Kære danske kvindeorganisationer: Udvisning af ugandiske kvinder og Black Lives Matter er også feministiske sager

Foto: Ulla Manel Berghagen, Black Lives Matter demo i København d. 14. juli, arrangeret af Mary Consolata Namagambe & Sade Johnson

Tekst: Nazila Kivi og Iben Cecilie Nilsson 

Åbent brev: Kære Dansk Kvindesamfund*, Kvinfo, Kvinderådet, Selskab for Ligestilling og Feministisk Forandring…

De seneste uger har flere af de store medier dækket en sag om tre lesbiske kvinder, som står til at blive udvist til Uganda. Som I nok ved, er homoseksualitet kriminaliseret i Uganda, og straffes med fængsel på livstid. Samtidig bliver overgreb mod homoseksuelle ikke straffet. De tre kvinder er åbent lesbiske og har været aktive i LGBT Asylum, en organisation der kæmper for at beskytte rettighederne for homo- og biseksuelle samt transkønnede asylansøgere. Det er derfor forbundet med massiv risiko for kvinderne at blive sendt tilbage til Uganda.

Flere organisationer, der arbejder med menneskerettigheder har kritiseret beslutningen om at udvise de tre kvinder, f.eks. Amnesty International, LGBT Asylum og LGBT Danmark. Men hvor er Dansk Kvindesamfund og de andre danske kvindeorganisationer? På trods af den relativt store mediedækning samt omtale på sociale medier, har der været en larmende tavshed om emnet hos kvindeorganisationerne. Er man ikke længere kvinde, når man samtidig er asylansøger eller LGBTQ? Disse tre er vel lige så meget kvinder, som andre (heteroseksuelle) danske statsborgere, og danske kvindeorganisationer burde bakke op om deres kamp.

Dansk kvindesamfund og de andre organisationer er flere gange blevet beskyldt for at være elitære, og kun kæmpe for de mest ressourcestærke kvinder i det danske samfund. Selvom dette givetvis er en uretfærdig og unuanceret kritik, må vi alligevel sande, at de danske kvindeorganisationers fokus på de allermest udsatte grupper lader en del tilbage at ønske.

Og det handler ikke kun om denne ene sag. Det svenske politiske parti Feministiskt Initiativ postede forleden en stærk video, som de havde produceret til støtte for bevægelsen Black Lives Matter. Feministisk Initiativ er også ret tydelige når det kommer til Sveriges asyl- og migrationspolitik. Det savner vi også et større engagement i fra danske feministiske organisationer.

Vi ser igen og igen hvordan mennesker, der lever med intersektionerende identiteter, falder imellem to stole, når det kommer til de kampe, der specifikt vedrører dem. Feminismen herhjemme har en tradition for at fokusere mest på hvide kvinder, mens antiracismen ikke altid formår at inkludere et nuanceret syn på køn og seksualitet. Black Lives Matter (BLM) er unik, netop fordi bevægelsen fra start har været baseret på intersektionalitet.

BLM er nemlig en organisation, som er initieret af tre sorte queer kvinder. BLM har siden 2012 været med til at gøre opmærksom på politiets ofte konsekvensløse nedskydning af og vold mod sorte US-amerikanske mænd af politiet. Hvad der er mindre kendt er, at BLM også arbejder målrettet på at få mere fokus på drab og vold mod sorte kvinder, queers og transpersoner.

Støtte til BLM og LGBTQ-personer i Uganda er ikke udelukkende et udtryk for international solidaritet. Der er kvinder i Danmark, som rammes af uretfærdig asylpolitik og afrofobi. At minoriserede kvinders kampe ikke ses som en del af kernen i dansk feminisme, er et udtryk for den usynliggørelse, som grupperne stadig udsættes for i dag. Denne gruppe er stort set aldrig i fokus af årsager, som enhver feministisk organisation burde kunne på fingerspidserne: De er kvinder og/eller LGBTQ og deres liv bliver betragtet som undværlige og ubetydelige.

Selvom usynliggørelsen af kvinder og femininitet generelt er kendt af enhver feminist, bliver kvinder og LGBTQ, som oveni også er racegjorte, udsat for samme udviskning og marginalisering af majoriserede feministiske organisationer, særligt når det kommer til mærkesager og solidaritet med denne gruppe mennesker. Snarere bliver minoriserede kvinder og queers ‘inkluderet’ i særbegivenheder, som noget man gør ‘ekstra’, og sjældent som en integreret og altid relevant del af feministiske mærkesager. Det er et problem, som vi tidligere har gjort opmærksom på og som vi sætter pris på, at de danske kvindeorganisationer har reageret på og taget alvorligt til en vis grad. Netop derfor undrer det os nu igen, at de ledende kvindeorganisationer i Danmark er tavse i forhold til Black Lives Matter og de ugandiske udvisningstruede kvinder.

Den grundlæggende ulighed baseret på raceliggørelse og kønnet diskrimination bliver fortsat reproduceret, hvis ikke ‘majoriserede’ kvindeorganisationer i lige så høj grad forsøger at integrere sig selv i racegjorte og LGBTQ-ledede bevægelser i stedet for at genskabe donor-modtagerrelationer gennem ‘inklusion’ eller en lejlighedsvis tolerering af marginaliserede positioner og grupper. Netop ‘inklusion’ som en handling på majoritetens præmisser og en overlegen ‘tolerance’ af minoriserede grupper vil vi gerne se et opgør med i de store feministiske organisationer.

Vi håber som et første skridt at se repræsentanter fra de danske kvindeorganisationer til demonstrationen mod udvisninger i Kastrup Lufthavn mandag d. 1. august. Det ville også klæde organisationerne at komme med en støtteerklæring til BLM. Begge dele burde være en fast og integreret del af det feministiske arbejde i Danmark. I morgen, i overmorgen og i al fremtid.

Med venlig hilsen 

Iben Cecilie Nilsson og Nazila Kivi 

*** 

*Dansk Kvindesamfund har på twitter delt et billede fra en BLM protest i København, samt retweetet en artikel om hvorfor man bør støtte BLM, men vi har ikke været i stand til at finde andre tilkendegivelser fra nogen af de andre kvindeorganisationer.