En anderledes 1. maj salut - Et sløret klassebillede

I denne blog i anledningen af 1. maj, har jeg sammen med min gode og kloge ven Andreas kogt suppe på nogle af venstrefløjens klicheer. Det er der kommet en helt masse spontane og ret grundlæggende overvejelser ud af. Alt er til debat, der er ingen hellige køer. God læselyst.

En anderledes 1. maj salut - et sløret klassebillede
Af Andreas Steinberg og Mads Wilmann

Man hører sætningen gang på gang ude i Enhedslistens små lokalafdelinger, studiekredse osv. og det vil uden tvivl blive sagt hyppigere end fadøl vil blive tømt den kommende 1. maj. Sætningen, som der tænkes på, er naturligvis ”arbejderklassens objektive interesser”, ”vi skal kæmpe arbejderklassen sag” osv.  Det er desværre en sætning uden den store indhold – i hvert tilfælde for alle andre end tordenskjoldssoldater. Det er blevet den rille som store dele af venstrefløjen og Enhedslisten har siddet fast i alt for længe, men som vi alligevel messende bliver ved med at gentage for os selv i en form for kollektiv bekræftelse. For hvem er arbejderklassen egentlig i dag, og hvad er deres såkaldte ”objektive interesser”? Det står desværre ikke ligeså klart længere, som dengang den store ”Mohr” skrev stolpe op og stolpe ned om kapitalismen og stolt proklamerede, at befolkningen havde en verden at vinde.

Den gamle klasseanalyse er simpelthen utilstrækkelig, når analysen antager at mennesker med sammenlignelige vilkår (lønmodtagere, funktionærer osv.) har sammenfaldende interesser – alene ud fra deres blotte placering i forhold til produktionsmidlerne. Den ser derved fuldstændigt bort fra subjektive forhold og fra de ændringer der er sket teknologisk og i folks levevilkår, som er med til at skabe folks bevidsthed i dag. Nutidens lønmodtagere udgør næppe et kollektiv, men har et kluddermor af forskelligrettede interesser, der ikke nødvendigvis i fugleflugtslinje fører til et ønske om en ”omvæltning af det kapitalistiske produktionsapparat”.

Et eksempel herpå er den store grad af social mobilitet, der gør, at befolkningen har mulighed for at opnå bedre levevilkår for dem selv på anden vis end blot ved at omstyrte kapitalismen. Fremtidsudsigterne byder ikke længere op til, at man skal have et arbejde ved den samme drejebænk som ens forældre faldt om ved. Fremtiden er bare mere tiltalende i dag end den var i midten af 1800-tallet, hvilket bekræftes, når vi har den mest uddannede generation nogensinde. Det betyder også, at der er langt større konkurrence borgere imellem.

Hele 64% af Danmarks boligmasse er ejerboliger, 7% er andelsboliger, hvilket skaber en hidtil uset afhængighed til kapitalismen. Udover at ejerskab over bolig for mange lønmodtagere betyder, at man giver sine børn et sikkert hjem at vokse op i, så bruges ejendomme også i  stor udstrækning som en fremtidig sikring mod alderdom. Sandheden er, at investering i fast ejendom er den bedste pensionsopsparing for langt de fleste i dag.
Desværre betyder disse ejerforhold også, at befolkningen er håbløst forgældet, som vil se sig selv gå fuldstændig bankerot, hvis de enten ikke kunne sælge deres hus eller hvis bankernes udlån fryser til.

Dertil kommer, at den klassiske kapitalist med høj hat, der egenhændigt råder over en svulmende kapital heller ikke eksisterer længere. Kapitalen har knudret sig sammen i større enheder, i komplicerede transnationale selskabsformer på tværs af klasser, der umuliggør en klar identifikation og svært lader sig tøjle og bekæmpe med de klassiske faglige kampmidler og i en nationalstatslig ramme.

Nutidens billede er også på lønmodtagersiden langt mere mudret. Med lønmodtagernes milliarder og atter milliarder som væsentlig investering via pensionsfonde mv. har den enkelte lønmodtager, arbejder, funktionær, personligt og som gruppe del i den udbytning af den tredje verden, som fortsat eksisterer.

Venstrefløjen og fagbevægelsens politik bør indrettes i forhold til disse ændringer i kapitalismen. Først da kan man inddrage befolkningen på en åben og ærlig måde i de dilemmaer en socialistisk politik og udvikling anno 2016 vil give. Det må være forudsætningen for at gøre sig håb om at kunne mobilisere masserne, som det hedder sig i endnu en af de gamle forjættede venstrefløjsfloskler.

I det lys må man også forstå, at reformer som vil indskrænke kapitalbevægelser, råderet mv. radikalt, vil føre til umiddelbar kapitalflugt, braindrain og forværrede levevilkår for de mennesker hvis vilkår vi søger at forbedre. Ligeså vil være resultatet af en EU-udmeldelse, hvis den er udtryk for et enkelt lands (nationalistiske?) enegang og ikke er et led i en international solidarisk proces.

Hvorvidt befolkningen ville acceptere et fald i levevilkårene, lønninger, nedskæringer i den offentlige service, som pris for reformer, som at demokratisere økonomien, er yderst tvivlsomt. Med mindre en regering netop er valgt på at fortælle at det er vilkårene og forventningerne, så vil en sådan politik med al sandsynlighed blive opfattet som et løfte- og tillidsbrud, der kan få drastiske konsekvenser for venstrefløjens integritet og muligheder for at gøre sig gældende i mange år frem.

Men er venstrefløjen og her tænkes særligt Enhedslisten og omegn villig til at fortælle det? Det lader ikke til det, til trods for at det er dette spor man pt. forfølger. Og hvis ikke man tør fortælle om vilkårene, så dur det ikke. Hvis man tør tage diskussionen bliver det straks mere interessant.

Men så længe det ikke er tilfældet: hvad kan man så stille op i Danmark alene? Og hvad kan man så overhovedet bruge regeringsmagten til i et land?:

Mindre indgribende økonomiske reformer som fremmer en mere lige fordelingspolitik.
Skattereform, som fremmer lighed.
Mere håndfaste indgreb mod spekulation og skattesnyd.
En mere progressiv arbejdsmarkedspolitik, med fokus på bedre fordeling af arbejdet.
Ordninger hvor vi deler jobs og løn (mindre lønnedgang medfinansierer flere jobs)
En oprustning af den offentlige sektor ved omlægning af arbejdsmarkedspolitikken, så midlertidige jobs, konverteres til fast arbejde.
En gennemført grøn klimapolitik og børne- og ungdomspolitik. Alle love skal vurderes ud fra deres klima- og miljøeffekt (på en mere seriøs måde end i dag!) og ud fra om de styrker barnets retsstilling og muligheder.
Trafikpolitik, investeringer i kollektiv trafik, prisreformer osv.
Nedlæggelse af det danske landbrug som vi kender det.
En styrkelse af foreningslivet og det civile samfund gennem bedre tilskud og mulighed for at anvende det offentliges infrastruktur
En ny grundlov med sociale rettigheder og en gennemtænkning af styreformen
Til kulturel klassekamp, oplysning, liberale reformer af styringssystemer i den offentlige sektor, i den private sektor osv.
Styrkelse af international regeldannelse men med små forventninger. I regi af FNs konventioner, EU, WTO, osv.

Så der er masser af reformer man kan arbejde med. Plads til offensiv socialistisk progressiv politik osv. Men naturligvis er det en reformistisk strategi (som man ville sige back in the days) men hvis den nyder opbakning, kan den fremme mere vidtrækkende forandringer, og vil man se en parallel politisk bevægelse i flere lande, begynder det at være mindre utopisk at gennemføre mere vidtrækkende reformer, sågar systemskifter, der antaster de mere grundlæggende samfundsforhold.

Pointen med dette indlæg er hverken at erklære det socialistiske projekt for dødt eller revolutionen for aflyst. Men kampen er en anden både i forhold til de aktuelle politiske opgaver og i forhold til hvordan vi vinder opbakning til vores sag. 

Opgaverne handler først og fremmest om international solidaritet, global udligning (via en stærk solidarisering med det globale syd og den tredje verden), uddannelse og sundhed, ærlig og åben dialog med befolkningen om fordele og ulemper ved ens politik, mere inddragelse af befolkningen i politikudviklingen. Det handler om det store billede, og verdens behov frem for Danmarks behov. De snævre nationalle interesser må erstattes af globalt udsyn. De internationale tiltag vil være de største sejre og dem der rykker styrkeforholdene mest.

Venstrefløjen er i dag bundet mere sammen af et meningsfællesskab end et klassefællesskab og det må man også erkende, når man skal vinde flere for sin sag. Det handler i dag mere om hvad (man vil) end hvem (man taler til). Det er først og fremmest en kamp om holdninger og at vinde folk for sine holdninger på trods af, at det store flertal (I DK vel at mærke! ) grundlæggende har det ganske udmærket. Det handler om at vinde hjerter på tværs af traditionelle klasser. Og selvfølgelig at vinde magten.

Når alt det er sagt er 1. maj stadig en forrygende og nødvendig tradition, der dels minder os om historien og dels giver mulighed for at rejse helt afgørende dagsordener om nutiden og fremtiden. Behovet for et andet økonomiske system, der kan løse den økologiske krise, svar på flygtningekrisen, udryddelsen af fattigdom,  bedre muligheder for fri bevægelighed i verden for almindelige mennesker. De antikapitalistiske dagsordener er lige så vigtig som nogensinde. Om 1. maj vil blive brugt til det er nok tvivlsomt; det ender nok med et par sure miner i andedammen om regeringen og EU-kommissionens ulyksaligheder. Og det er måske fair nok.  Men man kan håbe på mere perspektivrige indslag.

Man kan selvfølgelig ignorere dette sikkert provokerende korte skriv og nyde det (forhåbentligt) gode vejr 1. maj, mens man i sin fadølsbrandert snakker videre om, hvad der tjener (den helt veldefinerede) arbejderklassen, mens man skælder Alternativet ud for deres individualitet og fryder sig over at de blev udelukket fra 1. maj, alt imens man drikker sin 20. fadøl. Eller man kunne tage et blik på de fulde unge mennesker og forstå, hvorfor de  95 % ikke ser 1. maj som en kampdag eller ser sig som del af et arbejderkollektiv.

Venstrefløjen og fagbevægelsen har kun deres lænker at miste. De har en verden at vinde. God 1. maj!

 Redaktionel note: Se også Modkraft-tema 2016 »1. maj som en politisk kampplads«. Et tillæg til linksamlingen 1. maj : Historie og traditioner.