Can U Not 

Der er nogle ting, der bare er. Det mente Berlingskes chefredaktør Tom Jensen for nu efterhånden noget tid siden, da han i en statusupdate på facebook (28. maj) forsøgte at gøre grin med en udtalelse fra mig til et oplysningsarrangement om køn og krop, citeret i Information. Det jeg havde udtalt var, at selv når man ser køn som en social konstruktion, kan vi ikke nægte at kategorierne ’kvinde’ og ’mand’ findes i den virkelighed, vi nu har. De findes som erfaringer med at blive aflæst som et bestemt køn af andre mennesker og behandlet derefter. Køn får derfor reel betydning uagtet at det er en social konstruktion.

Hvis nu Jensens ærinde ikke blot havde været et forsøg på at håne, kunne han have været med til at rejse et meget relevant spørgsmål, der har vidtrækkende konsekvenser for mange menneskers hverdag og sociale relationer, nemlig at der findes en kropslig virkelighed, som ikke ændres med ord alene. At påstå andet er en parodi på hvad det betyder at dekonstruere køn og gør ikke nogen klogere på noget.

Men hvad betyder udtrykket ’køn er en social konstruktion’, og er det overhovedet relevant for de fleste almindelige mennesker? Lad os se om det, i stedet for at latterliggøre det svært forståelige, ikke er muligt at kvalificere samtalen om socialt køn, så vi i det mindste kan debattere fra et mere oplyst grundlag.  

Alle mennesker har en krop og alle mennesker kan sanse i forskellig grad. Så langt så godt. Men mennesker er ikke apparater, der blot sanser og registrerer. Vi fortolker alle sammen det vi sanser, og selv de mest positivistiske og kvantitativt orienterede videnskaber er underlagt tolkninger. For eksempel skal scanninger af hjernen eller statistiske data altid tolkes ud fra hvad man søger og hvordan man definerer resultater og usikkerheder. Hvorfor skulle noget så omstridt og spændingsfyldt som køn ikke være underlagt det samme?

Idéen om at der findes to måder at forstå krop på, enten biologisk eller socialt, er blevet tilbagevist af forskere der ved historisk gennemgang af medicinsk historie har vist, at selv produktionen af ’neutral’ biologisk viden om kroppen altid har været påvirket af en kulturel og politisk sammenhæng. Natur/kultur-modsætningen er altså en falsk dikotomi.   

For eksempel skete ’opdagelsen’ af kønshormonerne østrogen og testosteron i den seksualmoralsk set strenge viktoriatid i anden halvdel af 1800-tallet, da Storbritannien førte an i den industrielle revolution og var verdens største imperium. Opfattelsen af biologisk køn i denne tid er præget af det forudgående skift fra étkønsmodellen, hvor der kun var manden og alle afvigelserne, til idéen om to køn, som på alle måder blev opfattet som hinandens modsætninger med et strengt hierarki der placerede manden øverst. Derfor blev de ’kvindelige’ kønshormoner tillagt egenskaber og funktioner der passede med tidens idealer om kvinder som tilhørende hjemmet, svagelige og seksuelt passive (og moderlige!). Mange respekterede videnskabsmænd mente at kvinder var mere ’primitive’ væsener, som delte biologiske egenskaber med ikke-europæere, der blev set som laverestående.  

Selv da man senere opdagede at alle mennesker havde begge typer hormoner, blev tokønsmodellen ikke ændret, men i stedet blot justeret ved at skabe et ’tredje køn’, som man så mente forklarede ’sygdommen’ homoseksualitet.

Det er dette menneskesyn, der herskede samtidigt med grundlæggelsen af moderne biomedicin og har altså stadig stor indflydelse på hvordan køn bliver beskrevet i videnskaber, der beskæftiger sig med ting, der ’bare er’.

Videnskabsteoretikerne Donna Haraway og Deborah Findlay har hver for sig vist hvordan viden, særligt om køn, bliver skabt i en ’situeret’ eller positioneret virkelighed, helt uadskillelig fra enhver tids politiske og sociale kontekst. Findlay har vist hvordan 1950’ernes førende canadiske gynækologer så sig selv som garant for familieværdier, som de mente var truede af indvandring fra ikke-vestlige lande, kommunisme og kvindernes frigørelse. De anbefalede middelklassens kvinder at holde sig til hjemmet og føde mange børn i håb om at modstå det konservative samfunds fald. Dette synspunkt fandt de ’bevist’ i biologien, som ifølge denne logik konstruerede menstruerende kvinder som sygelige og den altid gravide kvinde som en sund og biologisk ’normal’ ideal. Findlay dokumenterer hvordan en canadisk lærebog i gynækologi beskrev en 23-årig, der aldrig havde oplevet som menstruation på grund af uafbrudte graviditeter som normalen. Hun havde siden 14-årsalderen skiftevis været gravid, født eller ammet. Også de talte om køn og kvindelighed som ting der ’bare var’, selvom de var stærkt ideologiske og kønskonservative.

Det er denne konservative og gammeldags opfattelse af køn som noget uforanderligt og fikseret, noget der ’bare er’, som Berlingske og dens redaktør bliver eksponenter for, når to karriere-coaches i en artikel om køn og lederskab (19. juni) anbefaler kvinder at være mindre skingre for at få succes i forretningslivet. Eller når avisens chefredaktør forsøger at håne forestillingen om køn som genstand for forhandling. At det kan erfares forskelligt afhængigt af hvilke egenskaber, man vælger at tilskrive bestemte kroppe og udtryk. Og at det også opleves i hverdagslivet, i den virkelige verden.

Se, det havde været interessant at diskutere på et sagligt niveau, men i stedet står det indtryk tilbage at det var lettere at diskvalificere debatten med svag sarkasme end at forsøge at sætte sig ind i komplicerede spørgsmål, der påvirker folks liv, lige dér hvor tingene tilsyneladende ’bare er’. 

*** 

Læs mere her:

Nelly Oudshoorn: Beyond The Natural Body: An Archaeology of Sex Hormones, 1994 (bog)

Celia Roberts: A Matter of Embodied Fact:  Sex Hormones and the History of Bodies, i Feminist Theory, 2003 (artikel)

Deborah Findlay: The Good, the Normal and the Healthy: The Social Construction of Medecal Knowledge about Women, 1993 (PhD afhandling)