Rasmus Jarlov: Jødernes ven og beskytter?

Den konservative lokalpolitker, Rasmus Jarlov, har åbenbart indkaldt til noget han kalder for en ”protestmarch” vendt mod chikane af jøder. Det officelle formål er at gøre opmærksom på, at ”Jødiske symboler og påklædning har lige så meget ret til at være i gadebilledet som eksempelvis det muslimske tørklæde.”

Den udtalelse kan jeg naturligvis kun erklære mig enig i, og hvis jeg et eneste øjeblik troede på at det vitterligt var formålet, så kunne jeg kun støtte den såkaldte ”protestmarch”.

Jeg har dog nogle betænkeligheder med hensyn til arrangørens velvilje.

Et pludseligt forsvar for religionsfrihed

For det første klinger det hult (for ikke at sige påtaget og løgnagtigt), når arrangøren hævder at gå lige meget ind for muslimer såvel som jøders ret til at gå klædt som de vil uden at behøve at frygte chikane fra omgivelserne.

Var det ikke netop De Konservative, som iværksatte den infamøse jagt på burka-klædte kvinder i Danmark, med et potentielt grundlovsstridigt forslag om, at staten skal forbyde folk at gå klædt som de vil - ikke bare på offentlige steder men også i deres egne hjem?

Og hvor var Jarlovs ”protestmarch” - eller blot protester - da blev gjort bekendt med den daglige chikane, trusler og overfald, som tørklædebærende kvinder lever med i Danmark?

Eller hans protest, da en indflydelsesrig dansk politiker, Pia Kjærsgaard, for nylig udtrykte forståelse for de, der udøver den slags chikane, og sagde at hun selv fandt det provokerende at nogen insisterer på at have ret til at gå iklædt klæder med religiøst-kulturel betydning?

Eller da den rabiate præst, Sørine Gotfredsen, ligeledes for nylig forsøgte at intensivere og udbrede chikanen mod folk, der bærer symboler som tilkendegiver deres religiøst-etniske identitet, da hun opfordrede alle til at deltage i den?

Nej... Det er vitterligt ikke meget, hvis noget som helst, man har hørt fra Rasmus Jarlov på den front. Derfor virker det lettere søgt, når han nu pludselig melder sig som forsvarer af retten til at bære religiøs påklædning. Men bevares - bedre sent end aldrig.

Jeg kan dog ikke lade være med at få den mistanke, at det der med muslimers ret til samme, blot er noget, han har smidt ind som en eftertanke uden at det er det egentlige formål. Ikke alene er det mig bekendt første gang, han har sagt noget til forsvar for muslimers rettigheder; hans såkaldte ”protestmarch” vil heller ikke sætte fokus på den generelle religionsfrihed eller protestere mod racisme generelt - den skal udelukkende sætte fokus på jøders ret til at gå i fred med kalot. Men bevares - det jo også et vigtigt emne.

Hvem kan skaffe en kalot?

Der er dog andre ting, der skurrer i øjnene, når Jarlov forsøger at optræde som jødernes ven og forsvarer.

Til sin happening har han tænkt sig at klæde sig ud som jøde. Til det formål skal han bruge en kalot. Sådan en ville vel være en smal sag at fremskaffe, hvis man havde jødiske venner, eller blot havde kontakt til jødiske samfund. De fleste synagoger ligger jo inde med adskillige, som folk kan låne, når de er på besøg. Og når man vil arrangere noget til forsvar for en bestemt befolkningsgruppe, så tager man vel kontakt folk fra denne befolkningsgruppe?

Men når Rasmus Jarlov skal have sin udklædning, så er han nødt til at efterlyse udstyret blandt sine tilhængere på Facebook.

Det kan godt være, at det bare er mig, men jeg har det altså sådan, at hvis du ikke har en eneste jøde i din omgangskreds, og den eneste kontakt du nogensinde har haft til jøder var dengang du var på turist-sightseeing i en synagoge, så skulle man tro, at du ville være lidt mere beskeden mht at erklære dig som den store ven og kender af jødernes vilkår. Det kræver lange arme at omklamre folk man aldrig kommer i nærheden af.

Jarlov som offer

Og det er ikke første gang, at Rasmus Jarlov har forsøgt at omklamre jøder og benytte dem og deres vilkår som redskaber han kan promovere sig selv på, samtidig med at han udviser en imponerende mangel på indsigt i og kontakt til jødiske samfund og deres interesser. Ligeledes er det ikke første gang han klæder sig ud som jøde for at gøre opmærksom på sig selv.

Tag for eksempel dengang han protesterede mod ungdomshus-bevægelsen i København. Dengang demonstrerede han iført davidsstjerne, hvilket angiveligt skulle udtrykke, at han, som modstander af ungdomshuset føler sig forfulgt ligesom jøderne var det i Nazi-Tyskland.

Mage til manglende forståelse for jødiske symboler og historie skal man godt nok lede længe efter!

Og det blev da heller ikke ligefrem taget godt imod i de jødiske samfund, som Jarlov i dag forsøger at repræsentere uden at tage dem med på råd:

Det er misbrug af Davidstjernen, siger den jødiske forfatter Erik Henriques Bing, der er Mosaisk Trossamfunds omviser på den jødiske kirkegård på Nørrebro.
– Det er langt over grænsen, at bære Davidstjernen på samme måde som jøderne, der under Anden Verdenskrig blev tvunget af nazisterne til at bære symbolet, siger han.

Konspirationsteorier

En anden gang viste Rasmus Jarlov ikke blot at han ikke har hverken kontakt til jøder eller forståelse for deres symboler, men også at han har en decideret modvilje mod dele af de jødiske samfund i Danmark.

I oktober sidste år deltog Rasmus Jarlov deltog i et arrangement med det islamofobiske ”Trykkefrihedsselskab”, hvis formand, Lars Hedegaard, har forfattet fantasifulde konspirationsteoretiske værker om bestemte religiøse minoritetsgruppers hemmelige planer om overtagelse af verdensherredømmet - teorier, der af god grund er blevet sammenlignet med de lige så rablende vanvittige teorier om globale jødiske sammensværgelser, som er blevet fremført af antisemitter igennem tiden.

Under arrangementet kom Hedegaard også med en konspirationsteori rettet mod de danske jøder. Han anklagede ”en sektion af jøderne selv” bestående af rabbinere og ”jødiske intellektuelle debattører” for at dække over jødehad og for at ”sidde til højbords med” diverse onde kræfter, og mere end antyder at de udgør en bevidst forhindring for hans politiske projekt. Det kan ses på videoen her ca. 29 minutter inde.

Rasmus Jarlov erklærede sig enig i disse konspirationsteoretiske tanker angående ”problemerne” i det jødiske miljø (37 minutter inde): ”Jeg kan også bekræfte det, der kommer omkring det jødiske miljø og jeg må desværre også give Lars Hedegaard ret...” sagde han, og beklagede sig over, at jødiske repræsentanter er så uvillige over at lade sig og sine interesser repræsentere af folk som Hedegaard og Jarlov.

Hver gang han forsøger på det, sagde han, ”så stod der straks en talsmand for Mosaisk Trossamfund på fjernsynet og sagde, ah men det var bare nogle politikere, der var ude på at score nogle billige point.”

Jamen stakkels mand dog! Hvor må det dog være irriterende. Her prøver man bare at skabe sig en politisk karriere ved at omklamre en befolkningsgruppe, som man ikke har nogen kontakt til, og ved at tale på deres vegne, og så kommer de gang på gang og frabeder sig det. Hvor utaknemmeligt! Det er som om, de slet ikke har Rasmus Jarlovs interesser på hjerte!

De Konservative og de religiøse mindretal

Man kunne også vende spørgsmålet om, og spørge hvorfor danske jødiske samfund dog skulle føle sig repræsenteret af Rasmus Jarlov, De Konservative eller andre kulturkonservative kræfter som prøver at omklamre dem. Der er nemlig grund til at være skeptisk overfor de konservatives velvillighed overfor religiøse og kulturelle mindretal generelt, og dermed også de jødiske.

Her behøver vi ikke at gå tilbage til dengang den Konservative Ungdomsorganisation i Danmark marcherede med skrårem og støvler og udtrykte sympati for en dansk udgave af Hitlers nazisme. Lad os lade fortid være fortid.

I stedet kan vi fokusere på det, at De Konservative - sammen med adskillige andre partier - med jævne mellemrum melder sig på den nationalistiske kampplads, hvor de sammen med andre skingert råber op til forsvar den kulturelle og religiøse majoritets ret til privilegeret overherredømme, og stempler mindretal som ”udanske” og ”ukristne” - en retorik som jøder igennem historien er alt for uhyggeligt bekendt med.

Uanset at det nu om dage primært er muslimer, som det er ”politisk korrekt” at vende den retorik imod, så er det dels en retorik der i århundreder har været brugt til at angribe jøder, og dels så vil mange af de praktiske forslag, som angriber mindretal, jo ramme jøder såvel som muslimer.

Apropos muslimer, så kom Rasmus Jarlov selv for nylig med en anklage mod disse, som de, der kender til antisemitismens historie, kan nikke genkendende til - og få kuldegysninger over. Da han sagde, at han ”ville ønske, at visse indvandrermiljøer i Danmark også ville engagere sig politisk i andre emner end et, der handler om at vise loyalitet med andre arabere.”

Anklagen om hovedsageligt at bekymre sig om sin egen etniske gruppe og ikke at føle loyalitet overfor det samfund og den nation man bor i, er en klassisk anklage, der har været rettet mod jøder i århundreder. Den er et centralt element i den europæiske antisemitismes historie. At den nu er rettet mod andre kulturelle mindretal gør den ikke mindre kuldegysende.

Vi kan også tage et blik på De Konservatives eget partiprogram og udtalelser. Partiet har gang på gang givet udtryk for at være et kristent parti, der bygger på den europæiske kristne værdiarv, og at de mener at den danske stat og samfund skal baseres på disse værdier, hvorfor de også er modstandere af et sekulært samfund med adskillelse af kirke og stat og ligeret for alle religiøse grupper. Ligeledes mener de, at alle børn skal tvangsindlægges til eksplicit kristen indlæring og at den danske lutheranske statskirke sikrer ”en national sammenhæng.”

Denne privilegering af majoritetsreligionen som en nationalt bærende værdi uden hvilken der ikke er noget folkeligt fællesskab har også historisk set været en drivkraft i den europæiske forfølgelse af jøder, som jo netop ikke passer ind i den ”bærende” nationale karakter. De ”værdier”, der er en del af ”Europas kristne kulturarv” inkluderer blandt andet systematisk diskrimination og voldelig fordrivelse af jøder.

Det er altså ikke ligefrem noget der indbyder hverken jøder eller andre mindretal til at føle sig repræsenteret af dette eksplicit kristne parti. At insistere på at en bestemt religion skal have politisk særstatus og være dominerende i et samfund, er at opfordre til diskrimination mod andre religioner.

Og det er ikke bare ord i et ligegyldigt politisk dokument. I 2012 beklagede De Konservatives politiske ordfører Benedikte Kjær sig over, at der ikke var et flertal af erklæret kristne ministre i den danske regering. Det syntes hun var ærgerligt, fordi de dermed ikke er med til ”at fortælle en historie om Danmark og hvem vi er som folk”. Man skal altså være medlem af den rette kristne menighed, for at kunne være en del af det danske folk?

De manglende kristne regeringsmedlemmer var ifølge den konservative ordfører forklaringen på dele af regeringens politiske kurs, i forbindelse med ligestilling af seksuelle mindretal, og blev brugt til at mistænkeliggøre det fremtidige arbejde om en grundlovsrevision. De ikke-kristne udgør altså ifølge De Konservative en reel politisk trussel.

Denne holdning er ikke bare grotesk og ubegavet. Det er jo også en slet skjult opfordring til politisk diskrimination af religiøse mindretal - herunder jøder - hvis De Konservative virkelig mener at der skal være en kvote som sikrer en vis repræsentation af kristne folkekirkemedlemmer på politiske poster. Er du jøde, så skal du altså ikke forvente samme politiske muligheder i det konservative Danmark, må budskabet være.

Tag problemet alvorligt

Hvis Rasmus Jarlov vitterligt er så overrasket over at danske jøder, frabeder sig hans omklamring, så kunne han måske med fordel se på sit eget parti og dets politik fremfor at deltage i konspirationsteoretisk mistænkeliggørelse af ”det jødiske miljø” o.l.

Hvis han virkelig ønsker et samfund, hvor alle - både jøder, muslimer, ateister og alle andre - har lige rettigheder, lige muligheder, samme politiske status, og samme mulighed for at gå i fred på gaden, så kan han starte med at tage et opgør med de kulturchauvinistiske elementer i sit eget parti, og i dansk politik generelt.

Det gavner næppe danske jøder, at danske politikere bruger dem til at promovere mere kulturkonservativ og kristen-kulturel nationalisme af den slags, som traditionelt har forårsaget så megen lidelse hos netop jøder.

Hvis han vitterligt var interesseret i det jødiske folks vilkår, så kunne han høre op med at lave platte happenings, der udelukkende har til formål at promovere ham selv som politiker. Ingen bryder sig om at blive omklamret af folk, der ikke normalt har udvist nogen forståelse for eller forhold til én, eller at blive taget som gidsel og brugt som brik i et spil man ikke selv er en del af.

Han kunne starte med at sætte sig ind i den jødiske historie - herunder dens svære forhold til de ”kristne værdier” og den kulturelle nationalisme, hans parti står for - og eventuelt tage ærligt kontakt til jødiske organisationer og lytte åbent for at forstå hvad de ønsker, frem for at beklage sig over at de ikke har samme opfattelse af sin egen situation, som han ønsker at de skal have.

Tilbage står dog, at antisemitisme også forekommer udenfor det kultur-konservative og nationalistiske etablissement, og uanset problemets omfang, så skal det tages alvorligt. Det vender jeg tilbage til i kommende indlæg her på bloggen.