar.  

To grupper af hovedbestyrelsesmedlemmer har forklaret hvorfor de stemte nej til det afgørende mandat i hovedbestyrelsen. Forsvaret for deres nej bygger efter min mening på en række fejlantagelser.

Årsmødebeslutningen er respekteret

Begge grupper HB-medlemmer har historisk lagt stor vægt på Enhedslistens årsmødebeslutninger om finansloven. Men denne gang mener jeg faktisk, at de selv bevæger sig på kanten af det mandat vi som medlemmer har givet dem som ledelse på årsmødet. 

Her siger vi klart, at EL skal stemme for en finanslov, som ikke indeholder forringelser, som indeholder markante forbedringer og som udgør et brud med regeringens nedskæringspolitik. 
At der er tale om markante forbedringer mener jeg er indiskutabelt. Hvis man er i tvivl, synes jeg man skal gå ind på en af de mange facebook-sider for ofre for den gensidige forsørgerpligt og se hvordan de oplever aftalen. 

At der er tale om et klart brud med regeringens politik er lige så åbenlyst. Alene det faktum, at vi får gjort op med en reform som SAMTLIGE partier undtagen Enhedslisten vedtog for halvandet år siden er bevis på dette. Det er et brud fordi det viser, at de asociale reformer som denne og den forrige regering har gennemført ikke er mejslet i granit, men faktisk kan rulles tilbage.

Michael Voss har så i et uddybende indlæg forklaret, at han ikke mener at det er nok med ét brud med regeringens politik (altså med apostrof over e´et). Han mener, der skal være tale om et brud med hele regeringens politiske og økonomiske politik.

Hvis det er det Michael forstår ved et brud, så vil Enhedslisten aldrig kunne indgå i en finanslov før vi har omkring 50 procent af mandaterne.  Selvfølgelig kan et parti med 6 procent af stemmerne ikke ved en finanslov gennemtvinge et fuldstændigt og altomfattende brud med en politik som et stort flertal i folketinget står bag. Det ville ingen regering tillade.  Og jeg er ganske sikker på, at denne forståelse heller ikke deles af det flertal af medlemmer der stemte for finanslovsvedtagelsen i 2010.  Noget som jeg håber, at et kommende årsmøde vil slå fast.

Jonathan Simmel har helt korrekt i et indlæg påpeget, at jeg selv var forslagsstiller bag en tilføjelse til årsmødevedtagelsen som slog fast, at der udover de ovennævnte krav, også skulle foretages en politisk, strategisk vurdering. Og at HB-nejsigerne derfor ikke har brudt med årsmødebeslutningen. Det er jeg sådan set enig i – og jeg vil ønske at der i årene fremover, vil blive lagt større vægt på netop denne politiske vurdering og mindre på årsmødevedtagelses-matematik.

Nej ville have været et svigt

Men at vurdere nej´et politisk gør som jeg ser det ikke tingene bedre. Tvært imod. Hvis afviserne havde haft flertal i HB, så havde konsekvensen været, at vi skullet sige nej til et markant løft af økonomien for omkring 20.000 af de mennesker, der har mindst i Danmark. Sige nej til et øget fradrag for faglige kontingenter. Sige nej til nye indgreb mod Social dumping. Sige nej til fuld folkepension til flygtninge. Sige nej til afskaffelsen af den gensidige forsørgelse for samlevende, sige nej til nye regler der kan skabe flere billige boliger. osv. osv. 

Det havde været et voldsomt svigt overfor de klasseinteresser, som vi er sat i verden for at forsvare og kæmpe for. Og det var vi med rette blevet straffet for af den voksende gruppe mennesker, der i disse år viser os deres tillid.

Ét af argumenterne fra den ene grupper er, at de ikke mener, at finansloven skaber håb. Det tror jeg faktisk ikke er rigtigt. Jeg tror den skaber håb. Ikke mindst blandt de mennesker – arbejdsløse og syge, som har været hårdest ramt af reformerne. Det at opleve at nogen kæmper deres sag. Det at opleve at tingene ikke kun kan gå den forkerte vej. Det skaber håb.

 Og én ting er helt sikkert. Det havde intet håb skabt at stemme nej til finansloven og lade Løkke valse ind og blive betalt med skatterabatter og velfærdsnedskæringer. Det havde skabt desillussion. Det havde skabt opgivelse.

Er det den finanslov vi har brug for?

Begge Nej-siger-grupper begrunder deres afvisning med, at finansloven ikke var god nok. At det ikke var en finanslov Danmark havde brug for. At vi ”solgte os for billigt”. Det er svært at være uenig i, at finansloven kunne have været bedre, og at det havde været skønt hvis dagpengereformen fx var annulleret. 

Men det var ikke muligt. At holde fast i fx et opgør med dagpengereformen som et ultimativt krav havde betydet en finanslov med Lars Løkke. Om det hersker der overhovedet ingen tvivl.  Til gengæld øjnede vores forhandlere en mulighed for at få ændret i kontanthjælspreformen, hvor regeringen ikke var lige så ultimative. Og slog til.

Valget stod ikke mellem denne finanslov eller en bedre finanslov. Valget stod mellem denne finanslov og en finanslov med Lars Løkke. 

En finanslov er ikke et tag-selv-bord. Det er en benhård kamp overfor en nyliberalistisk regering – og resultatet vil derfor aldrig være tilfredsstillende. Spørgsmålet er om alternativet – et Nej - havde været bedre. Det mener jeg under ingen omstændigheder. Hverken ud fra en politisk eller strategisk vurdering.

Vi tager ikke ansvar

Særligt i det ene indlæg gentages den gamle sang om, at Enhedslisten ved at stemme for finansloven blåstempler regeringens nedskæringspolitik, eller ligefrem har ansvaret for at der ikke kom en løsning på dagpengeproblemet.

Jeg kan slet ikke forstå denne trang til at påtage sig ansvaret for andres elendigheder. Som årsmødevedtagelsen også klart slår fast, så betyder et ja til finansloven IKKE, at Enhedslisten støtter eller tager ansvar for de lorteaftaler som regeringen har lavet med højrefløjen, eller for deres generelle politiske linje.

Få i Danmark (bortset fra nogle få flagellanter i EL) har da den opfattelse, at det er Enhedslisten, der er skyld i, at Dagpengeproblemet ikke er løst. Alle ved at vi er det parti, som har kæmpet fra dag ét mod reformen, og at vi også i disse forhandlinger har kæmpet med alt hvad vi kunne. 

Ansvaret for den nyliberalistiske politik, og for det uløste dagpenge-problem ligger ét sted. Og det er hos regeringstoppen.

Centrum-Venstre er død  

Og det bringer mig videre til et par kommentarer til Daniel Ankerloos indlæg om Centrum-venstres død.

Jeg er faktisk meget enig med Daniels analyse og konklusion om at, der pt ikke findes et Centrum-venstre, som vi kan bygge vores strategi på – og at det derfor handler om, at gå i offensiv mod nyliberalismen og forsøge at skabe et reelt venstre-flertal. 

Jeg kom med en lignende konklusion her på bloggen allerede efter første regeringsår: 

”Som jeg ser det er der tale om en markant og historisk ommøblering af det politiske landskab. Og en udvikling, der stiller Enhedslisten i en markant anderledes situation end tidligere. Enhedslisten er pt. det eneste politiske parti, der modsætter sig nyliberalistisk politik og vil forsvare den nordiske velfærdsmodel, og de rettigheder og vilkår som arbejderklassen/befolkningen har tilkæmpet sig op gennem det sidste århundrede.”

Og efter FL12 fortsatte jeg i en anden blog: 

 ”Det første regeringsår og ikke mindst forhandlinger om finansloven har vist, hvor dogmatisk nyliberal regeringens økonomiske politik egentlig er.(…) Vi står kort sagt med en regering, som står i et dybt ideologisk modsætningforhold til Enhedslisten og andre progressive kræfter på hele den økonomiske politik."

Lignende analyser har været indeholdt i beretninger og vedtagelser fra de seneste års årsmøder.  

Derfor mener jeg faktisk også at Daniel sparker åbne døre ind, når han opfordrer Enhedslisten til, at opgive at tro på Centrum-venstre og på at trække regeringen til venstre, og i stedet skal bekæmpe nyliberalismen. For det er efter min mening netop den strategi som Enhedslisten har fulgt i lang tid.

I den føromtalte blog skrev jeg, at det med den nuværende parlamentariske situation vil være ualmindeligt svært at aftvinge regeringen afgørende indrømmelser parlamentarisk. Og jeg foreslog, at Enhedslisten først og fremmest skal bruge sine kræfter på tre ting:

1) At arbejde på at styrke bevægelserne udenfor Christiansborg – og i særlig grad Fagbevægelsen.
2) At konsolidere og styrke vores parti gennem uddannelse af medlemmerne, og gennem at samle de utilfredse vælgere og medlemmer op, som deler vores kritik af nyliberalismen. 
3) At deltage i den ideologiske klassekamp i offentligheden mod de nyliberalistiske myter som dominerer samfundsdebatten.

Enhedslistens hovedbestyrelse har da også for lang tid siden vedtaget en valgkampsstrategi for det kommende valg, hvor fortællingen om at trække regeringen til venstre ikke er den centrale, som ved sidste valgkamp. Men hvor Enhedslisten i stedet i højere grad går til valg på vores egen politik, værdier og visioner for samfundet.  Fællesskab Fungerer kampagnen er en af delene i denne strategi.

Jeg tror faktisk også at meget få opfatter Enhedslisten som en del af en samlet ”rød blok” eller Centrum-venstre. Tvært i mod har regeringsperioden været præget af det ene politiske sammenstød efter det andet mellem Enhedslisten og regeringen.

Det parlamentariske arbejde

Men hvad betyder den konklusion som både Daniel og jeg er kommet frem til for den parlamentariske strategi. Det forsøgte jeg faktisk også dengang at give et bud på, da jeg skrev:  

”På den ene side er det vigtigt, at Enhedslisten ikke opfattes, som et halehæng til en upopulær og højredrejet regering.  Det kan tale for en relativ hård linje i forhandlingerne (…) På den anden side er det afgørende, at det vedbliver med at være tydeligt for befolkningen, at regeringen fortager et politisk valg, når den indgår forlig med højrefløjen.  Det forudsætter imidlertid, at det står klart for enhver at Enhedslisten står til rådighed for både forhandlinger og kompromisser. Samtidig vil det også være udtryk for en kynisk tilgang til politik, hvis Enhedslisten ikke tager de forbedringer hjem, der kan tages hjem.  (…) Tilgangen til det parlamentariske arbejde må altså navigere mellem disse forskellige hensyn.”

Og det mener jeg sådan set er netop den strategi som Enhedslisten har fulgt i årene siden, og som den seneste aftale også er udtryk for.

Enhedslisten vokser

Og så bare lige til sidst: Det er ikke helt korrekt, når Daniel siger, at Enhedslisten og SF bare bytter stemmer og ikke trækker stemmer til venstre. Analyser af vælgervandringer viser klart, at Enhedslisten har taget omtrent lige så mange stemmer fra socialdemokraterne, som fra SF siden valget. I øvrigt mener jeg ikke, at det er uden betydning når vælgere flytter fra et parti som SF til et parti med en samfundsoverskridende vision som Enhedslisten.

I forhold til for få år siden, hvor Enhedslisten på mange måder var et marginaliseret parti, har de seneste års fremgang bragt os tættere på, at kunne spille den rolle, som et egentligt venstrealternativ til de Forenede Nyliberalistiske Partier, som Daniel efterlyser.

Ingen har sagt, at klassekamp er nemt, og det bliver ikke over en nat, at der skabes en ny stærk venstrefløj efter socialdemokraternes deroute, men Enhedslisten står ikke desto mindre stærkere end nogensinde før ifht. at forsøge at løse denne opgave.  

(Undskyld bloggens længde, men der var meget at svare på)