Annonce

23. januar 2014 - 17:06

Debatten om reform vs. revolution er en blindgyde

 Debatten om reform vs. revolution er en blindgyde
- Et indspark til diskussionen af Enhedslistens nye principprogram

Diskussionerne om en socialistisk samfundsforandring har ofte været kendetegnet af en bipolær opfattelse, hvor man blev tvunget til at vælge mellem at være socialdemokratisk reformist eller leninistisk revolutionær. Det gælder også i nogle af de aktuelle diskussioner om Enhedslistens nye principprogram Men samfundsforandring er en divers og kontekst-afhængig proces, som kan tage mange forskellige former, og ikke kan sættes på to enkle formler.  

Over de seneste år har jeg flere gange oplevet at blive skudt i skoene at jeg var reformist og socialdemokrat.  Det har ofte været foranlediget af mine indlæg i aviser og blogs, hvor jeg har slået til lyd for at en socialistisk samfundsudvikling mest sandsynligt og mest ønskeligt vil ske gennem en gradvis og demokratisk proces.

Læs: Jo, jeg tror på en verden uden kapitalisme
Læs: Vi står på samme side
Læs: Sådan bekæmper vi markedskræfternes magt  

Brugen af ord som ”proces”, ”udvikling” og ”gradvis”, og min opfattelse af den offentlige (og potentielt demokratiske) sektor, som et muligt kim til en socialistisk samfundsudvikling, har fået nogle kritikere blandt mine partikammerater til at konstatere, at jeg må være reformist og at mit projekt handler om at føre Danmark tilbage til den socialdemokratiske velfærdsstat og nix weiter.  Herefter har de tilføjet, at det er et håbløst projekt, fordi at de aktuelle styrkeforhold umuliggør det.

Det sidste er jeg helt enig i. Men det bare har heller aldrig været min opfattelse eller position, at det var målet. Mit mål er et socialistisk Danmark.


Kun to veje?

Når kritikerne kan komme frem til en konklusion, om at jeg bare ønsker en tilbagevenden til den socialdemokratiske velfærdsstat, er det fordi de opererer med den misopfattelse, at der grundlæggende kun er to veje til samfundsforandring. Den revolutionære/leninistiske og den reformistisk/socialdemokratiske.

Enten tror man på det store pludselige revolutionære brud, stormen på vinterpaladset og den efterfølgende opbygning af det nye socialistiske samfund fra scratch. Ellers tror man på gradvise og nytteløse reformer baseret på klassesamarbejde.

På trods af at denne grundantagelse i mange år har præget venstrefløjens debatter er det efter min mening absurd at tro, at man kan opdele noget så diverst og komplekst som en samfundsforandring i to skarpt adskilte kategorier.

Tag f.eks. et kig på de processer som vi i de seneste år har været vidne til i nogle af de Latinamerikanske lande. Er det reform eller revolution? Ja, Venezuelanerne mener i hvert fald selv at de er i gang med en revolution. Men det har været i form af en langstrakt reformproces, hvor først den ene og så den anden sektor er blevet overtaget af samfundet eller af medarbejderne. Og hvor nye demokratiske strukturer er blevet bygget op.  Alt sammen i en proces med fremskridt og tilbageslag og med sammenstød med den tradititionelle politiske og økonomiske elite.  

Eksemplet illustrerer, at det er at gøre vold på virkeligheden når vi forsøger at presse komplekse processer hvor millioner af mennesker sættes i bevægelse under helt særlige nationale og historiske kontekster ind i to kasser – reform eller revolution.  Og derfor også lige så forkert, når vi deler venstrefløjen op i ”rigtig” eller ”forkert” efter samme fordelingsnøgle.

Når vi taler om socialistisk samfundsforandring vil det være langt mere i overensstemmelse med virkeligheden, at se det som et kontinuum af forskellige strategier. Der er ikke to veje – men myriader af veje til socialismen.  

 
Kapitalismen skal fortrænges

Jeg har allerede i en række artikler gjort nogenlunde rede for hvor på det kontinuum jeg placerer mig. Jeg mener, at en socialistisk samfundsudvikling i et højt udviklet land med en lang demokratisk tradition som Danmark mest sandsynligt og forhåbentligt vil foregå som en proces hvor vi vinder opbakning til  en socialistisk politik, hvor demokratiet skridt for skridt vinder frem på bekostning af markedskræfterne, hvor kapitalismens magt i vores samfund gradvist fortrænges, undermineres og eroderes, og hvor almindelige menneskers indflydelse erstatter den økonomiske elites magt og privilegier.

Men er det ikke bare klassisk socialdemokratisk reformisme? Nej. Den grundlæggende forskel er, at Socialdemokraterne både i teori og praksis baserer sig på idéen om klassesamarbejde. De samfundsforandringer partiet stod i spidsen for op gennem særligt 50´erne og 60´erne (og de må erkendes at være store), skete uden at for alvor antaste arbejdsgivernes (kapitalisternes) magt og privilegier.

I en periode med historisk høj økonomisk vækst – hvor det var muligt at skabe forbedringer af arbejderklassens vilkår, samtidig med at den økonomiske elite kunne øge sin indtjening og bevare sine privilegier.

Da denne særlige periode nåede sin slutning i 70´erne, brød denne form for klassesamarbejde sammen. Det var ikke længere muligt at forene fremskridt, demokrati og rettigheder for arbejderklassen med varetagelsen af elitens interesser. Der skulle vælges mellem enten at bøje sig og acceptere tilbageskridt for almindelige menneskers vilkår, og deregulering (afdemokratisetring) af økonomien. Eller indgriben i arbejdsgivernes magt.  Man valgte det første og det udløste den politiske krise som socialdemokraterne efter min mening siden har stået i.

Derfor er det også helt korrekt, at det er svært at forestille sig en tilbagevenden til den socialdemokratiske velfærdsstat og den reformistiske strategi som socialdemokraterne havde under de nuværende økonomiske og politiske forhold.

Men det betyder bare ikke, at man dermed også må forkaste idéen om en gradvis socialistisk samfundsforandring. For der er jo en anden mulighed: At man står fast den dag klassesamarbejdet har nået sin grænse. At man ikke viger tilbage den dag hvor yderligere forbedringer for almindelige mennesker, og yderligere demokratisering af samfundet kræver et opgør med den økonomiske elites magt og privilegier.

At man i stedet tager de næste nødvendige skridt, der kan sikre en fortsat udvidelse af almindelige mennesker rettigheder og indflydelse. Det kan f.eks. være kontrol med valutastrømme, nationalisering af finanssektoren eller andre tiltag, der kan forhindre arbejdsgivere og virksomheder i at sabotere de beslutninger som tages af flertallet.

For mig at se er det viljen til at tage disse skridt, der grundlæggende adskiller os fra socialdemokraterne. Ikke uenighed om hastigheden af forandringerne.

Samfund er hybrider

Min opfattelse af hvordan samfundsforandring vil ske baserer sig på den grundantagelse, at ingen samfundsformer nogensinde har været ”rene”. Og heller ikke er det i dag.  Samfundsformer er hybrider, hvor flere økonomiske og sociale relationer eksisterer og er i konflikt med hinanden. Og magtforholdet mellem de relationer kan rykkes frem og tilbage.  Når vi siger at vi lever i et kapitalistisk samfund burde vi i nærmere sige at vi lever i et samfund hvor kapitalismen er den dominerende relation.   

Når jeg f.eks. i Danmark tager på hospitalet, så skal jeg ikke betale for den ydelse, jeg modtager. Her har vi altså en del af samfundet, som ikke fungerer ud fra kapitalistiske markedsmekanismer og profithensyn. Jeg tror, det er vigtigt, vi anerkender dette; at kapitalismen ikke er total, men at samfundet i dag rummer fællesskaber og relationer, som ikke fungerer efter kapitalistisk logik.


Der foregår  indenfor det samfund, vi lever i, en konstant kamp om omfanget af kapitalkræfternes magt i samfundet. Da arbejderbevægelsen tilkæmpede sig et stærkt velfærdssystem og en stor offentlig sektor, betød det en svækkelse af kapitalkræfternes magt i samfundet. Omvendt har de seneste årtiers nyliberalistiske offensiv med privatiseringer og liberaliseringer øget den magt, som den økonomiske elite øver i samfundet på bekostning af befolkningens demokratiske indflydelse og arbejderklassens styrkeforhold.. 
Når vi som venstrefløj kæmper imod privatiseringer, så er det fordi vi instinktivt ved, at privatiseringer øger kapital-kræfternes magt i samfundet og gør samfundet mere kapitalistisk.

Min pointe er altså, at det er muligt indenfor det, vi kalder kapitalismen, at rulle kapitalkræfternes magt og dominans frem eller tilbage. Kapitalens magt i samfundet afspejler samfundets ideologiske og materielle styrkeforhold – og virker dialektisk med disse.

Dermed er det også muligt gradvist at styrke de socialistiske elementer i vores samfund. Det kan både ske oppefra gennem lovgivning og socialistiske reformer og nedefra gennem en styrkelse af arbejderklassens organisationer og f.eks. gennem etableringen af kooperativer, forbruger-ejede banker og andre økonomiske enheder, der ikke er underlagt kapitalistiske profithensyn.

Frem for at se økonomiske samfundsformationer som skarpt adskilte statiske kasser bør vi måske nærmere se dem som kontinuum, hvor kimen til det nye samfund vokser i det gamle samfunds skød?

Uden at skulle rode mig ud i en større Marx-analyse, mener jeg, at også vores gamle ven havde blik for dette, når han i ”Bidrag til kritikken af den politiske økonomi” skrev:

”En samfundsformation går aldrig til grunde, før alle de produktivkræfter er udviklet, som den er vid nok til at rumme, og nye højere produktionsforhold træder aldrig i stedet, før de materielle eksistensbetingelser for dem er fostret i det gamle samfunds skød. Derfor stiller menneskeheden sig altid kun opgaver, som den kan løse, thi når man ser nøjere til, vil man altid finde, at opgaven selv kun melder sig, hvor de materielle betingelser for dens løsning allerede er til stede eller i det mindste er i færd med at skabes”

Med denne tilgang fjernes også den falske modsætning eller adskillelse mellem det vi traditionelt kalder forsvarskampe og vores langsigtede kamp for en socialistisk samfundsforandring. Når vi slås for velfærden, så er det ikke bare et spørgsmål om at forbedre konkrete vilkår for nogle mennesker, men samtidig noget der bringer os tættere på vores langsigtede mål fordi det flytter styrkeforhold i samfundet. Og når vi slås mod nyliberalistiske angreb er det ikke blot en forsvarskamp, men også en kamp, der forsvare de dele af vores samfund, som ikke er fuldt underlagt kapitalismens herredømme.   

Når jeg forestiller mig en gradvis udvikling hvor vi skridt for skridt trænger kapitalismens magt tilbage, så betyder det ikke at jeg afviser at der vil komme konflikter og politiske sammenstød. Det vil der uden tvivl. Socialistisk orienterede reformer oppefra og opbygning af magt nedefra vil formentlig møde massiv modstand fra den kapitalistiske elite.  Derfor er det meget sandsynligt, at der i løbet af processen vil komme begivenheder som har karaktér af brud. Hvor der sker nogle større og mere pludselige spring i samfundsudviklingen.

Med andre ord vil en samfundsforandring formentlig både have elementer af gradvise reformer og brud af revolutionær karaktér.  Der er for mig at se ikke tale om modsætninger, men om elementer der i en konkret og historisk kontekst vil spille sammen. Og også dét taler imod den klassiske opfattelse af en modsætning mellem reform og revolution.


Principrogrammet har gode takter

Jeg håber, at jeg med det ovenstående har gjort min position klar. Og afgrænset den - både i forhold til en opfattelse af revolutionen som et pludseligt brud hvor et rent kapitalistisk samfund erstattes af et rent socialistisk ditto. Og fra socialdemokratismens klassesamarbejdende reformisme.

For mig handler kampen for en socialistisk samfund om skridt fra skridt at fratage den økonomiske elite den enorme udenom-parlamentariske magt den i dag besidder, og fortrænge kapitalismen som den dominerende produktionsrelation. Det skal ske både gennem organisering nedefra og lovgivning oppefra. Og det skal fortsætte – uanset trusler, pression og økonomisk sabotage fra de nuværende økonomiske magthavere.

Jeg havde gerne set denne tankegang endnu mere afspejlet i udkastet til Enhedslistens nye principprogram. Men jeg synes, at det er positivt, at det nye udkast (særligt hvis version B i afsnittet om det danske samfund vedtages) anerkender:

a) At velfærdssamfundet er noget, der er opstået gennem kamp og på trods af kapitalismen,

b) At vi lever i et samfund, som ikke er ”rent” kapitalistisk,

c) At kapitalens magt dermed er noget vi kan reducere – her og nu – og skridt for skridt komme nærmere et socialistisk samfund (samfund hvor socialismen er dominerende økonomisk relation).

Jeg kunne godt ønske endnu mere fokus på en strategi for hvordan vi konkret bidrager til at tage nye reelle skridt i retning af et mere socialistisk samfund. Hvordan vi på mange forskellige måder udfordrer kapitalismens magt i vores samfund.

Men jeg anerkender samtidig, at skrivegruppens diverse sammensætning må medføre kompromisser. Og jeg finder det egentlig også vigtigt, at det nye principprogram, levner plads til forskellige opfattelser af hvordan vi kommer nærmere vores mål om en socialistisk samfundsudvikling. Både fordi vi er uenige om det, men også fordi at ingen af os reelt ved hvordan tingene vil udvikle sig – og derfor kan en strategi-pluralisme vise sig at være værdifuld.  

Til gengæld håber jeg at debatten kan løsrive sig fra den tåbelige og forenklende opdeling i reform contra revolution.


Læseforslag:

Én af de tekster som først inspirerede mig til kritikken af den traditionelle opfattelse af kapitalismen som altdominerende, og som var lidt af en øjenåbner for mig var denne tekst skrevet af to amerikanske marxister og feminister under pseudonymet Gibson-Graham. Den er lidt svært tilgængelig og lidt for diskurs-oroienteret efter min smag. Men pointerne om at kapitalismen ikke er altomfattende og organisk er vigtige. Her i en dansk oversættelse, som kunne være bedre:.

For nylig blev jeg også opmærksom på den amerikanske marxist og sociolog, Eric Olin Wright, som har gjort sig nogle af de samme overvejelser om hvilke veje en socialistisk samfundsudvikling kan tage. Olin Wright afviser også den dikotomiske opdeling i reform og revolution, og argumenterer for en tredje bred position i mellem disse to. Ud over det revolutionære big bang som han kalder Ruptural transformation og den Socialdemokratisk/reformistiske vej som han kalder Symbiotic transformation, peger han på en tredje som han kalder Interstitial transformation (Interstices er sprækker eller huller). Den ”interstitiale” forandring handler netop om at skridt for skridt fortrænge kapitalismen som den dominerende sociale relation i samfundet, men på en måde der udfordrer magtstrukturerne.
Læs evt. mere her i Olin Wrigths bog: Envisioning Real Utopias -  Særligt kapitel 8, 9 og 10 og konklusionen.  Eller se nogle interessante grafiske fremstillinger her.


Se også: Diskussionsoversigt over indlæg på Modkraft om Enhedslistens principprogram-debat. 

Annonce