Min 1. maj-tale 2016

Kære alle sammen

1. maj er en god anledning til at drikke et par øl, men også til at tænke over vores arbejderhistorie, hvor vi står i dag, og måske vigtigst af alt, hvor vi gerne vil bevæge os hen i fremtiden.

Unge på arbejdsmarkedet

Det første møde med arbejdsmarkedet er ekstremt vigtigt. Personligt fik jeg som 13-årrig mit første fritidsjob. Det var i en lille boghandel, hvor jeg kom efter skole - satte prismærker på vare, ryddede op på lageret og fejede gaden. Jeg var glad for mit job, og det gav selvtillid selv at tjene sine penge. Noget som mange på arbejdsmarkedet nok kan relatere til.

Desværre er det langt fra alle unge, som har samme erfaringer som mig, når det kommer til det første møde med arbejdsmarkedet.

Tunge løfte, ingen pauser og underbetaling kombineret med tilfælde af mobning og ydmygelse fra arbejdsgivere eller ældre kollegaer – det er desværre hverdagen for rigtigt mange unge.

Når unge udnyttes på arbejdsmarkedet, er det ofte fordi de ikke har noget alternativ.

Forleden snakkede jeg med en veninde, som fortalte at hendes chef behandlede hende og hendes kollegaer rigtigt dårligt. Specielt gik det hende på, at chefen svinede hende til foran kunderne. Jeg spurgte hende, om hun havde snakket med hendes fagforening om det. Hun kiggede bare undrende på mig: ”Nanna, hvis jeg melder mig ind i en fagforening og gør noget ved det, så bliver jeg bare fyret!”

I virkeligheden synes jeg, at det er et ret godt eksempel på, at rigtigt mange unge slet ikke er bevidste om deres rettigheder eller ser bort fra dem for at beholde deres job.

Oplæringstimer eller prøvevagter der udføres uden betaling, tilbageholdelse af løn og feriepenge eller overarbejde er altså ikke længere undtagelser for unge arbejdstagere.

Vi skal simpelthen ikke acceptere, at gratis arbejdskraft undergraver unges muligheder på arbejdsmarkedet!

Det er afgørende, at skolen inddrages aktivt i at sikre de unge en bedre start på arbejdslivet. Folkeskolen og ungdomsuddannelserne bør undervise i arbejdsmarkedet, rettigheder og den danske model. Samtidigt skal unge undervises i, hvordan de beskytter sig selv mod arbejdsskader og udnyttelse, samt vigtigheden af, at de er medlem af en fagforening.

Unge arbejder ofte i midlertidige jobs inden de vælger et fast fag, og vi har alle et ansvar for, at ungdommen bliver en del af fagbevægelsen. Derfor er det også afgørende, at det helt klart defineres, hvad en fagforening er, og derfor må det også være på tide, at man kun må markedsføre sig som en fagforening, hvis fagforeningen tegner overenskomster som bliver opretholdt ved arbejdsretten. Derfor skal kontingenter ved de gule selvfølgelig heller ikke være fradragsberettigede!

Min generation 
Det er bekymrende, når min generation vender fællesskabet, fagbevægelsen og velfærdsstaten ryggen. Men jeg tror, at fejlen er vores egen. Venstrefløjen er blevet de systembevarende, som kæmper med næb og klør, for at fastholde tingene, som de er. Det er der ikke meget arbejderkamp over, og jeg er bange for, at det er der vi mister min generation. 

Arbejdsgivernes fortælling om, at hvis ikke de skal gå konkurs, så må dine løn- og arbejdsvilkår forringes har altid fundet sted. Forskellen fra dengang til nu er bare, at nu lykkeds den. Den tendens skal vendes! 

Uddannelse
En veluddannet arbejdsstyrke er grundlæggende for at skabe vækst i fremtiden. Alle unge skal have muligheden for at få en uddannelse, og nej – det gælder ikke kun dem på gymnasierne. Unge der kan og vil skal til hver en tid sikres en lære- eller elevplads. Det betyder, at alle offentlige opgaver, skal gives til virksomheder, som tager ansvar for vores fælles fremtid – til de virksomheder, som tager lærlinge. Jeg har én bøn til dem, der sidder inde ved bordet til trepartsforhandlingerne – tag min generation seriøst – I skal sikre en lærepladsgaranti, og det kan kun gå for langsomt!

Og når vi nu er ved uddannelserne. Ikke bare lærepladsmanglen er et udtryk for manglende respekt for erhvervsuddannelserne. Erhvervsuddannelserne er blevet regeringens skraldespand – et sted hvor de kan placere de elever, som ikke kan komme på gymnasiet. Og intet kunne være mere forkert. Jeg er så træt af, at erhvervsuddannelserne skulle være anden rangsuddannelser – lad os have respekt for fagligheden.

Et bæredygtigt arbejdsmarked
Jeg drømmer om et bæredygtigt arbejdsmarked. Et arbejdsmarked, hvor alle er sikret en demokratisk indflydelse på deres egen arbejdsplads. Medarbejderdemokrati er en del af kampen for bedre arbejdsforhold, men også et helt grundlæggende vilkår for at sikre os alle muligheder og indflydelse på vores liv og hverdag.

Jeg drømmer om et bæredygtigt arbejdsmarked, som tager den grønne omstilling seriøst. Der forhåbentlig ikke nogen, som længere tror på, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte. Til gengæld er der fortsat mange, som mener, at det ikke er vores ansvar at ændre på – det er jeg dybt uenig i. Jeg mener, at vi bør investere massivt i grøn energi og teknologi, så Danmark igen kan få førertrøjen på.

Sidst men ikke mindst drømmer jeg om et bæredygtigt arbejdsmarkedet, hvor arbejdsmiljøet er i top. I kender sikkert selv nogen, som er gået ned med stress, depression og angst – nogen som måske ikke har kunnet klare det psykiske pres på arbejdet eller i skolen. Vi skal sørge for, at de kan få ordentlig hjælp, men vigtigst af alt, skal vi sørge for, at skabe et arbejdsmiljø, hvor ingen køres ned.

Der er meget at kæmpe mod, der er meget at kæmpe for – god 1. maj!

Redaktionel note: Se også Modkraft-tema 2016 »1. maj som en politisk kampplads«. Et tillæg til linksamlingen 1. maj : Historie og traditioner.