27. juli 2015 - 16:36

Vandringer i Danmark

Når unge - af lyst eller nød - flytter til de store byer, skaber det problemer både i landdistrikterne og i byerne. Men urbaniseringen er godt for økonomien, lyder det i Tænketanken, Krakas nye analyse. Hermed har politikere desværre fået endnu en undskyldning for ikke at gøre noget.  

 

Krakas analyse siger at drivkraften bag vandringerne er borgernes privatøkonomiske overvejelser; de søger mod storbyerne, hvor de højtlønnede jobs er. Desuden konkluderer ledende økonom Edith Madsen, at det giver lavere økonomisk vækst at støtte yderområderne. Med andre ord, hvis bare politikerne lader være med at blande sig, vil det gå bedre for økonomien i Danmark. Jeg har fire indvendinger:

For det første er borgernes vandring mod byerne måske snarere en følge af manglende kollektiv handling end af privatøkonomisk maksimering. Sandsynligvis ville mange hellere blive i landdistrikterne, hvis der var internet- og mobildækning, hvis den kommunale service var lige så god som i storbyerne og hvis det ikke krævede bil for at komme til uddannelsesinstitutionerne, på arbejde og at købe ind. På samme måde som det sidste store ryk mod byerne omkring 1900 krævede enorme offentlige investeringer i kloakering, kan offentlige investeringer i virtuelt infrastruktur være vor tids forudsætning for bosætning, erhverv og uddannelse. 

Ja, man kan vel ovenikøbet tænke sig at mange virksomheder og uddannelsesinstitutioner ville ønske at lokalisere sig i landdistrikterne, hvis der var moderne infrastruktur og flere mennesker - måske især de højteknologiske virksomheder, som kan holde møder over nettet og som ikke er afhængig af nærhed til statsadministrationen i København. I landdistrikterne findes nemlig ingen trængsel og der er billige kvadratmeter.

I virkeligheden skal der ikke så meget politisk initiativ til for at vende udviklingen.

Omvendt kan man se, at når politikerne intet gør, rives gode boliger, landbrugsejendomme og fabriksbygninger ned, mens der skal bygges meget nyt i storbyerne. Tilsammen udgør dette et samfundsøkonomisk ressourcespild. 

For det andet overser ”analysen”, at summen af de privatøkonomiske handlinger ikke nødvendigvis giver en samfundsøkonomisk optimal udvikling. F.eks. kan den enkelte borger sikkert se en økonomisk fordel i at købe bil, men det forringer basis for kollektiv trafik og nærbutikker forsvinder. Det får konsekvenser for resten - muligvis ligefrem et flertal - som ikke har eller ønsker bil; de tvinges til at købe en, flytte eller opgive erhverv og uddannelse. De samfundsøkonomiske omkostninger forbundet med privatbilisme og udtynding i udkanten i form af forurening og flere borgere på overførselsindkomster, kan ende med at blive større end høje skatteindtægter fra højtlønnede i byerne.

For det tredje skal folk i de højteknologiske virksomheder i byerne trods alt også have mad, som kommer fra landdistrikterne. Krakas såkaldte analyse medtænker slet ikke den gensidige afhængighed mellem land og by. 

For det fjerde indgår flere faktorer end privatøkonomiske overvejelser i beslutningen om at flytte. Standarden i det kommunale serviceniveau indgår også i en families overvejelser. På grund af afvandringen fra landdistrikterne har kommunerne i landdistrikterne større udgifter til kontanthjælp, førtidspension, sygedagpenge, osv. pr. indbygger end kommuner i hovedstadsområdet. Og det er kun lidt over halvdelen af forskellene, som udlignes. Det giver dårligere standard på landet i daginstitutioner, skoler, ældrepleje, afstand til sygehus, mv.. Derfor ønsker 2/3 af landets borgmestre hovedstadsudligningen afskaffet, fordi det giver plads til et højere udligningsniveau mellem alle landets kommuner. Og det er derfor vi i Enhedslisten mener, at udgifterne til overførselsindkomster skal refunderes 100 % af staten – ligesom det sker for folkepension og arbejdsløshedsdagpenge. En bedre udligning af kommunernes økonomiske råderum vil - alt andet lige - fastholde/tiltrække børnefamilier, som er storforbrugere af offentlige serviceydelser. 

Hverken Krakas analyse eller andre giver belæg for at borgernes privatøkonomiske dispositioner maksimerer den økonomiske vækst i samfundet. Faktisk tyder meget på at det kollektive forbrug, politisk planlægning og offentlige investeringer skal spille med for at maksimere økonomisk vækst, samfundsøkonomisk robusthed og borgernes tilfredshed.

 

 

Kommentarer

 Man kan ikke samle hele Danmarks befolkning i højhuse i Århus og København uden at samfundsfunktionerne bryder sammen.

 Administrationen må lide af Alzheimer - for det var ræsonnementet bag saneringen og udflytningen fra København i 70erne.

 Rigtige mennesker bruger et vist minimumsareal  at opholde sig på, og også arbejdspladser kræver areal.

 Lidt regnearbejde med papir og blyant giver til resultat, at man er nødt til at bruge hele landets areal for at lokalisere befolkningen.


 Samfundet må nødvendigvis udfolde sig over en flade med trinvis varierende befolkningstæthed, og stat og kommuners planmæssige opgaver varierer derfor fra sted til sted.

 Politikerne og embedsmændene bag Løkkes "kommunalreform" har ikke gjort deres regnearbejde - et areal er todimenstionelt, mens befolkningstætheden på et sted er endimensional, og hver indbygger har brug for et vist areal, selv i højhuse.


 Det  spekulationsdrevne højhusbyggeri i byerne fører til arbejdsløshed, fordi der ikke samtidig sikres at der er adgang til arbejdspladser - og areal - i de omliggende områder.