Regeringens tæskehold

Ja, den overskrift er sat på spidsen. Men jeg er ikke ét sekund I tvivl om, at de danske medier ville have brugt overskrifter af den type, hvis den voldsretorik, som dette indlæg handler om, blev brugt af andre grupperinger end de regeringstro - ligesom der ville være blevet skrevet harme og forargede kronikker og avisledere og holdningsindlæg fra politikere om at demokratiet var truet.

Det sidste er der da også blevet, men det er ikke de grupperinger, der er kommet med trusler om vold, som meningsdannerne tager afstand fra og kalder udemokratiske. Nej, det er skam den gruppe mennesker, der har bebudet en fredelig manifestation, hvor de vil ytre sin utilfredshed med landets magthavere ved at blæse i nogle fløjter, som fordømmes af hysteriske meningsdannere, medier og lovgivere. Og fordømmelsen får virkelig fuld skrue.

Groteske sammenligninger fra meningseliten

Det er selvfølgelig en ærlig sag at mene, at de, der planlægger at protestere mod statsministeren ved at pifte når hun holder tale, er latterlige, irriterende, dumme, kontraproduktive, og hvad ved jeg. Selvfølgelig kan den planlagte happening kritiseres rationelt.

Men når man ligefrem sidestiller det at blæse i en fløjte med nazisternes magtovertagelse og voldelige undertrykkelse af politiske modstandere i Tyskland, så har man endegyldigt meldt sig ind klubben af såkaldte ”halvhjerner” (det er ikke mine ord!). Udover at udstille en eklatant manglende historieforståelse er den slags imbecile udtalelser en hårrejsende hån mod de virkelige ofre for nazismens forbrydelser.

Ikke desto mindre er de blandt andet blevet udtrykt af indflydelsesrige og - må man formode - ikke ubegavede personer som SFs politiske ordfører, Holger K Nielsen, og Dagbladet Informations redaktør, Niels Ivar Larsen, der begge sidestiller 1.maj-protesterne med ”Hitlers stormtropper”.

Mindre overraskende er det, at Ekstrabladets befinder sig på det ubegavede niveau. Avisens leder har overskriften ”Fascistisk 1. maj” - fordi det at protestere mod statslederen er naturligvis præcist det samme (for en komplet idiot) som at indføre uindskrænket diktatur, hvor ingen har ret til at protestere mod statens leder.

Berlingerens redaktionsmedlem, Tom Jensen, har i stedet begivet sig ud i et mærkeligt, nørdet, historisk indlæg om russernes blokering af amerikansk propagandaradio, hvilket på mystisk vis svarer til den planlagte fløjte-happening. Denne mystiske vinkel er dog blot en anledning for at hr. Jensen kan hævde, at venstreorienterede i dagens Danmark er lige så ”totalitære” (et ord han bruger 6 gange i løbet af sit indlæg) som det sovjetiske regime.

Det viser sig åbenbart ved at de pifter af landets magthavere. Ligesom de folkemasser som piftede af den rumænske diktator, Nicolae Ceausescu og forhindrede ham i at færdiggøre sin tale, var ”totalitære”... eller hvad?

Nu vi er i gang med absurde sammenligninger, hvorfor så ikke tage nogle mindre slidte og klichéfyldte? Helt ærligt: er vores eneste reference-rammer virkelig nazismen og den kolde krig? Der er jo sket andre forbrydelser siden da, og man kan lave tåbelige sammenligninger som passer bedre ind i den nuværende og hjemlige kontekst.

Kan vi ikke sige at fløjtekoncerten svarer til CIAs torturprogrammer, som jo også brugte høj musik og larm? Eller at når man tager folk som ”gidsler” i Fælledparken ved at demonstrere sin utilfredshed med en af talerne, så svarer det til koncentrationslejrene i Guantanamo og andre steder? Eller hvad med den her: At overdøve landets statsminister under en enkelt tale er præcist lige så fascistisk og totalitært som da landets regering afskaffede pressefriheden og lukkede den kurdisk-sprogede tv-kanal ROJ-TV for at please den tyrkiske stat?

Altså nu hvor vi er gang med at hælde tåbeligheder ud på skrift.

Hykleri i holdningsland

At medier, meningsdannere og magthavere går amok i hysterisk fordømmelse - også de mere bovlamme og ahistoriske sammenligninger - er ikke så overraskende. På trods af interne uenigheder danner elitens professionelle meningsdannere fælles ordfront, når ”pøblen” vover at bryde deres meningsmonopol, og selvom politikerne konkurrerer indbyrdes om at blive de politiske magthavere, så står de sammen når andre fra den politiske klasse trues af nogen udefra - dvs fra befolkningen. Dette er ikke nyt.

Man er fristet til at antyde noget om, at det vel siger mere om kommentariatets forhold til totalitarismen, at de er så forargede over, at der er folk der drister sig til at protestere mod statslederen. Men det er nu ikke mit ærinde, for der er faktisk en langt mere alvorlig vinkel.

Når jeg taler om ”regeringens tæskehold”, så er det ikke en overdreven metafor for tastaturkrigere. Nej, jeg taler om potentielt rigtige tæskehold. Tæskehold, som udøver rigtig vold - eller i hvert fald truer med det - og som disse elitære meningsdannere indirekte støtter ved at bevidst at undlade at rette kritik imod dem, der åbent forsøger at true andre til tavshed

Og jeg har ingen tvivl om, at hvis de trusler og den voldsretorik, som vi har set fra regeringens bagland, blev udtrykt af andre grupperinger i det danske samfund, så ville det have ført til øjeblikkelig og kontant fordømmelse fra det samme kommentariat, der nu vender det blinde øje til antidemokratiske voldstrusler, mens de udelukkende fouserer på folk der har tænkt sig at ytre sig fredeligt.

Forestil jer at Pia Kjærsgaard eller en eller anden ville lave en politisk manifestation på f.eks. Nørrebro og repræsentanter for enten ”de autonome” eller ”indvandrer-rødderne” blev citeret for udtalelser som:

»Det er os, der bestemmer på Nørrebro. Vi skal vise, at vi ejer gaden. Hvis man ikke kan lide det så kan man holde sig væk. Vi vil ikke finde os at de kommer her med deres latterlige budskaber. Sådan nogen hører ikke til her i vores kvarter. Jeg kan godt forstå hvis folk blive gale. Der kan godt blive slagsmål og andre ting. Hvis der for eksempel er én af drengene der siger ’lad os fjerne dem der’, så sker det. Hvis de vil gøre det, så gør det det bare. Det er os der bestemmer.«

Kan i forestille jer de harme indlæg i Berlingeren og Jyllandsposten? Diverse borgerlige nationalister med fast spalteplads ville skiftesvis græde hysterisk over landets undergang og sædernes forfald og råbe kampbegejstret op om at tiden var kommet til væbnet modstandskamp. SF og Socialdemokraterne ville bede disse lømler om at skride ad helvedes til, og den parlamentariske venstrefløj ville måske endda demonstrere sammen med nazisterne for at demokrater holder sammen. Ekstremismeforskere og radikaliseringseksperter og PET-agenter og hvad ved jeg ville blive interviewet, og alle ville kappes om at fordømme disse voldelige ekstremister.

Alle de, der lever af offentlig forargelse - dvs journalister, politikere, kronikører og andre professionelle holdningshavere - ville svælge i denne sag, og den ville blive blæst ud på alle landets spisesedler, så ingen kunne være i tvivl om hvad den rigtige, acceptable og Offentlige Mening er.

Men det ovenstående var ikke et citat fra hverken autonome eller bandetyper. Det er budskaber, der er kommet fra den socialdemokratiske politiker Peter Kay Mortensen. Og de tæskehold, han antyder, består tilsyneladende af socialdemokratiske medlemmer af hans fagforeninger, idet han også er formand for LO-Kbh.

I Politiken den 23. april siger han bl.a.:

»Sådanne uroelementer hører ikke til i Fælledparken. Vi kan ikke forbyde folk at gøre det, men vi er selvfølgelig bekymrede for, at nogle af de faglige tillidsfolk bliver gale i skralden, og at der så kan opstå slagsmål og andet.«

»Det er klart, hvis for eksempel smedenes formand beder sine folk om at rydde op foran scenen, så gør de det. Sådan var det i gamle dage, der var altid lidt slagsmål. Hvis de ville gøre det, så gjorde de det bare.«

Og to dage efter citeres han i Berlingeren:

»Alle rykker tættere sammen nu. Vi vil ikke finde os i, at de bruger vores dag til at demonstrere mod statsministeren. Det er os, der bestemmer i Fælledparken 1. maj. Vi skal vise, at vi har pladsen og har besluttet at invitere formanden for Socialdemokratiet, fordi det er en tradition. Hvis man virkelig vil markere sig i forhold til, at man ikke synes om statsministerens budskaber, så ville det være bedre at blive væk.«

Det er naturligvis ikke direkte trusler, men det er godt nok heller ikke nogen opfordring til fredelig konflikthåndtering. Jeg har lidt svært ved ikke at læse det som i hvert fald en indirekte voldstrussel. Det, han siger, er: Det er os, der bestemmer. Vi vil ikke have de andre her. Hvis de kommer, så kan det godt være, at nogen af os giver dem tæsk. Det er selvfølgelig ikke noget, jeg opfordrer til, men det er heller ikke noget jeg kan styre eller forhindre. Derfor mener jeg, at de andre skal holde sig væk.

Helt ærligt: Er der nogen der oprigtigt er i tvivl om, at den slags udtalelser ville resultere i kraftig fordømmelse fra den samlede danske borgerlige presse- og politiker-stand, hvis de var kommet fra folk, der ikke tilhørte den samme stand?

Selvfølgelig ville de det! De ville blive stemplet som udemokratiske og ekstremistiske, og meningsdanmark ville hae slået samlet trop for at kræve, at den planlagte happening nu absolut skulle gennemføres - med politibeskyttelse. De ville insistere på at den slags bøllemetoder og skjulte trusler ikke skulle have lov til at vinde, hvis Danmark som demokrati skulle bestå.

Det ville naturligvis være hysterisk og overdrevet, men det ville ikke have holdt nogen tilbage.

”Den, der tier, samtykker”?

Hvad er reaktionen, så når det er aktive medlemmer af regeringens bagland, som kommer med den slags udtalelser? Larmende tavshed!

En tavshed, der er svær at tolke som andet end en indirekte støtte. I hvert fald har jeg ikke kunnet finde en eneste af de sædvanlige politikere, klummeskrivere osv, som har ytret et eneste kritisk og fordømmende ord om truslerne om mulige voldshandlinger fra det socialdemokratiske bagland. Fordømmelse af folk, der vil protestere fredeligt men højlydt, har der været masser af - men trusler om at fjerne dem med vold og tvinge dem til tavshed, det kan stå uimodsagt.

Hykleriet er så tykt, at det kan skæres i skiver!

Ja, ja. Det er jo hvad man kan forvente. Men dermed er det ikke ligegyldigt. De statsbetalte kronikører, avis-redaktører, lovgivere og så videre kaldes ikke ”meningsdannere” uden grund. Når deres politiske holdninger og selektive fordømmelser konstant er i medierne, og deres samlede dobbeltmoralske magtforherligelse nærmest er det eneste offentlige budskab, så påvirker det naturligvis folk.

Når denne holdningsklasse bombarderer befolkningen med budskaber, hvor en gruppe fordømmes og omtales med groteske historiske sammenligninger og skældsord, mens de, der lufter muligheden for at udøve vold mod den samme gruppe ikke får den mindste modstand - og tværtimod får lov til at tale uimodsagt - så sender det et kraftigt signal.

Heldigvis kan de fleste vel godt se igennem den slags propaganda. Men når det gentages igen og igen, så kan det ikke undgå at have vis kulturel effekt. Enkelte kunne komme til at få den opfattelse, at folk der protesterer mod magthaverne virkelig er så væmmelige, som magthavernes propagandamaskine siger, og at vold mod dem åbenbart ikke er problematisk, eftersom det jo ikke kritiseres.

Jeg ved ikke hvor mange, der endnu har ladet sig påvirke i den retning. Jeg har ikke haft hverken tid eller lyst til at følge med i avisernes og facebook-gruppernes kommentarspor. Jeg ved ikke hvor reelle truslerne er, og om det er noget man bør være meget eller lidt bekymret for.

Men det er åbenlyst at der er nogle folk, som i hvert fald fantaserer om at lege regeringstro tæskehold, og som ikke holder sig tilbage for at sende trusler om vold og på anden vis chikanere dem, der har vovet at stå offentligt frem med sine regeringskritiske holdninger.

Her er en kollage med et lille uddrag af nogle af de trusler og tilsvininger, som en af personerne af fløjte-aktionen modtog, efter at han havde været i fjernsynet:

Alene den slags internet-beskeder (som kan være alt fra harmløse til potentielt farlige, men som under alle omstændigheder er stærkt ubehagelige for modtageren) kunne føre til adskillige artikler og nyhedsindslag om den ekstremistiske trussel mod ytringsfriheden og hvad ved jeg, hvis de var blevet fremført af og mod folk med andre politiske tilknytninger.

Men nu er de fremført af folk, der forsvarer magthavernes ret til at tale uhindret, så de interesserer næppe nogen af dem, hvis opgave også er at forsvare magten og tilsvine dem, der protesterer mod den. I en verden hvor alt er vendt på hovedet, er det ”udemokratisk”, ”fascisme” og ”totalitarisme”, hvis statens repræsentanter og ledere ikke kan tale uhindret, og det er da ganske ukritisabelt hvis dens tilknyttede institutioner og bagland erklærer at have ejerskab over det offentlige rum med ret til at smide folk væk, hvis de ytrer sig kritisk.

I dette omvendte medie-skabte verdensbillede virker det måske knap så ekstremt at slå på politiske modstandere, hvis de er modstandere af den herskende orden.

Hvad er ”ekstremisme”?

Artiklen i Berlingeren har sågar bidrag fra en såkaldt ”ekstremismeforsker”, men han har intet at sige om voldsretorikken om at, ”smedenes formand” lige kan bede ”sine folk om at rydde op foran scenen”, eller om påstanden om at regeringspartiet ”bestemmer i Fælledparken”. I stedet for at diskutere om truslerne om slagsmål er reelle eller ej, og hvad der mon resulterer i denne ejerskabsfornemmelse, så taler han om demonstranternes ”sabotage” af statslederens tale.

Det er da også et relevant nok emne, men når man nu har fået fat i en ekstremismeforsker, kunne man så ikke bede ham om at forholde sig til det ene eksempel på ekstremisme (hvis brug af vold som politisk virkemiddel er definitionen på ”ekstremisme”), som faktisk er til stede i den samme artikel?

Det kunne man åbenbart ikke. For ordet ”ekstremisme” dækker åbenbart ikke over brug af vold eller trusler derom. I stedet drejer det sig åbenbart om hvorvidt, man anerkender statens ret til samme, og statsledernes ret til uhindret tale. Det er åbenbart ikke ”ekstremisme”, hvis volden udøves for at forsvare statens institutioner og repræsentanter - heller ikke når den udøves af folk uden anden myndighed end at tilhøre regeringspartiet mod folk, der (uanset hvor irriterende og næsvise, de måtte være) blot ytrer en lovlig og ikke-voldelig protest mod statens leder og regeringspartiets politik.

Da de etablerede medier og partiers professionelle meningsdannere i forargelsesindustrien nægter at forholde sig til de eneste, der i denne sag er kommet med trusler om vold mod folk, de er uenige med, så må jeg jo gøre det.

Det følgende er nok lettere satirisk skrevet, og jeg hverken håber eller regner med, at situationen er så alvorlig at den ikke kan løses. Men selvom det måske er overdrevet, så udtrykker det som al satire også noget alvorligt: Uanset om voldstruslerne er reelle eller ej, så er meningsdannernes hykleri ganske alvorligt. Det viser, at de på trods af de interne uenigheder imellem partierne står sammen, når det gælder om at holde hånden over magthaverne imod protester fra dem, de rask væk afskriver som ”pøbelen”.

Hvis det var en hvilken som helst anden gruppering - dvs en gruppe, der ikke var tilknyttet et af de partier, der konkurrerer om regeringsmagten - der var kommet med de trusler, som vi har set i denne sag, så ville de uden tvivl blive fordømt bredt i landets aviser. Det kunne for eksempel se sådan her ud:

Opfordring til S og LO: Tag afstand fra voldeligt bagland

Der er åbenbart et miljø i Danmark, med tilknytning til LO og Socialdemokratiet, som godt kan finde på at bruge vold for at lukke munden på andre. I Politiken giver den socialdemokratiske formand for LO-Kbh udtryk for bekymring over, at han ikke vil kunne styre sit bagland, der åbenbart rummer voldselementer, som ikke bryder sig om ytringsfrihed.  Ifølge insider-kilder, der citeres i artiklen, er det et stærkt autoritært miljø, hvor nogle få karismatiske ledere kan give ordrer som så straks følges op af tæskehold uden spørgsmål. Formålet er at forhindre, at deres øverste leder bliver udsat for hån og spot.

Det betyder jo så også, at det faktisk burde være muligt at få styr på dette antidemokratiske miljø, for de mest indflydelsesrige personer i miljøet er kendte og består af folk med betroede stillinger, og kontakter til både fagbevægelsen og partiet. Altså burde det være en kraftig hjælp, hvis disse organisationer fra centralt hold meldte ud, at de ikke vil tolerere vold og trusler fra sine medlemmer. Det ville også være fint, hvis medierne på forhånd meldte ud at den slags ikke hører hjemme i et demokratisk og solidarisk samfund.

I stedet ser vi, at ledende medlemmer af partier, organisationerne og medierne nærmest puster til ilden og beskriver det som forståeligt, hvis antidemokratiske elementer skulle få lyst til at lukke munden på folk, de ikke bryder sig om. I stedet for på forhånd at tage afstand fra volden, opfordrer de kritikerne til selvcensur, og beder folk om ikke at ytre kritik af antidemokraternes lederskikkelse.

Skulle de udtrykke kritikken alligevel ”så kan vi ikke garantere jeres sikkerhed” er altså den slet skjulte trussel fra højtstående magthavere og institutioner i det danske samfund. Det er svært at tolke det som andet end en opfordring og støtte til voldselementerne.

Hermed en opfordring til Socialdemokraterne, LO-lederne, og de journalister der følger med på sidelinien: Tag ansvar nu og tag afstand fra de voldelige elementer i Jeres bagland!

Hvis der skulle ske noget alvorligt i Fælledparken 1. maj, så kan I ikke vaske hænder: I har hørt de aggressive trusler fra baglandet. Det betyder at, I har et ansvar allerede nu, eftersom I er bevidste om denne trussel og har mulighederne for at forhindre den, eller i hvert fald pligten til at gøre hvad I kan for at lægge en dæmper på tropperne og sende en hård besked om at vold ikke er i orden. Vi ved jo at der er tale om folk, som ser op til Jer som autoriteter og som i hvert fald til dels er modtagelige for ordrer og henstillinger. I har også en vis magt i og med at ledende skikkelser i baglandet jo er ansatte i Jeres organisationer.

I har altså alle muligheder for at sende et kraftigt signal ud om at jeres medlemmer skal holde sig i skindet og respektere folks ytringsfrihed til at kritisere magthaverne - også når magthaverne er Jer selv.

Gør i ikke det, så har I et medansvar. Skulle der ske noget af den slags, der diskuteres i medierne og på facebook, så står I med en rigtig dårlig sag, hvis I bagefter siger ”hvad sagde vi?” For det I sagde var jo netop, at Jeres bagland ville udøve vold, og hvis i ikke gjorde noget for at forhindre det, så er sætningen ”hvad sagde vi” det samme som at tage ansvaret for at en trussel om vold blev realiseret.

Jeg beder alle medlemmer af det danske samfund og især pressen om, at holde regeringspartiet og dets organisationer til ansvar og spørge dem om hvad, de har tænkt sig at gøre for at forhindre den vold, som de allerede nu har sagt, at de forventer fra sit bagland. Skulle det frygtelige ske, så beder jeg alle om at huske hvem det var, der sagde at der ville blive vold, og holde dem til ansvar efterfølgende.

En væsentlig forskel mellem demokrati og autoritære styreformer er blandt andet, at befolkningen har ret til at protestere fredeligt mod magthaverne uden at behøve at frygte for sin sikkerhed - uanset om volden udøves af statens officielle magtapparat eller af uformelle grupperinger med tilknytning til partiapparatet. Hvis i vil forsvare demokratiet, så gør I alt hvad I kan, for at sørge for at dette også er virkeligheden i Danmark.

Konfliktløsning i gang?

Mens jeg sidder og færdiggør denne tekst, bemærker jeg, at der nu er sket en udvikling: Der har nu været et dialogmøde mellem nogle af parterne. Det kan du læse mere om på Modkraft og i Ugebrevet A4.

Jeg vil derfor bare slutte med at sige, at jeg håber de finder ud af en løsning, som både tilfredsstiller arrangørerne af 1. maj i Fælledparken og de, der ønsker at vise sin utilfredshed med regeringens politik, og at begivenhederne kan forløbe så fredeligt som muligt.

Jeg forstår godt, at folk er vrede på en regering, som i det store hele fører højreorienteret politik og også bliver betragtet som borgerlig af store dele af befolkningen. Jeg mener, at regeringen har valgt den forkerte side, hvis den vil tale til arbejdernes internationale kampdag, og forstår godt, at folk vil protestere i den forbindelse.

Men jeg forstår også de, som mener at 1. maj blot er en traditionsrig ”festdag”, hvor Socialdemokratiets formand inviteres til at holde tale (uanset hvilken politik, de fører) på grund af partiets historiske tilknytning til arbejderbevægelsen. Som arrangør - og som deltager der blot vil hygge sig - er det da givetvis irriterende, at få ødelagt festen af utilfredse meningstilkendegivelser.

Ingen af de to følelser giver dog nogen ret til at slå på den anden gruppe eller bede nogen om at ”fjerne dem” med magt. Der er ingen grund til at lade som om venstrefløjen ikke er splittet, og at der ikke er reelle konflikter - jeg mener ikke at venstrefløjen bliver stærkere eller står mere solidarisk af at holde sig selv og andre for nar. Men det må og skal være muligt at lade disse spændinger og følelser komme til udtryk uden slagsmål eller krænkelser af grundlæggende rettigheder.

Og så kan hele den borgerlige meningselite i øvrigt hyle op alt hvad de vil. Deres behandling af denne affære viser tydeligt at de ikke har den mindste interesse i hverken demokratiske principper eller almindelig hæderlighed. Deres opgave er at holde hånden over magten og dens institutioner (også når de heller ønsker andre personer ved magten) ved at dæmonisere og splitte befolkningen, når de udtrykker sin utilfredshed.

De betragter sig som det intellektuelle og politiske aristokrati og foretrækker at befolkningen (inklusiv fagbevægelsen) blander sig uden om politiske beslutninger. Det så vi i behandlingen af protesterne mod salget af den danske energiforsyning, mod lærer-lockouten, mod politikernes lukkethedslov, mod fattigdomsreformerne, og igen i denne sag.

Der er ingen grund til at nogen reelt venstreorienterede skulle gå med på dét spil!