En Anden stolthed

Prolog
”I dag er det atter tid til den årlige Copenhagen Pride-parade, hvor københavnerne får lejlighed til at heppe på Den Rullende Homozoo. […] Pride-lørdag (der vel snart er blevet så assimileret, at den bliver fortrykt i Mayland-kalenderen) er den begivenhed, hvor hele Danmark kan ånde lettet op og fejre sin normalitet”.* 

Ovenstående er første afsnit af et læserbrev, jeg forgæves indsendte til Politiken i to forskellige versioner i hhv. 2005 og 2006: Som det fremgår, har mit horn i siden på sensommerens LGBT-optog efterhånden en del år på bagen. I år er det tilfældigvis ikke blot en paradigmatisk uenighed, men et helt Atlanterhav, der skiller mig og Copenhagen Pride, hvilket jeg på ingen måde begræder: Hvad der måtte virke tiltrækkende på venstreradikale ved et arrangement, der sponsoreres af bl.a. 7-Eleven og McDonald’s og åbnes af en videohilsen (!) fra landets statsminister, står for mig – trods KaPow Collectives** umiddelbart overbevisende argumenter – fortsat hen i det uvisse. Jeg deler Nicos skepsis over for synlighed som et mål i sig selv og tvivler ligeledes kraftigt på, at tilskuerne vil kunne se forskel på blokkene, uanset hvor noble intentionerne bag deltagelsen end er. Valerie Solanas kunne ikke have sagt det bedre i sit SCUM-manifest: ”If SCUM ever marches, it will be over the President’s stupid, sickening face”.

Et skuldertræk for stoltheden
Hvis sandheden skal frem, har jeg faktisk sværere og sværere ved at mønstre andet end mild ligegyldighed over for Priden; særligt når jeg løfter blikket fra de hjemlige himmelstrøg og vender det mod mere meningsfulde protester verden over. Jeg kan ikke se det tillokkende i at ”feste big time med glitterkanoner” få uger efter, at langt alvorligere skyts blev sat ind mod demonstranter i Ferguson, Missouri, og palæstinensiske børn i Gaza – min sympati for KaPow Collective ufortalt. Det er ikke uden et vist vemod, at jeg mærker mit engagement forsvinde; jeg trådte immervæk mine barnesko i homobevægelsen og har selv engang haft behov for at ”skilte med det”. Imidlertid skulle mit møde med queer-teori gøre mig mere kritisk over for identitetspolitik, og siden stødte der allehånde komplikationer til: En hårdt tiltrængt antikapitalistisk, antiracistisk og antinationalistisk genopdragelse gjorde det umuligt at melde mig under regnbueflaget nogensinde igen. Det er der endnu flere grunde til.

Solidarität muss praktisch werden
De første ni dage i juli besatte cirka 40 flygtede fra primært afrikanske lande en nedlagt skole i min baghave og truede med at kaste sig ud fra taget, såfremt myndighederne afviste at forhandle om deres politiske krav. Som reaktion afspærrede 1.700 politibetjente fra det ganske Tyskland et helt nabolag og kørte vandkanonerne i stilling. I ni dage hang truslen om rydning af den besatte skole i Ohlauer Str. over hjertet af Kreuzberg, og i ni dage tog jeg hver morgen det samme par bukser på med plads til pas, identitetspapirer, sygesikringsbevis og kontanter i en plasticpose i den ene sidelomme og en vandflaske og et regnslag i den anden. De nætter, hvor en rydning virkede mest overhængende, satte jeg vækkeuret hver time og tjekkede via Twitter og mit sommeråbne vindue, om min tilstedeværelse på gaden mon var påkrævet. I dagtimerne tilbragte jeg mere tid i blokaderne, end jeg værdigede mit lønarbejde. 

Et nyt ”vi”
I løbet af de ni dage skete der noget med mig. For det første lærte jeg helt konkret nogle af de afrikanske aktivister, der befandt sig uden for skolen, at kende. Vi arbejdede side om side på at smugle internetsticks ind, så besætterne på taget kunne tweete til omverdenen, og jeg blev chokeret over, at jeg først nu formåede at anerkende dem som de ressourcestærke kammerater, de rettelig er.

Det andet, der skete, var, at jeg reviderede mit syn på, hvem der er mine politiske allierede. Som vi sad der i blokaderne dag efter dag, udviklede der sig et fællesskab baseret på viljen til at sætte sin egen røv på spil for en sag. Dét fællesskab er jeg stolt af at være en del af. Jeg har afgrundsdyb respekt for LGBT Asylums arbejde resten af året, men sætter vi vores røv på spil ved at gå med i Priden? Er det farligt – for os personligt eller for de strukturer, vi ønsker at bekæmpe? Hvis ikke, gør vores deltagelse sikkert ikke en nævneværdig forskel.
 

* Læserbrevene blev bragt på Enhedslistens Queerudvalgs hjemmeside under overskrifterne ”Når jeg ser et regnbueflag smælde” og ”Når jeg ser et regnbueflag smælde II”. Pudsigt nok fandt Sune Prahl Knudsen på nøjagtig samme titel et par år senere. 

** Enhedslistens Queerudvalg blev i øvrigt dannet i 2002 og ikke i 2006, som der står i artiklen.