På stolene i folketingssalen, på ministerkontorene og rundt om forhandlingsbordet sidder en masse mænd. Alle politiske beslutninger om Danmarks fremtid træffes af en stor gruppe, som hovedsageligt består af mænd.
Det er et stort demokratisk problem, at de danske politikere ikke afspejler befolkningen. Det er kun rimeligt, at de der bestemmer også repræsenterer dem de tager beslutninger for. Det er væsentligt, at alle synspunkter kommer i spil, og det kræver, at alle kommer til orde – også kvinderne. Desuden kan manglen på kvinder i politik betyde, at nogle områder bliver underprioriteret – områder som den privilegerede mand måske ikke selv udsættes for, og derfor ikke på samme måde er opmærksom på. Eksempelvis voldtægt og sexisme, som det som oftest er kvinder, der udsættes for.
I dag er 112 af sæderne i Folketinget reserveret af mænd, kun 67 er indtaget af kvinder. Der er helt sikkert sket noget siden 1957, hvor der sad 15 kvinder i folketinget, men at påstå, at vi er kommet ligestillingen til livs, er at skyde langt forbi målet. Mange års stigning i antallet af kvinder i Folketinget har nu stået stille længe.
De sidste mange år er, det ellers stigende antal af, kvinder i Folketinget nemlig gået i stå.
Desværre er det ikke meget anderledes i ungdomspolitik. Danmarks Socialdemokratiske Ungdom har haft to kvindelige formænd, Konservativ Ungdom én enkelt og Venstres Ungdom ikke en eneste. På nuværende tidspunkt er jeg den eneste kvindelige landsformand for et ungdomsparti i Danmark.
Det er på tide, at vi kigger på, hvorfor der er så få kvinder i politik. Her kommer tre bud:
1. Hvor er vores forbilleder?
Der er 5 ud af 17 kvindelige ministre. Der er 12 ud af 98 kvindelige borgmestre. Der har kun været én enkelt kvindelige statsminister i Danmark.
Forbilleder er nogen, som man ser op til. Nogen man beundre. Nogen man gerne selv vil være. Det meget lave antal af kvindelige politikere betyder, at der for mange at der ikke er noget politisk forbillede. Forbilleder skal nemlig også gerne være nogen, som man kan se sig selv spejlet i.
I virkeligheden mener jeg, at det er partierne, der har det største ansvar. Ud af 799 kandidater til det seneste folketingsvalg var kun 250 af kandidaterne kvinder. Partierne skal simpelthen blive bedre til at opfordre kvinder til at stille op. Det har jeg sagt før, og jeg er så træt af kommentarer som: vi skal vælge efter kompetencer og ikke efter køn. For det er jo lige præcis derfor, der skal flere kvinder ind i politik. Det er lige præcis, fordi jeg mener, at kvinder og mænd har lige meget at byde på, at jeg synes, at det er problematisk, at der er så få kvinder repræsenteret i vores demokrati.
Vi i ungdomspartierne har også et ansvar. Selvom det ikke er vores formål at uddanne fremtidens politikere, så er der alligevel mange af vores medlemmer, som (hvis man kigger på historien) vælger en politisk karriere. Vi har et ansvar for, at alle er med, og at alle bliver hørt. Det skal vi tænke over, når vi laver arrangementer for vores medlemmer, når vi sammensætter vores ledelse, og når vi har politiske debatter.
Det er ikke kun partierne og ungdomspartierne, der har et ansvar. Det har statsministeren også. Når Lars Løkke Rasmussen skal sætte sit ministerhold, så skal der flere kvinder ind på posterne. Igen køber jeg ikke argumentet om mangel på kompetente kvinder.
2. Kvinder er mere udsatte i politik end mænd
Flere af mine veninder har sagt til mig, at de ikke forstår, at jeg kan klare miljøet. Der er endda flere, som har fortalt mig, at de ikke blander sig i debatten for at beskytte dem selv. Det synes jeg er trist, men helt ærligt, så forstår jeg det godt.
En undersøgelse, lavet af Berlingske Research, viser, at hver fjerde kvindelige politiker har modtaget sexistiske tilråb, kommentarer, breve eller mails.
”Hvis du ellers kan få øjnene fra hende, så kan vi starte” sagde en tv-vært til min mandlige moddebattør inden en EU-debat. ”Nanna-tøs’pi’en”, ”SFU’s kønne pigebarn” og ”Hold kæft og vær køn” skrev en pornofotograf på sin hjemmeside om mig, efter jeg havde deltaget i debat, hvor han tilsyneladende var uenig.
Der er mange eksempler. Mine eksempler er ikke i nærheden af hvad mange kvindelige politikere udsættes for. Men jeg tvivler på, at nogen af mine mandlige ”kollegaer” udsættes for det samme.
Vi har alle et ansvar. Debattører, meningsdannere, politikere. Alle der vil blande sig i debatten, og det burde alle kunne. Medierne bør desuden gå foran. Ofte bliver kvinder vurderet på langt flere parametre end mænd, og det har journalisterne et ansvar for. I forbindelse med 100 året for kvinders stemmeret spurgte Aftensshowet Magnus Heunicke og Bjarne Corydon ind til, hvordan de får karriere og familieliv til at hænge samme. Det var et spørgsmål, som de aldrig var blevet stillet før, men som er meget normalt at stille til kvindelige politikere. Det er på trods af at vi lever i 2016, hvor det trods alt har været ganske almindeligt i mange år, at kvinder også er på arbejdsmarkedet og ønsker en karriere.
3. Mænd går mere op i konkurrence end kvinder
Forskning fra University of Chicago viser, at mænd er mere interesserede i at konkurrere end kvinder, og at kvinder føler sig mindre kompetente end mænd. Men når de så bliver bedt om at beskrive deres kompetencer, så viser det sig ofte, at de har ligeså gode kompetencer som mænd.
Det politiske spil er præget af konkurrence. Det fraholder mange kvinder i at være en del af det. Konkurrencen findes både mellem partifælder og modstandere, den findes både på Christiansborg og udenfor de tykke mure. Det er en politisk kultur, som kan være svær at ændre, men som det er vigtigt, at vi er opmærksom på i fremtiden, hvis vi skal have flere kvinder i politik. Det handler både om måden vi fører valgkamp på og måden der debatteres på i folketingssalen.
Det politiske system skal indrettes, så alle kan være med.