Det eneste køn

Adam Smith fik sin aftensmad pga. slagterens og bagerens egeninteresse, men hvem tilberedte hans aftensmad?

<!--break-->

Katrine Kielos, en ung svensk forfatter, har skrevet en bog om the economic man, som jeg morede mig over. Det eneste køn, hedder den, og der hentydes til manden, ham, der dominerer i den formelle økonomi, hvor aktørerne er anonyme, egoistiske og beregnende. Kvinden derimod er nærværende, opofrende og omsorgsfuld, og er faktisk uundværlig for den formelle økonomi, men bliver naturligvis hverken belønnet eller påskønnet. Jeg er godt nok ikke til kvindesagslitteratur og overflødige ord, men denne fabuleren over hvad økonomisk teori har forvoldt af vrangforestillinger og dårlig samfundsindretning holdt mig alligevel fast. Jeg gør et par nedfald i pointerne om økonomi:

Adam Smith, den økonomiske videnskabs fader, forklarede hvordan den ”usynlige hånd” (markedsøkonomien) sørgede for at der blev udvekslet varer. ”Vi får vores aftensmad fra slagteren, bryggeren og bageren, men det er ikke fordi de kan lide os, men fordi de tjener deres egen interesse gennem byttehandlen.” Sådan lyder i korthed det citat Adam Smith er blevet så kendt for. Men hvem var det, der stegte hans bøf om aftenen? Jeg har læst citatet mange gange, for jeg er selv økonom og har været igennem de store klassikere, men jeg har aldrig tænkt hvad der skete med varerne når de kom ind i hjemmet. Ifølge Katrine Kielos boede Adam Smith det meste af sit liv sammen med sin mor. Han giftede sig aldrig. Hvorfor stod hans moder for husholdningen og lavede mad til ham? I starten var det vel ren og uforfalsket moderkærlighed. Senere har han vel forsørget hende. Men historien er sgu da sjov og pointen om at vi ikke kun er uafhængige individer på et marked, men også sociale væsener er i hvert fald sand. Katrine Kielos fremstiller the economic man som en mand drevet af egeninteressen, mens det andet køn er drevet af kærlighed. Overdrivelse fremmer forståelsen.

Da jeg søgte op i Svanholm storkollektiv for 7 år siden tænkte jeg meget på hvordan det ville være at dele økonomi med så mange mennesker. Jeg kom fra en kernefamilie, hvor der kun kom markedsøkonomi og løn imellem os individer, da jeg synes børnene skulle bidrage med at male vinduer og havemøbler, mv. og mine pædagogiske evner slap op. Så pludselig at skulle være i familie med 80 voksne og 50 børn var meget spændende. På Svanholm får man tildelt et værelse/bolig efter hvor mange man er, og kan tage mad og toiletsager i køkkenet efter lyst og behov. Men hvad der er gratis for den enkelte koster jo mange penge for kollektivet, så reguleringen træder frem på en anden måde end med penge. I kølerummet med ost, hang der lang tid et skilt, hvorpå der stod ”spis brød til” og der var nogle uskrevne regler om hvor mange bananer, man måtte tage, for at der også var til dem, der kom sidst forbi, og kun vegetarerne måtte tage de økologiske avokadoer.

Katrine Kielos fortæller om børnehaven, der ville gøre noget for at begrænse de mange gange forældrene hentede deres børn for sent. Der blev indført et bødesystem, men det fik den modsatte effekt, at forældrene ikke længere blev drevet til børnehaven af pligt. Tværtimod begyndte flere at hente børnene endnu senere. Nu betalte de og følte det var i orden at hente børnene sent. Slut med den dårlige samvittighed overfor personalet og børnene.  

Selv sådan et ideelt sted som Svanholm, hvor betingelserne for et liv reguleret af kærlighed burde være til stede, dukkede egeninteressen frem. Man skulle tro at en lille lukket gruppe, hvor man er afhængig af hinanden, er tætte på hinanden og har meget fritid, fordi indkøb, mad, vedligeholdelse og administration bliver ordnet af servicegrupper, ville udløse en lyst til at give snarere end at tage og drage omsorg for andre frem for at klynke. Men der er også arbejdspligt, timesedler og diskussion om det er de udearbejdende eller de hjemmearbejdende, der har det hårdest. Jeg tror ikke mennesket er enten drevet af egeninteresse og gør alt op i penge, eller - det modsatte - er drevet af kærlighed og empati. Jeg tror vi har begge sider i os – uanset om vi er mænd eller kvinder. Men jeg tror at det gode eller det onde kan forstærkes af det økonomiske system, vi lever i og det er derfor jeg er socialist og økonom.

Som Katrine Kielos skriver til sidst ”økonomien burde kunne hjælpe os med at hæve os op over frygt og grådighed… Den økonomiske videnskab burde handle om, hvordan man forvandler en social vision til et moderne økonomisk system”.   

Jeg kan anbefale bogen til både økonomer og ikke-økonomer. Den kører ud af mange underholdende tangenter, som ”siger enormt meget om samfundet” og den er let læst. Bogen er netop udkommet i dansk oversættelse.