Tab ikke sejren i dårlig debatkultur

Så kører det for Enhedslisten, og det kan man kun blive glad af. Nu skal det bare holde. Sidste gang jeg oplevede en sådan fremgang for den socialistiske bevægelse var i 70’erne, men dengang var den desværre ikke langtidsholdbar. Det skal den gerne være nu, så det vil nok være smart at lære af datidens bommerter.

Hvorfor gik det dengang baglæns få år efter? Ja ja, der var en mur i Tyskland der væltede, men vi var jo rigtig mange, som i forvejen ikke bakkede op om Sovjet, så det kan ikke være hele grunden.

Vi smadrede selv 70’ernes venstrefløj

Næh, vi sørgede faktisk selv for at kuldsejle vores smukke projekt. Vi var en 5-7 venstrefløjspartier, som havde hver sin køreplan for, hvordan man skulle nå frem til et socialistisk samfund, og det var jo ret naturligt, at der var både store og små uenigheder.

MEN vi havde en ækel og uvenskabelig debatkultur, både partierne imellem og indenfor de enkelte partier. Der blev i den grad gået til stålet, ofte havde det karakter af ren tilsvining. Resultatet er velkendt: Folk dryssede stille og roligt ud og blev passive.  Vi var jo bare almindelige mennesker, og der er ikke ret mange almindelige mennesker, der bryder sig om at leve i en heksekedel.

Vi var meget belæste dengang og havde rigtig meget indsigt i kapitalismens natur. Til gengæld havde vi nok sprunget psykologi-bøgerne over, for vi havde generelt et meget ringe kendskab til menneskets natur, og havde ikke lige taget højde for at det er meget menneskeligt, at søge derhen, hvor der er rart at være og væk fra dårlige vibrationer og ballade.

Hvorfor al den vrede?

Hvordan kunne det gå så galt?? Ja, det er jo ikke mærkeligt, at vi var vrede, det følger tit med at være engagerede. Og især når man tror man selv sidder inde med den eviggyldige sandhed (og det troede vi alle sammen), kan man jo meget nemt blive arrig, når andre har en anden eviggyldig sandhed.

Men dertil kom, at vi overhovedet ikke vidste noget om, hvordan vi skulle forvalte vores  vrede. Skulle vi prøve at oversætte den til almindelig opførsel, og gøre os umage for i et mere roligt toneleje at forklare, hvad vi mente. Eller skulle vi blæse aggressionerne ud over folk, der ikke mente præcist som os. Mange valgte det sidste, og stemplede hinanden som  reformister, ekstremister, revisionister eller dogmatikere.

Sådan druknede den yderst vigtige diskussion om, hvor meget eller hvor lidt man skulle gå på kompromis f.eks. i byråd, folketing og fagbevægelse. Og hvor meget eller hvor lidt man skulle satse på udenomsparlamentatisk arbejde.  Alle forsvarede netop deres ideologiske ståsted, hvilket  var helt i orden. Men det var ikke konstruktivt at strø om sig med forenklede prædikater. 

Et mekanisk menneskesyn

En anden forkvaklet tænkemåde var også med til at puste til aggressionerne: Vi havde mere eller mindre arvet kapitalismens menneskesyn, hvor mennesket ses som et redskab, og derfor skal formes efter en ganske bestemt skabelon.

At det enkelte menneske kan designes efter behov var også den tankegang, der blev de socialistiske landes undergang. Her troede man i fulde alvor, at man med vold og magt og slagsange kunne skabe rene, ranke, frygtløse socialistiske mennesker ud af alle mulige forskelligartede, originale og sårbare individer. Og det skaber naturligvis vrede, både hos dem som synes de skal banke de andre på plads og hos dem, der bliver banket.

Al den vrede splintrede landene til atomer. Og havde det ikke været for enhedslisten havde den danske venstrefløj måske lidt samme skæbne. Enhedslisten reddede stumperne og mange tidligere rivaler blev nødt til at samarbejde, og f.eks. her i Helsingør kan flere af de tidligere kamphaner og -høner nu fint  sidde i samme rum.

Sammenhold er ligeså vigtigt som økonomisk politik

Men vi skal ikke hvile på laurbærrene. Jeg mener at det er et vigtigt politisk spørgsmål, hvordan debatkulturen er i et parti. Lige så vigtigt, som hvordan man forholder sig til den økonomiske politik. Erfaringen fra 70erne er, at en arrig debatkultur kan lægge en socialistisk bevægelse ned. Derfor er det ikke kun op til de folk, som på et givet tidspunkt duellerer, at sikre at man gør det på en venskabelig måde. Det er alles ansvar. For det nytter ikke noget med en god politik, hvis der ikke er sammenhold. Og der er ikke sammenhold, hvis folk river hovederne af hinanden.

I stedet skal vi lære, hvordan man håndterer konflikter og politiske modsætninger. Så vi kan skabe en socialistisk bevægelse, som ikke alene tiltrækker folk i kraft af dens bud på en bedre samfundsorden. Men også fordi der er rart at være og plads til rigtige levende mennesker, og ikke kun til de mest hårdhudede, som kan tåle at blive svinet til.

Det vil også være en fin, fin måde at vise overfor resten af befolkningen at sammenhold og socialisme hører sammen.