8. marts

Der er stadigvæk for stor forskel på mænds og kvinders løn.

Målret lønkravene, indfør kvoter i daginstitutioner og giv fuld lønrefusion under barsel !

Det kønsopdelte arbejdsmarked - lønforhandlinger

Over halvdelen af kvinderne på arbejdsmarkedet er ansat i den offentlige sektor - især i den kommunale sektor - hvor de passer børn, underviser, gør rent og yder omsorg for ældre. Under 20 % af mændene er ansat i den offentlige sektor.

Det er svært at snakke om ulighed mellem kønnene med unge mennesker, for de oplever ikke ulighederne har med køn at gøre. Alligevel trak jeg emnet frem på et vælgermøde på Espergærde gymnasium i den kommunale valgkamp. ”Hvis man synes, mænd og kvinder skal have lige løn for lige lang uddannelse, skal man give de kommunalt ansatte højere løn" sagde jeg.

Det fik en af drengene (eller de unge mænd) til at spørge om ikke lønnen afspejlede efterspørgslen, så jeg bare skulle lade markedet råde. Også repræsentanten fra Liberal Alliance ville have ordet i denne sag, men han opgav efter første runde.

For lønnen i den kommunale sektor er politisk fastsat mellem repræsentanter for kommunalbestyrelserne via KL samt finansministeren på den ene side og forbundene for de ansatte (FOA, Danmarks lærerforening, BUPL, osv.) på den anden side.

Der er to store monopoler, som står overfor hinanden, og det er det modsatte af fuldkommen konkurrence, så teorien om udbud og efterspørgsel kan ikke anvendes her. På det private arbejdsmarked forhandler store fagforbund også med store brancheorganisationer (f.eks. Dansk Industri og Dansk Erhverv), men mange jobs er slet ikke dækket af overenskomst og den enkelte virksomhed kan vælge at give både lavere og højere løn end den centrale overenskomst tilsiger. Den går ikke i den kommunale sektor, her er alle dækket af overenskomst og den enkelte kommune tilbyder ikke højere løn for at trække den bedste arbejdskraft til sig fra nabokommunerne.

Når pædagoger får mindre i løn end muresvende, er det i aller højeste grad en politisk sag, noget kommunalbestyrelsesmedlemmer burde diskutere før valget til KL’s lønningsnævn.

Det kønsopdelte arbejdsmarked - kvoter 

Men hvorfor skal vi overhovedet have sådan et kønsopdelt arbejdsmarked? Er det udtryk for et frit valg i forlængelse af kvinders traditionelle opgaver i familien?

Jeg tror det var finansminister Thor Pedersen, der for mange år siden sagde, at hvis man ønskede flere mænd ind i daginstitutionerne, skulle man tilbyde dem højere løn. Det provokerede mange kvinder voldsomt meget, men reelt kunne det hjælpe på mænds interesse for arbejde med børn og gamle.

Andre steder, hvor der er stor og uønsket underrepræsentation af et køn, anvender man kønskvotering. I Enhedslistens hovedbestyrelse og forretningsudvalg, skal der være mindst 40 % af hvert køn. Dvs., at hvis stemmeafgivningen ikke giver mindst 40 %, må det overrepræsenterede køn (og det er mænd, hvis nogle skulle være i tvivl) vige for en fra det andet køn med færre stemmer.

Det er diskriminerende overfor mænd, fordi de ikke har samme mulighed som kvinder for at komme i hovedbestyrelse og FU. Men målet helliger åbenbart midlet i denne sag. De delegerede på årsmødet, der indførte denne diskrimination i vedtægterne, gjorde sig til dommer over alle kommende årsmøder, hvor delegerede vælger medlemmer til hovedbestyrelsen. Uanset hvor tåbelige og uerfarne de kvindelige (eller mandlige) kandidater er, skal de optage mindst 40 % af pladserne.

Jeg vil hellere have kønskvoter i daginstitutionerne, især for de mange børn, som bor alene med deres mor.

En opgørelse foretaget af BUPL viser, at andelen af mænd og pædagogmedhjælpere samlet set udgør 4 procent i vuggestuerne, 8 procent i børnehaverne og 7 procent i de integrerede institutioner.

Den nuværende ligestillingsminister, Manu Sareen, som er uddannet pædagog, har lavet en projektpulje på 5 millioner kroner. Puljen er blandt andet tiltænkt ’konkrete projekter, der sætter fokus på øget mangfoldighed inden for det kønsopdelte arbejdsmarked, for eksempel i daginstitutioner’, hedder det i handleplanen 'Redegørelse / Perspektiv- og handlingsplan 2013'.

Endnu en pulje - hold kæft bolsje - (se evt. min sidste blog om puljer)

Placering i hierarkiet

En anden kilde til uligeløn er kvinders manglende higen efter toppen. Chefer får højere løn end folk nederst i hierarkiet, så når kvinderne ikke søger eller ikke får chefstillingerne, får de heller ikke højere løn. Nogle taler om ”glasloftet”, som udtryk for den usynlige barriere, der er for kvinder, når Rip-Rap-og-Rup effekten rammer kvinder overfor et ansættelsesudvalg bestående af mænd. I flere år stillede venstrefløjen krav om en vis kvote af kvinder i direktionen hos børsnoterede virksomheder. Det droppede den ”røde regering”. Onde tunge vil vide at det hang sammen med at en opgørelse viste, at den offentlige sektor heller ikke har ”nok” kvinder på topniveau.

Børn trækker kvinderne ned karrieremæssigt - og hæver mændene 

En tredje kilde til uligeløn er de såkaldt uforklarlige årsager, som tilsammen betyder at kvinder tjener 4-6 % mindre end mænd - i samme branche og med samme arbejdsfunktioner, ifølge SFI og A4.

Noget kan markedsmekanismen forklare, for når en kvinde sidst i tyverne søger job, skal arbejdsgiveren indkalkulere risikoen for at hun skal på barsel en, to eller tre gange i løbet at de næste 5-10 år. Derfor kan en mand – selv til en højere løn – være billigere i længden. Desuden er det oftere kvinden end manden, der tager barns første sygedag, tager med til læge, osv.

Tidsforbrugsundersøgelser i familien viser, at når børnene kommer, nedsætter kvinden sin gennemsnitslige lønnede arbejdstid mens manden sætter sin lønnede arbejdstid op.

Partierne på venstrefløjen er så utilfredse med disse prioriteringer i familierne, at de ønsker øremærket barsel til mænd. Det vil betyde, at i de familier, hvor manden ikke tager barselsorlov, skal barnet tidligere i vuggestue end i de familier, hvor manden tager barselsorlov. Det synes jeg er synd for barnet.

Mænd, der gør karriere, har næsten altid familie og de udtaler ofte at familien er det vigtigste for dem. Det virker sympatisk, men det kan jo ikke passe. Det koster mange arbejdstimer, at nå til tops. Det forudsætter en kone, hjemmegående eller på deltid eller på en arbejdsplads, hvor man holder fast i 37 timer. Det er oftest på kvindens (offentlige) arbejdsplads at man har barns første sygedag som overenskomstrettighed, og muligvis tager man også barns anden sygedag i fuld forståelse med de andre kvinder på arbejdspladsen – bare man lyver sig selv syg. Når statistikkerne viser, at kvinder har mere sygefravær end mænd, er det jo markedslogik at de ikke kan få lige så høj løn som mænd.

Når børnene kommer i parforholdet starter en ond cirkel af ufrie valg - men økonomisk motiverede valg - som parret næppe havde forudset, og som skaber store konflikter.

Formynderi eller lige muligheder

Jeg bryder mig ikke om sådan en stat, der vil bestemme hvornår far og mor skal tage sig af barnet. Men jeg synes man skal søge at gøre det økonomisk lige let/svært for mænd og kvinder at passe barn under barsel og sygdom. For det første skal det være en ret for forældre at holde barsel og barns første sygedag … og anden sygedag. Det må ind i lovgivningen.

Dernæst skal forældrene (og arbejdsgiveren) kompenseres fuld ud, så det ikke bedre kan betale sig at lade moderen (typisk lavest lønnet) blive hjemme. Her vil mange protestere, fordi staten skal bruge flere penge på højtlønnede end på lavtlønnede, men så må vi kradse flere pengene ind hos alle højtlønnede; Vi bør ikke gøre forskel på højtlønnede og lavtlønnede forældre.

På denne måde vil parret stå over for et mere reelt frit valg i forhold til pasning af barn. Og så tror jeg at ulighederne udjævner sig med tiden. Nok ikke 100 %, men målet er måske heller ikke total lighed, nok snarere mulighed for lighed. Måske vil vi gerne udleve visse forskelle mellem kønnene, ja måske er de ligefremt nødvendige for at skabe gnister og tiltrækning.