Annonce

19. oktober 2016 - 15:25

SU-debattens myter og fortællinger

Som opfølgning på SU-demonstrationen torsdag den 13. oktober er det værd at kigge på, hvordan debatten op til demonstrationen forløb. Groft sagt kan debatten mod SU’en gøres op i en række højrefløjsmyter samt et par venstrefløjsnarrativer, der prøver at refortolke SU’en.

Generelt for debatten må det siges, at den ligesom resten på af uddannelsesområdet stadig bliver ført på præmisser om økonomisk efficiens – det er altså på ingen måde lykkedes at rykke debatten hen mod at handle om kvaliteten af uddannelser eller demokratiseringen af viden.  Vi diskuterer stadig på erhvervslivets vilkår. Uddannelse handler stadig om erhvervslivet ønsker. Med SU-nedskæringerne bliver SU’en altså blot et instrument for at tilpasse uddannelse til markedet – ønsker man ikke gæld, må man tage den uddannelse, som erhvervslivet kræver. Og så skal man i øvrigt skynde sig.

Uddannelse på markedets vilkår præger hele debatten. Den er låst fast i idéen om virksomhedernes monopol på udlægningen af vigtig og ikke-vigtig viden. Den demokratiske kritik af erhvervslivet og markedet er stadig ikke-eksisterende i den brede debat.

Og så er der myterne. Problemet ved, at det gang på gang er nødvendigt med myte-bashing, er at kræfterne igen lægges i at tilbagevise påstande inden for ét paradigme af uddannelsesdebatten – altså det økonomisk-efficiente – i stedet for at diskutere, hvilket samfund vi ønsker at kunne uddanne til.

For forhåbentlig sidste gang: Myterne 

Myterne har som altid været mange. Danske Studerendes Fællesråd og forskellige fagorganisationer har været gode til at komme regeringens påstande i møde. En kort opsummering af myte-basheriet kunne gå således:

  • Nej, SU’en er ikke eksploderet. I takt med at regeringer de seneste mange år har haft mål om at få flere til at studere, i takt med at flere uddannelser er blevet SU-berettigede og en generel stigning i priser, så er der ingen eksplosion. Faktisk bliver SU’en ligesom dagpenge og kontanthjælp ikke reguleret efter generelle prisstigninger, så SU pr. studerende er sådan set faldet i perioden 2014-2016.
  • Nej, den norske model er ikke god. Langt flere blev deltidsstuderende. Når så mange norske studerende tog lån, var det ikke fordi det var fedt, men fordi de blev nødt til det – det var en del af reformen. Og når flere i Norge gennemfører på normeret tid, hører det med at sige, at langt flere slet ikke gennemfører i Norge. Mon ikke det trækker den generelle gennemførselstid op. 5% af de norske studerende kan i øvrigt ikke betale deres gæld tilbage. Og når SU’en er lavere i Sverige, skyldes det at der ikke betales skat af den, og at prisniveauet generelt er lavere i Sverige.
  • Nej, SU’en er (stadig) ingen luksus. Kommer nedskæringerne igennem, vil omkring 25% flere end i dag vil ikke længere få dækket udgifter til husleje 
  • Nej, udenlandske studerende udgør ikke nogen stor andel af SU-udgifterne, nærmere omkring 3%.
  • Og jo, SU er selvfølgelig afgørende for social mobilitet. Tvivlen om effekten går nærmere på de præcise effekter af de foreslåede nedskæringer

Generelle tendenser i venstrefløjens SU-debat

Interessant er det at kigge på de generelle tendenser i SU-debatten. Særligt springer det i øjnene, hvordan SU’en har fået to nye narrativer på venstrefløjen:

  1. I det ene bliver SU’en genfortalt som en omfordeling fra fattig til rig. Denne høres bl.a. fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og flere centrum-venstre debattører.
  2. I et andet, som nu også socialdemokraterne er gået med på, bliver SU’en en del af samme velfærdsnationalisme som alle andre velfærdsydelser efterhånden er blevet det. Udenlandske studerende er altså snyltere og en fare for systemet.

Første narrativ: SU’en er slet ikke progressiv!

Det første narrativ er et modnarrativ til den gængse venstrefløjsfremstilling af SU’en som lighedsskabende og progressiv. Argumentet går på, at fordi uddannelse i dag giver de mest vellønnede jobs, så er SU’en altså omfordeling fra fattig til rig, når også lavtlønnede betaler til SU’en. Historien findes i forskellige versioner, fx her, her, her og for nogle år tilbage her. Dette narrativ må samtidig være medvirkende til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd støtte til SU-nedskæringer her og gennem AE-direktørens medvirken i kapitalfonden Axcelfutures forslag om at skære SU på kandidaten.

Men SU'en er i kapitalismen blot en mulighedsbetingelse for, at man kan tage den uddannelse, man ønsker. 

Det reelle problem kommer i stedet på arbejdsmarkedet, hvor nogle uddannelser og netværk manifesterer sig i absurde lønninger og deraf ulighed. Og hvis SU'en formindskes, så det ikke længere er muligt at opretholde en ordentlig tilværelse som studerende, bliver det i endnu højere grad kun de rigeste, der kan finansiere sig en uddannelse. Derved vokser uligheden, og så ender SU'en netop med at blive støtte til de rige, der kan bruge det som ekstra uddannelsesstøtte. 

Det er altså uligheden i formue, lønninger og andre arbejdsforhold, der i første omgang skaber nødvendigheden af SU. Derfor er det også her, omfordelingen skal ske, så det bliver muligt at tage en uddannelse uden at gældsætte sig.

Andet narrativ: De udenlandske studerende er problemet! 

Det andet narrativ, hvor udenlandske studerende gøres til snyltere og en fare for velfærdsstaten, er klassisk højrefløjsretorik, hvor solidariteten søges splittet ved at sætte folk op imod hinanden. Eksemplet falder altså ind i samme kategori som mistænkeliggørelsen af kontanthjælpsmodtagere eller arbejdere fra fattigere europæiske lande, der sættes op over for lavtlønnede. Samtidig falder eksemplet ind i kategorien velfærdsnationalisme, som både rammer flygtninge og fattige europæiske arbejdere.

Bemærkelsesværdigt er det dog, at Socialdemokraterne nu har taget retorikken til sig - endda som svar på, at udenlandske studerende bliver udnyttet i Danmark.

Som umiddelbart svar må det først siges, at udenlandske studerende som nævnt længere oppe kun udgør en minimal del af SU-udgifterne, og at en del af disse studerende i øvrigt bliver i Danmark.

Men derudover må man kritisere det velfærdschauvinistiske paradigme. Hvis fattigere dele af verden skal kunne opbygge samfund, der kan sikre sikkerhed og muligheder for alle indbyggere, så kræver det en høj grad af omfordeling. Uddannelse er en del af denne omfordeling. De af Europas fattigste lande, hvis studerende hænges ud, er samtidig de lande hvis arbejdere bliver udnyttet som billig arbejdskraft ude og til billig eksport hjemme. Hvilket toppen af Danmark også har nydt godt af. Det er folk, som er blevet nærmest kriminaliseret i forbindelse med stigende ulighed i de vesteuropæiske lande, fx som i Brexit-debatten. Men retten til uddannelse er en international kamp, og derfor er det vigtigt, at SU'en og studenterbevægelsens kamp ikke bliver læst som noget særegent dansk.

SU-debatten peger altså på, at kampen for bedre uddannelse ikke blot står på mere organisering og kampe internt på fx universiteter, men også en bredere kamp imod et neoliberalt uddannelsesparadigme, der konstant søger at øge erhvervslivets monopolisering af viden.

Annonce