Annonce

11. december 2014 - 19:43

Bolig 2

Om den stigende grundskyld, om skattekilder, om Grøndalsvænge og andre billige boliger og min lille boligbog.

Min sidste blog (»Bolig«, 1.12.2014) om bolig var lidt overordnet. Her kommenterer jeg på nogle aktuelle boligsager og fortæller om min lille boligbog.

Den omstridte grundskyld

Almindelige husejere i Nordsjælland og hovedstaden er på barrikaderne i denne tid i forsøg på at begrænse den stigende grundskyld. De sammenligner sig med Nordjylland og Lolland, hvor grundskylden er meget lavere, og desuden gives mange eksempler på nabogrunde, som er vurderet vidt forskelligt.

Ét er at mange gerne vil bo tæt ved strand, skov, sø og hovedstaden, men ikke betale for det og slet ikke vil bytte med folk i udkantsdanmark. De anerkender på dette punkt ikke udbud og efterspørgsel, som fører til store prisforskelle på ellers ens boligkvalitet,. Noget andet er at den seneste vurdering er en skandale.

Lidt historie: Indtil for ca. 10 år siden sorterede ejendomsvurderingerne under kommunerne og der blev valgt vurderingsmænd og -kvinder, som vurderede borgernes ejendomme, når der var uenighed eller efter om- og tilbygningerne. Nu foregår vurderingerne alene ved skrivebordet i Skat og efter politiske beslutninger; derfor falder de meget forskelligt ud og giver anledning til mange klager og en udbredt følelse af uretfærdighed og tilfældighed i skatteopkrævningen.

Under den borgerlige regering blev der skåret meget voldsomt i Skattevæsenet. Desuden foreslog den borgerlige regering at vurderingerne helt skulle afskaffes, nogle år efter skattestoppet på ejerboliger. Det var der heldigvis ikke flertal for i Folketinget, men det betød nok meget naturligt at ledelsen i Skattevæsenet nedprioriterede området. I øvrigt ignorerede Finansministeriet de ændringer i vurderingssystemet, som Skatteministeriet ønskede; formentlig fordi regeringen i sin budgetlægning havde fastsat, hvor meget boligskatterne skal indbringe indtil 2020.

Derfor var Skat nødt til at finde stigende indtægter ved den seneste vurdering i 2011 og pga. skattestoppet på ejendomsværdiskatten, kunne det kun blive på grundskylden.

Denne sidste vurdering i 2011 er så dårlig i forhold til salgspriserne og så forskellig for ejendomme tæt på hinanden at Rigsrevisionen kritiserede den. Derefter greb et politisk flertal ind og lagde loft over skattestigninger, som måtte følge af vurderingerne, mens et nyt system udvikledes. Et udvalg fremkom for et halvt års tid siden med en model for vurderingerne, som øger beskatningen af store ejendomme og sætter faste forhold mellem grund- og husværdi afhængig af byzone-landzone og bebyggelsesprocent. Der er imidlertid gået politik i modellerne, bla. vil Frank Aaen fra EL have grundværdien nedsat for andelsboliger og udlejningsejendomme i forhold til ejerboliger.

Derved fjerner man sig yderligere fra det gamle princip om at vurderingerne skal afspejle markedspriserne. I forvejen betaler andelsboliger ikke ejendomsværdiskat, så det er svært at forstå at de skal slippe billigere med grundskyld også.

Skat bør være gennemskuelig og retfærdig.

Man skal ikke betale skat af at bo

Det er Enhedslistens holdning til beskatning af ejerboliger.

Men hvis ikke staten og kommunerne kan få indtægter fra grunde og ejendomme, hvordan skal fremtidens velfærdssystem så finansieres?

Nuvel, hovedparten af skatteindtægterne kommer fra indkomstskatten, så de kan nok hæves. Det er vel også meget rimeligt eftersom der er personfradrag og topskat til at gøre den progressiv; men det er ikke rimeligt når en fuldtidsansat arbejder betaler ligeså meget i skat som en halvtidsansat akademiker, der selv har valgt at holde fri den halve dag.

Det er heller ikke så smart ud fra miljømæssige hensyn at lægge skat på arbejde, fordi det fremmer køb-nyt-fra-fattiglandene-og smid-væk-kulturen, fordi de arbejdsintensive reparationer bliver endnu dyre. Endeligt frister høj indkomstskat mange til sort arbejde.

Den næststørste skattekilde er moms. Det kan være meget godt ud fra miljøhensyn, at momsen dæmper forbruget, men den vender desværre den tunge ende nedad, især når det handler om dagligvarer som fødevarer; de fylder nemlig relativt meget i forbruget hos folk med små indkomster. Afgifter er lidt i samme retning, men her kommer også grænsehandel ind som argument mod højere afgifter på tobak, alkohol, benzin, osv., og provenuet kan ligefrem falde, hvis forskellen mellem prisen på danske varer og tjenester og udlandets bliver for stor. Det får desuden kedelige konsekvenser for beskæftigelsen når man med skat, moms og afgifter opmuntrer virksomheder og forbrugere til at handle i udlandet.   

Skat på bolig er derimod den mindst forvridende og nok også den mest progressive form for skat, vi har, og der kan ikke snydes.

Desuden er der plads til stigninger, for mens huslejerne for lejere er steget betydeligt det seneste årti, er boligskatterne kun lige fulgt med inflationen. Tag ikke mine ord for det, læs hellere her hvad venstreborgmesteren i Gribskov Kommune og uafhængig økonomisk rådgiver i Finanshuset i Fredensborg, skrev i Frederiksborg Amts Avis (6. nov. 2014) under overskriften ”Din bedste opsparing”: ”…ejendomsavance beskattes ikke for almindelige boliger.. Det betyder, at en anden opsparing skal give en del mere i afkast for at være bedre end boligen. Selv ikke pensionsordninger med skattefradrag gør det bedre, hvis man altså ikke betaler topskat, og det gør de færreste.  … forskellen mellem din nettoudgift i ejerboligen (uden afdrag på lån) og det, du alternativt skulle betale i leje for en fuldstændig tilsvarende lejlighed, er en slags skjult gevinst på din bolig. Det er faktisk ofte den største gevinst for en almindelig dansk familie. I længden vil din faste ejendom være et godt inflationssikret sted at anbringe dine penge…”

Skat skal være progressiv og mindst mulig forvridende. Hvis skatten bliver højere på bolig, vil bolig ophøre med at være et spekulationsobjekt og dermed vil priserne finde et mere stabilt leje.

Billige boliger i strid med markedet

Huslejereguleringerne i udlejningsejendomme er den sidste af efterkrigstidens prisreguleringer.

Økonomer og borgerlige politikere har lige siden talt for fri lejefastsættelse. Det blev delvist imødekommet for ejendomme taget i brug efter 1991 - hvor der nu er fri huslejefastsættelse. Derfor en der stor forskel på huslejerne i de kommuner, som har beholdt huslejereguleringerne i den gamle boligmasse, mellem gamle og nye udlejningsboliger. Det gælder i København og en lang række store byer.

Andelsboliger kan også være meget forskellige i pris, afhængig af om foreningerne har valgt at følge markedsprisen eller den gamle købspris.

Der, hvor huslejen eller andelsværdien er lav, er der naturligvis stor søgning og det er op til udlejer eller andelsboligforeningen at bestemme hvem, der skal nyde godt af disse lave boligudgifter.  

Derfor er der ikke lige adgang til disse billige lejligheder. Det er også et problem, at der ikke er økonomisk incitament til at vedligeholde og forbedre boligerne, når ejerne ikke får højere husleje eller salgspris. Lejeloven giver mulighed for at fravige den omkostningsbestemte (lave) husleje efter moderniseringer ud over en vis størrelse. Det der omtales i §5, styk 2. Ofte har beboerne imidlertid slet ikke lyst til moderniseringen, men det er jo udlejer, der bestemmer.

Private udlejningsejendomme burde opkøbes af kommunen eller almene boligselskaber og på denne måde tages helt ud af markedsøkonomien. Fri huslejefastsættelse kan give mere mobilitet på boligmarkedet og den højere husleje kan finansiere højere boligsikring til beboere med små indkomster eller hæve overførselsindkomsterne. 

For tiden fører Københavns Kommune en juridisk kamp mod andelsforeningen Grøndalsvænge i Nordvest (se Leif Donbæks blog her).

Kommunen har modsat sig at beboerne kan sælge deres ejendom (inklusiv grund) til markedsprisen. Omvendt vil andelshavernes flertal have lov til at sælge på det almindelige marked. Husene er meget attraktive i forhold til husene rundt omkring og der er fortrinsret for de nuværende beboere og deres familie til at købe.

Midt i mellem andre dyre huse ligger altså en lille lukket andelsboligforening, hvor beboerne bor billigere og betaler mindre grundskyld til kommunen end andre med tilsvarende grunde. Beboerne får ikke del i prisstigninger på jorden og døjer derfor med at købe noget tilsvarende andre steder. Der opstår derfor en såkaldt indlåsningeffekt, hvor folk bliver boende, fordi det er for dyrt at flytte. Hvorfor? Fordi det politiske flertal i kommunen vil have billige boliger. Historien melder intet om hvorvidt beboerne faktisk er sådanne almindelige sygeplejersker, skolelærere, mfl., som kommunestyret gerne vil have til at bo i byen. Eller om det er overklasse-indbyggere.

Det virker meget tilfældigt og parole-agtigt på mig og jeg er bange for at den skattebetaling, som kommunen går glip af fra jorden, betales af andre indbyggere med færre penge og dårligere boligforhold.

Den dumme kamp mod markedet giver ikke nødvendigvis større lighed mellem borgerne. Der skal bygges nyt for at tilfredsstille efterspørgslen og dermed holde priserne nede eller borgerne skal have flere penge mellem hænderne. 

Mere læsning

Jeg har skrevet en lille bog på ca. 35 normalsider, som udkom på Solidaritet for en måneds tid siden.

Den går i dybden med to af de tre temaer, som jeg har berørt ovenfor – ulighed og deregulering. Dernæst er der et tredje tema, segregering (polarisering), om hvordan vi fordeler os på forskellige boligformer og ydermere sender vores børn i skoler langt væk for at de kan være sammen med andre som dem selv.

Min overordnede pointe er, at boligpolitik er blevet et tabu og det bør der gøres noget ved, fordi boligmarkedet er den vigtigste årsag til ulighed og polarisering og den største trussel mod velfærdssamfundet.

Til sidst kommer jeg med to forslag, som også kort er omtalt i min sidste blog om bolig. Undervejs behandler jeg Enhedslistens forslag om at beskatte gevinsten ved salg af fast ejendom; Omend forslaget virker både logisk og retfærdigt kan det ikke give tilstrækkeligt provenu, begrænse spekulation og behandle borgere ens og retfærdigt. I øvrigt rummer bogen lidt introduktion om boligformerne og lidt historie, så nye læsere kan starte her.

Jeg håber at bogen kan sætte lidt gang i debatten og - specielt til partimedlemmer - håber jeg at bogen kan give et bredere perspektiv på ønsket om at gøre Enhedslisten til lejernes parti end nedslag i enkelte andelsboligforeninger i Københavns Kommune og fastholdelse af huslejeloft i den gamle boligmasse i storbyerne. Bogen koster forresten kun 20 kr.

 

Annonce