Universiteternes stigende afhængighed af markedet gør dem i praksis nyttige for diverse markedsaktører, f.eks. fra brancher som olieindustrien.
Københavns Universitet har for nylig oprettet en specialisering i olieudvinding for at tiltrække midler fra olieselskaber, f.eks. Mærsk, og fra regeringens Nordsøfond. KU headhuntede en af Mærsks tidligere topfolk fra Qatar for at tiltrække penge fra oliebranchen. Den socialdemokratisk ledede regering og store oliespillere som Mærsk, Shell og Chevron var også med til at støtte DTU’s nye forskningscenter for udvinding af olie- og gas med en milliard kroner.
Dette er udviklingen fra 2014 og frem. Fra 2009-2014 modtog danske universiteter mindst 275 mio. kroner fra oliebranchen.
Det burde give sig selv, at det er rent idioti, eftersom langt størstedelen af verdens fossile brændstoffer skal blive i jorden, hvis ikke temperaturstigninger som følge af klimaforandringer skal blive endnu mere uoverstigelige, og konsekvenserne endnu alvorligere for millioner af mennesker og hele økosystemer.
Men for markedsuniversitet er den slags ligegyldigt. KU’s ledelse vil ikke tage stilling til spørgsmål af den karakter. ”Hvis vi i ledelsen skulle tage stilling til etikken i hvert enkelt forskningsprojekt, skulle vi jo ikke lave andet,” siger John Renner Hansen, dekan for SCIENCE på KU, i det der vel bedst kan kaldes et ikke-svar.
Miljøets overlevelse er altså en petitesse, som en universitetsledelse selvfølgelig ikke kan stå på mål for.
Men så er det jo godt, man kan tage stilling på andre måder. For i KU’s bestyrelse sidder en repræsentant fra Mærsk Oil. Repræsentanten blev valgt ind i 2015, efter Mærsk de senere år har støttet KU med gode midler til den nye Panum-bygning og til olieudvindingsundervisningen, hvor Mærsk Oil samtidig fik lov til at bidrage med undervisere.
Men det er sikkert aldeles neutralitet, der hersker i forholdet mellem KU og Mærsk, der også tidligere har været god til at omsætte sin kapital til politisk indflydelse og gode skatteaftaler.
Og andetsteds er fokus på klimaet minimalt. På mit eget studie, statskundskab i København, indgår klimaforandringerne kun absolut minimalt. Altså får man embedsfolk, der skal forvalte FN’s nye bæredygtighedsmål, uden at have noget nærmere relevant vidensgrundlag fra uddannelsen.
Så imens de frie forskningsmidler på finansloven sidste år blev beskåret med næsten 25% og mens alt der bare smager af humaniora står endnu mere for skud, så sætter universiteterne gladelig ressourcer og bestyrelsesposter af til at støtte de største virksomheder i mere miljøskade.
Enkelte steder kan modstanden dog ses. KU divesterede for nylig investeringer i fossile brændstoffer, efter en række studerende og ansatte havde lagt pres på bestyrelsen.
Hvordan der gøres modstand mod olieindustriens generelle indflydelse på universiteterne er dog sværere. Besparelserne på de frie forskningsmidler og den generelle overvægt af industriindflydelse på politik gør universiteterne afhængige af industriens midler, og afsenderen af midlerne kan kræve stor indflydelse på, hvad pengene går til.
Samtidig har afskaffelsen af det interne demokrati på universiteterne gjort det næsten umuligt at holde bestyrelse, rektorer, dekaner og institutledere ansvarlige for deres handlinger.