Produktion og fordeling

Små selvstændige virksomheder kan godt fortsætte under socialismen, så længe de ikke tjener penge på fremmed arbejdskraft; Men ellers må kollektivt ejede og drevne virksomheder være den dominerende produktionsenhed. Markedsøkonomien kan også stadigvæk bruges, den giver en mere smidig fordeling af de daglige forbrugsgoder. 

I anledning af Enhedslistens årsmøde lagde Rune Lund og Pelle Dragsted et indlæg om ejendomsretten til produktionsmidler her på Modkraft. De argumenterede for at blødgøre den traditionelle formulering om at ”ophæve ejendomsretten til produktionsmidlerne”, så ejere af pizzariaer og bagerforretninger ikke skal ”tvangskollektiviseres”. Jeg er grundlæggende enig  … i hvert fald som en start på en nødvendigvis langstrakt udvikling, hvis både pengeøkonomi og lønarbejdet skal afskaffes. Og jeg synes netop der er brug for at formulere nogle delmål og redskaber, hvis vi vil lave samfundet fundamentalt om … med mindre man mener det kun kan lade sig gøre med et BIG-BANG, hvor alle magtstrukturer nedbrydes og enhver ejendomsret afskaffes … for derefter at opstå i nye formationer.

Forskellige ejerformer 

I dag er der privat ejendomsret til de fleste produktionsmidler. En relativ stor andel af den danske befolkning er selvstændige erhvervsdrivende og over en mio. danskere er medejere af store aktieselskaber i kraft af deres pensionsformue og/eller investeringsforening. Desuden ejer ca. 60 % af den voksne befolkning deres egen bolig. Den private ejendomsret er en del af vores kultur og bevidsthed og kan ikke lige afvikles ved et snuptag. Pudsigt nok har EL afvist at rulle privat ejendomsret til bolig tilbage via en frivillig ordning. Man er alene kritisk overfor ejendomsretten til industriproduktion og landbrug. 

Med kollektiv ejendomsret tænker mange nok på staten og evt. kommunerne, men små kooperativer, produktionskollektiver og andelsforeninger kan også eje jord, fast ejendom og produktionsfaciliteter. I dag har vi faktisk allerede mange medarbejderejede og forbrugerejede virksomheder. Bare for at nævne to:

I Logic og co. har alle lige meget at skulle have sagt om hvilke tømrer-opgaver virksomheden skal kaste sig over og fordeling af dagens arbejde. Det er en fond, der ejer virksomheden, men det er medarbejdere, der træffer de vigtigste beslutninger. Sådanne virksomheder er der efterhånden flere af i flere brancher. En del er organiseret i Kooperationen.

I Landbrugslauget kan man både få sin ugentlige pose grønsager og arbejde i markerne i sin ferie. Ellers passes virksomheden af et par fastansatte. Som medlem af foreningen er man medejer af gården og kan deltage i planlægning af næste års drift. Det er en forbrugerejet virksomhed.

Dem kan vi få mange flere af, hvis der etableres en juridisk ramme og skaffes kapital til at starte dem op. Det er en vej til socialisme. Man kan også forestille sig, at små selvstændige fusionerer og udnytter hinandens stærke sider eller at enkeltmandsejede virksomheder lader medarbejderne købe sig til magten, sådan som det skete i Imerco (isenkram-firmaet). I Imerco solgte de ansatte – medejerne – dog virksomheden for en del år siden og blev hver især millionærer. 

Jeg synes større virksomheder med flere ansatte end den nærmeste familie, bør organiseres med kollektivt ejendomsret og drives af en demokratisk forsamling af de ansatte og – hvor det er muligt - også af forbrugerne og repræsentanter for almenvellet (f.eks. kommunalbestyrelse). Ydermere går jeg ind for rotation på næsten alle arbejdsfunktioner for at sikre maksimal vidensdeling, mægtiggørelse (empowerment) af deltagerne og engagement. Arbejdsdeling kan være vældig fornuftig når det handler om kirurger på hospital, men ellers er det årsag til kedsomhed og fremmedgjorthed på mange arbejdspladser. Jeg er ret begejstret for Michael Hardts understregning af at lighed og demokrati fremmes af rotation på arbejdspladsen.

For de helt store virksomheder og offentlige ydelser må kommune eller stat have en overordnet arbejdsgiverrolle, eftersom produktionen vedrører hele samfundet.  

Produktion efter behov frem for profit

Ét er ejendomsretten til produktionsmidlerne, et andet karakteristikum ved socialismen er produktion efter behov frem for profit. Men hvem skal bestemme hvad der skal laves og hvordan? Mange svarer planøkonomi, men det må ikke blive som i Sovjetunionen, hvor styret centralt i Moskva fastsatte produktionsmål og hvor forbrugere døjede med manglende varer eller forkerte varer. Der var vist også en ret udbredt ligegyldighed på arbejdspladserne overfor kvaliteten produkterne og effektivitet i det hele taget. Jeg mener læren af Sovjet er: mere decentraliseret fastsættelse af produktionsmål. Desuden skal selvstyrende kooperativerne have kontakt med forbrugerne og disses organisationer og udføre ordrer fra forbrugerne eller i hvert fald anstrenge sig for at skønne over den fremtidige efterspørgsel. Og de skal have mulighed for at korrigere mismatch via priserne, så markedet kan cleares og der ikke opstår spild og mangelsituationer. Jo tættere kontakt, der er mellem forbruger og producenter, desto mere rimelige løn- arbejdsforhold og produkter vil frembringes. Vi ser i dag hvordan arbejdsforholdene er dårligere jo længere væk vores forbrugsvarer produceres. Det vil næppe være muligt at have så ringe løn- og arbejdsforhold, når det er naboen eller vores bekendte, der producerer vores varer.   

Den tredje vej - det usynlige håndtryk

Allerede før muren faldt mellem øst og vest og kapitalismen ”sejrede”, diskuterede økonomer hvordan socialismen alligevel kunne realiseres. Alec Nove mente, at det er nødvendigt at forbrugerne har valgfrihed på markedet; kun derved sikres den mest optimale fordeling af ressourcerne. Staten skal sørge for affaldsbehandling, energi, uddannelse og sundhed og omfordeling af indkomster. Modellen kaldes markedssocialisme og ligner den skandinaviske model.

Ernest Mandel forkastede også den bureaukratiske og centralistiske planøkonomi, men fastholdt at produktionen skal planlægges af arbejderne selv, blot skal de organisere sig i små grupper. Den tidligere jugoslaviske udgave kommer vel nærmest hans ide. Men Mandel ville være fri for priser og penge. Man skal spørge forbrugerne, hvad de har behov for, og derefter vil arbejdergrupperne søge at opfylde ønskerne, mente han.

En tredje økonom, Diane Elson blandede sig i debatten ved at pege på at de fleste af os er både producenter (selvstændige eller sælger arbejdskraft) og forbrugere. Hendes mål var, at de to roller, mennesket spiller, igen forenes. Hun beskrev en model, hvor forbrugere og producenter samarbejder, således at forbrugerorganisationer udliciterer produktionsopgaver til producenter. Producenterne er små familieforetagender og kooperativer, mens kommunale virksomheder og meget store kooperativer sørger for de offentlige ydelser og industriprodukter. Markedet administreres af en offentlig myndighed, en såkaldt Pris- og Lønkommission, som indsamler information om produkterne, prisnedbrydning på råvarer, løn, fortjeneste, osv., udbyder information gratis og fastsætter normer for priser og lønninger.

De tre modeller kan beskrives med henholdsvis ”den usynlige hånd” (Noves model med Adam Smiths udtryk), ”den synlige hånd” (Mandels bureaukratiske model) og ”det usynlige håndtryk” (Diane Elsons samarbejdsmodel).

Elson kritiserede Noves (socialdemokratiske) model, fordi der ikke er en diskussion mellem forbruger og producent på markedet. Alt bliver oversat til priser og mængder. Mandels model kritiserede hun for at føre til mangler og overskud, fordi behovene ændres i planlægnings- og fremstillingsperioden. Elsons måde at koordinere produktion og forbrug på, er kendetegnet ved uformelle relationer og netværk, altså moralsk forpligtelse, implicit kontakt, tillid og gensidighed. Netværksstrukturen er en måde at forbinde individer og grupper på uden at forhindre dem i at foretage deres egen uafhængige beslutning, det skal blot foregå inden for en gensidig vedtagen ramme.

Hverdagspolitikkens ulidelige principløshed 

Når Rune Lund og Pelle Dragsted ønsker at tillade små privat ejede virksomheder og når det får så voldsomme reaktioner fra partikammerater, får jeg lyst til at gøre opmærksom på at partiet allerede har givet mulighed for flere små private virksomheder på bekostning af kommunal virksomhed. Nemlig i sin afvisning af tilkøbsydelser, der ellers er flertal for, da både socialdemokraterne, SF og radikale er tilhænger af tillægsydelser, mens de borgerlige er imod. Det kræver lige en forklaring:  

Da frit-valg blev lanceret som den nye ideologi af den borgerlige regering for ca. 10 år siden, indtog EL den (naturlige) holdning at kommunal hjemmehjælp er bedre end private leverandører af hjemmehjælp. Siden er forbruget af privat hjemmehjælp vokset stødt og roligt på bekostning af den kommunale hjemmehjælp, fordi borgerne simpelthen efterspørger private leverandører. Hvorfor, kunne man spørge, og derefter søge at forbedre det kommunale tilbud.

En forklaring er den stive og hierarkiske ledelsesstil i den kommunale sektor. Mange private hjemmehjælps firmaer er etableret af tidligere hjemmehjælpere i kommunerne. ”Afknobning” kalder svenskerne det og de opfordrede til det for endnu flere år siden. Fordelen er mindre enheder med mindre bureaukrati og muligvis større medindflydelse, som tilsyneladende giver færre sygedage.

En anden forklaring er fordelene for kunderne: at det oftere er den samme hjemmehjælper, der kommer og at man kan købe tilkøbsydelser. Tilkøbsydelser er ”mere af det samme”, som kommunen har visiteret en til, f.eks. oftere bad og mere rengøring, eller noget andet, kommunen ikke leverer, f.eks. hjælp til fødselsdagen, reparation af tøj og andet, etc..

Enhedslisten frygter at tilkøbsydelser kan blive en kommunal spare-strategi, hvor kommunerne opkræver betaling for mere og mere. Således bygger partiet defensivt sin politik på forventning om borgerlig sparepolitik, frem for hvad konkrete hjemmehjælpsmodtagere ønsker – at de hjælpsomme folk fra kommunen kan hjælpe med lidt mere. De ældre borgere må godt bruge deres penge på materielle goder og ferier, men hvis de vil have vasket deres hår oftere eller gjort mere rent, må de finde en privat frisør og et rengøringsfirma. Derfor er det vel meget forståeligt at hjemmehjælpsmodtagere vælger en privat leverandør, som kan det hele. Og således modarbejder EL i folketinget ønsket om at ”bidrage til at ændre styrkeforholdet, så der flyttes magt fra private virksomheder til arbejderklassen og det store flertal af befolkningen” (citatet er fra en lang vedtagelse på årsmødet i 2011: ”Enhedslisten og den offentlige sektor - en motor for beskæftigelse, velfærd og demokrati”.

I stedet kunne partiet arbejde på at kommunerne etablerede små enheder med mere decentraliseret beslutninger, som kunne tilbyde personlig og praktisk hjælp mod betaling til hjemmehjælpsmodtagere og borgere, der ikke er visiteret til hjælp, både gamle og børnefamilier. Det harmonerer faktisk bedre med partiets ønske om kommunal produktion.  

Et andet eksempel på principløsheden er partiets medvirken til mere bureaukrati: Der bruges flere penge i den offentlige sektor nu end tidligere, kan man læse i udtalelsen, men

”Forklaringen er, at pengene i høj grad er gået til øget kontrol og bureaukrati. Det er resultatet af årtiers privatiseringer, udliciteringer og indførelse af konkurrence som styringsredskab i den offentlige sektor. I dag står vi med en offentlig sektor, der på væsentlige områder er blevet dyrere og dårligere.”

Alligevel foreslog EL selv ved sidste finanslov at folketinget skulle bestemme, hvor mange bade kommunerne skal tilbyde modtagere af personlig pleje. Noget der ville give endnu mere bureaukrati, når kommunerne skal kontrolleres af staten, og som jeg har brokket mig over i en anden blog. 

I det hele taget vil EL gerne bestemme over kommunerne trods man principielt hylder det kommunale selvstyre. I valgoplægget til kommunevalget, som blev vedtaget på årsmødet i 2013, står der: ”Et flertal af vælgerne i et skoledistrikt skal have vetoret mod lukning af en skole i distriktet.” Problemet er, at når man ikke samtidigt sender penge med til kommunerne, kan konsekvensen meget vel blive at kommunerne må spare andre steder, for at holde gang i en skole i et tyndtbefolket område.

Demokrati handler også om decentralisering, at træffe beslutningerne på det laveste niveau. Ligesom der ikke bør komme en "planøkonom"  eller en repræsentant for Arbejderrådet og være arbejdsgiver for den lille købmand på hjørnet eller det lille gartneri, så længe de ikke tjener på andre lønarbejdere og i øvrigt overholder landets love.