12. januar 2016 - 11:20

Fra beskidt konkurrence til fair forhold

Enhedslisten er ved at udvikle en politik for produktion og erhverv, der forholder sig til konkurrencestaten, er solidarisk med den fattige del af verden og nærmer sig vores økosocialistiske vision. Et af udgangspunkterne er, at Danmark pusher varer og importerer på unfair betingelser, og at vi fylder og sviner langt uden for landets grænser. Det må høre op, men det bliver svært. EU’s regler er en væsentlig bremseklods.

Noget er dog ikke så svært. Det skal bare rulles tilbage: Mælkekvoterne, som blev afskaffet for 9 måneder siden, skal genindføres for at begrænse mængden af mælk.

Arla pusher "overskudsmælk" i form af mælkepulver til fattige lande syd for Sahara med eksportstøtte, ulandsbistand og produktionsstøtte. Direktør for Landbrug og Fødevarer, Karen Hækkerup protesterer derfor mod besparelsen på ulandsbistanden, fordi den rammer eksporten og det økonomiske diplomati, altså de ansatte på ambassaderne, som hjælper dansk erhvervsliv. ”Vores stærke tilstedeværelse i ulandene har givet gode eksportmuligheder” sagde hun til Altinget d. 13. dec. 2015.

Men vi bør faktisk glæde os over besparelser på bistanden og mindre eksport, hvis det rammer Arlas eksporteventyr! - Ethvert land bør have mulighed for selvforsyning af fødevarer på fair vilkår.  Hvis, der skal gives støtte til billigere mælk i fattige lande, så skal det være gennem uddannelse af lokale mælkebønder, avlsprogrammer, etablering af andelsmejerier og lokale distributionsnet.

Dansk landbrug eksporterer også svinekød og smågrise i enorme mængder, og regeringen vil øge dem. Enhedslisten siger stop. Vi vil i stedet halvere antallet af svin. Vi undgår på den måde at importere sydamerikansk soyaprotein fra arealer, hvor der før var regnskov. Vi begrænser samtidig gyllen, forureningen med kvælstof, m.m.

Danmark har et af verdens største økologiske fodaftryk. Vi lægger beslag på langt mere jord og vand, end der er i Danmark, og vi er skyld i en voldsom forurening og udledning af drivhusgasser både i Danmark og ude i verden. ”Det er et paradoks, at selv om Danmark er et højt udviklet intensivt landbrugsland, så bidrager dansk landbrug ikke til afhjælpning af sult i verden. Det danske husdyrbrug er baseret på import af foder fra ulande, mens eksporten især er en luksuseksport” skrev Knud Vilby i Rapporten fra ”92-gruppen”.

Danmark skal begrænse sit økologiske fodaftryk. Gennem salg af kvoter på et vist antal fødte svin til landmænd kan produktionsmængden besluttes politisk. Lokalt produceret økologisk foder, dyrevelfærd og kødkvalitet kan blive konkurrenceparametre. Men det er klart, at færre svin til eksport vil forringe handelsbalancen. Omvendt vil selvforsyning med foderstoffer forbedre den.  Dyrere kød er ganske vist mere luksus, men også en vej til at mindske kødforbruget og dermed øge den mere miljøvenlige vegetabilske andel af vor føde.

Kvoter har et dårligt omdømme, fordi CO2 kvoterne er blevet alt alt for billige, og fiskekvoterne har medført en kraftig koncentration i erhvervet, og tilmed er nogle kvoter solgt til udlandet. Men det kan fikses med højere priser, påbud og kontrol fra Konkurrencestyrelsen og en udvidelse af ”sommerhusreglen” om lokal fortrinsret. Og ligesom fisk i danske farvande bør tilhøre danskere, bør vi også respektere afrikanernes ret til ”deres” fisk og sætte en stopper for trawlere fra EU, der ”støvsuger” fisk ud for kysten i Vestafrika.

Danmark skal fortsat importere, men vi skal væk fra ”ræset mod bunden”, hvor "kapitalen" søger efter stadig billigere arbejdskraft, ringere miljøregler og kontrol, samt skattefri zoner/lande.  Det er selvfølgelig rigtigt, at kapitalismen har hjulpet mange fattige lande ind i markedsøkonomien med beskæftigelse. Men konkurrencen er så nådesløs, at arbejdere alt for ofte ikke får en ”leveløn” og arbejder under farlige forhold. Vi hørte om sammenstyrtningen af fabriksbygningen i Bangladesh, Rana Plaza for 2½ år siden, men ellers er de kummerlige vilkår, hvorunder bl.a. vores tøj og IT-udstyr produceres, ikke almindelig kendt.

Markedsøkonomien er anonym. De store og relativt få importører ejer ikke fabrikker og miner, de shopper rundt i en kontraktkapitalisme, hvor lokale fabrikker og miner gør sig attraktive hjulpet af deres konkurrencestat, som tilbyder skattefrihed og meget andet. Et er, at det måske kan være vanskeligt for os rige danskere at forstå og føle solidaritet med fattige folk så langt væk. Noget andet er, at vi mangler viden om, hvor man kan købe varer lavet på en anstændig måde. Vi skal derfor have "ansigt" på det anonyme verdensmarked.

På samme måde som Ø-mærket har givet økologisk landbrug et boost, ønsker Enhedslisten, at staten etablerer et etisk mærke for varer, gerne i samarbejde med andre lande.  Certificerede importører skal kunne dokumentere leverandørkæder, løn- og arbejdsforhold, miljøforhold, m.m. i et omfang, som er praktisk muligt. Det burde der være flertal for, viden er ikke et specielt venstreorienteret krav. Uden viden om varerne kan man ikke tale om valgfrihed i den fuldkomne konkurrencemodel, som der er almindelig konsensus om.

Der er i dag lovkrav til deklaration af indhold, men der mangler oplysning om produktionsforhold til forbrugere, der ønsker at leve bæredygtigt og vil påtage sig et socialt ansvar. På samme måde skal kommuner, regioner og statslige institutioner kunne importere og købe varer og tjenester på grundlag af en større viden og politisk bestemte krav. De køber jo ind på fællesskabets vegne.  Med krav om deklarering af produktionsforhold og en fair offentlig indkøbspolitik kan vi langsomt kvæle producenterne af de mest beskidte, giftige og uanstændige varer og tjenester.

Udenrigsministeriets "økonomiske diplomati", Danida og NGO’er kan her spille en aktiv rolle i at finde, støtte og kontrollere virksomheder, organisationer og stater, som leverer varer og tjenester til offentlige og private indkøbere i Danmark.

Mærkningsstrategien i bekæmpelsen af "ræset mod bunden" kan i en mere radikal form suppleres med, at Folketinget stiller krav om, at importerede varer og tjenester skal være skabt under definerede minimumsforhold, der i en eller anden grad modsvarer krav til arbejdsmiljø og faglige rettigheder i Danmark. Det vil for alvor bringe os på konfliktkurs med EU's frihed for varer og tjenester til at krydse grænser uden hensyn til miljø, dyrevelfærd og menneskers arbejdsforhold.

Et andet problem er, at EU's frihandelsaftaler kræver, at fattige lande afskaffer importtold og tekniske handelshindringer, så vi kan eksportere frit og uhindret til dem. Men i et land som Tanzania betyder importtolden 30-40 % af statens indtægter. En fjernelse af importtolden kvæler de spæde spire til et velfærdssamfund. Indtægterne kan ikke umiddelbart erstattes af indkomstskat og moms, fordi disse skatter er vanskelige at opkræve, da den uformelle økonomi, herunder bytte og gensidige småtjenester, er meget udbredt.

Fattige lande skal have lov til at bibeholde told både som finansiering og som værn af deres landbrug og industri. Og vi skal huske på, at de vestlige landes egen industrialisering foregik beskyttet af netop told og anden form for importregulering. Derfor bør vi acceptere asymmetriske handelsaftaler, når vi handler med fattige lande.

...

Oprindeligt skrevet til Information af Per Bregengaard, gymnasielærer og fhv. borgmester (EL) i København og Margit Kjeldgaard, tøjimportør og fhv. sekretær i Enhedslisten. Begge er medlemmer af Enhedslistens Politisk Økonomisk Udvalg

...

Der afholdes møder om program-forslaget rundt om i landet, hvoraf nogle annonceres offentligt.

12. janua, arr. EL-Silkeborg

16. januar på Christiansborg, arr. EL’s Miljøudvalg

19. januar på Nørrebro. Offentligt møde med flere oplægsholdere, arr. EL-afd. I København

20. januar, arr. EL-Amager Øst

20. januar, arr. EL-Køge

23. januar i Middelfart, arr. EL’s politisk-økonomisk udvalg

16. marts, arr. EL-Albertslund

Se de ca. 10 siders forslag fra Enhedslistens Politisk-Økonomiske Udvalgs til et produktions- og erhvervspolitisk delprogram:

Kommentarer

Skal det etiske mærke også bruges på danskproducerede varer/ydelser?

Ja, det synes jeg.

Hej Margit

Det synes jeg er en rigtigt positiv udmelding.

Jeg må bare spørge, hvorfor gør man så ikke mere ud af at kommunikere den holdning videre til modtagerne af budskabet?

I min lille hjerne, hvor konspirationsteorier og det der er værre fyger rundt, kan jeg jo hurtigt få tanken, at man ganske enkelt er bange for at træde fagbevægelsen (og derved sin primære eksterne kilde til partistøtte) over tæerne.

Det kunne ihvertfald være interessant, om I ville være mere åbne omkring forventningerne til f.eks. løn- og arbejdsforhold.

Jeg tænker f.eks., at som tingene er nu, kan jeg gå ned i et af de nye døgnåbne supermarkeder kl. 1 om natten og købe et økologisk fairtrade-produkt af en ansat, der (så vidt jeg ved) får det laveste forskudttidstillæg i nogen dansk overenskomst. Hvordan ville jeres etiske mærkning forholde sig til det?

Ville man bare pr. definition acceptere indholdet i overenskomsterne som "etisk korrekt" eller ville der være mulighed for rent faktisk at udfordre disse?

Det jeg vil frem til er, at det virker en smule omsonst, at indføre en etisk mærkningsordning, hvis man ikke har en klar forståelse af hvad der rent faktisk er "etisk". Og derudover om Enhedslisten overhovedet er villige til at tage de opgør, der følger med en fastsættelse af hvad der er "etisk" korrekte løn- og arbejdsforhold?

Hvis man f.eks. sætter standarden for hvad "etisk" korrekte løn- og arbejdsforhold er ved det overenskomsterne foreskriver. Har man så i praksis ikke bare indført en statsligt støttet markedsføringskampagne og accept af det lønpres, de seneste overenskomster i Industrien og den del af LO, der følger disse, reelt har stået for?

Hvis man derimod udformer sin egen definition af et "etisk" korrekt lønniveau, uafhængigt af hvad de centrale overenskomstsforhandlinger kommer frem til. Hvad gør man så, hvis/når overenskomstsforhandlingerne ikke lever op til denne standard? Skal offentlige institutioner så f.eks. boykotte alle overenskomstsdækkede dagligvareforhandlere, hvis overenskomsterne ikke følger den statsligt definerede "etisk" korrekte mindsteløn?

Du vrøvler igen, ex-butiksassistent. Den primære kilde til partistøtte i EL er ikke fagbevægelsen, men derimod den danske stat, partiskat og medlemmer, så det er ikke loyalitet overfor tilskudsgiver, der styrer EL's sympati for den danske fagbevægelse. Sympatien bunder derimod i at fagbevægelsen er den største demokratiske organisering af arbejderklassen. Ældresagen, Danmarks Naturfredningsforening og FDM har færre medlemmer.  

Etisk mærke på danske varer og tjenesteydelser har hidtil ikke været EL-politik. Begrebet leveløn er slet ikke omtalt i det gamle (fra 2006) beslutningsforslag om etisk mærke. Jeg tror ikke forfatterne kendte det. Leveløn har sin oprindelse i Sydøstasien og jeg tror det bliver svært at "oversætte" til danske forhold - det bliver vel noget i retning af fattigdomsgrænsen.

Men du har ret i at der kan være en modsætning mellem ordenlig løn (leveløn) og fagbevægelsens strategi "nødderne knækker vi selv" (= den danske model). Herhjemme er fagbevægelsen imod minimumslønninger fastsat i folketinget og jeg hører også at 3F'ere (som er nogle af de mest aktive internationalt) lægge mere vægt på faglige rettigheder - så den faglige kamp for etablering af overenskomster kan komme igang - end på at staten skal fastsætte og håndhæve minimumslønninger, der er til at leve af. (Pt. har langt de fleste lande minimumslønninger fastsat ved lov, men ofte er de ikke til at leve af og de håndhæves heller ikke altid.)

Der er forskellige vurderinger af om fagbevægelsen kan løse opgaven i en globaliseret verden, altså om fagbevægelsen kan blive global. Selv mener jeg at fagbevægelsens etablering i Danmark har kunnet lade sig gøre fordi der var  grænser for international handel og kapitalbevægelser, hvilket netop ikke er tilfældet i fattige lande idag, og den danske stat har slet ikke i samme grad været på arbejdsgivernes/kapitalens side, som man ser det i de fattige lande.   

Hvad angår din kæphest - at den danske fagbevægelse svigter de lavest lønnede - så vil et etisk mærke ikke forhindre (for) lave lønninger, for ét er et mærke på varerne, på håndværkerens varevogn, på facaden til detailhandlen, o.lign., noget andet er om forbrugerne og offentlige indkøbere vil kræve mærkning.

Per Bregengaard og jeg nævner i vores tekster, at man kan forestille sig forbud mod at importere og sælge varer og tjenester i Danmark, som er produceret på uetisk måde, men det forudsætter lovgivning. I første omgang ønsker vi et etisk mærke alene som oplysning til forbrugerne - både private og kollektive - og det er lettere at få flertal for.

Hele vores projekt handler om det korte sigt - indtil vi får flertallet - og vi anser reformforslagene (nogle mere end andre) som forudsætning for at få flertallet. De er tænkt til at mobilisere på - om alt går vel.    

Og du starter igen et indlæg ved at svine mig til, alene fordi jeg ikke falder på knæ og kysser din røv - så skal vi ikke bare kalde remis på mit "vrøvl" og dine personangreb? :)

Og så lige for en god ordens skyld, skrev jeg altså "eksterne kilde". Jeg er ganske udmærket klar over, at statens partistøtte, jeres partiskat osv. spytter pænt i kassen. Men nu er det jo (bl.a.) jeres egne MF'ere, der sætter statens partistøtte, mens HB'en sætter partiskatten og medlemmerne, som vælger at betale kontingent. Størrelsen og formen på den partistøtte, I modtager fra fagbevægelsen bestemmer I (forhåbentlig) ikke selv og derfor nævnte jeg den.

Bortset fra det....

så vil et etisk mærke ikke forhindre (for) lave lønninger, for ét er et mærke på varerne, på håndværkerens varevogn, på facaden til detailhandlen, o.lign., noget andet er om forbrugerne og offentlige indkøbere vil kræve mærkning

Det forventer jeg skam heller ikke. Det eneste, der ville kunne forhindre for lave lønninger, ville være decideret lovgivning og konsekvent håndhævelse af denne. Men den vej ønsker Enhedslisten jo ikke at gå og så er vi jo tilbage ved den med partistøtten*.

Men lad nu det ligge. Du har selvfølgelig ret, for så vidt en mærkningsordning ikke garanterer ordentlig løn, da forbrugerne jo er frie til at vælge den fra. Jeg har jo heller aldrig påstået det modsatte og så gælder samme indvending vel også i forhold til jeres fremlægning?

Min holdning er bare, at sådan en mærkning er meningsløs, hvis den ikke gælder hele kæden - fra jord til bord, over detailledet, så at sige. Altså hvis en arbejdsplads ikke betaler de ansatte en løn de reelt kan leve af, og måske endda bryder sine overenskomster og arbejdsmiljøloven, så skal den selvfølgelig heller ikke kunne markedsføre sig selv som særligt etisk korrekt og da slet ikke via en statsligt støttet mærkningsordning.

Derfor mener jeg da også det er åbenlyst, at jeres mærkningsordning bliver nødt til også at forholde sig til det danske arbejdsmarked og endvidere, at sådan en stillingtagen ikke kan ske uden man så at sige smider svesken på disken. Hvad er en fair dansk løn og fair danske arbejdsforhold?

Det er jo i bund og grund et simpelt spørgsmål. Jeg beder jo ikke om bevis for Fermats sidste sætning eller udviklingen af en ny og bæredygtig metode til energiproduktion. Jeg beder om svar på hvad en fair løn er i kroner og ører, samt hvad fair arbejdsforhold konkret er. Alligevel findes der ikke en eneste politiker eller venstreorienteret meningsdanner, der vil (eller kan?) besvare spørgsmålet. Det er sgu da spøjst, synes du ikke?

Derudover kan jeg slet ikke forstå, hvorfor du mener det skal være op til de offentlige og kommunale indkøbere, om de vil bruge mærkningsordningen eller ej. Hvis man kan indføre kædeansvar i forhold til offentlige byggeprojekter og indføre boykot af f.eks. Ryanair. Hvorfor skulle man så ikke også kunne indføre samme i forhold til f.eks. dagligvarer?

 I første omgang ønsker vi et etisk mærke alene som oplysning til forbrugerne - både private og kollektive - og det er lettere at få flertal for

Det er da også en ærlig sag, og vel nok også det mest fornuftige udganspunkt. Jeg forbinder bare ikke "etisk korrekt" med 110,- kroner i timen, 25,- i nattetillæg, koordineret løndumping ved brug af deltidsansat arbejdskraft, gentagne fald i reallønnen osv. Jeg forbinder det faktisk med det stik modsatte og derfor synes jeg også jeres mærkningsordning vil være dybt hyklerisk og blot tjene til at skabe endnu mere ulighed i samfundet, hvis den gennemføres uden den har indbygget udfordring og italesættelse af forholdene i de virksomheder, som skal sælge de mærkede produkter.

Derfor må hele projektet også stå og falde med: Hvad er en fair dansk løn i kroner og ører, og hvad er fair arbejdsforhold helt konkret?

* Men der tager jeg selvfølgelig fejl. For i Enhedslistens optik skal alt i samfundet jo reguleres socialistisk....undtagen arbejdsmarkedet, der alene skal reguleres af markedskræfterne, under en af verdens mest liberalistiske struktureringer af arbejdsmarkedet - en holdning, der naturligvis intet har at gøre med den massive støtte, fagbevægelsen (som tjener mia. på den model) giver til Enhedslisten. Hvilket da også giver helt vildt meget mening, for vi husker jo alle hvordan Marx argumenterede intenst og holdbart for hvordan markedets usynlige hånd nok skulle sørge for terningerne faldt så alt kommer i bedste socialistiske orden....eller? Hvordan var det nu det var?

Der er mange vigtige pointer og god vilje til at forsøge at finde overgangskrav på vejen mod en mere bæredygtig produktion. Uden at have svaret på hvad der er den rigtige løsning vil jeg dog lige problematisere to af jeres pointer.

I argumenterer for kvoter inden for landbruget. Som økologisk fritidslandmand de sidste 25 år har jeg oplevet både indførelsen og afviklingen af kvoter i landbruget. Der er rigtig mange negative effekter af kvoter som ud over problemet med kapitalisering primært betyder en ualmindelig stiv planlægning i en produktion som behøver fleksibilitet for at få det bedste samspil med naturgrundlaget. Efter min opfattelse kan det ikke afbødes ved at henvise til erfaringer med andre kvoteproblematikker. Selvfølgelig skal dumpingen af mælk i ulande stoppes. Derfor skal eksportstøtten helt afskaffes og helst også hele den generelle subsidiering af landbruget.

I henviser til at Ø mærket har givet det økologiske landbrug et boost. I min optik har eksistensen af en stærk økologisk bevægelse i Danmark siden 80 erne som både har favnet landmænd, virksomheder, forbrugere og konsulenter givet økologien sin troværdighed. Det er ikke et mærke i sig selv der giver troværdighed og derfor er jeg også noget pas på troværdigheden af et etisk mærke som alene skal kontrolleres af eksterne aktører. Der er rigtig mange eksempler på at sådanne mærker ender i ren Greenwash.

 

Kapitaliseringen sker både i landbrug og fiskeri - og både med og uden kvoter.


Den er udtryk for rå konkurrentædende kannibalkapitalisme - der gerne snyder med den ene eller den anden regel, når de kan komme af sted med det

- som nu i andelssektoren, hvor de større bønder drager fordel af krisen til at opsluge de mindre.

De store landmænd er ikke spor interesseret i "redningsaktioner" - de ser gerne krisen forlænget for at få de mindre nedlagt og opkøbt.


Udviklingen omskrives til "strukturrationalisering" i lovtekster, men er ikke socialt bæredygtig

Det er forkert når statslige myndigheder lader sig bedrage af dette.

 

Selve ejendomskoncentrationen er ikke socialt bæredygtig -

bl.a. fordi menneskene udkiftes i løbet af ca. 40 år - og nye landmænd og fiskere skal have råd til at gå ind i branchen.

 

Socialdemokraterne er fuldstændig med på denne glidning mod en korporativ stat - som de også var 1940-45 - og udviklingen ligner mere og mere nazisternes program fra den tid.

Mange tak for jeres gode indlæg.

Ja, både jord, EU-støtte og produktionskvoter kan kapitaliseres - hvis der er stor efterspørgsel på det, ejeren kan tjene på produktionen. Hvis der ikke er efterspørgsel har købere ikke mulighed for at købe jord og kvoter og så vil priserne falde på jord og kvoter. Jeg tror det kunne smidiggøre markedet og lette generationsskiftet, hvis jord og kvoter er noget jordbrugeren lejer på langtidskontrakter og kan opsiges. Staten skal så fastsætte en forpagtningsafgift i forhold til afkast (reel grundskyld) og en centralt fastsat produktionsmængde. Det bliver også svært, men systemet vil ikke være så risikofyldt for jordbrugerne. Jeg forestiller mig at kvoter kan defineres som et maks over en kort årrække og at de kan handles internt mellem jordbrugerne - netop for ikke at gøre systemet så stift og forårsage spild.   

Mærker og certificering er jeg sikker på er nødvendigt for at give forbrugerne information og mulighed for at vælge mellem de gode og de dårlige produkter og mellem de gode og de dårlige producenter. Greenwashing er vel når en virksomhed søger at forskønne sine produkter med ureelle oplysninger, typisk hensigtserklæringer i CSR-papirer. Disse kan af- eller bekræftes af en uvildig part. Der er også greenwashing når en virksomhed smykker sig med enkelte gode produkter, mens resten er noget bras. Jeg er meget træt af at Nestlé skal have fairtrade-mærke på enkelte af deres produkter, mens resten er under al kritik. Men man man jo indrette mærkningsordninger på mindst to måder - på produktet og på virksomheden. Jeg ville ønske, at den danske fagbevægelse mærkede/godkendte noget mere og helt ude på deres hjemmeside: hvilke virksomheder har (gode) overenskomster, hvilke har få arbejdsulykker, hvilke har medarbejderindflydelse, osv.? Jeg tror vi en en del politiske forbrugere, som savner den slags godkendelser, og jeg tror det kunne give en sund konkurrence. 

 

Jeg ville ønske, at den danske fagbevægelse mærkede/godkendte noget mere og helt ude på deres hjemmeside: hvilke virksomheder har (gode) overenskomster, hvilke har få arbejdsulykker, hvilke har medarbejderindflydelse, osv.?

Jeg er i princippet enig og kan f.eks. pege på http://okforhold.dk, der egentlig er et udmærket initiativ fra 3F. Samt Jobpatruljen, der er et samarbejde mellem HK og 3F, hvor man undersøger forholdene for de yngste på arbejdsmarkedet.

Problemet er bare, at det ikke rigtigt rykker ved noget og derudover, at fagbevægelsens resultater i især servicefagene og landbruget ganske enkelt ikke er noget at skilte med.

Hvis man f.eks. kigger på Jobpatruljens rapporter går udviklingen konsekvent den forkerte vej. Sidste år kunne Jobpatruljen derfor igen melde om en markant stigning af antallet af de forskellige problemer de registrerer, og det på trods af man i 2015 faktisk havde særligt fokus på overenskomstsdækkede virksomheder. Helt konkret kunne man melde om problemer (brud på overenskomsten, deciderede lovbrud eller begge dele) hos 66% af de besøgte virksomheder. Med udgangspunkt i det tal, hvordan forestiller du dig så fagbevægelsen skal kunne indføre en etisk mærkning?

Skal fagbevægelsen aktivt promovere virksomheder, der direkte bryder den gældende lovgivning og/eller de aftaler, man har indgået med fagbevægelsen? Hvis ikke, hvad skal man så gøre? Skal fagbevægelsen ophæve mere end halvdelen af de indgåede overenskomster inden for visse fag, således man kan tilbyde de tilbageværende virksomheder adgang til en mærkningsordning?

Ligegyldigt hvordan man vender og drejer den virker det ihvertfald absurd, at tro fagbevægelsen overhovedet ville kunne magte den opgave, at oprette og administrere en troværdig mærkningsordning. Man kan ikke engang overskue den opgave, at holde virksomhederne ansvarlige i forhold til de aftaler man selv har indgået med dem. Hvordan skulle man så ikke alene kunne opstille en række objektive krav til "etik", men ligefrem også holde virksomhederne ansvarlige i forhold til dem?

Og så er der jo også den, at man i den grad kan diskutere indholdet i de enkelte overenskomster. I flere af LO's overenskomster har man f.eks. (helt åbenlyst) skrevet aldersdiskrimination og diskriminering af elever ind. Det synes jeg sådan set ikke er "etisk" korrekt og det samme kan siges om en stor del af fagbevægelsens arbejde, hvor visse faggrupper konsekvent bliver påduttet ringere OK-resultater og faglig indsats fra organisationen, end andre.

Man kan, med andre ord, frygte, at det ikke kun er virksomhederne, der vil se en evt. etisk mærkningsordning som ren og skær markedsføring. Fagbevægelsen har jo også en interesse i at kunne knalde sådan et klistermærke op og derved signalere til eksisterende og (ikke mindst) potentielle medlemmer, at man ligesom har været på arbejdspladsen fortalt hvor skabet skal stå. Jeg forestiller mig ihvertfald ikke, at fagbevægelsen ligefrem ville benytte sådan en mærkningsordning til at udfordre sig selv og sine resultater. Gør du? Mon ikke fagbevægelsen, såfremt de skulle udforme et etisk regelsæt, satte barren lige tilpas lavt nok, til deres egne overenskomster kunne klare springet?

Så ja, lad os da endelig få en etisk mærkning af danske arbejdspladser. Men vil du ikke give mig ret i, at hvis sådan en ordning skal være troværdig og effektiv, så skal fagbevægelsen holdes langt væk fra enhver indflydelse på den? Du ville vel heller ikke sætte Dansk Erhverv til at udforme og administrere sådan en ordning?