Man kan sagtens male en dyster, undergangspræget version af verdensbilledet i disse år, men det er ikke det billede, Villy Søvndal ønsker at male i sin netop udgivne bog Med håbet som drivkraft. Her farvelægger han derimod verdens malebog i positive nuancer og giver håb om en rigtig kurs for fremtidige generationer.

Bogen giver læseren et smugkig ind i en mands liv, som tydeligt har været præget af op og nedture, som uden tvivl har været hårdt, men som, når alt gøres op, har været det hele værd.

Villys drivkraft er håbet om at forandre verden til det bedre, og ikke mindst troen på, at det kan lade sig gøre. Øjensynligt er det grunden til det politiske egagement i det hele taget tog sin begyndelse. Blikket er vendt udad, og der er ingen tvivl om, at Villy havde verden som sin arbejdsplads – og han elskede sit virke som udenrigsminister.

Det var et personligt projekt for Villy Søvndal, som udenrigsminister, at Danmark skulle se ud mod verden, men vigtigst af alt, at verden skulle se til Danmark. Derfor måtte Villy også bruge en rum tid på at genetablere et godt forhold til resten af Europa efter Dansk Folkeparti havde trukket grænserne op med bomme, og vendt den nationalistisk kind til vores naboer. Det nordiske arbejde stod højt på dagsordenen, og EU blev det område, hvor Villy rykkede sin politiske holdning allermest. Noget som jeg i øvrigt tror, at mange SF’ere gennem tiden har gjort. Villy var en meget engageret udenrigsminister, og huskes nok specielt for mange og forståeligt kritiske spørgsmål i Folketingssalen, da Fogh-regeringen ville følge Bush ind i Irakkrigen.

Villy beskriver i bogen en verden i udvikling, men ikke bare en hvilken som helst udvikling, en positiv udvikling. Det er klart Villys overbevisning, at verden er foranderlig, og bliver et bedre sted, hvis vi er tålmodige, stålsatte og fremadskuende. På trods af bump på vejen, gør han det klart, at ulandsbistanden virker, og at det oveni købet giver Danmark en økonomisk gevinst at investere i udviklingslandene. Villy mener, at vi skal være bedre til at anerkende, at der findes lande, som eksempelvis Etiopien, som er ikke-demokratier, men alligevel er kommet langt i fattigdomsbekæmpelsen. Men samtidigt skal Danmark være tydelig i den politisk udvikling rundt omkring i verden, og stå fast på krav til demokrati og menneskerettigheder.

Villy går til frontalangreb på de tendenser, som står i vejen for verdens positive udvikling. Kritikken får ikke for lidt, og det er efter min mening fuldt fortjent. Der langes lussinger ud til Venstreregeringens håndtering af flygtningekrisen. For selvom de selv har trykket på knappen og sendt danske tropper militært ind i lande som Irak og Afghanistan, vil de i dag ikke tage sig af konsekvensen – at mange mennesker er på flugt. Anders Fogh får også en ordentlig opsang både i forhold til Irakkrigen, håndteringen af Muhammedtegningerne og specielt mangel på grønne ambitioner for Danmark. Her beskriver Villy, hvordan Fogh selv anerkendte, at det var en fejl, at Danmark nedprioriterede miljø- og klimaindsatsen. Derfor er det også bekymrende, at Venstreregeringen begår præcis den samme fejl nu. Som Villy skriver, konsekvensen ved at Danmark mister den grønne førertrøje er enten, at nogen andre overtager den eller endnu værre, at ingen gør.

Bogens budskab er klart. Verden udvikler sig i den rigtige retning, men det kræver håb og politisk indblanding at drive os fremad. Dermed tegner Villy også et klart fjendebillede, nemlig de der bruger frygten som drivkraft. Specielt er skytset rettet mod Dansk Folkeparti, som ifølge Villy lider af snæversynssyndrom, og bruger frygten for det fremmede, som begrundelse for at lukke Danmark om sig selv. Den samme tur får Trump, som med sloganet ”Make America great again” antyder, at alting var bedre før i tiden, en præmis som Villy slet ikke køber.

Generation efter generation har vi fået det bedre. Villys egen generation har oplevet et voldsomt velfærdsløft. Der er ingen tvivl om, at udviklingen går hurtigt i mange ulande, det er flot at alle FNs verdensmål fra 2000 er blevet indfriet, men alligevel frygter jeg, at min generation i Danmark bliver den første, som ikke får bedre eller flere muligheder end vores forældre. At velstanden fortsat stiger, men at den kun kommer den lille elite til gode. Som vi ser det nu – at de ganske få bliver ekstremt rige og stikker af fra resten.

Jeg er enig med Villy – drivkraften skal bæres af håbet, og vi ændre ikke verden, hvis vi lukker os om os selv. Min drivkraft er håbet for en bedre verden, hvor fremtidig velstand fordeles på alles hænder.

Kære Villy,

Velkommen tilbage til dansk politik, og tak for at dele dit indblik i verdens udvikling!

Kærlige hilsner Nanna

Redaktionel tilføjelse: Se også senere anmeldelse på Mdkraft af Søvndals bog: »Med udenomssnak som drivkraft« af Steen Gottlieb (på Modkraft, 7. november 2016)