Jeg vil starte med at vise en video. Den er ikke særlig lang - blot 4½ minut. Du har måske set den før, for den har været omtalt i adskillige medier (også Modkraft), men hvis du ikke har, så start lige med at se den:
Herefter følger min beskrivelse af filmen (Hvis du har set den og gerne vil gå videre i teksten, så kan du springe dette afsnit over).
Der er tre personer. Lad os til at starte med kalde dem A, B og C. A og B er henholdsvis en mand og en kvinde, de er iført iført uniformer fra det danske politi, og vi ser dem komme gåede med C, som er en yngre mand iført mere almindeligt tøj. A og B går på hver sin side af C og de holder ham i hver sin arm og fører ham af sted. C gør ikke modstand, men det er tydeligt, at han ikke går af egen vilje.
Selvom C går med dem uden at stritte imod, så ser vi (14 sekunder inde) den uniformerede mand, A, give ham et skub i ryggen og griber hårdere fat i C, så han kan føre ham af sted med et tvangsgreb. Det resulterer i at C kigger surt på A og spørger ”hva så?”. Den uniformerede kvinde, B, holder stadig C i et normalt og ikke-aggressivt greb.
Cirka 40 sekunder inde får C besked på henholdsvis at sætte sig ned og ”gå derhen”. Han spørger om de kan bestemme sig, hvorefter A griber fat i Cs arm med et judo-agtigt greb, vrider armen rundt og kaster C til jorden - med ansigtet ned på en grussti. B assisterer A - hun griber fat i hovedet på C og holder ham til jorden, mens A fortsætter med at vride Cs arm rundt. 1 minut inde i filmen kan vi se at A holder Cs arm og nu også har fat i hans hånded, som han vrider rundt i hvad der tydeligvis er en smertefuld stilling. A befaler C at komme ”ned på maven med dig”, hvorefter B sætter sit knæ på Cs nakke og presser hans ansigte yderligere ned i grusstenene. C bliver lagt i håndjern. C vrider sig i smerte, men gør ellers ikke modstand.
Herefter ser vi C komme op at stå. Han ser noget chokeret ud. De udveksler nogle ord - jeg kan ikke høre nøjagtig hvad der bliver sagt, men C griner. Herefter bliver C ført hen mod en politi-bil. Under vejs hører vi ham komme med et kort brøl af frustration eller noget (det er næppe smerte, da de ikke har voldsomt fat i ham på dette tidspunkt). C bliver kropsvisiteret, og de to betjente tømmer hans lommer. C står roligt og gør ingen modstand. Under kropsvisitationen spørger en tilskuer C hvad han er anholdt for. C siger at han ikke ved det. En anden tilføjer ”for kedsomhed”.
Pludselig (2:45) griber A fat i Cs trøje og river ham forover. C når at sige ”lad være med at true”. A får vendt C om, som stadig står roligt, hvorefter han giver C et kraftigt og pludseligt skub i brystet. Vi hører et tydeligt dunk, da A smækker C med ryggen ind i bilens tag. Her viser C det første tegn på vrede, da han udbryder et frustreret ”fuck”. A tager herefter fat i Cs ansigt og presser med hånden under Cs hage, så Cs hoved og nakke bøjer sig bagover. A vrider Cs ansigt frem og tilbage, mens C råber ”lad være”. B siger noget til C - muligvis at han skal forholde sig roligt - og C svarer ”så se dog på din kollega”.
Igen tager A fat i C og river frem og tilbage og vender ham rundt. C er rolig, men A siger til ham, at han kommer ”ned og ligge”, hvis han ikke ”slapper af”. C bliver igen smækket med ryggen ind mod bilen - dog ikke så hårdt denne gang. C henvender sig til kameraet og siger ”det skal i retten det her”, mens A begynder at kropsvisitere ham igen. Denne gang foregår det med ryggen mod en bil, i dårlig balance og med en hånd presset ind mod brystet, mens han bliver presset frem og tilbage. C bliver frustreret igen og råber ”lad være med at tage fat i mig” (3:15). Det gentager han, mens A endnu engang tager judo-greb på ham, river ham i armen og kaster ham med et benspænd ned på asfalten.
Mens C ligger på ryggen, står A over ham, peger ham ind i ansigtet og siger ”nu bliver du her”. C har ikke på noget tidspunkt gået andre steder end de, A har ført ham til. B træder til og C bliver vendt om på maven (3:20). A sætter sig på C med et knæ i hans ryg og hånden på hans nakke, mens han presser Cs ansig ned i asfalten og siger ”nu slapper du af”. C skriger nu i frustration og smerte, mens A siger noget til ham. B siger til ham, at han skal være ”rolig”, og C svarer A at han er den eneste der ”spiller dum her”. En af tilskuerne siger til betjentene at de kan give slip på C, hvis de vil have ham til at slappe af.
B fortæller C at han skal ”tie stille”. C vender hovedet og henvender sig til B: ”Hvorfor siger du det til mig? Sig det til din kollega - det er ikke kun os der kan begå fejl”. B svarer: ”Du spytter på os og råber og skriger”. C har stadig hovedet presset ned mod asfalten og ser ind i Bs ben, mens han fortæller hende at han ikke spytter med vilje - ”det kommer bare ud af min mund” (i Cs efterfølgende forklaring og klagebrev har han sagt, at han havde sand i munden fra da han blev kastet ned i jorden). A, der stadig sidder ovenpå C, spørger om han er ”rolig igen”, hvortil C svarer: ”Hvis du er rolig, så er jeg rolig”. Cs halskæde er gået i stykker og B samler den op. A bliver ved med at spørge ”er du rolig”, og C - som ligger helt roligt - bliver ved med at svare, at han er rolig hvis A er det.
Herefter (4:10) fortæller B, at de tager C med ind på stationen, så de kan snakke sammen uden at Cs venner kan filme det og være vidner. Et af vidnerne spørger tydeligt igen hvad C er anholdt for, men får ikke noget svar. Det gør C heller ikke, men B fortæller ham, at han skal lade være med at råbe af politiet. C bliver ført ind i politibilen af A, som nu forholder sig noget mere roligt og mindre aggressivt. Her slutter filmen.
Vi ved ikke hvad der er foregået før filmen begynder. I filmen ser vi tre personer. Den ene er anholdt, men vi ved ikke hvad, han er sigtet for, og det gør han tilsyneladende heller ikke selv. Betjentene fortæller ham ikke hvorfor de tager ham med, selvom både han og vidnerne spørger. Allerede her kan vi altså konstatere, at betjentene ikke gør sin pligt - en anholdt har naturligvis ret til at få at vide hvad han er sigtet for.
Den anholdte går med betjentene uden at gøre modstand, men alligevel bliver han brutalt smidt til jorden og iført håndjern. Således burde han være uskadeliggjort, men han bliver fortsat udsat for gentagen vold: Han får revet armen rundt, vredet håndleddet om, han får et knæ i ryggen, en betjent sætter sig på ham, flere gange får han ansigtet kørt rundt i asfalt og småsten, han bliver skubbet hårdt ind en bil, kastet ned på jorden, revet i blusen, og bliver udsat for et ubehageligt halsgreb, hvor hans hoved og nakke bliver bøjet bagover. Alt dette er helt åbenlyst at betegne som ”vold” - ikke grov vold, men dog vold - så jeg vil derfor omdøbe ”C” til ”offeret”.
Det er den ene betjent - den mandlige - som er den aktivt udøver af disse voldshandlinger. Jeg vil derfor kalde ham ”voldsmanden”. Det er ikke til at se om den kvindelige betjent virker beklemt ved situationen og sin kollegas brutale adfærd, men hun er noget mere tilbageholdende og fattet. Hun er dog mere end en passiv tilskuer, og selvom hun ikke tager initiativ til voldshandlinger, så bistår hun hver gang hendes kollega starter dem. Lad os derfor kalde hende for ”medløberen” eller ”assistenten”.
Lad os endnu engang gøre det klart: På intet tidspunkt i filmen har offeret gjort fysisk modstand, han har ikke forsøgt at løbe væk eller komme fri, han har ikke opført sig truende eller aggressivt overfor de to betjente eller andre, eller på anden måde gjort det ”nødvendigt” for de to betjente at håndtere ham med den voldsanvendelse, som vi ser i filmen. Er du uenig, så gør mig den tjeneste at se filmen igen og fortæl mig hvor han udfører en handling som legitimerer de voldshandlinger, han udsættes for.
Hvad han derimod har gjort er at ytre sig verbalt. Han har spurgt hvorfor de tager ham med - han har altså bedt om information, som han har ret til at få og de har pligt til at give. Han har også bedt sine venner om at filme anholdelsen, hvilket han og de naturligvis også har ret til. Han har også dristet sig til at kommentere betjentenes adfærd - som f.eks. da de gav ham modstridende ordrer, og da han indvendte at det var svært for ham at forholde sig roligt når han bliver revet rundt. På et tidspunkt er han også det, man måske kunne kalde ”flabet”, idet han (eller tilskuerne? Det er svært for mig at høre) ytrer at betjentene må kede sig, siden de anholder ham uden anden grund. Der er da også et par gange hvor han kommer med korte uartikulerede brøl, men det er helt naturlige og menneskelige reaktioner på frustration, magtesløshed og smerte.
Alt dette er lovligt! Som sagt: Vi ved ikke hvad han har gjort inden filmen starter, og hvorfor han er anholdt, men der er intet i hans adfærd efter anholdelsen, som udgør andet end verbal og lovlig kommunikation, og altså intet der begrunder den behandling han får under anholdelsen. Der er ikke engang tale om at han råber ukvemsord efter de to betjente.
Mit umiddelbare indtryk, når jeg ser filmen, er at denne lovlige og fredelige kommunikation er grunden til at han udsættes for vold. Mit indtryk er, at den mandlige betjent, voldsmanden, ikke er tilfreds med det at offeret går med uden modstand; han ønsker også at offeret udviser en bestemt holdning - han forventer måske en vis ydmyghed og ærefrygt, og i stedet får han en person, der stiller spørgsmål, kommenterer og altså opfører sig som et selvstændigt og selvrespekterende individ, der ikke lader sig kue mentalt. Det gør betjenten sur og han sætter sig derfor for at straffe det han opfatter som ”respektløshed” for at give offeret en lektion om at det ikke er nok at gøre, hvad politiet siger - man skal også lære at frygte dem og dukke nakken.
Der er altså ikke tale om en anholdelse men om en afstraffelse - noget politiet aldeles ikke har ret til at udføre i en retsstat. Offeret straffes desuden ikke for nogen forbrydelse, men for ikke at have udvist den ønskede mentalitet og for at have ytret sig. Der er altså tale om vold mod en person, der har benyttet sine rettigheder - herunder ytringsfriheden. Dette bekræftes af den kvindelige betjent, assistenten, som sidst i filmen fortæller offeret, at grunden til at han får sin behandling er, at han skal ”tie stille” og at han ikke må ”råbe ad politiet”.
Lad os dog overveje en anden mulighed: I starten ser vi de tre personer gå langsomt og roligt ned ad en sti, kameraet holder sig generelt på afstand, og på intet tidspunkt kommer der andre ind i billedet. Vidnerne, hvis stemmer vi hører, virker ikke aggressive om end de ind imellem kommer med humoristisk drillende - dog harmløse - tilråb. Der kan altså ikke være tale om at betjentene har følt sig stressede eller truede af de andre tilstedeværende, så dét kan ikke forklare den brutale adfærd. Tværtimod virker volden bevidst og voldsmanden har stort set hele tiden i fuld kontrol over situationen og sit temperament.
Der kunne selvfølgelig også være de muligheder, at voldsmanden generelt er sadistisk anlagt og nyder at vise sin magt ved at påføre andre smerte - måske endda særligt hvis de andre er yngre mænd, og hvis de er mørke i huden. Men det kan vi ret beset ikke vide noget om, så lad os holde os til de første forklaring, som understøttes af filmen og af assistentens udtalelser: Voldsmanden afstraffer offeret for at opnå en særlig ydmyghed og en misforstået form for ”respekt”.
Som sagt har filmen allerede været diskuteret i medierne, og for at komme en eventuel klage i forkøbet har politiet selv bedt Politiklagemyndigheden om at undersøge forløbet. Betjentenes interesseorganisation afviser forståeligt nok at der skulle være noget at kritisere. Formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, udtaler således:
Det er almindeligt, professionelt politiarbejde, der bliver udført.
Det er jeg overhovedet ikke uenig med ham i - det ér helt almindeligt politiarbejde. Denne voldelige anholdelse er hverken usædvanlig eller overraskende. Den slags foregår vel sagtens hver eneste dag - og ofte langt mere brutalt. Det er faktisk det der er det mest problematiske i sagen!
Det er jo grotesk og burde være forargende, at det danske samfund er et, hvor især unge mænd (og især hvis de er mørklødede) jævnligt risikerer at blive anholdt og chikaneret uden forklaring, og hvor danske betjente føler at de skal ”sætte sig i respekt” ved at ydmyge og brutalisere folk. Det skriger til himlen, at mild politibrutalitet er en del af hverdagen og en forventelig bestanddel af det, politiet selv kalder en ”almindelig politiforretning”, som foregår ”helt efter bogen”.
Jeg ved ikke hvilken ”bog”, det er, politiformanden udtaler sig om, men det er bestemt ikke en bog, der beskriver myndighedernes adfærd i en retsstat. Oxfeldts vrøvl om, at betjente naturligvis har ret til at kaste folk til jorden, vride deres arme, håndled og hals om, fordi de jo skal ”tage højde for sin egen sikkerhed” og kan risikere at folk spytter efter dem, er simpelthen ikke en retsstat og et demokrati værdig. Med den begrundelse kan politiet jo også gå rundt og peberspraye alle der kommer i nærheden af dem, for hvis de er tæt nok på til at få peberspray, så er de også tæt nok på til at kunne spytte. Politiets voldsanvendelse skal naturligvis stå i proportion til den reelle trussel den anholdte udgør, og her er der tale om en rolig mand, som er lagt i håndjern og ikke har gjort nogen modstand.
Hvis det danske politi er interesseret i at fremme befolkningens tillid, så fyrer de naturligvis den formand, hvis udtalelser er en generel voldstrussel mod borgerne. Det gælder især, hvis de ønsker at fremstå som en organisation og en myndighed, der har som formål at beskytte borgernes sikkerhed og rettigheder og at forsvare demokratiet, for Oxfeldt forsøger minsandten at afvise kritikken af politiets fremfærd ved selv at klage over, at det da også er for groft at borgerne sådan går rundt og filmer politibetjente, når de udøver vold. Han udtaler sig altså som modstander af grundlæggende demokratiske rettigheder - en sådan formand kan politiets forbund da ikke være tjent med?
…
Samme trivialisering af vold får vi også fra SFer og Modkraft-blogger Leif Donbæk Thomsen, som på Facebook skriver, at den brutale anholdelse var helt ”by the book”. Igen: Jeg ved ikke hvilken bog det er, men det er ikke den bog, der beskriver politiets myndighed og legitime magtanvendelse. Han skriver, at de enkelte - smertefulde - voldshandlinger er ”helt almindelige”, hvilket jeg som sagt overhovedet ikke er uenig i. Men hvis han ikke kan se problemet i at vold og magtmisbrug er helt almindeligt, så mister han altså en hel del troværdighed, når han i andre tekster anklager andre for at være voldelige ”fascister” og hævder, at han selv bruger ord og ikke vold.
Det gør det ikke ligefrem bedre, at han i sin kommentar på Facebook forsvarer betjentenes voldsanvendelse med henvisning til, at han da også selv er blevet trænet i de teknikker, og at de skam også bruges af udsmidere. Jeg citerer: ”Det bruges da iøvrigt også big time, når vores egne folk står i dør til festerne”. Jeg ved ikke hvem han snakker om, når han siger ”vores”, men hvis de har dørmænd, som kaster folk til jorden og påfører dem smertefulde greb, uden at disse folk har udgjort nogen trussel, så har han selv et kraftigt problem med hensyn til at tage afstand fra vold.
…
Den værste reaktion kom dog fra Socialdemokraternes retspolitiske ordfører, Ole Hækkerup. Han mener, at det er offerets egen skyld at de udsættes for vold, og er tilsyneladende helt enig i min vurdering om, at den anholdte straffes fordi, han ikke har udvist den rette ydmyghed og ”respekt”. Hækkerups holdning grænser sig til det fascistiske, når han til Ritzau forsvarer betjentenes vold med følgende tilsvining af de unge mænd, som henholdsvis anholdes og filmer anholdelsen:
Det er helt tydeligt, at de tror, at det er dem, der laver reglerne. De skal holde deres kæft og respektere det samfund, de lever i.
For det første er det åbenlyst, at han udtaler sig med udgangspunkt i sine egne fantasier. Han er blevet bedt om at udtale sig om det han kan se i filmen, og der er ikke noget i den, der indikerer noget om at den anholdte ”tror han laver reglerne” eller at han ikke ”respekterer det samfund han lever i”. Intet. Det er produkter af retsordførerens fantasi.
Men langt mere væsentligt: Siden hvornår er det blevet kriminelt ikke at respektere et samfund? Hvornår vedtog Folketinget den lov, der siger, at politiet må udføre fysisk afstraffelse af folk, for at få dem til at holde kæft? Hvornår blev ytringsfriheden og tankefriheden afskaffet?
Ole Hækkerups udtalelse er jo et forsvar for en totalitær politistat, hvor borgerne ikke har nogen retsbeskyttelse, men bare skal holde kæft og dukke nakken i frygt, hver gang statens politikorps viser sig. Hans fantasi tager udgangspunkt i et udemokratisk samfund, hvor det er strafbart ikke at have den rette mentalitet i form af en særlig respekt overfor samfundet og statens autoritet - og hvor den udøvende magt i form af politiet kan udføre denne afstraffelse på stedet uden at gå igennem langsommelige retsprocesser, hvor den anklagede kan forsvare sig og sine holdninger. I Ole Hækkerups dystopiske samfundsvision er der hverken retssikkerhed eller ytringsfrihed og man rissikerer at få tæsk, hvis man ikke holder kæft.
Men heldigvis er det da blot en fantasi i den socialdemokratiske ordførers egen hoved. Danmark er endnu ikke en sådan totalitær politistat. Heldigvis da. Men hvordan i alverden skulle det fremme respekten for et samfund, når den retspolitiske ordfører for dette samfunds regeringsparti har sådanne retspolitiske holdninger? Ole Hækkerups groteske udtalelse om at man selv er uden om at blive anholdt, hvis man ikke udviser respekt, og at man selv beder om at få tæsk, hvis man ikke holder sin kæft, har i hvert fald gjort en hel del for at mindske min respekt for den socialdemokratiske samfundsvision. Det siger sig selv, at hvis Socialdemokraterne ønsker at fremstå som et demokratisk parti, så overvejer de at finde en ny retspolitisk ordfører.
Nej, denne episode var ikke ekstraordinært voldelig. Der var intet usædvanligt i den. Den slags sker vel sagtens hver dag rundt omkring i landet. Den var som de siger: en "helt almindelig politiforretning". Det er netop det, der er problemet og grunden til at tage det alvorligt.
Det er ikke folk som Claus Oxfeldt, Leif Donbæk Thomsen eller Ole Hækkerup, der normalt udsættes for den slags. De kan sagtens gå forbi en betjent eller sidde i en park uden at blive stoppet, kropsvisiteret, lagt i håndjern, taget med på stationen, ydmyget og udsat for mild vold, og få at vide at de skal holde sin kæft. At de har fuld tillid til politiet og slet ikke mener der er grund til så meget som at sætte spørgsmålstegn ved deres opførsel, er uden værdi, for det er ikke dem, det går ud over.
Hvis de ønsker at fremme respekten for det samfund, de lever i, så burde de tage det alvorligt, at der er folk for hvem, oplevelser som disse er dagligdag. Det er oplevelser, som - uanset at de ikke hver for sig udgør nogen enorm krænkelse - akkumulerer og gradvist ødelægger enhver form for respekt. Det er oplevelser, som får folk til at hade politiet og det samfund, hvor politikerne forsvarer politiets vold uden at have nogen tillid til de borgere, den går ud over. Det burde for så vidt heller ikke være i politiets eller politikernes interesse. Det er udtalelser som disse, der er respektløse - overfor retsstaten, overfor borgerne, og overfor samfundet.