Politisk nærblindhed

I denne video ses et klip fra den eneste protestform, som Enhedslisten eksplicit fremhæver som legitim og endda kalder et "forbillede" for demokratisk socialisme.

Det fremgår af denne tekst om perspektiverne for "fredelig, social og demokratisk samfundsforandring" fra 2012:

Vi har de seneste dage selv refereret til kasserolle-revolutionen i Island som et forbillede, hvor den islandske befolkning pressede den borgerlige regering til at udskrive valg, og i stedet valgte en ny regering, som ville føre en ansvarlig økonomisk politik, der tog hensyn til mennesker frem for banker og finansspekulanter.

De begivenheder, teksten refererer til, var da vrede islændinge i 2008 gik på gaderne med gryder og fløjter og larmede alt hvad de kunne, for at give udtryk for sin utilfredshed med den økonomiske politik. De stormede sågar parlamentet og overdøvede en live-udsendelse med regeringen på statskanalen, så folk der sad hjemme i stuerne ikke kunne høre andet end demonstranternes piften, selvom politikerne altså sad inde i et tv-studie.

Dette er altså Enhedslistens store forbillede for hvordan, demokratiske protester bør fungere, og hvilke midler, der er prisværdige. I hvert fald i 2012, da Enhedslisten skrev ovenstående.

I dag skriver Enhedslisten derimod om en lignende (men langt mildere) protest i Danmark, hvor demonstranter også har planlagt at larme med fløjter for at overdøve en politiker og ytre sin utilfredshed med den økonomiske politik: 

Enhedslisten støtter ikke den type protester. Vi synes, det er forkert bevidst at forhindre de inviterede talere i at komme til orde første maj. Samtidig fjerner det fokus fra regeringens arbejderfjendske politik. [..] aktioner som den i Fælledparken sidste år er udemokratisk, sætter regeringens politikere i en offerrolle og flytter fokus fra den rimelige kritik af regeringens asociale politik.

Jaja, man kan selvfølgelig ændre mening på 2 år. Eller også er det endnu et eksempel på det klassiske venstrefløjsfænomen: "politisk nærblindhed" (et udtryk jeg først stiftede bekendtskab med efter urolighederne i Gøteborg i 2001, hvor AFA-Stockholm anklagede den svenske venstrefløj for at være "hjemme-blind").

Det vil sige: når alt det, der er langt væk i tid og rum (gerne i "de varme lande" eller i en fjern fortid som man kan romantisere), fremstår flot og klart og kan støttes, mens de samme typer begivenheder, når de foregår her og nu, derimod virker uforståelige og grimme og må fordømmes. Det er det fænomen, der gør, at man må tage afstand fra de ting, der foregår tæt på, for når de er kommet på afstand, så virker de meget pænere.

Jeg vil såmænd ikke noget særligt med denne tekst. Jeg undrer mig blot over hvordan man samtidig kan fremhæve de islandske fløjteprotester som det store forbillede for demokratiske og fredelige forandringer, mens man fordømmer en fløjte-happening i Danmark som "udemokratisk" og kontraproduktiv.

Er der nogen, der kan forklare?