Annonce

12. januar 2016 - 11:20

Fra beskidt konkurrence til fair forhold

Enhedslisten er ved at udvikle en politik for produktion og erhverv, der forholder sig til konkurrencestaten, er solidarisk med den fattige del af verden og nærmer sig vores økosocialistiske vision. Et af udgangspunkterne er, at Danmark pusher varer og importerer på unfair betingelser, og at vi fylder og sviner langt uden for landets grænser. Det må høre op, men det bliver svært. EU’s regler er en væsentlig bremseklods.

Noget er dog ikke så svært. Det skal bare rulles tilbage: Mælkekvoterne, som blev afskaffet for 9 måneder siden, skal genindføres for at begrænse mængden af mælk.

Arla pusher "overskudsmælk" i form af mælkepulver til fattige lande syd for Sahara med eksportstøtte, ulandsbistand og produktionsstøtte. Direktør for Landbrug og Fødevarer, Karen Hækkerup protesterer derfor mod besparelsen på ulandsbistanden, fordi den rammer eksporten og det økonomiske diplomati, altså de ansatte på ambassaderne, som hjælper dansk erhvervsliv. ”Vores stærke tilstedeværelse i ulandene har givet gode eksportmuligheder” sagde hun til Altinget d. 13. dec. 2015.

Men vi bør faktisk glæde os over besparelser på bistanden og mindre eksport, hvis det rammer Arlas eksporteventyr! - Ethvert land bør have mulighed for selvforsyning af fødevarer på fair vilkår.  Hvis, der skal gives støtte til billigere mælk i fattige lande, så skal det være gennem uddannelse af lokale mælkebønder, avlsprogrammer, etablering af andelsmejerier og lokale distributionsnet.

Dansk landbrug eksporterer også svinekød og smågrise i enorme mængder, og regeringen vil øge dem. Enhedslisten siger stop. Vi vil i stedet halvere antallet af svin. Vi undgår på den måde at importere sydamerikansk soyaprotein fra arealer, hvor der før var regnskov. Vi begrænser samtidig gyllen, forureningen med kvælstof, m.m.

Danmark har et af verdens største økologiske fodaftryk. Vi lægger beslag på langt mere jord og vand, end der er i Danmark, og vi er skyld i en voldsom forurening og udledning af drivhusgasser både i Danmark og ude i verden. ”Det er et paradoks, at selv om Danmark er et højt udviklet intensivt landbrugsland, så bidrager dansk landbrug ikke til afhjælpning af sult i verden. Det danske husdyrbrug er baseret på import af foder fra ulande, mens eksporten især er en luksuseksport” skrev Knud Vilby i Rapporten fra ”92-gruppen”.

Danmark skal begrænse sit økologiske fodaftryk. Gennem salg af kvoter på et vist antal fødte svin til landmænd kan produktionsmængden besluttes politisk. Lokalt produceret økologisk foder, dyrevelfærd og kødkvalitet kan blive konkurrenceparametre. Men det er klart, at færre svin til eksport vil forringe handelsbalancen. Omvendt vil selvforsyning med foderstoffer forbedre den.  Dyrere kød er ganske vist mere luksus, men også en vej til at mindske kødforbruget og dermed øge den mere miljøvenlige vegetabilske andel af vor føde.

Kvoter har et dårligt omdømme, fordi CO2 kvoterne er blevet alt alt for billige, og fiskekvoterne har medført en kraftig koncentration i erhvervet, og tilmed er nogle kvoter solgt til udlandet. Men det kan fikses med højere priser, påbud og kontrol fra Konkurrencestyrelsen og en udvidelse af ”sommerhusreglen” om lokal fortrinsret. Og ligesom fisk i danske farvande bør tilhøre danskere, bør vi også respektere afrikanernes ret til ”deres” fisk og sætte en stopper for trawlere fra EU, der ”støvsuger” fisk ud for kysten i Vestafrika.

Danmark skal fortsat importere, men vi skal væk fra ”ræset mod bunden”, hvor "kapitalen" søger efter stadig billigere arbejdskraft, ringere miljøregler og kontrol, samt skattefri zoner/lande.  Det er selvfølgelig rigtigt, at kapitalismen har hjulpet mange fattige lande ind i markedsøkonomien med beskæftigelse. Men konkurrencen er så nådesløs, at arbejdere alt for ofte ikke får en ”leveløn” og arbejder under farlige forhold. Vi hørte om sammenstyrtningen af fabriksbygningen i Bangladesh, Rana Plaza for 2½ år siden, men ellers er de kummerlige vilkår, hvorunder bl.a. vores tøj og IT-udstyr produceres, ikke almindelig kendt.

Markedsøkonomien er anonym. De store og relativt få importører ejer ikke fabrikker og miner, de shopper rundt i en kontraktkapitalisme, hvor lokale fabrikker og miner gør sig attraktive hjulpet af deres konkurrencestat, som tilbyder skattefrihed og meget andet. Et er, at det måske kan være vanskeligt for os rige danskere at forstå og føle solidaritet med fattige folk så langt væk. Noget andet er, at vi mangler viden om, hvor man kan købe varer lavet på en anstændig måde. Vi skal derfor have "ansigt" på det anonyme verdensmarked.

På samme måde som Ø-mærket har givet økologisk landbrug et boost, ønsker Enhedslisten, at staten etablerer et etisk mærke for varer, gerne i samarbejde med andre lande.  Certificerede importører skal kunne dokumentere leverandørkæder, løn- og arbejdsforhold, miljøforhold, m.m. i et omfang, som er praktisk muligt. Det burde der være flertal for, viden er ikke et specielt venstreorienteret krav. Uden viden om varerne kan man ikke tale om valgfrihed i den fuldkomne konkurrencemodel, som der er almindelig konsensus om.

Der er i dag lovkrav til deklaration af indhold, men der mangler oplysning om produktionsforhold til forbrugere, der ønsker at leve bæredygtigt og vil påtage sig et socialt ansvar. På samme måde skal kommuner, regioner og statslige institutioner kunne importere og købe varer og tjenester på grundlag af en større viden og politisk bestemte krav. De køber jo ind på fællesskabets vegne.  Med krav om deklarering af produktionsforhold og en fair offentlig indkøbspolitik kan vi langsomt kvæle producenterne af de mest beskidte, giftige og uanstændige varer og tjenester.

Udenrigsministeriets "økonomiske diplomati", Danida og NGO’er kan her spille en aktiv rolle i at finde, støtte og kontrollere virksomheder, organisationer og stater, som leverer varer og tjenester til offentlige og private indkøbere i Danmark.

Mærkningsstrategien i bekæmpelsen af "ræset mod bunden" kan i en mere radikal form suppleres med, at Folketinget stiller krav om, at importerede varer og tjenester skal være skabt under definerede minimumsforhold, der i en eller anden grad modsvarer krav til arbejdsmiljø og faglige rettigheder i Danmark. Det vil for alvor bringe os på konfliktkurs med EU's frihed for varer og tjenester til at krydse grænser uden hensyn til miljø, dyrevelfærd og menneskers arbejdsforhold.

Et andet problem er, at EU's frihandelsaftaler kræver, at fattige lande afskaffer importtold og tekniske handelshindringer, så vi kan eksportere frit og uhindret til dem. Men i et land som Tanzania betyder importtolden 30-40 % af statens indtægter. En fjernelse af importtolden kvæler de spæde spire til et velfærdssamfund. Indtægterne kan ikke umiddelbart erstattes af indkomstskat og moms, fordi disse skatter er vanskelige at opkræve, da den uformelle økonomi, herunder bytte og gensidige småtjenester, er meget udbredt.

Fattige lande skal have lov til at bibeholde told både som finansiering og som værn af deres landbrug og industri. Og vi skal huske på, at de vestlige landes egen industrialisering foregik beskyttet af netop told og anden form for importregulering. Derfor bør vi acceptere asymmetriske handelsaftaler, når vi handler med fattige lande.

...

Oprindeligt skrevet til Information af Per Bregengaard, gymnasielærer og fhv. borgmester (EL) i København og Margit Kjeldgaard, tøjimportør og fhv. sekretær i Enhedslisten. Begge er medlemmer af Enhedslistens Politisk Økonomisk Udvalg

...

Der afholdes møder om program-forslaget rundt om i landet, hvoraf nogle annonceres offentligt.

12. janua, arr. EL-Silkeborg

16. januar på Christiansborg, arr. EL’s Miljøudvalg

19. januar på Nørrebro. Offentligt møde med flere oplægsholdere, arr. EL-afd. I København

20. januar, arr. EL-Amager Øst

20. januar, arr. EL-Køge

23. januar i Middelfart, arr. EL’s politisk-økonomisk udvalg

16. marts, arr. EL-Albertslund

Se de ca. 10 siders forslag fra Enhedslistens Politisk-Økonomiske Udvalgs til et produktions- og erhvervspolitisk delprogram:

Annonce