Annonce

9. november 2014 - 19:09

Flere eksemler på pro-israelsk antisemitisme

Her følger endnu et indlæg i serien om forskellige former for antisemitisme og deres forhold til den israelske stat. Sidste kapitel handlede om at der ikke er nogen nødvendig modsætning mellem det et have pro-israelske eller pro-zionistiske og det at have antisemitiske holdninger: Man kan sagtens have overbevisninger som er generaliserende og stigmatiserende overfor jøder, samtidig med at man støtter en jødisk stat i Mellemøsten - også selvom man hævder at man skam ”holder med” jøder.

Hvis man for eksempel mener at den eneste måde at støtte jøder på, er at støtte den israelske stat, og at den altså repræsenterer alle jøder, så giver man faktisk bare udtryk for en anden version af den klart antisemitiske idé, der sætter lighedstegn mellem jødedom og staten Israel. Dermed kommer man endvidere også let i en position hvor man angriber bestemte jøder for ikke at være tilstrækkeligt ”jødiske,” når de nægter at lade sig repræsentere af den pågældende stat.

Som et eksempel på netop denne problematiske holdning dissekerede jeg nogle citater fra et par debatter med den ultra-konservative universitetslektor og Berlingske-blogger, Søren Hviid Pedersen. Han havde blandt andet anklaget den amerikanske jødiske filosof Judith Butler og den dansk-israelske aktivist Yonatan Ungermann Goldshtein for ikke at være ”tro mod sit folk,” fordi de begge har kritiseret den israelske stat. Jeg starter dette indlæg med slutningen på en af de debatter.

Til sidst i debatten om Butler spillede Søren Hviid Pedersen nemlig et kort, der er så ubegavet og fjollet, at man nærmest må undre sig over hvem der egentlig kan ”tænke politisk” (hans eget begreb): Han insisterer på, at han da umuligt have antisemitiske synspunkter, eftersom han støtter den israelske stat: "uha da da....det vil sige, at jeg som forsvarer af den Israelske stat er blevet antisemit....det er jo næsten Orwellsk ordskvalder og venden op og ned på begreberne."

Hvorfor er det fjollet? Tjoh, forestil dig hvad den almindelige reaktion ville være på udtalelser som ”Jeg har intet imod sorte, jeg mener bare de hører til i Afrika, hvor deres loyalitet jo ligger rent naturligt. Og da jeg støtter staten Uganda, så jeg kan da ikke være racistisk?” Eller ”Du kan ikke kalde mig islamofob, bare fordi jeg mener at man ikke kan være dansker og muslim samtidig og at alle muslimers interesser repræsenteres af islamiske stater, for jeg støtter jo netop den islamiske stat, som jeg mener muslimerne hører til i.”

Forhåbentligt kan alle tænkende mennesker se, hvor tossede de to eksempler er. Hvis du kan det, så bør du også kunne se, hvor ubegavet påstanden om, at et forsvar for den israelske stat udelukker antisemitiske holdninger, er. Og det var jo argumenter af den slags, som Søren Hviid Pedersen brugte om jøder og staten Israel.

Det er jo indlysende, at støtte til den israelske stat og dens status som jødisk stat er fuldt foreneligt med antisemitiske holdninger. Hvis man mener, at etnicitet og religiøs identitet er lig politisk loyalitet, og man har en politisk ideologi, som bl.a. går ud på at etniske grupperinger, der ikke passer ind i ens vision om den kulturelt ensartede nationalstat, skal fjernes fra statens område, så giver det jo god mening, at mene, at de bør bo et andet sted. Og så kan man jo sagtens støtte etableringen af en etnisk ren stat til dem dette andet sted, netop på grund - ikke på trods - af ens antipati mod det pågældende mindretals eksistens her i landet.

Hvis man mener, at jøder ”hører til” i Israel, og altså ikke i Europa, jamen så er man antisemit, uanset at man støtter den israelske stat. Det er faktisk ikke så kompliceret. Derfor kunne den politiske zionismes grundlægger, Theodor Herzl, da også erklære, at antisemitter kunne blive bevægelsens bedste venner [1]. Der er altså ikke nogen nødvendig modsætning mellem antisemitisme og støtte til den zionistiske bevægelse eller stat.

Støtte til den israelske stat og det zionistiske bosættelsesprojekt kan skam lige så vel være baseret på en antisemitisk modvilje mod jøder som på et oprigtigt ønske om at hjælpe jøder - ligesom det kan være af rent taktiske overvejelser, som ikke egentlig har noget forhold til jøder som sådan men blot bruger dem som et led i ens egne planer. Det er altså helt umuligt at konkludere, at en person ikke har antisemitiske holdninger alene fordi han støtter staten Israel.

Lad mig give nogle flere eksempler på bevægelser der har støttet den israelske stat ud fra overvejelser der var enten decideret fjendtlige eller blot neutrale overfor den jødiske etnicitet:

 

Støtte til Israel som forberedelse til Dommedag

Især i USA er der dele af den ultrakonservative kristne højrefløj, som ihærdigt arbejder for, at USA's regering skal støtte de mest krigeriske kræfter i Israel; de støtter jødisk kolonisering af hele Palæstina og etnisk udrensning af alle palæstinensere. Dette er ikke af hensyn til jøder som sådan, men ud fra en rent kristen teologisk tænkning, hvor jøder i høj grad opfattes som underordnede og syndige men alligevel spiller en vigtig rolle i den kristne verdensopfattelse.

Denne ”kristne zionisme” mener nemlig, at Dommedag ikke kommer før det bibelske ”Stor-Israel” er blevet genoprettet og jøderne er vendt tilbage til ”Det hellige land”. Når det sker, så vil Gud dræbe alle, som ikke endnu er blevet ”frelst” - det vil sige: har omvendt sig til den særlige variant af kristendommen. Deres støtte til Israel er altså et rent taktisk led i en religiøs forestilling, som ender med de frelste kristnes endelige sejr over alle vantro - inklusiv jøderne. De kristne zionister vil altså hjælpe jøder med at flytte til Palæstina, så de kan blive slået ihjel på den dommedag, som kommer når det zionistiske projekt er fuldendt.

Med ”venner” som disse, har man ikke brug for fjender! Denne ”kristne zionisme” er ikke bare forenelig med antisemitisme; den er i sig selv antisemitisk. De mener nemlig også, at jøder (især dem der ikke er flyttet til Palæstina) er ekstra særligt kætterske og forræderiske, eftersom de ikke har taget Jesus til sig, selvom de var det første folk som fik chancen. Fremtrædende og politisk indflydelsesrige amerikanske kristne fundamentalister (som Pat Robertson, John Hagee og Jerry Falwell) kombinerer derfor gerne deres ihærdige støtte til den israelske stat med antisemitiske konspirationsteorier om, at jøderne er i ledtog med Djævelen.

Det er ikke bare en lille ubetydelig sekt i USA. Prædikanter som Pat Robertson, John Hagee og Jerry Falwell har en betydelig politisk og kulturel indflydelse - Hagee mødes sågar jævnligt både med amerikanske og israelske top-politikere - og blandt bevægelsens tilhængere finder vi også folk som den tidligere potentielle præsident-kandidat og top-republikaner, Mike Huckabee, som selv har erklæret (hvilket han har ret i), at de evangeliske fundamentalister er langt stærkere i deres støtte til Israel end amerikanske jøder generelt.

Man forstår for så vidt godt, hvis amerikanske jøder er skeptiske overfor denne bevægelse, for ud over at arbejde for et rent jødisk Stor-Israel (som skal føre til Dommedag), arbejder de kristne fundamentalister også på at indføre kristent teokrati i deres egne lande, således at ikke-kristne - deriblandt jøder - skal diskrimineres og underlægges kristen lovgivning. Her har vi vist et klart eksempel på antisemitisk støtte til Israel!

 

Støtte til Israel som led i europæisk imperialisme

Støtten kan også være rent taktisk ud fra andre og mere jordiske overvejelser, hvor jøderne igen kun er en brik i et større spil. Det er for eksempel tilfældet, når man skifter idéen om en særlig ”kristen mission” i Verden ud med ideen om en særlig ”vestlig mission” - hvilket vitterligt ikke er svært, da de to begreber ofte har overlappet og været synonyme.

Idéen om at ”den kristne verden” (læs: Europa) skal udbrede sin religion til hele verden og dominere alle andre folkeslag gled ganske ubesværet over i idéen om at ”den vestlige civilisation” (læs: Europa og enkelte tidligere europæiske kolonier) skal udbrede sine ”vestlige værdier” og dominere alle andre folkeslag.

I denne tankegang, som stadig er vidt udbredt i dag, kan den israelske stat betragtes som en vigtig del af den europæiske/vestlige magt-base og som et led i opretholdelsen af en global verdensorden domineret af den europæiske/vestlige verden - kulturelt, økonomisk og militært. Støtten til den ”jødiske stat” er hermed rent taktisk og ikke motiveret af respekt for jøder som sådan. Tværtimod indtager de blot en underordnet rolle i det gamle projekt om kristent/europæisk/vestligt overherredømme.

Hvor de europæiske jøder oprindeligt blev ofre for det europæiske ekspansionsprojekt, fordi de blev betragtet som ukristne repræsentanter for ”det orientalske”, der ikke hørte til i ”Vesten”, så fik de i den senere imperialisme en status som en slags ”æres-vestlige” og ”næsten-kristne”, som kunne bruges i kampen mod den orientalske fjende. Men igen gælder det, at deres status er betinget af idéen om, at de egentlig ”hører til” udenfor Europa - de kan kun tjene det ”vestlige” ekspansionsprojekt hvis de opretter en stat udenfor Europa, hvor den kan fungere som en slags militær forpost for europæiske interesser.

Grundlæggeren af den politiske zionisme, Theodor Herzl, spillede selv på denne tankegang, da han appellerede til europæiske magthavere med argumenter om, at en europæisk-jødisk stat i Mellemøsten kunne fungere som et ”europæisk fæstningsværk imod Asien, civilisationens forpost overfor barbariet” [2], og at den i øvrigt ville være en nyttig rute for det engelske imperium, når det skulle have tropper og forsyninger til sine kolonier i Asien [3].

Det samme gælder i dag, hvor ”vestlige” supermagter og ideologer insisterer på nødvendigheden af at fastholde en stærkt militariseret israelsk stat midt i en region, som stadig er den primære ”vestlige” krigsskueplads. Denne stat spiller blandt andet en stor rolle i udvikling og afprøvning af våben og krigsmateriel, og har andre militær-strategiske og geopolitiske funktioner, som næppe er helt irrelevante for visse vestlige staters direkte og indirekte støtte til besættelsesmagten.

Selvom denne real-politiske tankegang ofte pakkes ind i svulmende retorik om en moralsk forpligtelse til at støtte en særligt jødisk stat, som er ”omringet af fjender” (bemærk hvor snedigt den europæiske moralske støtte til den israelske stat pludselig er blevet helt adskilt fra det europæiske ansvar for jødeforfølgelsen og Holocaust; nu er det ”de andre”, som er ansvarlige for antisemitismen, og os europæere som er jødernes beskyttere), så er det dog et underordnet motiv.

Ligesom de vestlige stormagters politiske og militære støtte til det islamistiske kongestyre i Saudiarabien næppe er motiveret af et moralsk forsvar for muslimer generelt, er støtten til det israelske apartheid-regime og besættelsesmagt næppe motiveret af et forsvar for jøder - det handler om geopolitiske interesser, og hvis Israel havde ført en socialistisk og anti-imperialistisk politik og altså været på den ”forkerte side” under Den Kolde Krig, så ville den jødiske stat næppe have opnået den samme beskyttelse fra vestlige stormagter og politikere i dag. Hvilket illustreres af det næste eksempel.

 

Støtte til Israel som bolværk mod socialisme

En af historiens ”tilfældige helte” er Winston Churchill. Hans er i dag mest husket for hans politiske rolle i England under 2. Verdenskrig. Men hvis det ikke var for Hitler, så ville vi nok huske Churchill som en af det 20. århundredes mest racistiske folkemordere og fortalere for den europæiske ret til at dominere og undertrykke alle andre folkeslag. Churchills brutale overherre-mentalitet er et kapitel for sig selv; her skal vi blot dvæle ved hans antisemitisme - som hænger intimt sammen med hans national-konservatisme og anti-socialisme.

I 1920 skrev Churchill en kronik med titlen ”Zionisme vs Bolsjevisme”. Den var adresseret til ”den jødiske race” og det var jøderne som ifølge Churchill repræsenterede disse to tendenser og måtte vælge i mellem dem. Overskriften på det første afsnit er ganske sigende ”Gode og dårlige jøder”, og han mener at kampen mellem Det gode og Det onde er mest intens hos netop jøderne. På den ene side repræsenterer jødedommen noget godt - den banede nemlig vejen for kristendommen(!) som førte til ”den vestlige civilisation”, der jo er Godheden selv - og på den anden side repræsenterer den et tankesæt, som er ”lige så ondt som kristendommen er god”, og som truer med at ødelægge den vestlige civilisation. Ligesom de førnævnte amerikanske prædikanter mente Churchill at jødedommen på én og samme tid repræsenterer både ”Kristus og Antikristus”, og at jøderne må vælge imellem de to.

Jødernes ”dæmoniske” natur består ifølge Churchill i deres internationale rodløshed - altså det at de ikke er forankret i en bestemt nation - hvilket gør dem mere tilbøjelige til at være illoyale overfor de nationalstater de bor i og deres nationale værdier, samt til at slutte op om den internationale socialistiske bevægelse, som for Churchill og andre konservative udgjorde den største trussel imod ”den vestlige civilisation” og alt godt, nationalt og kristent. Ligesom Hitler og så mange andre nationalistiske antisemitter understregede og overdrev Churchill jødernes rolle i den russiske revolution og den internationale bolsjevisme - ”de internationale og hovedsageligt ateistiske jøder” var, mente han, nok ”den største faktor” i dannelsen af den kommunistiske trussel.

Det var jødernes rodløshed, internationalisme og socialisme, som for Churchill udgjorde deres destruktive karakter. Men ellers kunne de jo være fine nok; Churchill kendte skam til jøder som var gode, nationale, engelskmænd, der var assimileret i og støttede det kristne imperium, så de var altså ikke fortabte. Problemet skyldtes deres internationale tilstedeværelse og mangel på nationalt tilhørsforhold, og det var et problem, som England sad med nøglen til: England kunne oprette en jødisk stat ”under den britiske krones protektorat” (naturligvis) i Palæstina. Selvom en sådan stat ikke ville kunne rumme alle verdens jøder, ville det give dem en nationalfølelse, som ville underminere deres socialistiske og anti-nationale tendenser. Samtidig ville det skabe splittelse internt i den socialistiske bevægelse og i det kommunistiske Rusland, hvis England kunne styrke den zionistiske bevægelse som alternativ til den internationalistiske socialisme.

Churchill mente, at det var en pligt for enhver jøde, som var ”loyal overfor sit adoptiv-land” (ingen jøde kunne altså være ”ægte” / ”biologisk” englænder), dels offentligt at undsige sig og bekæmpe socialismen og dels at styrke den jødiske nationalisme, zionismen, som et alternativ for de jøder, der måtte blive vildledt til at kæmpe for lighed. Kun derved kunne hver enkelt jøde gøre sig fri for anklagen om at tilhøre et ”djævelsk” folkeslag, som vil ødelægge den kristne verdensorden og underminere nationalstaterne med international, satanisk-ateistisk-jødisk kommunisme.

Man behøver ikke at lede efter anti-semitisme blandt Israels kritikere, når man har så prominente folk blandt statens støtter.

 

Støtte til Israel for at have et sted at deportere jøder til

Det sidste eksempel er den historiske nazisme i Tyskland. Det er næppe nødvendigt grund at føre bevis for at nazismen var og er antisemitisk - hadet til jøder var omdrejningspunktet for Hitlers bevægelse, og med det industrialiserede mord på millioner af jøder repræsenterer han antisemitismen i dens mest gennemførte og grusomme inkarnation (hvilket kan gøre det besværligt for os at diskutere andre og mindre morderiske eksempler på racistisk tankegang, der ikke lever op til samme ”standard”). Men en sådan inkarneret og statsliggjort antisemitisme, der forsøgte at udrydde alle jøder, kan vel ikke have støttet oprettelsen af en jødisk stat eller den jødiske zionistiske bevægelse? Tjoh...

Ganske vidst forsøgte nazisterne at fjerne alle jøder indenfor de områder, som Tyskland gjorde krav på (dvs ikke bare Tyskland), samt at knuse den såkaldte ”verdensjødedom” (hvad det så end er), men inden den systematiske udryddelse af jøderne begyndte, gik dele af den nazistiske stats politik faktisk ind for idéen om at skabe en ”national jødedom” et andet sted i verden. De jødiske tyskere, som gradvist blev gjort mere og mere rettighedsløse, fik ”tilbuddet” om at forsvinde ud af landet - til Palæstina.

Hvis Tyskland skulle være ”jødefrit” så ville det jo være i overensstemmelse med det formål, hvis jøderne selv ville emigrere, og eftersom der allerede var en bevægelse blandt de europæiske jøder, som netop agiterede for en jødisk migration til Palæstina, så var det jo oplagt for den racistiske tyske stat at støtte denne bevægelse. I 1933 blev den såkaldte ”transfer-aftale” derfor lavet mellem Nazi-Tyskland, det tyske zionistforbund og det zionistiske verdensforbunds bank i Palæstina. Transfer-aftalen betød at tyske jøder kunne emigrere (det vil sige flygte!) til Palæstina og importere tyske varer for værdien af de ejendele, de var tvunget til at efterlade.

Denne aftale gavnede ikke bare den tyske plan om etnisk udrensning af jøder og den zionistiske plan om jødisk migration til Palæstina (i et absurd og tragisk ekko af Theodor Herzls erklæring om at antisemitiske lande kunne blive bevægelsens allierede). Den øgede også den tyske eksport og bidrog økonomisk til etableringen af den zionistiske koloniseringsbevægelse - de tyske flygtninge i Palæstina kunne nemlig kun få sine værdier tilbage fra Tyskland ved at benytte den zionistiske organisation som mellemled. Aftalen var samtidig skarpt kritiseret af jødiske antifascister i både Europa og Palæstina, eftersom den brød deres opfordring til boykot af det antisemitiske Tyskland - på den anden side har den nok været medvirkende til at adskillige tusinde jøder reddede livet, eftersom de kom ud af Tyskland inden den morderiske ”Endlösung” (planen der førte til Holocaust) blev sat i værk.

Aftalen varerede indtil 1939, hvor krigen brød ud, men den zionistiske terror-organisation Lehi (også kendt som ”Stern-banden”) havde møder med tyske repræsentanter for at overbevise dem om at fortsætte den. Endvidere foreslog de, at de kunne hjælpe Tyskland i krigen mod England og oprette terror-celler som kunne slå til mod det engelske militær overalt i Mellemøsten og Østeuropa, hvis Tyskland ville give sin støtte til oprettelsen af en selvstændig israelsk stat i Palæstina. Disse forhandlinger førte ikke til noget, ligesom de bestemt ikke talte på vegne af hele den zionistiske bevægelse, men de illustrerer at der skam sagtens kan være strategiske interessesammenfald mellem de, der støtter en jødisk stat og de der ønsker jødernes fordrivelse fra sin egen stat.

Der er vel næppe nogen velinformeret person, som vil hævde, at nazismen ikke er antisemitisk, selvom den havde en kortvarig og taktisk aftale med den zionistiske bevægelse? Selvom denne politik blot var et midlertidigt og taktisk redskab til at fordrive jøderne fra Tyskland og konfiskere deres ejendom, illustrerer den, at selv den mest jødefjendske ideologi kan være forenelig med idéen om, at der bør oprettes en stat for jøder.

Og selvfølgelig er den det. Hvis man har en politisk ideologi om at stater skal være etnisk og kulturelt rene og ensartede, så er konsekvensen enten udryddelse af de, der ikke passer ind, eller fordrivelse af dem til en anden stat.

Tyskland var ikke det eneste land, der benyttede den zionistiske idé om jødisk emigration til Palæstina til at løse sit ”jøde-problem”. Det var ikke ren velvilje overfor de europæiske jøder, som fik lande som England og USA til at støtte idéen om oprettelsen af en jødisk stat. De var tværtimod lige så meget motiveret af ønsket om at standse jødiske flygtninge fra lande som Tyskland og Rusland - flygtninge, som de vestlige lande ikke havde lyst til at tage imod. Selv efter at koncentrationslejrene blev åbnet efter 2. Verdenskrig, havde USA begrænsninger for hvor mange jødiske flygtninge, der måtte komme ind i landet. Med oprettelsen af et ”nationalt hjem før jøder” kunne de ”vestlige” lande afvise jødiske flygtninge og sige ”tag til Palæstina” i stedet.

I stedet for at hjælpe krigens ofre ved at tage imod flygtninge oprettede de vestlige stater en ny stat udenfor Europa for deres fordrevne jøder. En stat, hvis oprettelse, førte til fordrivelsen af en ny befolkningsgruppe: Omkring 750.000 palæstinensere blev gjort til flygtninge i 1948, og blev således også ofre for en racistisk europæisk politik, som de ikke var ansvarlige for.

 

Citater:

[1] Theodor Herzl: “The anti-Semites will become our most dependable friends, the anti-Semitic countries our allies.” The Complete Diaries of Theodor Herzl, Herzl Press and T. Yoseloff 1960.

[2] Theodor Herzl: “The Jewish State” (1896). Min oversættelse.

[3] Theodor Herzl: ”We shall carry culture to the east, and europe in turn will profit from this work of ours. We will create new trade routes, and none will be more interested in this than Great Britain with its Asiatic possessions. The shortest route to India lies through Palestine.” (i en tale i London, 1899)

Annonce