Fashion Revolution

Hvis de store tøj-firmaer ville oplyse hvor de får lavet deres tøj, ville journalister og NGO'er kunne åbne vores øje. Revolution er nok overdrevet, men hvis forbrugerne tager ansvar kan det forbedre forholdene i den beskidte tøjindustrien og det kan smitte af på andre industrigrene i det hele taget.

Jeg ved godt at tøj blot anses for noget man har på, for at beskytte sig mod kulden og mode er ikke noget venstreorienterede beskæftiger sig med.  Men det mener jeg er en magelig og uansvarlig holdning. For tøjproduktionen er den mest forurenende produktion i verden efter olieproduktionen og den forbruger enorme mængder vand, som der er mangel på. Det foregår bare langt væk herfra. Tøjproduktionen beskæftiger desuden millioner af mennesker – fortrinsvis unge kvinder – i verdens fattigste lande til lønninger oftest under FN’s fattigdomsgrænse; som danskere kender vi dem bare ikke, så de er lette at overse. Omvendt tjenes der rigtig mange penge i Danmark på tøj. Det er en af landets største eksportvarer; der importeres billigt tøj i store mængder og eksporterer dyrt tøj i næsten lige så store mængder. I Danmark har Bestseller med tøjmærkerne Jack and Jones, Only, Vero Moda, m.fl. hovedsæde og ejeren, Familien Povlsen, er Danmarks rigeste familie efter Legos ejere (Mærsk-familien tæller formelt ikke med her, fordi det er en fond). Sverige har H&M ejet af Persson familien, som er verdens 32. rigeste. Alligevel – trods de store profitter – er tøjet i butikkerne langt billigere nu end da danskernes tøj blev syet i Herning-Ikast-Brande-området, dvs. før udflytningen. Ergo har danske forbrugere stor glæde af udflytningen af tøjproduktionen til fattig-landene og det er vel derfor at det er så svært at fremkalde en aktiv solidaritet med dem, der laver vores tøj.

Det er ikke bare miljø-regler og løn- og arbejdsforhold, som giver de meget lave produktionsomkostninger i Sydøstasien. Det er også sikkerhedsforholdene, især manglende brandudgange og elendigt byggeri. Den største arbejdsulykke i årtier skete for tre år siden i Bangladesh, hvor over 1100 mennesker døde og mindst 2.000 blev sårede, da en 8-etagers fabrik styrtede sammen. Alle importørerne nægtede at de fik produceret deres tøj på den pågældende fabrik og ansvar for forholdene havde de i hvert fald ikke. Derfor har graverjournalister og NGO'erne i branchen, bl.a. Clean Clothes Campaign arbejdet på at optrevle leverandørkæderne. Og efter denne ulykke markerer folk rundt om i Europa årsdagen for ulykken med spørgsmålet: ”Who made your clothes?” I London lavede man for to år siden en event – Inside Out - hvor man vendte vrangen ud af bluserne og bukserne/nederdelene for at vise mærket. I år er kampagnen også taget op i Danmark. Se her hvad du kan gøre.

Forbrugerkampagner og politisk forbrug kan både skabe bevidsthed og true virksomhederne til at opføre sig lidt bedre, men jeg mener situationen kræver en kombination af forbrugerorganisering, etiske offentlige indkøb og statslige love. Som støtte til forbrugerne - både individuelle og kommuner og regioner - bør Folketinget etablere et etisk mærke i stil med Ø-mærket - bare også på importerede varer; det foreslog Enhedslisten for 10 år siden og jeg synes det burde fremsættes igen i en ajourført udgave med krav om leveløn og skattebetaling. Love bør også være direkte indgreb i tøjbranchen: De importører, der ikke kan dokumentere at danske miljøregler er overholdt i producentlandet, at løn- og arbejdsforholdene er i orden og at der er betalt skat i producentlandet, får lagt importtold på varerne ved ankomst til Danmark eller ved videreforsendelse. Indtægten på denne importtold og eksport sendes tilbage til producentlandet til fagbevægelsen eller en NGO, som er godkendt af Folketinget.

På denne måde vil Danmark yde et langt større bidrag til en positiv udvikling i de fattige lande end dansk u-landsbistand. Handel og skatteunddragelser betyder nemlig langt mere end dansk bistandspolitik. Desuden ville det styrke en faglig organisering i lande, som har meget svært ved at etablere en fagbevægelse og komme til selv at kæmpe for deres krav. Vi skal huske på at den danske fagbevægelse er opbygget i et beskyttet miljø før globaliseringen, før vi oplevede løn- og profitkonkurrence fra andre lande og før de frie kapitalbevægelser og den massive udflytning af virksomheder blev mulig. Vi må ikke sidde med hænderne i skødet og vente på at arbejdere i nyindustrialiserede lande gør som vi gjorde, vi skal tværtimod finde midler til at praktisere international solidaritet på tværs af landegrænserne. Det er det Fashion Revolution giver et bud på og derfor venstreorienterede ikke bør afvise tøj-snakken som noget kun forfængelige kvinder er optaget af.