We’re here! We’re queer! And it’s not something you get used to!

Søndag morgen kl. ca. 2 lokal tid trængte en bevæbnet mand ind i homobaren Pulse i Orlando, Florida, dræbte 49 af de tilstedeværende – primært queers med Latinx[1] baggrund – og sårede yderligere 53. Det er snart to uger siden nu, og jeg har prøvet at skrive noget om det siden. Det er bare ikke let, når man er så granatchokeret. 

En lignende tilstand af vantro lammelse prægede ikke just den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han dagen efter lagde blomster ved den amerikanske ambassade i København og ved dén lejlighed fik en mikrofon stukket op i snotten. ”Det er også et angreb på vores værdier, på vores tolerance”, udtalte han med stålsat mine. ”Så ja, jeg synes da også, det rammer os”.
 

Til Dem, hr. præsident

Over for statsministeren og alle jer andre med en genkendelig begærsretning og en konventionel kønnet selvfremførelse vil jeg gerne benytte nærværende platform til at udrydde en lille misforståelse: Det er fandeme ikke jer, der er ramt her! Der er fandeme ikke nogen, der nærer så kraftigt et (selv)had, at vedkommende er villig til brutalt at meje jer ned i hobetal og tage sig selv med i købet, fordi I bon’er positivt ud på de ovennævnte to parametre! 

Hvilke værdier er det mon, Lars Løkke føler sig ”ramt” på, kunne man også spørge? Hvor tolerant er det nu lige, han har været over for de af os, der bon’er anderledes ud? Tja, han stemte blankt til sit eget lovforslag L151[2] i 2006 – ene og alene af dén grund, at oppositionen 1½ uge inden afstemningen fik ”ændret forslaget, så enlige og lesbiske også [skulle] have ret til offentlig fertilitetsbehandling”. Og så som så var det da også med ”tolerancen”, da selvsamme Venstreløve to år tidligere i sin egenskab af sundhedsminister fik sat en kæp i hjulet for Sex & Samfund og Sundhedsstyrelsens Sexstarz-projekt.

De højtbesungne ’danske værdier’ går åbenbart ikke ud på at oplyse om seksuelt samkvem som andet end cis[3]-pik-i-cis-kusse, må man konkludere. Og de 34 stramninger af udlændingeloven, der blev gennemført i januar 2016, har vel heller ikke ligefrem gjort det nemmere for LGBT-personer, der bliver forfulgt i deres hjemland, at søge tilflugt under vores angiveligt tryggere himmelstrøg?
 

Af en kapitulants bekendelser

Engang for efterhånden mange år siden tabte jeg en lille krig. I modsætning til kommakrigen, som ”min” fløj overraskende nok vandt, havde jeg og mine kumpaner i bl.a. Enhedslistens Queerudvalg ikke så meget held med at overtale danske normbrydere udi køn og seksualitet til at bruge ”queer” som perspektiv i stedet for at tage termen på sig som en identitet. ”LGBT findes jo i forvejen”, argumenterede vi. ”Hvorfor ikke bare bruge dét i stedet for, hvis identitet absolut skal være udgangspunktet?” 

I skrivende stund kan jeg ikke helt huske, hvorfor det var så vigtigt for mig dengang. For godt nok vil jeg stadig hævde, at dét at gøre sit køn eller sin seksualitet (eller begge i skøn forening. Spørgsmålet er, om det overhovedet giver mening at skille dem ad?) på en normundergravende måde altid vil betyde noget forskelligt for forskellige mennesker på grund af de mange øvrige kategorier, der virker ind på og gennem os. Derfor kan forestillingen om og anråbelsen af enshed meget hurtigt blive et påbud snarere end en beskrivelse af et fællesskabs beskaffenhed – en af queerteoretikeren Judith Butlers hovedpointer.
 

Danger danger danger

Men efter Orlando står ét fælles vilkår for mig som temmelig uomgængeligt: Dén frygt, der fra teenageårene mejsles ind i de flestes rygrad, når de opdager, at de næppe klarer at komme ud som Rigtige Heteroseksuelle Mænd & Kvinder® på den anden side.

”With ‪#‎Orlando, queers are experiencing a fresh reminder of their fear & trauma growing up hated. It’s gay shell shock. And visceral”[4], skrev den canadiske romanforfatter Michael V. Smith i sin første Facebook-opdatering efter massakren. ”If you can’t wrap your head around a bar or club as a sanctuary, you’ve probably never been afraid to hold someone’s hand in public”[5], istemte Jeramey Kraatz på Twitter; en udmelding, som foreløbig knap 20.000 siden har ”retweetet”, og som også gik viral på Facebook.  

Nogle af os har aldrig nogensinde oplevet begær hinsides dén fare, en udlevelse deraf kunne medføre. Det er en særdeles formativ tilblivelsesbetingelse, og derfor føles det, som om verden vælter, når selv vores såkaldte fristeder kommer under beskydning. ”I’ll be your gay bar”, crooner countrysangeren Rae Spoon håbefuldt. Men nej. Ikke engang dér ... 
 

”Yalla auf die Strasse – Queer bleibt radikal!”[6]

Under denne overskrift indkaldes til den alternative Pride i Berlin, X*CSD, som hvert år løber af stabelen omkring årsdagen for Stonewall-oprøret, også kaldet Christopher Street Day efter baren Stonewalls geografiske koordinater i Greenwich Village, New York City. ”Lad os kæmpe for et selvbestemmende, solidarisk sammenhold – i vores eget kvarter såvel som internationalt!” lyder det i indkaldelsen (og endnu skarpere på tysk, selvfølgelig!). Og for mig har det aldrig givet bedre mening at gå på gaden under samlebetegnelsen ’queer’, hvor upræcis den så måtte være. I lyset af tragedien i Orlando føles det endog ikke, som om jeg menneskeligt har råd til at blive væk. Det er på gaden, at vi (og vores forgængere – ofte of color, ofte transkønnede) har vundet de væsentligste kampe. Pulse har mindet os om, at vi ikke engang er sikre i reservaterne ...