Et svar er for lidt

Folketingsvalg er en god opfindelse, men der er kun ét spørgsmål, og man ved knap nok hvilke svarmuligheder, der er.

Spørgsmålene rettes den forkerte vej.

Jeg er folketingskandidat for 2. gang og jeg synes det er helt vildt så mange kandidattests der er denne gang. Aviser, DR og et utal af interesseorganisationer, som beder kandidaterne om at udfylde alle tænkelige spørgeskemaer og lover (eller truer med) at offentliggøre resultaterne. Det bliver let noget japperi, når man skal udfylde disse, for er det nu det vigtigste man kan bruge sin tid på? Undersøgelser viser jo at det er den direkte dialog, der flytter flest stemmer. Nogle af spørgeskemaerne er altså også så tendensiøse, at det får oprøreren op i mig, f.eks. da en handicaporganisation spurgte om folk med handicaps skal have ret til at bo hvor de ønsker og sammen med den de ønsker – så fik jeg et billede af en Hollywoodvilla med Richard Geere op på nethinden – eller da 3F spurgte om jeg synes leverandører skal have kædeansvar for udenlandske leverandører – så tænkte jeg på min egen lille biks, hvor jeg må opgive at opspore stedet, hvor lynlåsene og knapperne er kommet fra. Ofte kan man regne ud hvad man helst skal svare på spørgsmålene fra interesseorganisationerne og det er da også helt omkostningsfrit, for der spørges sjældent om hvilke andre befolkningsgrupper, som skal have ringere forhold eller hvor meget skatten skal stige. Men spillet går ud på at gøre sig populær, så selvfølgelig svarer man.

Der er også organisationer, som opfordrer deres medlemmer enkeltvis til at skrive og spørge kandidaterne ud om deres mærkesag. Jeg tog i smug hatten af for den konservative, Bendt Bentsen i EU-parlamentet, da han vovede at brokke sig til Mellemfolkeligt Samvirke (MS) over en mailstorm. Og jeg blandende mig på U-landsnyt.dk (nu Globalnyt.dk):

”Stedfortræderstrategi

Jeg må indrømme, at selvom jeg næsten altid er enig med MS, så bliver jeg også irriteret over denne kampagneform, hvor enkeltpersoner skal skrive mails til nogle politikere. Jeg vil ikke udelukke, at politikere kan bevæges af mailstorme, men jeg frygter, at kampagneformen passiviserer deltagerne. Brevene fås mere eller mindre færdigskrevne og afsenderen har et minimum af besvær med at afsende dem. Modtagerne kan have et standardsvar liggende parat, som er produceret i partiet centralt af nogle kommunikationsstrateger.
Imellem alle de spørgeskemaer, som interesseorganisationerne fremsender til folketingskandidaterne, drukner mails fra enkeltpersoner. Når folketingskandidater reagerer på mails fra interesseorganisationer, skyldes det en vis formodning om at svarene lægges på deres hjemmeside eller trykkes i medlemsbladet - altså at der er flere end én modtager.
Senest har MS forvarslet en mailstorm om skattely, hvor det er så let for alle partier at svare at "vi ser med alvor på det", bla. bla. Jeg tror mail-kampagnen giver afsenderne en god samvittighed, for "nu er der andre der tager sig af sagen". Jeg mener, at denne "andre højere oppe i magthierarkiet tager sig af sagen", er ødelæggende for demokratiet. Tværtimod bør en organisation som MS kunne udvikle deltagelses-demokratiske midler, altså hvor selve midlet direkte bidrager til løsningen. Førhen var det konkret udviklingsarbejde i u-lande, nu er det lidt vanskeligere, men ikke umuligt.
Konkret vil jeg foreslå en boykot-kampagne rettet mod Arla, som reaktion på den kommende dumpning af mælk i lande syd for Sahara. (For at følge op på det udmærkede debatindlæg Nils Brøgger Jakobsen har i Politiken idag.)” (uddrag af http://u-landsnyt.dk/node/136152)

Den 4. statsmagt

Også de lokale aviser beder kandidaterne om at besvare spørgsmål - ofte med kort frist - og indsende fotos fra familiealbummet eller selfies under valgkampen. Her må man bare klappe hælene sammen og levere varen, for pressen er jo den fjerde statsmagt og der er mange læsere. Man må også finde sig i at svarene redigeres sammen, så journalisten får skabt et billede af store uenigheder mellem kandidaterne; Konflikter og særheder sælger.

Man må også finde sig i at debatredaktørerne forfordeler deres politiske darlings i udvalget af læserbreve, det nytter ikke at brokke sig. Der er ingen højere retfærdighed i medierne. 

For få spørgsmål

Når vi skal til valgurnen, kan vi kun sætte et kryds. Det er ikke meget. Det kan også være svært at gennemskue om man svarer rigtigt – når man skal deponere sin tillid til en person (eller parti) i så lang tid. Mange døjer med at gennemskue hvor forskellene er mellem partierne og personerne. Min mormor blev lidt bims til sidst og gav min moster en seddel, som skulle lægges i valgurnen. På sedlen stod 10 navne, politikere, TV-værter og et par skuespillere, som min mormor mente, ville kunne styre landet godt sammen. Men vi har kun en stemme hver, så vi kan ikke blande en kurv af folk og dermed sprede risikoen.

Historikeren, Søren Mørch blev interviewet i Politiken, hvor han efterlyste interessemodsætninger og at politikere opfatter hinanden som fjender. Efter hans mening blev interessemodsætninger bilagt op til EF-valget i 1972. Det var dengang ”Jens Otto Krag stoppede medlemskabet ned i halsen på vælgerne ved at skabe en illusion om at det ikke handlede om politik, men om man virkelig ville miste al den gode, billige mad og sætte velfærdsstaten over styr.” …”..når man forskyder beslutninger fra det politiske, er der ikke længere noget, vi skal diskutere. Så er vi jo alle i samme båd. Men selv om man har opgivet at føre politik, skal der jo regeres. Og så kan man bare overlade til bureaukraterne at føre ”den nødvendige politik”” (citat fra Pol. 4. juni,2015).

Det minder mig om en socialdemokratisk politiker, som var formand i ungernes skolebestyrelse. Han indkaldte til møde, hvor vi forældre kunne stille spørgsmål til skolebestyrelsen. Jeg skrev et læserbrev til den nye Skoleavis (som kom i), om at denne formand i stedet burde spørge os forældre hvad vi mente om sagerne. Skoleavisen udkom ikke mere, jeg ved ikke hvorfor.

Folkeafstemninger

Jeg synes valget handler for meget om hvad kandidaterne mener. Det burde handle om hvad folket mener, og politikerne burde udspørge folket, eller I hvert fald dem, de repræsenterer.

Man burde sætte flere spørgsmål til folkeafstemning, selvfølgelig på en reel måde. Borgerne skal ikke kunne stemme for mere velfærd OG lavere skat på samme tid. Det er i sig selv et politisk spørgsmål, hvad folket skal spørges om, ja, men det er den vej, vi bør udvikle demokratiet, synes jeg. Hvis samfundet styres af bureaukrater og politikere styres af en lille elite, som mange åbenbart mener, så er der endnu mere grund til at kræve folkeafstemninger om flere sager og ideologiske retninger. 

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015 - og venstrefløjen.