Lystmordere

Et bredt flertal vil snart sende soldaterne i krig igen.

Sådan skrev Berlingeren den 13. juli 2013.

Nogle af danske soldater er nemlig på vej hjem fra Afghanistan, men politikerne har allerede abstinenser ved tankerne om ikke at være en krigsførende nation. De er åbenbart blevet så hooked på at beordre andre mennesker til at dræbe andre mennesker, at de allerede nu med længsel ser sig om efter det næste land, de kan invadere, de næste byer, de kan bombe og de næste folk, de kan slå ihjel.

Hvem bliver så de næste? Det spiller ikke den store rolle - det vigtige for politikerne er blot, at nogen skal dø, så de selv kan føle sig vigtige og ”aktivistiske”.

Her er nogle citater fra artiklen:

Bjarne Laustsen, forsvarsordfører for Socialdemokraterne:

»Vi skal spille en aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitisk rolle. Vi er ikke et neutralt land. Vi vil være med.«

Han nævner blandt andet Østafrika og Syrien, som mulige mål for den næste krig, men det vigtige er først og fremmest blot at gå i krig, fordi det får ham til at føle sig ”aktiv” og som en der ”er med”. Som om der ikke er andre måder at være "aktiv" på eller "være med" end at føre krig.

Troels Lund Poulsen, forsvarsordfører for Venstre:

»V i vil ikke tilbage til en fodslæbende forsvarspolitik.«

Han indskrænker sig ikke ved at udvælge bombemål, men ligesom pointerer socialdemokraten han, at det væsentlige er at vise, at han er aktiv og ikke tøver med at slå ihjel.

De konservatives forsvarsordfører, Lene Espersen, udpeger Sudan, Mali og Syrien som ”oplagte mål”, og mener at det er ”meget realistisk”, at hun snart stemmer for at føre krig i et eller flere af disse lande.

De Radikales forsvarsordfører er lidt mere tilbageholdende og mener, at der dog bør være en plan for den kommende krig, men er ikke i tvivl om, at den snart kommer - for hende er det også et spørgsmål om ikke at gå i stå og konstant holde sig ”aktiv”:

»Danske soldater vil snart blive sendt ud igen. Vi skal bestemt føre en aktiv udenrigspolitik.«

Det et tydeligt fra disse udtalelser, at de efter over 10 år i konstant krigstilstand føler sig rastløse ved tanken om at der ikke længere skulle være folk der bliver dræbt af danske soldater. De er altså som en flok narkomaner, der får feberrystelser ved tanken om ikke at kunne få det næste fix - eller som en flok maniske lystmordere, der ser sig om efter næste offer, inden liget af det første er blevet koldt.

Grunde til krig

En fyr som Dick Cheney kunne man måske kalde ”rovmorder”, for han tjener styrtende på de krige, han har været med til at starte, og har altså en personlig økonomisk interesse. Men det er næppe tilfældet for de danske politikere. Noget lignende men dog forskelligt gør sig gældende for Jens Lønborg, der er chef for operationsdivisionen i det danske militær og giver udtryk for, at han »håber på snart at få en ny opgave« - altså på at deltage i en ny krig.

Han bliver ikke personligt rigere, men det er jo en del af hans professionelle interesse at sørge for at en så stor del af samfundets rigdom bliver kanaliseret over i hans arbejdsplads, hvilket han da også fremhæver, når han henviser til, at »det historisk høje militærniveau kun bevares med nye missioner«. For at fastholde det høje forsvarsbudget er forsvaret som institution naturligvis interesseret i at politikerne konstant fører nye krige.

Her er der altså tale om en institutionel, om ikke personlig, økonomisk interesse. Det samme gælder når statsledere ønsker at føre krig for at tilrane sig andre landes ressourcer, for derved at styrke den hjemlige nationale økonomi. Her er der igen tale om at de agerer ud fra en institutionel egoistisk interesse - en kollektiv grådighed - omend der an naturligvis kan være overlap, således at man selv personligt får økonomisk gevinst ved den krig, der er i den ”nationale interesse”.

Andre politikere - såsom Benito Mussolini - har haft et mere ideologisk forhold til krig og ment, at det er nødvendigt for en nation at befinde sig i konstant krigstilstand. Ifølge ham er det nemlig kun i krigsmentaliteten, at man kan dyrke de sande værdier i befolkningen. Dette er en idé, han nok deler med enkelte danske politikere, der ynder konstant at fremmane billedet af en ”global krig”, dyrker krigernationen Sparta og foragter blødsødne menneskerettigheder fordi de svækker befolkningens ”moral”. Men generelt hører vi ikke nogen så ideologiske begrundelser fra de danske politikere.

Endelig er der naturligvis også politikere, der mener at krig er nødvendigt i visse situationer. Det kan være for enten at forsvare nationen mod inde- eller udefrakommende trusler, for at opnå geopolitisk magt til nationen eller for at styrke sin egen interne politiske position, eller sågar af mere idealistiske grunde såsom at forhindre værre blodsudgydelse, stoppe borgerkrige eller for at ”sprede demokrati” og så videre. Ofte bliver de idealistiske motiver og selvforsvarsmotivet brugt til at dække over nogle af de mere magtbegærlige og grådige motiver, men de findes skam.

Jeg er helt villig til (i det mindste teoretisk) at acceptere tesen om, at krig kan være nødvendigt - for eksempel som selvforsvar eller for at forhindre noget værre - men det er jo ikke det, der er tale om her. De danske politikere, der er citeret ovenfor, er hverken drevet af personlig eller institutionel økonomisk vinding, af en pervers ideologi, eller af realpolitiske eller idealistiske overvejelser.

De lader snarere til at være drevet af noget endnu mere personligt: begær.

Krigsbegær

Ifølge egne udsagn er alle de største danske partier ikke bare villige men ivrige efter at gå i krig så snart som muligt simpelthen fordi de ikke kan sidde stille og gerne vil føle sig ”aktivistiske”. De er altså drevet af lyst, af et psykologisk behov, som åbenbart kun kan tilfredsstilles ved at andre folk dør.

De vil have mere krig, og det spiller ikke den store rolle hvorfor eller hvor, for de føler sig inkompetente og rastløse ved tanken om ikke at være i krig. Krigen er for dem ikke et middel til at opnå et mål - den er målet for deres begær. De vil krigen for krigens egen skyld, fordi den i sig selv giver dem en tilfredsstillelse. Og når den ene krig er slut, så skal den næste startes, for de kan ikke leve uden deres konstante krigsfix.

Hvad kalder man en person, der slår andre ihjel - eller beordrer andre til at slå andre ihjel - udelukkende fordi man får en personlig tilfredsstillelse ved det? For i almen retspraksis er den, der bestiller et mord, jo lige så skyldig i mordet, som lejemorderen er det (eller som den gamle statspropaganda, OBS, sagde: ”Hæleren er lige så god som stjæleren”). Som sagt kan mord forsvares og begrundes på mange forskellige måder, men når man slår ihjel fordi man simpelthen har lyst til det, og man ikke kan vente med at planlægge næste mord, hvad er man så? Et oplagt ord kunne være: lystmorder.

Krig skal føles godt, så kritik er tabu

Jeg væmmes ved at læse - og havde ærligt talt svært ved at tro mine egne øjne - at de politiske ordførere for de største politiske partier i Danmark, både i regeringen og oppositionen, har et så lemfældigt og lystbetonet forhold til krig og menneskeliv, at den eneste grund de behøver for at slå andre mennesker ihjel er, at de ikke har lyst til at blive set - og se sig selv - som ”inaktive”, ”neutrale”, ”tøvende” - eller med Mussolinis ord: som kujoner. Krig får dem åbenbart til at føle sig som aktive magtmennesker, og for at blive ved med at føle sig som sådan, er det nødvendigt at starte en ny krig så snart den gamle slutter. De er simpelthen afhængige af det!

Måske startede de ikke som sådan; måske startede de med at have andre motiver. Måske startede det med tanken ”lige én krig til, så er kampen mod terror vundet”, eller ”når vi får væltet den her diktator, så er der stabilitet” - hvor naive disse idéer så end er, så er de dog ikke utænkelige. Men nu er de hooked og kan ikke holde op, og vé den, der vover at stille spørgsmålstegn ved det smarte ved den aktuelle krigsstrategi.

Det sidste måtte den radikale Zenia Stampe lære på den hårde måde. Som et af de indledende citater viser, så er hun ikke ligefrem en pacifist. Hun var næsten lige så krigsivrig som de øvrige forsvarsordførere, men da hun vovede at påstå, at de danske krigseventyr måske ikke var helt så fantastiske, som de andre politikere føler de er, og at man måske bør planlægge det næste lidt bedre, så faldt stort set samtlige partier - også hendes eget - over hende og beskyldte hende for at besudle de danske soldater, der har tabt livet i den krig, hun gerne ville have haft bedre planlagt.

Hun blev udsat for en mærkelig form for nekofili, hvor døde soldater blev holdt frem og fremstillet som martyrer for den gode sag med mantraet: Se! Hvis du kritiserer den sag, de døde for, og de politikere, der beordrede dem i døden, så kritiserer du i virkeligheden dem og deres indsats. Som om det er de menige soldater, der er strategisk ansvarlige for de politiske magthaveres beslutninger.

Læg mærke til Berlingerens redaktionelle leder, som er avisens officielle mening:

Spørgsmålet, om den danske Afghanistan-indsats har været omkostningerne værd, er svært at komme udenom. Men det er forkert at stille og umuligt at besvare. 43 danskere er ikke døde forgæves.

Altså: Det er oplagt at overveje, om det nu er gået så godt - men man må ikke stille spørgsmålet! Selv det er svært at komme udenom, så man simpelthen ikke stille det spørgsmål, mener Berlingeren altså. Hvordan pokker kan de så overhovedet foregive at lave journalistik? Og grunden til, at man ikke må beskæftige sig med det spørgsmål, er den simple, om end tragiske, at i krig dør soldater. Det gør de i alle krige, så konklusionen må være, at man aldrig må stille spørgsmål ved nogen krig overhovedet - på grund af en grotesk ”respekt” for de, der måtte lade livet.

Er det ikke snarere et tegn på respekt for soldaterne at tage deres liv og død alvorligt og sige: Vi bør overveje, hvad vi får ud af at føre krig, og hvordan vi kan gøre det bedre en anden gang?

Nej, den slags spørgsmål er tabu for de danske krigspartier og den jingoistiske skyttegravssavis, Berlingeren, der blæser i krigstrompeter fra sikker afstand. For for dem handler krig jo ikke om resultaterne eller konsekvenserne, men om selve processen: Krig er godt, fordi det føles godt - og derfor skal ingen komme med spørgsmål og kritik som ikke får det til at føles godt.

Undskyld mig men: Føj for den lede, hvor er det dog ækelt!

Udgør Danmark en trussel?

Udover at det er bedrøveligt og væmmeligt i sig selv, at størsteparten af de danske partier er permanent krigsliderlige, så er der også realpolitiske grunde til at være bekymret over situationen. Med sine udsagn om at de leder efter den næste krig og glæder sig til at angribe det næste land, så kan andre lande med en vis logik og berettigelse betragte Danmark som en sikkerhedsmæssig trussel.

De har sendt det signal, at uanset hvilke partier, der vinder næste folketingsvalg, så kan man være sikker på, at regeringen vil bestå af partier, der har tænkt sig at invadere et eller andet land. De ved endnu ikke hvilket, men det spiller ikke den store rolle, for de ved allerede nu, at invaderes det skal der. Overalt på kloden - men nok mere visse steder end andre - kan statsledere og befolkninger altså nu sidde og overveje om det bliver dem, der bliver målet for de næste danske jægerfly.

Hvem kan sidde stille og bevare det gode humør og de internatonale relationer, når man ved at et lille land i Skandinavien kan finde på at beordre bomber og soldater ind over ens grænser, når som helst? Med Bush-doktrinen om, at det er tilladt at angribe andre lande, hvis man mener de udgør en potentiel trussel - altså ”det bedste forsvar er et angreb” - som Danmark vel mere eller mindre har tilsluttet sig, kan andre lande få den tanke, at det nok er bedst at få gjort noget ved den potentielle danske trussel, inden det er for sent. De danske politikere har truet adskillige lande rundt om i verden og har dermed udsat den danske befolkning for det, den tidligere amerikanske præsident kaldte ”præventivt angreb”.

De har hermed ikke blot gjort Verden, men også Danmark, til et mere usikkert sted.

Fortsættes…

Af de forsvarspolitske ordførere, som blev spurgt i Berlingeren, var der én enkelt undtagelse. Marie Krarup fra DF var den eneste, som ikke straks erklærede sig ivrig efter at invadere et nyt land. Hun var også den eneste som gav udtryk for en egentlig forsvarspolitik - altså nogle politiske principper for hvordan og hvornår militæret bør sættes ind.

De principper, og hendes eget forhold til dem, vender vi tilbage til i næste indlæg.