Annonce

15. november 2013 - 18:03

Kommunalvalgskandidat: Jeg vil ikke høre til denne her gruppe, hvor der hele tiden er begrænsninger for mennesker

Miriam Moazzeni er kvinde, kurder og en af kommunalvalgets mange nye kandidater med meget på hjerte. I et eksklusivt interview fra sit hjem på Østerbro fortæller hun om visioner, drømme og ikke mindst om hvordan en barsk opvækst i det krigsramte Iran, er blevet motor i kampen for menneskerettigheder.

KURDER-PROFILEN: Miriam Moazzeni

Miriam Moazzeni, 45 år. Sociolog fra RUC. Beskæftigelseskonsulent. Bestyrelsesmedlem i blandt andet FN-Forbundet, Socialudvalget i Østerbro Lokaludvalg, KVINFOs mentor-netværk og Københavns kommunes Integrationsråd.

Stiller for første gang op til kommunalvalget for Socialdemokratiet i København, hvor hun har boet siden ´92, kom året inden til Danmark som politisk flygtning fra Iran (8-9 mio. kurdere bor dér). Er efter eget udsagn ”vist nok eneste kvindelige kandidat med politisk asyl-baggrund i området”.

Kommunalvalgskandidat Miriam Moazzeni: "Jeg vil ikke høre til denne her gruppe, hvor der hele tiden er begrænsninger for mennesker. Som kurder, vil jeg have lov til at være lige som alle andre, et normalt menneske, ikke andet. Jeg vil være et almindeligt menneske”, foto:lilsim


Nyt på bloggen: Miriam Moazzeni er den tredje i rækken af portrætter af danske kurdere her på bloggen, se også tidligere portrætter forfatter Adil Erdem og to-sprogs-lærer Mustafa Kaplan.

 

Miriam Moazzeni, 45 år. Sociolog fra RUC. Beskæftigelseskonsulent. Bestyrelsesmedlem i blandt andet FN-Forbundet, Socialudvalget i Østerbro Lokaludvalg, KVINFOs mentor-netværk og Københavns kommunes Integrationsråd.

Stiller for første gang op til kommunalvalget for Socialdemokratiet i København, hvor hun har boet siden ´92, kom året inden til Danmark som politisk flygtning fra Iran (8-9 mio. kurdere bor dér). Er efter eget udsagn ”vist nok eneste kvindelige kandidat med politisk asyl-baggrund i området”.

 

Hvad betyder det for dig, at du er kurder?

”Det er min identitet. Man kan ikke nægte sin identitet. Og jeg har også betalt en stor pris for min identitet; jeg har forladt min familie og mit land.

Det har betydning, når du er statsløs kvinde, derfor kæmper jeg for, at kurderne bliver anerkendt. Både i mit land, i Mellemøsten og i Europa.

Som kvinde kæmper jeg bare for de primære menneskerettigheder, det er min kultur, mit sprog og min kultur, ja, at min nationalitet bliver anerkendt.

Jeg er ligeglad med grænserne, for gennem de sidste hundrede år, er kurderne blevet splittet, millioner af kurdere bor i Istanbul, i Bagdad, i Teheran og andre steder i Iran. Millioner af kurdere er flygtet fra deres hjemland til metropoler.

Men det, der betyder noget, er, at vi bliver anerkendt dér, hvor vi bor, og så er det lige meget om det er i Tyrkiet, i Iran, i Syrien, i Irak eller i Europa, at vi som mennesker og som nationalitet bliver anerkendt”.

Hvornår vil du føle dig anerkendt?

”Når jeg som kurder bliver anerkendt, bliver der undervist i kurdisk offentligt og uden problemer. Når alle kurdiske politiske fanger er fri. Når vi må sige vores mening uden blive anholdt for det.  Når vi må rejse til og fra Kurdistan uden problemer. Selvstyre er nok svaret på dit spørgsmål. Nordirak er en god model for kurdisk anerkendelse i andre dele af Kurdistan (hvor flest kurdere bor i Syrien, Iran, Irak og Tyrkiet)”.

Hvad er det perfekte kurdiske liv for dig?

Det er bare, at jeg er lige som dig. Du er en dansker, du kan bevæge dit sprog, din kultur, du kan bevæge din religion, du kan bevæge det, du ønsker under demokratiske rammer.

Som kvinde vil jeg være, som jeg er. Du kan ikke sige, at fordi jeg er kurder, så må jeg ikke læse den der bog, som fx i Iran, hvor du ikke må vælge dine egne bøger eller din egen religion.

Jeg vil ikke høre til denne her gruppe, hvor der hele tiden er begrænsninger for mennesker. Som kurder, vil jeg have lov til at være lige som alle andre, et normalt menneske, ikke andet. Jeg vil være et almindeligt menneske”.

Hvilken kurdisk begivenhed ville du nødigt gå glip af?

”Mit nytår, Newroz, fordi den er symbolet for flere tusinde års kultur.

Newroz, vores nytår, fejres den 21. marts, ifølge den kurdiske lære, Zarathustra, og lægger vægt på tre ting: det du siger, det du gør og det du tror; resten er lige meget.

Newroz står for mange ting, fx at det er lige meget hvilken tro eller nationalitet du har, bare det du gør, hænger sammen.

Folk der bor sammen skal respektere hinanden, det er en af mine mærkesager, mangfoldighed og respekt for hinanden.

Lige som når du kommer til en have, så kan vi lide forskellige blomster og farver. Hvis der kun er én blomst, og én farve, så bliver det kedeligt. Et samfund og en kultur, der er i stand til at favne forskellige kulturer, mad, sprog, religion, kvinder, børn, det er bare i sig selv forskellige blomster i et samfund”.

 Foto: lilsim

Er der en kurdisk person, du beundrer eller måske ligefrem har som forbillede?

”Jo, men der er bare mange, så det ville gøre ondt på mig, hvis jeg skal vælge den ene frem for den anden, men Leyla Gasem, der blev henrettet af Saddam Hussein, var en dygtig kvinde, som jeg aldrig vil glemme.

Og så er der Gultan Kisanak næstformanden i BDP (parlamentarisk parti i Tyrkiet), eller Leyla Zana, der stod op i retten og talte kurdisk og fik 15 års fængsel for det. Og tusindevis af andre; det kunne også være min egen mor, eller min bedstemor, der begge har kæmpet i deres liv med undertrykkelse”.

Leyla Zana, kurdisk politiker, har siddet fængslet i samlet 15 år for stå op for kurdernes rettigheder. Da hun svor sin ed som nyvalgt parlamentsmedlem i 1991 i det tyrkiske parlament, vakte hun kæmpe postyr, da hun gjorde det på sit kurdiske modersmål, foto: lilsim


Hvilket i den kurdiske kultur, er du MINDST stolt af?

”De traditionelle og lukkede samfund. Jeg kommer fra en meget åben familie, hvor vi er mere internationale og mere tålmodige. I stedet for at være begrænsede og firkantede, tror vi på hinanden og på forskellige ideologier og forskellige tanker og tro.

Der er ikke kun én vej, lige som med haven og dens mange forskellige blomster, skal døren være åben. Danskerne skal være med, araberne, tyrkerne skal være med, vi skal åbent respektere hinanden. Der skal være dialog, for kun gennem dialog og demokratisk proces, kan vi noget. Hvis vi lukker, kommer vi aldrig videre”.

Har du et kært minde fra din kurdiske opvækst?

”Jeg er vokset op, mens der var krig mellem Iran og Irak, det var en meget barsk barndom, men jeg har altid haft nogle dejlige forældre, som på trods af at der var krig, var bevidste om deres kurdiske historie. Og det er den eneste gave, jeg har fra mine forældre, at give videre til mine børn, min kurdiske kultur.

Og så er der denne her fælles madkultur, vi havde, fælles spisning, denne her ”åbne døre”, som jeg aldrig glemmer, dén har jeg stadig med mig. Da jeg læste på RUC, og havde  gruppearbejde, sagde jeg altid, at døren er åben, køleskabet er åbent, så de var alle velkomne. Det har jeg lært fra min kultur, den gæstfrihed.

Når gæster kommer ind, så giver du dem det bedste, du har. Den tradition beholder jeg, jeg taler med mine naboer og er ikke i tvivl, om de er gode. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal gøre forskel eller om jeg skal være venlig eller flink, det er det, jeg har lært fra min kultur, fra min mor”.

Var du også stolt af at være kurder, da du var teenager?

”Ja, det var jeg. Jeg har altid været stolt af min kurdiske identitet.

Jeg kan godt huske, da jeg gik i 9. klasse i Iran, og fik bedste karakter i matematik. Det er sjældent, at nogen får ”20” i matematik, og det fik jeg, og jeg ville meget gerne læse matematik-linjen, da jeg skulle begynde på gymnasiet. Så var der en meget racistisk skolelærer, som sagde til mig, at jeg skulle være taknemmelig over, at jeg kunne fortsætte.

Da jeg begyndte i folkeskolen, var vi 57 i en klasse, da jeg var færdig med min gymnasieeksamen, var vi kun tre stykker, der fik eksamen. Jeg havde brødre, der var lærere og hjalp mig. Og min familie, mor og far og brødre  satte stor pris på, at vi skulle læse. Men alligevel var jeg heldig, for jeg har også en søster, der bor i Tyrkiet nu, og hun er stadig analfabet, uanset hvad min far og farfar har gjort, så var der nogle præster, der trak hende ud fra skolen, hun måtte ikke læse.

Der er adskillige begivenheder fra min teenagetid, som jeg vil aldrig vil glemme. Jeg glemmer aldrig en dag, da vores gymnasium blev bombarderet af Saddam Husseins fly, jeg mistede mange af mine venner den dag, en af dem var min bedste veninde, der mistede begge sine øjne. Jeg stod og kiggede på hende, da det skete, hun blev slået ihjel af på grund af sin familie.

Jeg så også en af mine venner blive henrettet, en 16-årig dreng. Det var hans ønske, at han blev henrettet på en åben gade, han ville ikke lukke sine øjne, men se sin mor til det sidste, indtil han døde.

Der er nogle ting, jeg aldrig glemmer, derfor sætter jeg også stor pris på menneskerettigheder. Det er det, jeg kæmper for, jeg glemmer aldrig mine venner, der døde.

Miriam Moazzeni mener, at nøglen til et samfund i mangfoldighed går gennem åbenhed: "Døren skal være åben. Danskerne skal være med, araberne, tyrkerne skal være med, vi skal åbent respektere hinanden. Der skal være dialog, for kun gennem dialog og demokratisk proces, kan vi noget. Hvis vi lukker, kommer vi aldrig videre”, foto: lilsim

Mange af mine venner blev anholdt, jeg har aldrig hørt fra dem, nogle af dem flyttede, sådan var det bare. Det var virkelig hårdt, vi skulle bare forlade skolen, når den blev lukket af og til, på grund af krigen mellem Iran og Irak og mellem kurderne og styret.

Men jeg var en af de heldige, som blev færdig med gymnasiet og som kom på universitetet, og jeg var en af heldige, der kunne flygte fra mit land og komme her op og se tilbage på den her historie. Det giver mig energi, og det giver mig håb, og det får mig til at knokle.

Mange gange siger folk, ”men Miriam, hvordan kan du arbejde så meget”, men jeg har lovet mig selv, at jeg vil altid huske dem, jeg har mistet, og jeg vil altid gøre en forskel, hvis jeg kan.

Jeg sammenligner altid vores liv med livet under 2. Verdenskrig. Jeg har to identiteter, den ene er mellemøstlig og den anden er det liv, vi har her med mange muligheder.

Jeg arbejder på at få de to identiteter til at hænge sammen. Selvom der ikke er tegn på fred i Mellemøsten, så tror jeg stadig på, at det nok skal lykkes. Og jeg vil benytte den ytringsfrihed, jeg har her, og demokrati og ligestilling til at gøre en forskel”.

Hvad har kurderne allermest brug for nu?

”Hvis du kigger på hele den kurdiske sag i Tyrkiet, så er der brug for dialog mellem kurderne og regeringen. Og at fredsprocessen bliver aktiv på internationalt niveau. Men vi skal selv være med hele tiden, vi skal ikke bare sige, ”I skal støtte os”, vi skal selv være aktive hele tiden og være partnere.

Selvom det er små skridt, så betyder det også meget for mig, at kvinder i EU stiller op, er med i politik og deltager i demokratiet. Det er nøglen til at få mere indflydelse”.

Hvad så med kurderne her i DK?

”I ´95, da jeg læste HF på Gersons vej, fik  min samfundsfagslærer, med hollandsk baggrund, mig til at melde mig ind i Socialdemokratiet. Han viste mig en statistik over, at der var 50.000 kurdere i DK, det var i 95, men lad os så sige, at der er 70.000 kurdere i DK nu, det er mange, mange mennesker, hvis vi var lidt mere solidariske og lidt mere synlige og deltog mere aktivt, så kunne vi virkelig rykke noget.

Selvfølgelig er det at have en god uddannelse og god økonomi fint nok, stor respekt. Men jeg synes, at man skal deltage lidt mere aktiv i samfundet, være mere ansvarlig og bruge det lokale og internationale meget mere.

Se fx hvor mange frivillige, der er i DK. Det burde vi også være og deltage mere frivilligt i det lokale samfund. Det ville være super, super godt, hvis kurderne deltog mere aktivt frivilligt i det lokale samfund.

Også for vores børns skyld, der er så mange af deres forældre, der bare går hjem og passer deres arbejde, de her stakkels børn, de har ikke noget netværk mellem danskerne. Det er først, når de bliver ældre, at de får nogle enkelte.

I sidste uge, var den ene af mine drenge med mig i Folketinget og på Rådhuset, og med i FN Forbundet, de kender de her steder, og jeg tager dem med til FCK’s kampe, deltager aktivt, det giver et godt forbillede til børn.

Man skal vide, hvilke interesser vores unge har. Derfor er det meget vigtigt at være aktiv for både vores familie og for det samfund, du bor i.

Selvfølgelig skal du også tænke på din baggrund, vi er statsløse, det skal vi ikke glemme. Vi har det godt her, men vi skal ikke glemme, hvis vores folk, vores jurister, journalister, vores politikere, vores børn sidder i fængsel.

Det er vores håb og drøm, at de en dag kommer ud. Deres håb og drømme er, at nogen får deres ønsker og håb frem, og derfor skal vi ikke glemme det her. Det er meget, meget vigtigt, at vi også husker vores baggrund.

Derfor kæmper vi for menneskerettigheder og ligestilling. Nationalitet og etnicitet er lige meget, uanset hvem de er, så skal man bare støtte dem, for det har vi mulighed for her i Europa”.

"Folk der bor sammen, skal respektere hinanden", siger Miriam Moazzeni, der opfordrer kurderne i Danmark til at være aktive i det danske samfund, så vi får mangfoldighed og respekt for hinanden, foto: lilsim

Har du 3 gode råd til unge danske kurdere?

”Deltag aktivt! Det danske samfund er rigt både økonomisk og socialt, der er mange muligheder her. Hvis en dør lukker, er der tusinde andre døre, der åbner. Brug mulighederne!

Vær åben og søg hjælp, man skal ikke gemme sine problemer, gå til skolen, fritten, til dine naboer og søg hjælp til det du vil og respektér det samfund, du er en del af.

Vær lidt mere åben overfor det danske samfund; det handler ikke kun om dig og din religion”.

Miriam Moazzeni har en drøm ….

”Jeg har oplevet meget undertrykkelse over to generationer, min oldefar blev slået ihjel, min farfar så jeg næsten ikke, for han var i Saudi-Arabien og i Sovjetunionen i 12 år. Min mor blev født i fængslet, da hendes far kæmpede for den kurdiske sag og blev halshugget, mens min mormor var højgravid.

Alle i min familie flyttede til Tyrkiet, her fik de flygtningestatus og blev sat i fængsel, så min mor har som barn oplevet både tyrkisk og iransk fængsel.

Og nu flygter vores femte eller sjette generation igen fra Iran, som min nevø på 13 år.

Jeg fortæller dette, for at svare på dit spørgsmål ved at gå tilbage til mine rødder, hvor der hele tiden har været undertrykkelse og flugt, det er min drøm og ønske, at flugten stoppes, og at der er fred og ro, inden jeg dør.

Det her politiske liv, jeg har valgt, og at jeg stiller op, hænger sammen med, at jeg hele tiden har undskyldt at komme tilbage for at hilse på min mor og far. Men det kan jeg ikke, og jeg tror heller ikke, at jeg når det, inden de dør. De er begge over 85 år.

Jeg er en kvinde, der har mange drømme, og hver gang det er weekend og folk ses med deres forældre, eller om sommeren, når folk besøger deres forældre i hjemlandet, så mærker jeg bare det tomrum i mit liv. Sådan har det altid været og vil være fortsat, men jeg ønsker, at det stopper.

Jeg ønsker ikke at nogen kvinde skal opleve det samme. Jeg lover dig, det er virkelig, virkelig hårdt at være flygtning og kvinde og knokle, det er ikke nemt.

Men jeg har altid knoklet, og det vil jeg fortsat gøre”.

Annonce