Ferhat Tunc, zaza-kurdisk musiker, der i 2012 fik to års fængsel i Tyrkiet for at nævne tre revolutionære i en 1. maj-tale, kommer lørdag til Ishøj for at synge kurdiske og tyrkiske sange retrospektivt fra en 30-årig karriere
Foto: Nudem.dk
Ferhat Tunc fik i juni 2012 en dom i Tyrkiet på to års fængsel.
Domstolen fandt den populære musiker skyldig i at "gøre propaganda for en terroristorganisation". Ved et 1. maj arrangement i den østlige provins Dersim året før skulle Ferhat Tunc nemlig have hyldet tre afdøde venstreorienterede landsmænd ved navns nævnelse.
"Jeg hilser jer alle i den revolutionære ånd af Deniz Gezmiş, Mahir Çayan og Ibrahim Kaypakkaya," udtalte Ferhat Tunç fra scenen i den østlige provins Dersim.
Tunc var inviteret til at holde en tale ved festlighederne i Dersim som uafhængig kandidat for Freds-og Demokrati Partiet (BDP).
I dag er fængselsdommen konverteret til et 3-årigt verbalt forbud mod at nævne de unævnelige.
Ifølge Freemuse, den uafhængige internationale fortalerorganisation for ytringsfrihed for musikere (link), som Ferhat Tunc også har været ambassadør i Tyrkiet for siden 2008, nægter kunstneren at tage den retslige mundkurv alvorligt ved fortsat at sige, gøre og mene, hvad han vil.
Foto: Freemuse.org
Tidligere har Tunc været arresteret mange gange og fængslet i flere længerevarende perioder.
Niels Hausgaard, dansk populær visesanger støttede Ferhat Tunc i 2007 ved en af de mange retssager mod ham, læs ”Dansk hjælp til tyrkisk folkesanger i unåde” hos Information.
På lørdag i Ishøj, lover Tunc at spille sange fra sine 22 albums gennem 30 år, siger han i et interview til det dansk/kurdiske nyhedssite Nudem.
Og for de, som aldrig har hørt om sangerens virke før eller måske ikke kender til den samfundsmæssige og politiske dagsorden i Tyrkiet, vises før koncerten dokumentarfilmen “Historien har ikke behandlet os godt”, af Can Dündar, kendt journalist og dokumentarist, der i 2013 af politiske årsager blev fyret som fast klummeskriver på den tyrkiske avis Milliyet.
Dokumentarfilmen,”Tarih Bize Iyi Davranmadi”, vises med engelske undertekster for første gang udenfor Tyrkiet, og skulle ifølge Nudem fortælle om de seneste 30 års udvikling i Tyrkiet set gennem et kunstnerperspektiv.
Få mere info om arrangementet og billetsalg hos Nisa Selskabslokaler, Ishøj
Læs Ferhat Tuncs profil hos Freemuse
Læs også nyt interview ”FERHAT TUNC: “KUNST ER DET BEDSTE VÅBEN OG FORSVAR” hos Nudem