Retsforbeholdet og Enhedslisten - et par bemærkninger til positionen og debatten

Advarsel: Metaindlæg: Diskussion om diskussionen - men dog med et par tips til, hvordan man kan forholde sig til afstemningen om retsforbeholdet.

Som jeg ser det, kan man som socialist vælge at stille sig på en af flere forskellige positioner i vurderingen af retsforbeholdet, ultimativt EU. Det er altid vanskeligt at beskrive strategiske og taktiske positioner præcist nok, og der findes et utal af kombinationer - men jeg har funderet over mindst tre positioner, der synes relevante at overveje:

1) Man kan bekæmpe enhver magtoverdragelse til EU - ud fra den logik at mere magt til EU altid vil medvirke til at styrke EU. Man er imod EU, da man vurderer, at der er bedre muligheder for nationalt at skabe forbedringer og forandringer og/eller er imod overstatslige parlamentariske samarbejder. Dette kan man gøre med eller uden tilstedeværelse i EU-parlamentet, hvor dog tilstedeværelse (efter mine begreber) kan synes kontraproduktivt, hvis man indtager denne position.

2) Man kan tilgå arbejdet i EU-parlamentet som man gør i folketinget ud fra et princip om kun at tage del i, hvad man opfatter som forbedringer - i erkendelsen af, at kapitalen også må bekæmpes overstatsligt via EU, og at overstatslig regulering ikke partout er udemokratisk.

3) Man kan gå all (næsten) in og købe hele pakken, ud fra en ide om, at globaliseringen gør den overstatslige kampplads primær og den nationale sekundær eller måske endda ligegyldig.  Man kan deltage fuldt ud i både fremskridt og kompromiser, også dem der hælder til den forkerte side nogengange - for at mindske ulykkerne, når det er nødvendigt.

Jeg tillader mig at påstå, at Enhedslisten for nærværende har placeret sig på position 1, og at SF ligger på position 3.
Jeg selv foretrækker position 2. Jeg vil ikke her beskæftige mig udførligt med de nærmere grunde herfor, da det kræver et længere skriv i et mere fokuseret tema, der også forholder sig til andre aspekter af den politiske strategi end parlamentariske taktikker. Det vil jeg komme med på et senere tidspunkt på den anden side af jul.

Dog vil jeg kort bemærke, at position 2 giver mulighed for - ihvertfald indtil et brud med EU er aktuelt - at både folk, der ønsker udmelding og fortsat medlemskab af EU kan samles om et positivt projekt - nemlig at fremsætte og kæmpe for positive reformkrav i og til EU, nøjagtigt som kammerater forleden på Modkraft foreslog, at vi skulle gøre det i DK - et initiativ der er kærkomment. Der er ikke, som jeg ser det, behov for i Enhedslisten at være afklarede i enhed omkring, hvad vi stiller op, hvis der bliver en realistisk mulighed for et brud med EU. Så må vi tage diskussionen til den tid - nøjagtigt som vi ville gøre det, hvis det tilsvarende gjorde sig gældende vedr. den danske stat, hvor vi heller ikke er afklarede omkring præcist, hvordan vi vil forholde os til fremtidig samfundsforandring - hvilket sikkert også er meget fornuftigt ikke at agere skrivebordsgeneraler omkring.

Hvad har det så med retsforbeholdet at gøre? 

Det har det med det at gøre, at den principielle EU-modstand, som position 1 er udtryk for, har lukket af for en reel diskussionen i Enhedslisten af, hvad tilvalgsordningen indeholder og for en vurdering af, om der er tale om fremskridt eller ej. Enhver indholdsdiskussion har været og er fortsat sekundær til spørgsmålet om dansk suverænitet. Enhedslisten har fra begyndelsen af anbefalet et nej henset til dette principielle spørgsmål.

Til det kunne man indvende, at Enhedslisten i sin kampagne har masser af gode argumenter, der går på indholdet af retsakterne i tilvalgsordningen, og bevares, det er rigtigt, at vi har analyseret os til en række svage punkter i tilvalgsordningen og EU’s retspolitik. Men det er - som politik nu engang er - først og fremmest politisk og taktisk kommunikation, der tjener det formål at få et nej.

De facto er en diskussion af de mange positive elementer blevet nedtonet og står uden valør i diskussionen af, hvorvidt en tilvalgsordning kan opfattes som et fremskridt. Debatten vi har haft (eller ikke haft?) med os selv på venstrefløjen har forekommet noget illusorisk, fordi nej’et var afklaret på forhånd.

Det er naturligt nok, at det er forløbet således; for positionen Enhedslisten står på, synes at være stærkt rodfæstet i Enhedslistens bagland. Dermed også sagt, at der ikke er noget demokratisk at anfægte ved processen – ikke nogen at pege fingre af - blot giver det anledning til den pointe, at det har blokeret for en fordomsfri og konkret diskussion i Enhedslisten (på venstrefløjen?) af tilvalgsordningen.

Er det fy fy at stemme ja - er det ok at tvivle?

Hvis man anskuer retsforbeholdsdiskussionen fra position 2, bliver det legitimt at diskutere om man er for eller imod af indholdsmæssige grunde, hvor suveræniteten blot indgår som én af flere ligeværdige parametre i den samlede vurdering.

Jeg kan konstatere, at der er en række - efter min opfattelse - fornuftige elementer i de retsakter, der søges tilvalgt, ligesom jeg heller ikke ser det store problem i suverænitetsafgivelse på retsområdet. Jeg kan også konstatere, at en tilslutning ikke forhindrer indflydelse fra den danske befolkning, at den ikke nødvendigvis er endelig, samt at EU-retten sikrer minimumsgrænser, så retssikkerheden ikke løber løbsk. Og jeg kan konstatere, at retsakterne faktisk løser en masse praktiske problemer til gavn for almindelige mennesker – og lægger et bånd på kapitalen i visse sammenhænge.

Samtidig kan jeg konstatere, at der ER visse retssikkerhedsmæssige problemer, og der bliver langt til beslutningerne i EU. Samt at det er en tung og langvarig proces at lave regler om via EU. Og som endnu en bitter pille at sluge, så er en række af de progressive retsakter fravalgt i ja-parternes forlig, ligesom disse partier har givet hinanden vetoret på at fastholde DK’s rådne asyl- og flygtningepolitik fremfor en EU-reguleret politik. 

Til sidst synes jeg også det er værd at bemærke sig, at dette ikke er en afstemning om EU, men om et konkret retsligt samarbejde. Det er værd at overveje, om svaret på to forskellige spørgmål er det samme.

Som det gerne skulle fremgå af mine overvejelser, er mit budskab, at det ikke som socialist er så let at beslutte sig, som man måske får at vide eller bliver punket til. Det er nok overflødigt at sige, at det er helt legitimt at stemme nej. Det er nok vigtigere at sige, at det selvsamme også gør sig gældende i forhold til at stemme ja. Hvis man er tvivler, er det ligeledes fuldt forståeligt, især når man tænker på kvaliteten (eller manglen på samme) i de kampagner, som de forskellige politiske partier har rullet ud. Jeg kan dog anbefale den udmærkede og sobre gennemgang her, hvor alle partier får et hak i tuden og hvor den værste del af propagandaen er afsløret, således at man lettere selv kan tage stilling ud fra de faktuelle forhold og de forskellige politiske vurderinger af disse.

Plads til nuancer i debatten, tak

Jeg savner en fordomsfri debat i egne rækker. Hvis man fra partifæller skal høre på, at man ikke kan være demokrat eller socialist (og det har jeg hørt eksempler på), fordi man ønsker en konkret stillingtagen til EU-spørgsmål fra sag til sag, så er der nok nogle af de selvsamme folk, der på et tidspunkt bliver trætte og finder et andet sted at være aktiv. 

Det ville i min optik være ærgerligt, da sådanne uenigheder ikke efter min mening er så centrale for Enhedslistens strategi, at de ikke kan rummes inden for partiet.