When boys cry

Af Liv Rolf Mertz, gæsteblogger

Den 28. januar 2014 oprettede Eventministeriet Skuespilhuset facebook-begivenheden Boys Don’t Cry, hvilket skulle afføde nogle markant andre reaktioner end dem, arrangørerne formodentlig havde regnet med. Begivenheden var en teateropsætning af den tragiske historie om transkønnede Brandon Teena, som blev voldtaget og myrdet i Humboldt, Nebraska, i 1993 – en tragedie, som også den amerikanske film (1999) af samme navn tematiserer.

Den oprindelige foromtale af stykket kan læses her (og i en nordamerikansk kontekst ville en såkaldt trigger warning nok være på sin plads). I mellemtiden er teksten blevet næsten umulig at opdrive på internettet, og det kan jeg virkelig godt forstå. Hvis jeg var forfatteren, ville jeg også gøre alt for at slette mine spor.

Der er nemlig al mulig grund til at være beskæmmet. Mere end tredive mennesker ytrede sig negativt under facebook-begivenheden, hvorefter Eventministeriet Skuespilhuset først undskyldte og siden publicerede et revideret forskræp. Heri var de mest eklatant transfobiske passager heldigvis udeladt, men det var efter min mening stadig langt fra den æresoprejsning, som Brandon Teena og de danske trans*personer, der nåede at læse version 1.0, havde krav på.

At det var de samme talrige anker, som gik igen i facebook-brugernes kommentarer, bekræftede mistanken om mangelfuld (eller ingen?) research forud for forestillingen, hvilket er krænkende nok i sig selv. Situationen kunne givetvis have været undgået, hvis Eventministeriet og Mungo Lab havde gidet inddrage autoriteter på området, hvilket man må antage er normal praksis i forbindelse med teateropsætninger. Selvsagt refererer man ikke til en transmand som ”hun”, ligesom man heller ikke benytter det navn, som vedkommende ikke selv har valgt – det er vel de to allermest basale kriterier for respektfuld omgang med transkønnede overhovedet.

Men det bliver værre. Det ”lille problem”, man kunne læse om i den oprindelige foromtale, er for det første ikke ”lille”. At det er livsfarligt at være transkønnet er et STORT problem! Det er heller ikke, at ”Brandon i virkeligheden er en pige”, som det så sårende blev udlagt. Det er, at Brandons omgivelser (med Eventministeriet og Mungo Lab i slipstrømmen 21 år senere – man tager sig vantro til hovedet!) patenterer ”sandheden” om køn. Som det tydeligt fremgår af filmatiseringen, som formentlig har været inspirationskilde, var Brandons kæreste Lana netop i stand til at ”se virkeligheden i øjnene” og værdsætte Brandon som den ”betænksomme og sensitive fyr”, han var.

Den sidste del af originalteksten, som beskrev Brandons endeligt som ”en lærestreg, hun [sic!] sent vil glemme”, efterlod mig grådkvalt og lamslået. Det var ikke just den form for ”spot på emnet” (ifølge Eventministeriets efterfølgende undskyldning det ærinde, tilrettelæggerne var ude i), jeg kunne have ønsket mig.

Brandon Teena blev ikke ofret på cis-normativitetens alter, fordi han havde ”narret” nogen, men fordi han afslørede en sandhed om sine banemænd Tom og John, som de ikke kunne bære – nemlig at han var nøjagtig lige så meget mand som dem (og endda en noget mere tiltalende konfiguration, kunne man tilføje). Det var hans destabilisering af deres kønnede selvforståelse, der slog ham ihjel. Forhåbentlig afviger stykket markant fra den tekst, som Eventministeriet og Mungo Lab i første omgang havde valgt at promovere det med, så der faktisk kan blive sat kvalificeret spot på emnet – ellers føjer de spot til skade.

Indlægget er skrevet af min gode ven og medsammensvorne i kampen mod Det Binære Kønscistem, Liv Rolf Mertz. Jeg lavede et interview med ham om hans opvækst i Jylland for noget tid siden. Han siger, det var bedre i Århus. Læs hvorfor her.

_________

Vil du læse mere om trans*emner? Så kig forbi min hjemmesides trans*tema.