Som opfølgning på SU-demonstrationen torsdag den 13. oktober er det værd at kigge på, hvordan debatten op til demonstrationen forløb. Groft sagt kan debatten mod SU’en gøres op i en række højrefløjsmyter samt et par venstrefløjsnarrativer, der prøver at refortolke SU’en.
Generelt for debatten må det siges, at den ligesom resten på af uddannelsesområdet stadig bliver ført på præmisser om økonomisk efficiens – det er altså på ingen måde lykkedes at rykke debatten hen mod at handle om kvaliteten af uddannelser eller demokratiseringen af viden. Vi diskuterer stadig på erhvervslivets vilkår. Uddannelse handler stadig om erhvervslivet ønsker. Med SU-nedskæringerne bliver SU’en altså blot et instrument for at tilpasse uddannelse til markedet – ønsker man ikke gæld, må man tage den uddannelse, som erhvervslivet kræver. Og så skal man i øvrigt skynde sig.
Uddannelse på markedets vilkår præger hele debatten. Den er låst fast i idéen om virksomhedernes monopol på udlægningen af vigtig og ikke-vigtig viden. Den demokratiske kritik af erhvervslivet og markedet er stadig ikke-eksisterende i den brede debat.
Og så er der myterne. Problemet ved, at det gang på gang er nødvendigt med myte-bashing, er at kræfterne igen lægges i at tilbagevise påstande inden for ét paradigme af uddannelsesdebatten – altså det økonomisk-efficiente – i stedet for at diskutere, hvilket samfund vi ønsker at kunne uddanne til.
For forhåbentlig sidste gang: Myterne
Myterne har som altid været mange. Danske Studerendes Fællesråd og forskellige fagorganisationer har været gode til at komme regeringens påstande i møde. En kort opsummering af myte-basheriet kunne gå således:
Generelle tendenser i venstrefløjens SU-debat
Interessant er det at kigge på de generelle tendenser i SU-debatten. Særligt springer det i øjnene, hvordan SU’en har fået to nye narrativer på venstrefløjen:
Første narrativ: SU’en er slet ikke progressiv!
Det første narrativ er et modnarrativ til den gængse venstrefløjsfremstilling af SU’en som lighedsskabende og progressiv. Argumentet går på, at fordi uddannelse i dag giver de mest vellønnede jobs, så er SU’en altså omfordeling fra fattig til rig, når også lavtlønnede betaler til SU’en. Historien findes i forskellige versioner, fx her, her, her og for nogle år tilbage her. Dette narrativ må samtidig være medvirkende til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd støtte til SU-nedskæringer her og gennem AE-direktørens medvirken i kapitalfonden Axcelfutures forslag om at skære SU på kandidaten.
Men SU'en er i kapitalismen blot en mulighedsbetingelse for, at man kan tage den uddannelse, man ønsker.
Det reelle problem kommer i stedet på arbejdsmarkedet, hvor nogle uddannelser og netværk manifesterer sig i absurde lønninger og deraf ulighed. Og hvis SU'en formindskes, så det ikke længere er muligt at opretholde en ordentlig tilværelse som studerende, bliver det i endnu højere grad kun de rigeste, der kan finansiere sig en uddannelse. Derved vokser uligheden, og så ender SU'en netop med at blive støtte til de rige, der kan bruge det som ekstra uddannelsesstøtte.
Det er altså uligheden i formue, lønninger og andre arbejdsforhold, der i første omgang skaber nødvendigheden af SU. Derfor er det også her, omfordelingen skal ske, så det bliver muligt at tage en uddannelse uden at gældsætte sig.
Andet narrativ: De udenlandske studerende er problemet!
Det andet narrativ, hvor udenlandske studerende gøres til snyltere og en fare for velfærdsstaten, er klassisk højrefløjsretorik, hvor solidariteten søges splittet ved at sætte folk op imod hinanden. Eksemplet falder altså ind i samme kategori som mistænkeliggørelsen af kontanthjælpsmodtagere eller arbejdere fra fattigere europæiske lande, der sættes op over for lavtlønnede. Samtidig falder eksemplet ind i kategorien velfærdsnationalisme, som både rammer flygtninge og fattige europæiske arbejdere.
Bemærkelsesværdigt er det dog, at Socialdemokraterne nu har taget retorikken til sig - endda som svar på, at udenlandske studerende bliver udnyttet i Danmark.
Som umiddelbart svar må det først siges, at udenlandske studerende som nævnt længere oppe kun udgør en minimal del af SU-udgifterne, og at en del af disse studerende i øvrigt bliver i Danmark.
Men derudover må man kritisere det velfærdschauvinistiske paradigme. Hvis fattigere dele af verden skal kunne opbygge samfund, der kan sikre sikkerhed og muligheder for alle indbyggere, så kræver det en høj grad af omfordeling. Uddannelse er en del af denne omfordeling. De af Europas fattigste lande, hvis studerende hænges ud, er samtidig de lande hvis arbejdere bliver udnyttet som billig arbejdskraft ude og til billig eksport hjemme. Hvilket toppen af Danmark også har nydt godt af. Det er folk, som er blevet nærmest kriminaliseret i forbindelse med stigende ulighed i de vesteuropæiske lande, fx som i Brexit-debatten. Men retten til uddannelse er en international kamp, og derfor er det vigtigt, at SU'en og studenterbevægelsens kamp ikke bliver læst som noget særegent dansk.
SU-debatten peger altså på, at kampen for bedre uddannelse ikke blot står på mere organisering og kampe internt på fx universiteter, men også en bredere kamp imod et neoliberalt uddannelsesparadigme, der konstant søger at øge erhvervslivets monopolisering af viden.